Ånd og kontrol

Bo Nakes korte, men meget interessante, artikel om et emne, som mange helst vil lade som om ikke findes. Anoreksi skal jo helst gemmes af vejen og ties ihjel.

Hver dag skal have sit forbud. Lige i dag er det et forbud mod pro-ana sider. Søndag d. 25. januar fortæller Politiken om de sider, hvor de piger, der har valgt at tænke positivt om anoreksi, udveksler råd, tanker og billeder til thinspiration. Det drejer sig om en spontant opstået web-kult om Ana, deres strenge Frue og hjerteveninde. Oh fy, oh fy. Med en sundhedsminister af det volumen vi har her i landet, er slankhed jo ikke lige frem et sundhedsideal, selv om vi også hører, at der nu er flere i verden, der æder sig ihjel, end der dør af sult.

Personligt synes jeg, at anoreksi er et ret kedeligt emne. Da jeg underviste 16-19 årige, var der enkelte gange nogle piger, som fandt emnet væsentligt, og jeg valgte da at spise dem af med en tekst eller to. Men det var også som om, at de selv ret hurtigt mistede interessen for sagen. Der er noget småkedeligt og stillestående ved den bekymret moraliserende tilgang til anoreksi, men her er pro-ana siderne afgjort en fornyelse. Der er en helt anden stemning, ja ånd, tør jeg godt sige, over det univers, som pigerne her selv har skabt, og hvor de kan dele deres bekymring, angst og triumfer. For pro-ana siderne er en triumfalistisk kultur med døden i hælene, og som bevægelse har den også noget af den stolthed, der bar de første kristne, der gik døden i møde under sang i arenaen. Der er ikke den mindste tvivl om, at pro-ana kulturen er kommet for at blive.

Næstformanden i foreningen Pårørende til Spiseforstyrrede reagerer da også prompte med at kræve, at siderne skal forbydes. Det skal fedt hjælpe, men synspunktet vil naturligvis finde genklang. Ingen af de aviser, jeg har konsulteret i dag, indeholder nogen konkrete henvisninger til pro-ana (el. pro-mia) sider. Men på Politiken siger de, at de har kendskab til 20-30 sider. Hvad laver de egentlig på Politiken ? Jeg har lige søgt på pro-ana på danske sider og fik 51.800 hits. I løbet af tre kvarter kan man blive lidt af en specialist i emnet, og på under en uge kan man blive forsker. Hvad de psyko-pædagogiske koner kan fortælle sundhedsministeren, vil ikke adskille sig væsentligt fra, hvad også normale mennesker vil kunne sige. Der er kun den forskel, at almindelige mennesker ikke ser forfølgelsen af Ana som et livsindhold eller en jobtjans. Det kræver desværre ikke meget fantasi at forestille sig hvilken ”vifte af tilbud”, politikerne vil føle sig nødsaget til at give bevillinger til, og jeg kan allerede forudse de avisledere, der konkluderer, at ”når vi kan give 100 milliarder til en bankpakke, vil det være uanstændigt ikke at give 10 millioner til pro-ana pigerne”. Men når man først går i gang, vil det slet ikke kunne slå til. I sin bog om Inkvisitionens heksejagt i Spanien, viste Gustav Henningsen, at antallet af hekse var ligefremt proportionalt med interessen for dem. (Heksenes advokat (1981)).

Det vil være overflødigt at prøve at kontrollere kulturen. Pro-ana pigerne har allerede selv helt tjek på deres situation – og hvis de ikke skulle have det, hvem skulle så? En pige skrev i en mail til Politiken, at de nok skal passe på hinanden, ”og hvis vi støder på nogle, der er så syge, at de har hårdt brug for hjælp, lægger vi lige en kommentar om det og i værste fald ringer til en person, der kan hjælpe dem.”

Læg mærke til, hvad det er, disse kontrol-freaks gør. De går en balancegang mellem døden og en materialistisk, åndløs kultur, hvis modbydelighed ikke mindst fremgår af et hæmningsløst æderi. Bare spørg de folkevalgte politikere. De har i hvert fald fingeren på pulsen og gaflen i ædespalten. Æderiet skal naturligvis helst være kollektivt, så deltagerne kan sammenligne tidligere spiseoplevelser med det typiske omkvæd ”og det smager å så godt.” Ja, kollektivist-æderne bor helst i byer med madstationer med ikke for store mellemrum på gader og stræder, hvor de åbenlyst kan skilte med deres trang til kulinarisk ekshibitionisme. Over for dette væmmelige skue har de indadvendte pro-ana piger valgt at gå balancegangen mellem den ukontrollable materialisme og døden; en balancegang der er så skarp som på en knivsæg. Det kan sikkert give et kick af en særlig art, for den skjulte forbindelse mellem skønhed og grusomhed er både afskrækkende og dragende. Hvad vil pro-ana pigernes kritikere da opnå ved at forbyde deres liv på nettet, der vel ikke er skjult, men ofte forsynet med disclaimers? De vil komme til at speede det, helt på samme måde som de kristne martyrers blod blev en sæd for ny troende med en oldkirkelig forfatters ord. Et forbud mod pro-ana sider vil få kulten til at vokse, og på den måde kan vi se dens kritikere og hjælpere som parasitter, der næres af det, de ønsker at fortrænge. Vi kender rumlen. Hver gang medierne indhenter og indkredser et fænomen eller træk i samfundet, de kan definere som problematisk, bliver en række hjælpere linet op, som skal have lige det problem som deres levebrød. Og fidusen med pro-ana pigerne er dødssikker, for de vil være her, så længe den kultur, der har givet grobund for dem, endnu ikke har ædt sig ihjel.

——

For den, der ønsker at få et indtryk af ana-beauties, er FragileBeauty en god start. Hun har et stort galleri, der også indeholder videoer fra YouTube, og en linkssamling med 33 sider. Det er allerede tre flere end Politiken.

0 comments

Sign In

Reset Your Password