Politisk struktur og liberalisme

Jeg kan godt lide de liberale fora på nettet. Her bliver det heftigt debatteret, hvorledes staten kan nedbrydes og hvordan liberalistiske tiltag kan flettes ind i lovgivningsprocessen. For det meste tages der udgangspunkt i det nuværende samfunds politiske og sociale strukturer, hvilket er det mest logiske; hvorfor tage udgangspunkt i en virkelighed, der ikke er der?
Ingen liberalister kan være uenige i, at høje skatter og afgifter, rygeforbud og hæmninger for det frie marked til at agere frit, er uforenlige med et liberalistisk samfund. Men når man snakker om et liberalistisk samfund, er kernen i det så ikke, at de sekundære tiltag omkring det, som man ønsker at diskutere, netop er sekundære, og det primære mål må være at reformere hele samfundets struktur, før man kan foretage sig noget andet.
Hvis man tager VK-politikken, så er der jo egentlig (grundlæggende) en del gode, liberale tiltag, som fx skattestoppet, skattesænkninger, mv. Grunden til at man så er nødt til at bryde skattestoppet konstant ved at lade afgifter stige er, at man ønsker at pålægge liberalisme i et samfund, der grunlæggende er socialistisk opbygget, da det ikke harmonerer. Samtidig giver dette den socialistiske opposition for gode og for mange strenge at spille på, da den danske befolkning er opfostret med rendyrket nedarv af kommunismen, når den er værst.
Danmark er en socialistisk stat, der økonomisk og på flere rettighedsområder undertrykker Grundloven og befolkningen. Her tænker jeg ikke mindst på verdensmesterskabet i skattetryk, men også gentagne brud på de demokratiske foranstaltninger, som fx når man nægter befolkningen at stemme om EU-forfatningen.
For at blive ved denne dansk politiks distancering fra grundlæggende demokratiske principper, så kunne man tage fat på noget så grundlæggende som de folkevalgte politikere. De vælges til at varetage interesserne for de mennesker, der har valgt dem. Men gør de det?
Det indtryk, jeg som ydmyg borger, har af den politiske situation og politikernes ageren, har jeg igennem medierne. Det forekommer mig, at mediernes hovedinteresse omkring samtlige politiske emner og politiske forslag er, hvordan det vil ”påvirke den politiske situation med hensyn til X og Y’s placering og indbyrdes forhold”. X og Y kan frit udskiftes med partinavne og politikere. Dermed pågår diskussionen ikke omkring det konkrete politiske indhold, men om alt ”spinneriet” i baggrunden. Og det er interessant, jovist er det det. Men denne form for politik kan ikke harmonere med et liberalt demokrati, det kan kun fungere i en socialistisk stat, hvor man antager at folket er lemminger, som skal tøjles og ledes.
Den danske befolkning består af individer, som i deres grundlæggende natur er selvstændige, selvtænkende og selvudviklende personer, der vil og skal tå til ansvar for egne handlinger og valg. Dette skal afspejle sig i det politiske billede, hvor man må forvente at hver og enkelt politiker ikke tager den levebrødspolitiske bane i forkøb og glemmer de reelle demokratiske dyder, men det gør de alligevel.
Ovenstående, som er en rimelig beskrivelse af det danske samfund, skal nedbrydes og et reelt demokrati, der bygger på Grundloven alene, skal genopstå af dets aske (for at sige det melodramatisk), førend diskussionerne om hvordan samfundet delvist kan reformeres i en liberal retning bliver relevant.