Hver dag skal have sit forbud. Lige i dag er det et forbud mod pro-ana sider. Søndag d. 25. januar fortæller Politiken om de sider, hvor de piger, der har valgt at tænke positivt om anoreksi, udveksler råd, tanker og billeder til thinspiration. Det drejer sig om en spontant opstået web-kult om Ana, deres strenge Frue og hjerteveninde. Oh fy, oh fy. Med en sundhedsminister af det volumen vi har her i landet, er slankhed jo ikke lige frem et sundhedsideal, selv om vi også hører, at der nu er flere i verden, der æder sig ihjel, end der dør af sult.
Personligt synes jeg, at anoreksi er et ret kedeligt emne. Da jeg underviste 16-19 årige, var der enkelte gange nogle piger, som fandt emnet væsentligt, og jeg valgte da at spise dem af med en tekst eller to. Men det var også som om, at de selv ret hurtigt mistede interessen for sagen. Der er noget småkedeligt og stillestående ved den bekymret moraliserende tilgang til anoreksi, men her er pro-ana siderne afgjort en fornyelse. Der er en helt anden stemning, ja ånd, tør jeg godt sige, over det univers, som pigerne her selv har skabt, og hvor de kan dele deres bekymring, angst og triumfer. For pro-ana siderne er en triumfalistisk kultur med døden i hælene, og som bevægelse har den også noget af den stolthed, der bar de første kristne, der gik døden i møde under sang i arenaen. Der er ikke den mindste tvivl om, at pro-ana kulturen er kommet for at blive.
Næstformanden i foreningen Pårørende til Spiseforstyrrede reagerer da også prompte med at kræve, at siderne skal forbydes. Det skal fedt hjælpe, men synspunktet vil naturligvis finde genklang. Ingen af de aviser, jeg har konsulteret i dag, indeholder nogen konkrete henvisninger til pro-ana (el. pro-mia) sider. Men på Politiken siger de, at de har kendskab til 20-30 sider. Hvad laver de egentlig på Politiken ? Jeg har lige søgt på pro-ana på danske sider og fik 51.800 hits. I løbet af tre kvarter kan man blive lidt af en specialist i emnet, og på under en uge kan man blive forsker. Hvad de psyko-pædagogiske koner kan fortælle sundhedsministeren, vil ikke adskille sig væsentligt fra, hvad også normale mennesker vil kunne sige. Der er kun den forskel, at almindelige mennesker ikke ser forfølgelsen af Ana som et livsindhold eller en jobtjans. Det kræver desværre ikke meget fantasi at forestille sig hvilken ”vifte af tilbud”, politikerne vil føle sig nødsaget til at give bevillinger til, og jeg kan allerede forudse de avisledere, der konkluderer, at ”når vi kan give 100 milliarder til en bankpakke, vil det være uanstændigt ikke at give 10 millioner til pro-ana pigerne”. Men når man først går i gang, vil det slet ikke kunne slå til. I sin bog om Inkvisitionens heksejagt i Spanien, viste Gustav Henningsen, at antallet af hekse var ligefremt proportionalt med interessen for dem. (Heksenes advokat (1981)).
Det vil være overflødigt at prøve at kontrollere kulturen. Pro-ana pigerne har allerede selv helt tjek på deres situation – og hvis de ikke skulle have det, hvem skulle så? En pige skrev i en mail til Politiken, at de nok skal passe på hinanden, ”og hvis vi støder på nogle, der er så syge, at de har hårdt brug for hjælp, lægger vi lige en kommentar om det og i værste fald ringer til en person, der kan hjælpe dem.”
Læg mærke til, hvad det er, disse kontrol-freaks gør. De går en balancegang mellem døden og en materialistisk, åndløs kultur, hvis modbydelighed ikke mindst fremgår af et hæmningsløst æderi. Bare spørg de folkevalgte politikere. De har i hvert fald fingeren på pulsen og gaflen i ædespalten. Æderiet skal naturligvis helst være kollektivt, så deltagerne kan sammenligne tidligere spiseoplevelser med det typiske omkvæd ”og det smager å så godt.” Ja, kollektivist-æderne bor helst i byer med madstationer med ikke for store mellemrum på gader og stræder, hvor de åbenlyst kan skilte med deres trang til kulinarisk ekshibitionisme. Over for dette væmmelige skue har de indadvendte pro-ana piger valgt at gå balancegangen mellem den ukontrollable materialisme og døden; en balancegang der er så skarp som på en knivsæg. Det kan sikkert give et kick af en særlig art, for den skjulte forbindelse mellem skønhed og grusomhed er både afskrækkende og dragende. Hvad vil pro-ana pigernes kritikere da opnå ved at forbyde deres liv på nettet, der vel ikke er skjult, men ofte forsynet med disclaimers? De vil komme til at speede det, helt på samme måde som de kristne martyrers blod blev en sæd for ny troende med en oldkirkelig forfatters ord. Et forbud mod pro-ana sider vil få kulten til at vokse, og på den måde kan vi se dens kritikere og hjælpere som parasitter, der næres af det, de ønsker at fortrænge. Vi kender rumlen. Hver gang medierne indhenter og indkredser et fænomen eller træk i samfundet, de kan definere som problematisk, bliver en række hjælpere linet op, som skal have lige det problem som deres levebrød. Og fidusen med pro-ana pigerne er dødssikker, for de vil være her, så længe den kultur, der har givet grobund for dem, endnu ikke har ædt sig ihjel.
——
For den, der ønsker at få et indtryk af ana-beauties, er FragileBeauty en god start. Hun har et stort galleri, der også indeholder videoer fra YouTube, og en linkssamling med 33 sider. Det er allerede tre flere end Politiken.
Ånd og kontrol
Der er blot tale om, endnu, en dybt uinteressant og iscenesat kollektiv psykose, udsprunget af den ynkelige narcisisme, som megastaten har fremmet ved at tage alle meningsfulde valg fra folk.
Ja, lad dog tåber, både æde og sulte sig ihjæl, de får ikke så mange børn heldigvis; og lad os andre beskæftige os med noget opbyggeligt, f.eks opdragelse af selvstændige og livsglade børn.
Der er blot tale om, endnu, en dybt uinteressant og iscenesat kollektiv psykose, udsprunget af den ynkelige narcisisme, som megastaten har fremmet ved at tage alle meningsfulde valg fra folk.
Ja, lad dog tåber, både æde og sulte sig ihjæl, de får ikke så mange børn heldigvis; og lad os andre beskæftige os med noget opbyggeligt, f.eks opdragelse af selvstændige og livsglade børn.
@ LuckyLib, der er altså tale om en psykisk sygdom, mere end et valg. Selvom denne sygdom måske også er præget af miljøindflydelse og kultur.
Og man løser nu engang ikke alle problemer i verden ved at lukke øjnene og passe sig selv.
@ LuckyLib, der er altså tale om en psykisk sygdom, mere end et valg. Selvom denne sygdom måske også er præget af miljøindflydelse og kultur.
Og man løser nu engang ikke alle problemer i verden ved at lukke øjnene og passe sig selv.
Hmm. Det paradoksale er, at der faktisk er meget at lære om de her piger for de, der ønsker/har til job at hjælpe dem af med problemet. Der ville gå en del information tabt ved at forbyde siderne. Hvis man skal anlægge den form for “optimeringsvinkel” på sagen.
Så er jeg iøvrigt lidt overrasket over opskrifterne på den hjemmeside du linker til. Jeg er simpelthen nødt til at prøve at bage brownies med skumfiduser, selvom jeg ikke forventer at komme ned på 38 kilo af den grund.
Jeg undrede mig også over de manglende henvisninger, da jeg læste artiklerne for noget tid siden. Det var ligesom lidt for tydeligt, at det var en “politisk beslutning” ikke at sende læseren hen til hjemmesiderne.
Hmm. Det paradoksale er, at der faktisk er meget at lære om de her piger for de, der ønsker/har til job at hjælpe dem af med problemet. Der ville gå en del information tabt ved at forbyde siderne. Hvis man skal anlægge den form for “optimeringsvinkel” på sagen.
Så er jeg iøvrigt lidt overrasket over opskrifterne på den hjemmeside du linker til. Jeg er simpelthen nødt til at prøve at bage brownies med skumfiduser, selvom jeg ikke forventer at komme ned på 38 kilo af den grund.
Jeg undrede mig også over de manglende henvisninger, da jeg læste artiklerne for noget tid siden. Det var ligesom lidt for tydeligt, at det var en “politisk beslutning” ikke at sende læseren hen til hjemmesiderne.
Jeg synes heller ikke, at man skal lade dem sejle deres egen sø, så lidt som man skal lade nogen gøre det i det hele taget. Men det afgørende spørgsmål er netop, hvem der skal give dem en håndsrækning. Det er interessant, at FragileBeauty selv siger, at hun gerne vil tale med en voksen, som hverken er forælder eller terapeut. Det værste, man kunne gøre, ville være først at forbyde siderne og dernæst overlade hjælpen til en offentlig myndighed, for hermed ville man både benægte problemet og lægge det fra sig med begrundelsen, at det er der nogen, der tager sig af. (Det har jeg tidligere her kaldt “Sanitet som social ideologi”.)
Jeg synes heller ikke, at man skal lade dem sejle deres egen sø, så lidt som man skal lade nogen gøre det i det hele taget. Men det afgørende spørgsmål er netop, hvem der skal give dem en håndsrækning. Det er interessant, at FragileBeauty selv siger, at hun gerne vil tale med en voksen, som hverken er forælder eller terapeut. Det værste, man kunne gøre, ville være først at forbyde siderne og dernæst overlade hjælpen til en offentlig myndighed, for hermed ville man både benægte problemet og lægge det fra sig med begrundelsen, at det er der nogen, der tager sig af. (Det har jeg tidligere her kaldt “Sanitet som social ideologi”.)
Det er et destruktivt modefænomen, som så mange andre i tiden. Jeg vil fastholde, at vores degenererende, egodyrkende og uansvarlige samfund skaber disse problemer til overflod. Hvis de sygeligt selvoptagede fik mindre ud af det, var der færre af dem.
Hvorfor er det lige, at den spiseforstyrrede, der kaster grovæderiet op, er mere eksotisk og interessant, end den der stopper ved trin et, nemlig det rene grovæderi.
Den sidste type tyraniserer ikke omgivelserne i samme omfang – denne type er mere introvert og selvbebrejdende, hvorimod den første type er mere assertiv og bebrejdende.
Umiddelbart skulle man tro, at det var nemmest at holde af den, som kun bebrejder sig selv, den fede, men ak nej “den type er jo ulækker at se på”. Det er da alle de, som slet skjult, beundrer det sygeligt tynde look, som er bensin på bålet, for begge typer. Det er jo “se mig – se mig” kulturen for fuld udblæsning og de fleste hopper på den.
Man skal ikke dyrke det dødsyge udtryk og forherlige den ene neurose eller grænsepsykose frem for den anden.
At kalde alle disse selvoptagede varianter for reelt sindsyge fører lige lovlig langt ud, og er kun medvirkende til at staten får alt for mange ofre, at bestemme over.
Hvis du har en spiseforstyrret i familien, så hjælp, men tal om alt andet end mad og sindsyge; find derimod noget nyttigt arbejde med at hjælpe andre, som har problemer, der kan løses. Send vedkommende på nødhjælpsarbejde i Afrika. Man må ikke lade et barn ødelægge familien, det er ondt overfor de andre børn.
Vi kunne alle, og til alles fordel, fokusere lidt mere på åndelig føde.
Det er et destruktivt modefænomen, som så mange andre i tiden. Jeg vil fastholde, at vores degenererende, egodyrkende og uansvarlige samfund skaber disse problemer til overflod. Hvis de sygeligt selvoptagede fik mindre ud af det, var der færre af dem.
Hvorfor er det lige, at den spiseforstyrrede, der kaster grovæderiet op, er mere eksotisk og interessant, end den der stopper ved trin et, nemlig det rene grovæderi.
Den sidste type tyraniserer ikke omgivelserne i samme omfang – denne type er mere introvert og selvbebrejdende, hvorimod den første type er mere assertiv og bebrejdende.
Umiddelbart skulle man tro, at det var nemmest at holde af den, som kun bebrejder sig selv, den fede, men ak nej “den type er jo ulækker at se på”. Det er da alle de, som slet skjult, beundrer det sygeligt tynde look, som er bensin på bålet, for begge typer. Det er jo “se mig – se mig” kulturen for fuld udblæsning og de fleste hopper på den.
Man skal ikke dyrke det dødsyge udtryk og forherlige den ene neurose eller grænsepsykose frem for den anden.
At kalde alle disse selvoptagede varianter for reelt sindsyge fører lige lovlig langt ud, og er kun medvirkende til at staten får alt for mange ofre, at bestemme over.
Hvis du har en spiseforstyrret i familien, så hjælp, men tal om alt andet end mad og sindsyge; find derimod noget nyttigt arbejde med at hjælpe andre, som har problemer, der kan løses. Send vedkommende på nødhjælpsarbejde i Afrika. Man må ikke lade et barn ødelægge familien, det er ondt overfor de andre børn.
Vi kunne alle, og til alles fordel, fokusere lidt mere på åndelig føde.
Artiklen er jo ikke et forsvar for ana`er, men en kritik af forslaget om forbud af deres sider. Dernæst udtrykker den også skepsis over for professionelle terapeutiske tiltag.
Der er heller ikke tale om noget valg mellem den ene eller anden form for overdreven optagethed af mad, selv om jeg finder de overfede både ulækre og irriterende. F.eks. når de kræver 1½, dvs. to, sæder i bussen. De fylder simpelt hen for meget, hvorimod man jo let ville kunne have en lille ana på skødet.
Artiklen er jo ikke et forsvar for ana`er, men en kritik af forslaget om forbud af deres sider. Dernæst udtrykker den også skepsis over for professionelle terapeutiske tiltag.
Der er heller ikke tale om noget valg mellem den ene eller anden form for overdreven optagethed af mad, selv om jeg finder de overfede både ulækre og irriterende. F.eks. når de kræver 1½, dvs. to, sæder i bussen. De fylder simpelt hen for meget, hvorimod man jo let ville kunne have en lille ana på skødet.
Klamt, sådanne kommentarer er jo med til at forherlige lille ana, for tro ikke at lille ana har humor; og du skal vide, at i familierne, rundt omkring i landet, er det lille ana, som er en tyran og ikke den fede, som tager balleplads fra dig. Lille ana er tillige ofte en storrygende giftig sag, da røgen sætter stofskiftet i vejret med gnsn. 10 pct. plus, at røgen tager toppen af den naturlige sultfølelse.
Tænk, hvis vi kunne fokusere på sporty og sultne piger, som tør tilfredstille alle sine behov på en frisk og positiv måde.
Jeg mener virkelig, at den store opmærksomhed, som det syge får, skaber mere af samme skuffe.
“Det er synd for menneskene………
Klamt, sådanne kommentarer er jo med til at forherlige lille ana, for tro ikke at lille ana har humor; og du skal vide, at i familierne, rundt omkring i landet, er det lille ana, som er en tyran og ikke den fede, som tager balleplads fra dig. Lille ana er tillige ofte en storrygende giftig sag, da røgen sætter stofskiftet i vejret med gnsn. 10 pct. plus, at røgen tager toppen af den naturlige sultfølelse.
Tænk, hvis vi kunne fokusere på sporty og sultne piger, som tør tilfredstille alle sine behov på en frisk og positiv måde.
Jeg mener virkelig, at den store opmærksomhed, som det syge får, skaber mere af samme skuffe.
“Det er synd for menneskene………
Jamen, du har da helt ret i, at den opmærksomhed, som det syge får, skaber mere af samme skuffe. Så lad bare ana`erne dele deres sider sammen, for det er netop forslaget om at forbyde dem, der har vakt interessen for dem.
Og hvis rygere også kunne få mindre opmærksomhed, ville det da også være rigtigt fedt. Vi kunne begynde med at nedlægge forebyggelseskommissionen.
Jamen, du har da helt ret i, at den opmærksomhed, som det syge får, skaber mere af samme skuffe. Så lad bare ana`erne dele deres sider sammen, for det er netop forslaget om at forbyde dem, der har vakt interessen for dem.
Og hvis rygere også kunne få mindre opmærksomhed, ville det da også være rigtigt fedt. Vi kunne begynde med at nedlægge forebyggelseskommissionen.
@ Bo Nake: Interessante betragtninger..
Jeg tror dog, det er en overfortolkning at se et oprør mod materialismen i pro anaernes ”kultur”. Tværtimod er de tynde piger jo netop dronningerne i vores kultur – det er dem, der kan hænge ud på cool restauranter og barer og gå i modetøj uden at blive til grin. Kender du den TV-kanal, der hedder Fashion TV? Det er 24-timers transmission af pro ana tilbedelse. Bare fordi man sulter sig selv, behøver det ikke betyde, at man ikke kan sniffe coke, shoppe, ryge cigaretter etc.
Anoreksi er ikke nødvendigvis et udtryk for indadvendthed, selvom det ofte bliver beskrevet sådan. Der er ikke nogen bedre genvej til VIP-behandling end at blive undervægtig. Så snart det lykkes dig at blive opdaget og diagnosticeret, er du star. Du skal til møder med højt-lønnede personer flere gange ugentlig kun for at tale om dig selv. De klimakterie-ramte klidmostres forfølgelse sætter din egen ungdom og spinkle figur i relief.
Folk, der er meget tynde, er interessante. Der bliver talt om det. Derimod er det ikke interessant, hvis nogen i klassen eller på arbejdet har en bred røv. Det taler man aldrig om.
Konklusion: Jeg tror ikke man skal lægge så meget i pro ana kulturen andet end at det er nogle dybt selv-centrerede piger, som har devoted det meste af deres energi (hvis ikke alt) på at dyrke deres neuroser og en strategi til at udskille sig fra ”de ældre” medlemmer i samfundet og ”de almindelige (kedelige, bredrøvede)”.
@ Lucky.
Spørgsmålet er om man asocial opførsel i form af anoreksi og bulimi virkelig er velfærdstatsskabt opførsel eller om det også kan ses som en overlevelsesstrategi.Anoreksipigen tager en uproportional del af opmærksomheden og energien fra forældre, lærere og omgivelserne generelt, ja. Ligesom psykopaten lever som en parasit på sociale normer. Men er det egentlig ikke rimelig smart set fra et overlevelsessynspunkt? (Spørg evt. en gøgeunge). Så længe kun et mindretal praktiserer denne overlevlesesstrategi, vil den kunne fungere for det enkelte individ.
/Helene
@ Bo Nake: Interessante betragtninger..
Jeg tror dog, det er en overfortolkning at se et oprør mod materialismen i pro anaernes ”kultur”. Tværtimod er de tynde piger jo netop dronningerne i vores kultur – det er dem, der kan hænge ud på cool restauranter og barer og gå i modetøj uden at blive til grin. Kender du den TV-kanal, der hedder Fashion TV? Det er 24-timers transmission af pro ana tilbedelse. Bare fordi man sulter sig selv, behøver det ikke betyde, at man ikke kan sniffe coke, shoppe, ryge cigaretter etc.
Anoreksi er ikke nødvendigvis et udtryk for indadvendthed, selvom det ofte bliver beskrevet sådan. Der er ikke nogen bedre genvej til VIP-behandling end at blive undervægtig. Så snart det lykkes dig at blive opdaget og diagnosticeret, er du star. Du skal til møder med højt-lønnede personer flere gange ugentlig kun for at tale om dig selv. De klimakterie-ramte klidmostres forfølgelse sætter din egen ungdom og spinkle figur i relief.
Folk, der er meget tynde, er interessante. Der bliver talt om det. Derimod er det ikke interessant, hvis nogen i klassen eller på arbejdet har en bred røv. Det taler man aldrig om.
Konklusion: Jeg tror ikke man skal lægge så meget i pro ana kulturen andet end at det er nogle dybt selv-centrerede piger, som har devoted det meste af deres energi (hvis ikke alt) på at dyrke deres neuroser og en strategi til at udskille sig fra ”de ældre” medlemmer i samfundet og ”de almindelige (kedelige, bredrøvede)”.
@ Lucky.
Spørgsmålet er om man asocial opførsel i form af anoreksi og bulimi virkelig er velfærdstatsskabt opførsel eller om det også kan ses som en overlevelsesstrategi.Anoreksipigen tager en uproportional del af opmærksomheden og energien fra forældre, lærere og omgivelserne generelt, ja. Ligesom psykopaten lever som en parasit på sociale normer. Men er det egentlig ikke rimelig smart set fra et overlevelsessynspunkt? (Spørg evt. en gøgeunge). Så længe kun et mindretal praktiserer denne overlevlesesstrategi, vil den kunne fungere for det enkelte individ.
/Helene
@ Helene Haabegaard. Tak for en detailleret kritik. Min analyse har bestemt sine begrænsninger. Hovedanliggendet var en protest mod et forbud. Jeg tror ikke, man kan regulere kulturen, og dine eksempler viser jo også netop, at trenden er socialt stimuleret.
M.h.t. indadvendthed er det givet, at anaerne er opmærksomhedssøgende, men på en paradoksal måde. En del af deres liv er skjult og de opdyrker nogle pseudo-skjulte netværk. Det er paradoksalt på samme måde som i en gammel kirkehistorie, der om 2.årh.s munkevæsen skrev: “I løbet af kort tids fyldtes ørknen af eneboere.” (Der kom også turister ud for at se på eneboerne.)Eller, de færreste gider være martyrer uden tilskuere. Det græske ord “martyr” betyder “vidne”.
Overskriften er noget ironisk. Pointen er, at du ikke kan overskride en materialistisk kultur gennem negation. Dsv. anaerne forsøger at fortrænge materialismen med materialistiske midler. Det er en pseudo-spiritualitet. Uanset hvordan vi forholder os til økonomoen, er vi bestemt af den. (En parallel: Naomi Klein snylter på det økonomiske system, hun forbander.)
@ Helene Haabegaard. Tak for en detailleret kritik. Min analyse har bestemt sine begrænsninger. Hovedanliggendet var en protest mod et forbud. Jeg tror ikke, man kan regulere kulturen, og dine eksempler viser jo også netop, at trenden er socialt stimuleret.
M.h.t. indadvendthed er det givet, at anaerne er opmærksomhedssøgende, men på en paradoksal måde. En del af deres liv er skjult og de opdyrker nogle pseudo-skjulte netværk. Det er paradoksalt på samme måde som i en gammel kirkehistorie, der om 2.årh.s munkevæsen skrev: “I løbet af kort tids fyldtes ørknen af eneboere.” (Der kom også turister ud for at se på eneboerne.)Eller, de færreste gider være martyrer uden tilskuere. Det græske ord “martyr” betyder “vidne”.
Overskriften er noget ironisk. Pointen er, at du ikke kan overskride en materialistisk kultur gennem negation. Dsv. anaerne forsøger at fortrænge materialismen med materialistiske midler. Det er en pseudo-spiritualitet. Uanset hvordan vi forholder os til økonomoen, er vi bestemt af den. (En parallel: Naomi Klein snylter på det økonomiske system, hun forbander.)