Meningen med undervisning

Der er andet i livet end pensum. Derfor vil Kim Stig Andersen have studerende til at sanse noget mere.

Hvor tit går man rundt, og tænker på grunden til at få en uddannelse? De fleste tænker slet ikke over det, og dem der gør, gør det kun, fordi de er utilfredse med deres studie, og overvejer et nyt.

Meningen med et studie er i bund og grund at blive uddannet, det burde ikke komme som en overraskelse for nogen. Men hvad skal studiet gøre godt for? På studiet får man nogle kompetencer, som man kan bruge på et senere arbejde, men disse erfaringer er ikke nok. At gennemleve en ting og læse om det i en bog er ikke det samme.

Al undervisning bygger på at forklare os tingenes sammenhæng, for at inddrage Platon, kunne man sige at uddannelsen prøver at forklare fænomenernes verden med begreber fra ideernes verden.

OG det er der min anke er! Undervisningen vil forklare os sammenhænge, i stedet for at lade os sanse dem. Den litteratur der læses, bliver læst af tvang og ikke af lyst. Dette betyder, at læsningen ikke når ind under huden, og gør det som undervisningen egentligt burde gøre; danne vores karakter.

Når man læser for at opfylde et af andre sat mål, så læser man med den intension, at man skal bruge den, for at fremhæve sig i forhold til andre. Læsningen bliver ikke læst for læsningen eller oplevelsens skyld, men fordi man har blikket vendt imod enden på uddannelsen og karakterbladet.

Altså sammenfattet; man tager en uddannelse for at få et papir i hånden, hvor der står at man er dygtig.

Men er man så dygtig? At man kan referere Platon, er vel ikke et tegn på, at man har forstået Platon. Hulelignelsen er i bund og grund en skygge på hulens væg, og selvom man kan tolke den, vil det stadig være en tolkning af skyggen og ikke selve ideen bag.

Sådan er det med uddannelsen, man lærer at tolke fænomenerne, men ikke ideerne. For de kan nemlig ikke tolkes, de kan kun sanses.

Uddannelsen burde kun have et eneste formål, nemlig at åbne vores øjne op for nye muligheder for sansninger. Bliver vi inspireret til at følge en sansning ud af en tangent, burde der være åbent for dette. Dette ville føre til eksperter con amore, der elskede deres ekspertområde, som de ikke kunne elske andet. Det kan vi se fra andre aspekter af livet, der ikke er underlagt den akademiske kontrol.

F.eks. husker vi små ting om vores vennekreds, det kunne være, at en vens ynglingsband var XX, hører man så en sang med XX i radioen, tænker man på sin ven. Det er fænomenerne der hænger sammen, på et dybere plan; i en slags ideernes verden.

Dette gør vi helt af os selv, og ikke fordi det forventes af os. Sådan burde undervisningen også bygges op. Flere timer på uddannelsessteder er ikke nødvendigt, hvad der er mere vigtigt er, at uddannelsen bliver bygget af elevernes engagement, og ikke den slags hvor eleverne prøver at fedte sig opad, men på den måde at eleverne brænder for den situation de er i lige nu.

Lad mig stille et spørgsmål til dem af jer der studerer, hvis I aldrig mere ville få karakterer, ville i så begynde at sløse?

Svaret vil i første omgang være ja, I ville med et kunne undlade at tage stilling til irriterende og i jeres øjne ligegyldige emner. Men hvad så med de ting der interesserer jer, de sager der har jeres passion på uddannelsen?

Disse emner vil nu få al opmærksomheden, og I vil blive eksperter i jeres felt con amore. I vil ikke kunne lægge jeres arbejdsområde fra jer, og det er sådan en ressource Danmark har brug for.

At arbejde (og uddanne sig) for pengenes skyld er ikke andet, end hvad fabriksarbejderen gør. Myren der løber igennem tuen dag ud og dag ind, for at please en dronning.

Arbejdet bør bære glæden i sig selv og ikke være et middel. Det samme skal uddannelsen, uddannelsen skal være en smagen på den nydelsesfulde klogskab.

En klogskab der kan eskalere, og få en til at se sit felt fra alle leder og kanter, og måske endeligt se feltets plads i ideernes verden.

”Det gør man også af studiet nu!” vil nogle måske påstå. Men dette er ikke korrekt. Uddannelse er nemlig generelt forkert, læser man Locke er der to idetyper (ide er her ikke det samme som Platons begreb) sanseideer og refleksionsideer. Sanseideer er sansepåvirkninger, og reflektionsideer er refleksioner over sansninger.

Hvad er den vigtigste af disse to typer? Mit svar er ingen, begge er lige nødvendige. Sansningerne står aldrig alene, de bygger altid ovenpå refleksioner af tidligere sansninger. Det eneste tidspunkt, hvor vi tænker rent er når vi er nyfødte og har en såkaldt tabula rasa, en ren tavle klar til at blive påklistret med refleksioner.

Som babyer bevæger vi os rundt og sanser alt og lever på refleksionerne af det. Vi lærer ekstremt hurtigt som babyer. I uddannelsessystemet sanser vi ingenting, men reflekterer over andres refleksioner. Det er ikke, fordi jeg har noget imod at læse for at blive klogere, men det der trigger i lærringsprocessen er, hvis man selv kan gøre refleksioner over de sansninger, man har fået, sådan som vi er født til. At læse en bog er derfor et angreb imod sin overbevisning, dette er sundt, når man har styr på sine refleksioner. Forcere man sig igennem sin uddannelse, kommer man ud på den anden side, ikke en pind klogere, men med en masse tp-viden om sit felt.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password