Alle vore læsere, alle de hårde Amagerdrenge, udlandsdanskerne, skatteflygtningene, pornofilmsproducenterne, slipsedrengene fra Nordsjælland, de udstødte, gymnasieeleverne fra Jylland, partikelforskerne, embedsmændene, leflemiddagslægerne, filosofferne, narkomanerne, børnearbejdeforherligerne samt blesælgere, fagforeningshistorikere, anonyme karrieremennesker, musikere og politikere inviteres hermed til Liberators 2-års fødselsdag.
Det bliver et uforpligtende, uformelt, politisk ukorrekt arrangement, hvor taknemmelige såvel som utaknemmelige – eller ligefrem rasende – læsere har mulighed for at købe redaktionsmedlemmer og øvrige bidragsydere en øl for at fejre, at det den 8. februar er 2 år siden, den første artikel blev lagt på Liberator. Det er selvsagt valgtfrit, om man vil tage del i den slags altruistiske udskejelser, men vi glæder os under alle omstændigheder til at se de læsere, vi kun kender af navn og på deres emailadresser.
Hvor og hvornår og hvordan?
Arrangementet bliver afviklet på selve fødselsdagen klokken 16 på Diamanten, Cafe og Ölhalle, som ligger på Gl. Strand 50 i indre København. Den ansvarshavende redaktør har tænkt sig at sige nogle bevingede ord, men ellers er der ingen plan for, hvad der skal foregå. Redaktionen forventer dog, at der hurtigt på liberalistisk vis vil opstå en spontan orden, som vil tilgodese flest muligt mest muligt.
T-shirt:
Læsere, som endnu ikke har betalt/bestilt vores T-shirt med skriften “Che Guevara Deserved to Die” har mulighed for at tage kontanter med til fødselsdagen og bestille hér.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.