Ét skridt frem – og en maraton tilbage

Så blev det endelig officielt: Vor hersker siden d. 27. november 2001, Anders Fogh Rasmussen, smuttede ned til NATO for at lege røvere og soldater. Det manglede da også bare, eftersom en pæn slat af vores skattekroner de seneste halvandet år er gået til, at Fogh og en hær af embedsmænd har kunnet rejse verden rundt for at få en ”opfordring” til at blive generalsekretær.
Det må derfor også være tid til at bedømme Anders Fogh og hans regeringer. Bedømmelseskriteriet her på Liberator er ganske simpelt: Er Danmark blevet er friere land og samfund? Og er vi friere, end vi ellers ville have, hvis Socialdemokraterne og deres hang-arounds havde haft magten. Vi er sådan set næsten ligeglade med, om hvor store SKAT nye centre er blevet, hvilke lønstyringssystemer der er fremherskende i det offentlige osv. osv. Vi vil være frie – så simpelt er det.
Det kan lige så godt siges med det samme: Det Anders Fogh og den øvrige regering har kunnet præstere, har bestemt ikke været tilfredsstillende, hvis man ønsker sig mere frihed og mindre statslig detailregulering af alt muligt ligegyldigt. Den eneste forskel på VK-regeringen og Poul Nyrup Rasmussen regering i 90’erne er navnene på ministrene. Alt andet har stort set været det samme.
Fogh og Co. har ellers haft rige muligheder for at bedrive liberal politik (eller rettere: anti-politik). Flere undersøgelser har vist, at fra 70’erne og frem til ca. 00 blev befolkningen gradvist mere borgerlig. Alene af den grund burde jorden være bedre gødet til liberale reformer end nogensinde før. Alligevel har vi intet set. Tværtimod er folk blevet mere venstreorienterede under den nuværende regering. 30 års arbejde og udvikling blev på få år sat over styr, så fordi Anders Fogh og Claus Hjort Frederiksen – a.k.a. Clausesco – fandt det opportunt.
Under Nyrups regeringer i 90’erne fandt skete der reformer, man i dag kun tør drømme om. Dagpengeretten blev næsten halveret. Marginalbeskatningen på arbejdsindkomst blev lettet allerede efter få år. Der blev lavet ungeindsatser, så kontanthjælpen til folk under 25 år blev sat ned til SU-niveau. Formuebeskatningen blev afskaffet. Massere af statsejede virksomheder blev privatiseret – nok med Tele Danmark som det mest lysende eksempel. Og så videre. Men når alt dette kunne lade sig gøre under en socialdemokratisk regering, hvorfor kan det så ikke lade sig gøre under en borgerlig af slagsen? Fordi man ikke havde modet til at snakke konsensus-Danmark imod? Fordi man ikke havde nosser til at gøre andet end det allermest bekvemte? Eller fordi det megen taburetlim havde gjort folk fuldstændig kulrede i hovedet? Forklaringen er nok en kombination.
De reformer – hvis det da ikke er voldtægt af sproget at kalde det for ”reformer” og ikke småændringer – der fandt sted under Fogh, har mildest talt ikke været prangende. Pensions- og efterlønsalderen bliver godt nok sat en smule op. Men kun lysår ude i fremtiden, når alle de nuværende folketingsmedlemmer for længst er gået på pension eller sidder og spiser højtbelagt smørebrød ved elefantkirkegårdene i Bruxelles og Strasbourg. Det er bare ikke godt nok! Ved samme lejlighed markerede Fogh sig som en turbo-læser, der ville gøre selv ham den autistiske gut fra ”Rain Man” stolt: kun 10 minutter tog det ham at gennemlæse en 400 sider lang rapport (lavet af en gruppering med en socialdemokrat i spidsen), som han derefter smed i skraldespanden.
Ret skal naturligvis være ret. Regeringen har rent faktisk givet skattelettelser i flere omgange. Særligt ved den seneste skattereform skal regeringen roses for at afskaffe mellemskatten. Det er nu gjort. Men man har stadig ikke rigtigt gjort noget for at nedsætte de absurd høje, danske marginalskatter. I stedet har man indført beskæftigelsesfradrag og deslignende. Givetvis meget sympatisk, men i det store billede rykker det ikke specielt meget. Havde man derimod koncentreret sig om marginalskatten, kunne den ifølge Cepos ligge på ca. 40 pct. i dag. Man ville ganske vist stadig blive flået i skat, men pisken ville være blødere og slagene færre.
Særligt interessant er det at regeringen så at sige har ”vundet”, de gange den gik mod strømmen. Her bør man især nævne kampen mod råd, nævn og offentlige smagsdommere (hvor blev den retorik egentlig af?), som regeringen førte i det første år af sine levetid. Ved at være at favne bredt og nedægge en masse ligegyldige bureaukratstillinger på én gang, lykkedes det for Fogh og Co. at vinde den lille del af værdikampen de mange højlydte brokkerier til trods. Public Choice go home – det eneste der skulle til var en smule mod. Opgøret med Aukens miljøimperium og alt hvad det indeholdt af tilskudsordninger til økologisk tøj mm, bør også nævnes på positivsiden. En anden sag som regeringen – desværre – også valgte at argumentere for, var USA’s invasion af Irak. Her på Liberator er vi bestemt ikke tilhængere af, at man umotiveret begynder at kaste bomber i hovedet på uskyldige mennesker, hvorfor vi naturligvis helst havde set, at de danske Jens’er var blevet hjemme i Karup eller Kongens Have. Dog er det et meget godt eksempel: Hvordan havde skattesystemet f.eks. set ud, hvis modet havde været til stede her også?
Det værste ved Foghs venstredrejning er dog, at partiet Venstre er blevet fuldstændig ødelagt af det. Ikke som politisk parti som sådan – det består af en masse givetvis dygtige administratorer – men som et sted hvor liberale idéer kan trives og holdes i hævd. Det er ikke mere en godt 10 år siden, at partiet gik til valg på eksempelvis en afskaffelse af efterlønnen. Anders Fogh kunne som næstformand skrive bøger om minimalstaten og åbenlyst bidrage til tidsskriftet Libertas. I dag kan man ikke engang fremhæve nogle punkter i partiprogrammet uden at få på hatten [link til de 10 teser]. Det smitter naturligvis af på lokalafdelingerne og har medført, at hovedparten af Venstres MF’ere i dag er en flok nul-bon’er, der intet aner og liberal filosofi, økonomi eller idéer. Folk som kun sidder i Folketinget og er medlemmer af partiet af samme grund som Karen Jespersen: noget om sammenhængskraft og så en pose blandede bolsjer af klima, miljø og ligestilling. På sigt ser det altså være ud end nogensinde før. Selvom Venstre (eller de konservative for den sags skyld) skulle få en rigtig Old School borgerlig leder, vil det tage tid at skifte det uduelige pak på borgen ud – eller at få overbevist græsrødderne i det allermørkeste Jylland om, hvad det egentlig var for et parti, de engang meldte sig ind i.
Jeg vil undlade at give Anders Fogh Rasmussen karakterer. Det må læseren selv gøre. Men i min bog er han langt fra bestået. Han har gjort alt det, han ikke skulle: han har lignet en socialdemokrat, gået som en socialdemokrat og talt som en socialdemokrat. Hver eneste gang der blev opnået et lille borgerligt resultat, blev det betalt i overmål af negative resultater i modsat retning. Danmark er ikke blevet mere liberalt under Fogh – tværtimod. Derfor er han dumpet!