Er renten for lav?

Er en rente på helt ned til 1% overhovedet sundt for økonomien? Igennem de sidste 10 år er renten tilsyneladende blevet politikernes yndlingsinstrument til regulering af økonomien. Man sænkede renten for at få gang i økonomien efter IT-boblen, og man hævede den igen for at dæmpe økonomien – og så udløste man den største finanskrise i årtier.
Men hvad opnår staterne egentligt ved at sænke renten? Jo, en lav rente er jo godt, fordi det reducerer omkostningerne ved investeringer og skaber således vækst; driftskapitalen bliver også billig. Det reducerer også leveomkostningerne for de fleste, idet renter er den største post på de fleste boligbudgetter. Og så har den skabt nogle store prisstigninger på ejendomme.
Dermed opnår staten én væsentlig ting mere, nemlig at den kan kompensere for en høj skat. I stedet for at gennemføre tiltrængte skattelettelser, så sænker man altså renterne. Og det er jo ikke bare i Danmark, men måske i hele den vestlige verden dette forhold gør sig gældende. Hvor har skatterne faldet noget af betydning de sidste 20 år?
Finanskrisen har dog ikke ændret på den politiske nødvendighed – skattelettelser er stadig påkrævede. Måske endda mere end nogensinde. Danske politikere er i desperation for at gøre noget, som kan redde økonomien, og det næste bliver sikkert, at de tilbyder danskerne at stemme om Euroen: ”Sig ja til Euroen – og få lov til at beholde verdens højeste skat!” Men den virkelige løsning er lige for, sæt skatten ned på den sidst tjente krone og lad de stærkeste trække Danmark ud af krisen.
En høj skat er dybt skadelig, men de sidste 25 år har renten været konstant faldende, hvilket har været kraftigt medvirkende til at skjule konsekvenserne af den høje skat. Økonomien er i stedet blevet drevet af værdistigninger og atter værdistigninger, hver gang renten falder, så stiger husene i værdi. Derfor har velfærdsdanmark kunnet lulle sig i søvn og sige, ”se, det går jo godt med en høj skat”. Siden 2001 har centralbankerne som bekendt endda kunstigt sat renten urealistisk lavt, hvilket er en stor del af årsagen til finanskrisen. Men renten kan altså ikke komme under 0%, og derfor var det forudsigeligt, at boligpriserne ville stoppe deres himmelfart. Derfor skal der noget andet til for at skabe vækst, og det er lavere skat!
Politikerne har netop vedtaget en hjælpepakke, men den løser intet; den vil nærmere trække pinen i langdrag og give os 7 magre år. Nu er der allerede ønsker fremme om, at politikerne også skal lave en hjælpepakke for flexlånere med stigende renter og give garanti for deres lån også. Men det hjælper heller ikke. I stedet bør man sætte skatten ned, så folk har råd til at betale nogle højere renter.
Man kan jo ikke betale renter med en statsgaranti, og derfor går husejerne alligevel fallit, hvis ikke der kommer gang i økonomien igen. Statsgarantien dækker kun investorenes indskud, og når de har fået udbetalt statsgarantien, så står danskerne tilbage med en masse tvangsauktioner, en stor skatteregning og en rigtig langvarig krise. Så er det da mere smart at give almindelige mennesker råd til at betale for højere renter her og nu via en skattenedsættelse. Og tilmed så sætter skattelettelsen gang i økonomien – hvad mere kan man ønske sig?
At skat har en indflydelse på den slags kriser kan man se på Kartoffelkuren fra 1986. For at bremse økonomien, reducerede man rentefradraget. Og det virkede: antallet af tvangsauktioner steg, og regeringen udløste en boligkrise. Derfor kan man jo spørge sig selv: hvorfor sætter man renten ned fremfor at give skattelettelser? Den nuværende situation ligner egentligt den fra 1986, bare med omvendt fortegn. Genindfør fuldt skattefradrag for renter og lad boligejerne få råd til at betale en højere rente. Politikerne har jo en gang udløst en krise ved at reducere rentefradraget, så hvorfor ikke gå den anden vej ved at hæve fradraget igen?
Realkreditrenten har faktisk over en næsten 100-års periode frem til 1960 ligget stabilt på 4-6%. Herefter begyndte den at stige til over 20% i slutningen af Anker Jørgensens regeringsperiode. Den simple forklaring på denne rentestigning er statens overforbrug. Der blev pumpet uanede milliarder ud til offentlige investeringer, og det for lånte penge. Ud over at statens underskud har skabt inflation på grund af faldende kronekurs, så pressede statens lånebehov også de private renter op. Man tilskriver ofte oliekrisen i 73 skylden for 70’erne økonomiske morads, men oliekrisen varede altså kun et års tid. En krise kan man altid løbe ind i af naturlige årsager, men det kræver politikere at holde den kørende i flere år.
Når man ser over det lange tidsspænd, så er vi nu ved at være nede på, hvad der måske er et normalt niveau for renterne. De er hverken så høje, at kapitalkravene kvæler, og heller ikke så lave, at kapital, som ressource, bringes i fare. Og huspriserne er sikkert også, hvor de burde være, selvom jeg har ladet mig fortælle, at de faktisk er lavere end i udlandet. Men naturligt nok, på en eller anden måde skal Danmark jo være sakket bagud på grund af de høje skatter. Vi har heller ikke en dybt forgældet stat, og derfor skal den borgerlige regering ikke ud og redde statens økonomi med de sædvanlige skattestigninger.
Situationen er derfor ideel til at sænke skatten. Stort set det eneste, der ikke er på et naturligt leje lige nu, er nemlig skattetrykket. Derfor kan man nu gøre det, man altid burde have gjort – sætte skatten ned! Havde man lyttet til Glistrup i 1971, så havde vi både undgået mareridtsagtige renter og løbske boligpriser. Ja, Niels Helveg Petersen indrømmede på et tidspunkt, at berøringsangsten overfor Fremskridtspartiet havde kostet Danmark 300 mia. Kr.
Det, man bør have lært af de sidste 25 års økonomiske kamikaze, er, at den moderne økonomi er følsom over for ændringer i boligprisen. I bund og grund er afhængigheden af boligprisen et positivt tegn, da det er udtryk for, at rigtig mange danskere er blevet selvejere. Derved får almindelige lønslaver en større bid af vækstkagen, idet vækst altid på en eller anden måde vil kapitaliseres. Der er mange ting som påvirker boligprisen. Konjunkturerne er selvfølgelig én ting, men normalt er disse så glidende, at de ikke udløser kriser. Politikerne derimod kan sende chockbølger igennem boligmarkedet gennem både renteændringer og ændrede skatteregler.
Det må være naturligt at spørge, om formålet med den kunstigt lave rente har været at modvirke den skadelige effekt af den høje skat. Det modstrider al sund logik, at Danmark kan være så rigt og samtidigt have så høj en skat. Men jeg har efterhånden fundet flere forklaringer.
1. Danmark blev ikke smadret under 2. Verdenskrig.
2. Vi har en lav korruption.
3. Vi er faktisk ikke så rige, som vi går og tror. Specielt sparer vi på mad, sundhed, uddannelse, børnepasning, ældre og infrastruktur.
4. Og nu også kunstig lav rente.
Så hvad nøler politikerne for? Glem alt om lighed, og at der er nogen, som får mere end andre. Der er nu krisen kradser, og vi har ikke råd til at føre misundelsespolitik. Illusionen om, at Danmark var verdens rigeste samfund, bundede i værdistigninger skabt af en faldende rente. Den går ikke længere, nu skal vi ud og arbejde noget mere, og derfor skal skatten ned.