Tjen penge, hold mund og vær stolt!

I disse tider er det blevet moderne for virksomhedsledere, som elsker at se sig selv omtalt i mediernes kælne og kulturradikale rampelys, at tale om virksomheders sociale ansvar. Det hedder sig ofte, at virksomheder skal indrettes på demokratisk vis, medarbejdere skal høres, og de har ret til at være med til at tilrettelægge produktionsprocessen. Endvidere […]

I disse tider er det blevet moderne for virksomhedsledere, som elsker at se sig selv omtalt i mediernes kælne og kulturradikale rampelys, at tale om virksomheders sociale ansvar. Det hedder sig ofte, at virksomheder skal indrettes på demokratisk vis, medarbejdere skal høres, og de har ret til at være med til at tilrettelægge produktionsprocessen. Endvidere skal større virksomheder aflægge etiske regnskaber, miljøregnskaber – og som noget nyt begynder de måske også snart at interessere sig for vidensregnskaber.

Alt dette er selvfølgelig noget farligt og metafysisk ævl. Farligt, fordi virksomheder ikke skal ledes på demokratisk vis og metafysisk, fordi intet af ævlet kan begrundes ud fra en rationel argumentation med rod i virkeligheden.

Virksomheder skal ledes af dem, som har forstand herpå. Lagerarbejdere har ingen viden om statistik, afsætningsforhold og produktion. Derfor ville det være fatalt, hvis de fik indflydelse på tilrettelæggelse af produktionen.

Hvis virksomheder derfor skulle styres på såkaldt demokratisk vis, ville det ende fatalt – de grupper, som råbte højst, ville få deres vilje. Dette betyder ikke, at ledelsen af en virksomhed ikke bør høre lagerarbejderen, men det skal være ledelsen, som bestemmer, hvad lagerarbejderen spørges om, og hvad samme skal have indflydelse på.

Hvis virksomhedslederne derfor taler de inkompetente erhvervsjournalister efter munden, risikerer vi, at 1970’ernes idiotiske tanker om økonomisk demokrati og overskudsdeling igen bliver comme il faut.

Men med mediernes uhyggelige magt og konformitet anses det måske for at være en nødvendighed for virksomhedsledere, som overhovedet ønsker en rimelig behandling i medierne for dem selv og deres virksomheder, at snakke journalisterne efter munden – eller som et minimum at undgå oppositionelle ytringer.

Som Helmut Maucher udmærket demonstrerer i Entreprenørens rolle og ansvar i fremtiden er det ikke virksomhedslederens ansvar at være velgører, miljøaktivist eller fortaler for alle mulige socialistiske tiltag. Virksomhedslederens ansvar er at maksimere aktionærernes shareholder value – profit, om man vil. Virksomheder har ganske enkelt intet andet meningsfuldt ansvar.

Dette betyder ikke, at virksomheder kan skide på miljøet, at virksomheder kan lade deres medarbejdere arbejde under usle kår og til dårlig løn, eller at virksomheder kan levere utålelige produkter – for i det frie samfund gør de det under konkurrence. Hvem vil købe produkter hos en virksomhed, som groft og med overlæg sviner miljøet til? Hvilken ejer af værdifuld natur vil tillade, at virksomheder gratis sviner den til? Hvem vil arbejde i en virksomhed med ringe arbejdsmiljø eller til ringe løn? Hvem til købe et dårligt produkt?

Forcen ved det kapitalistiske samfund er, at man altid har et andet sted at gå hen – både som forbruger, som producent og som arbejdstager.

Men det er dog klart, at hvis virksomheden ifølge forbrugernes præferencer kan tjene flere penge ved at ansætte en invalid, selvom vedkommende isoleret betragtet ikke er sin løn værd – eller producere økologisk, selvom økologi blot er et religiøst standpunkt, bør den gøre dette. Profitmaksimering forudsætter jo, at virksomheden producerer i overensstemmelse med forbrugernes præferencer.

Men dette har socialisterne aldrig forstået. Og socialister har aldrig forstået profittens rolle i det kapitalistiske samfund. Profitten tjener som belønning til dem, som bedst tilgodeser markedets individuelle behov. Socialister tror, at profit er gået tabt, så snart den bliver udbetalt til aktionærer. Men dette er absolut ikke tilfældet.

Aktionærer har netop vist deres vilje til at tilgodese samfundet ved at spare penge op ved investering i aktier. Dette gøres ikke ud fra altruistiske motiver, men for at tilgodese sig selv – pga. egeninteresse. Derfor er en virksomheds dividende eller aktiernes realiserede kursstigninger aldrig gået tabt. Gevinsterne bliver igen investeret (ellers havde aktionærerne jo købt den speedbåd, de gerne ville have) – og hvad vigtigere er: de bliver investeret af personer, som har demonstreret forståelse for markedets behov.

Den altafgørende forskel på kapitalisme og socialisme er netop, at kapitalismen på denne måde tøjler individers egeninteresse og kontinuerligt lader den trække hele samfundets læs – den, som trækker det største læs, bliver belønnet i overensstemmelse hermed. Under et socialistisk eller udpræget statsligt regime belønnes man uafhængigt af sin adfærd – ofte afhænger belønningen endda negativt af ens samfundsgavnlige adfærd.

I USSR, i Cuba, i Nordkorea og alle andre virkeliggjorte socialistiske og facistiske samfund har det faktisk været sådan, at dén, som skadede samfundets interesser aller mest, blev belønnet i størst udstrækning. Tænk på officererne, som hjalp til at omstyrte demokratiske regimer, politiet, som undertrykte egne befolkninger og politikerne, som gav ordrer til det ene irrationelle industrielle eventyr efter det andet. I socialistiske og facistiske lande er det altid politikerne, officererne og politiet, som rager resurserne til sig – og i samme rækkefølge.

Når derfor danske, medieliderlige virksomhedsledere taler om virksomheders sociale ansvar burde de holde mund, hvis de med “socialt ansvar” mener medarbejderdemokrati mv. Politikerne vrøvler og lyver om så meget – så lad dem om den slags.

I stedet skulle virksomhedsledere være stolte over at være ledere af en virksomhed. Det er en betroet stilling at lede en entitet i samfundet som omdanner samfundets resurser til noget af endnu større værdi. Virksomheders eneste ansvar beror netop på dette forhold: at skabe større samfundsmæssige værdier. Dette må socialisterne indse, og derfor bør virksomhedsledere som en selvfølge tale om profitmaksimering – men holde mund om socialt ansvar defineret i nogen som helst bredere forstand.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password