Den Objektivistiske etik

Da jeg vil tale om den Objektivistiske etik, vil jeg starte med at citere dens bedste repræsentant: John Galt i Atlas Shrugged[1]:
“Gennem århundreders plager og katastrofer medført af jeres moralske kodeks har I skreget, at jeres kodeks er blevet brudt, at plagerne var straffen for at bryde det, at mennesker var for svage og for selviske til at udgyde alt det blod, det krævede. I fordømte mennesket, I fordømte eksistensen, I fordømte denne jord, men I vovede aldrig at betvivle jeres kodeks. … I skreg videre, at jeres kodeks var nobelt, men at menneskets natur ikke var god nok til at praktisere det. Og ingen stod frem og spurgte: God? – efter hvilken standard?
“I ønskede at vide, hvem John Galt er. Jeg er manden, som har stillet dette spørgsmål.”
“Ja, dette er en tid i moralsk krise. … Jeres moralske kodeks har nået dets klimaks, den blinde gyde for enden af vejen. Og hvis I ønsker at leve nu, så skal I ikke vende tilbage til moralen … I skal opdage den.”
Hvad er moral eller etik? Det er et værdikodeks til at guide menneskets valg og handlinger; valg og handlinger som afgør hans vej i livet og formålet med det. Etik, som en videnskab, handler om at finde og definere et sådan kodeks.
Det første spørgsmål som skal besvares, som en forudsætning for at forsøge at definere, vurdere eller anerkende noget specifikt etisk system, er: Hvorfor har mennesket brug for et værdikodeks?
Lad mig understrege dette. Det første spørgsmål er ikke: Hvilket bestemt værdikodeks bør mennesket anerkende? Det første spørgsmål er: Har mennesket brug for værdier i det hele taget – og hvorfor?
Er idéen om værdi, om “godt eller ondt”, en arbitrær menneskelig opfindelse uden relation til, uden ophav i og ikke understøttet af nogle virkelige fakta – eller er det baseret på et metafysisk faktum, på en uforanderlig betingelse for menneskets eksistens? (Jeg bruger ordet “metafysisk” i meningen: det som angår realiteten, sagens natur, eksistensen.) Bestemmer en arbitrær menneskelig regel, en ren og skær skik, at mennesket skal agere i overenstemmelse med et sæt principper – eller er der virkelige fakta, som kræver det? Er etik hjemsted for tilfældige indfald: For personlige følelser, sociale forordninger og mystiske åbenbaringer – eller er det hjemsted for fornuften? Er etik en subjektiv luksus – eller en objektiv nødvendighed?
I den menneskelige etiks sørgelige historie har moralister (med få sjældne og fejlslagne undtagelser) betragtet etik som hjemsted for indfald, dvs.: For det irrationelle. Nogle af dem gjorde det eksplicit, med vilje; andre gjorde det implicit, i mangel på andet. Et “indfald” er et ønske, som en person har, uden at kende og uden trang til at kende dets årsag.
Ingen filosof har givet et rationelt, objektivt beviseligt, videnskabeligt svar på spørgsmålet om, hvorfor mennesket har brug et værdikodeks. Så længe dette spørgsmål forblev ubesvaret, kunne intet rationelt, videnskabeligt og objektivt etisk kodeks findes eller defineres. Den største af alle filosoffer, Aristoteles, betragtede ikke etik som en eksakt videnskab; han baserede sit etiske system på observationer af, hvad de noble og vise mænd på hans tid valgte at gøre, hvilket efterlod følgende spørgsmål ubesvaret: Hvorfor valgte de at gøre det, og hvorfor betragtede han dem som noble og vise.
De fleste filosoffer tog etikkens eksistens for givet, som et historisk faktum, og interesserede sig ikke for at finde dens metafysiske grundlag eller objektive gyldighed. Mange af dem forsøgte at bryde det traditionelle mystiske monopol på etik og angiveligt definere en rationel, videnskabelig, ikke-religiøs moral. Men de forsøgte at retfærdiggøre den på et socialt grundlag og erstattede dermed blot Gud med samfundet.
De erklærede mystikere vedkendte sig den arbitrære og uforklarlige “Guds vilje” som en standard for det gode og som godkendelse af deres etik. De neomystiske erstattede den med “det samfundstjenestelige,” og forfaldt dermed til den cirkulære definition “standarden for det gode er det, som er godt for samfundet.” Det betyder logisk (og praktisk, som det kan ses verden over i dag), at “samfundet” står over ethvert etisk princip, da det er kilden, standarden og kriteriet for etikken, da “det gode” er hvad end det vil, hvad end det tilfældigvis hævder som dets egen velfærd og lyst. Det betød, at “samfundet” kan gøre lige, hvad der passer det, da “det gode” er hvad end, det vælger at gøre, fordi det vælger at gøre det. Og da der ikke findes en entitet som “samfundet”, da samfundet blot er et antal individuelle mennesker, betød det at nogle mennesker (flertallet eller enhver bande, der hævder at være flertallets talsmænd) er etisk berettigede til at forfølge ethvert indfald (eller enhver grusomhed), som de ønsker at forfølge, mens andre mennesker er etisk nødsagede til at bruge deres liv på at efterkomme denne bandes ønsker.
Dette kan næppe kaldes rationelt, og dog har de fleste filosoffer nu besluttet at erklære rationaliteten for mislykket, at fornuften ikke kan håndtere etikken, at ingen rationel etik nogensinde kan defineres, og at når det gælder etik (i valget af hans værdier, af hans handlinger, af hans beskæftigelser, af hans livsmål), må mennesket lade sig guide af noget andet end fornuften. Af hvad? Tro, instinkt, intuition, åbenbaringer, følelser, smag, drifter, ønsker, indfald. I dag (som i fortiden) er de fleste filosoffer enige om, at den ultimative standard for etikken er tilfældige indfald (de kalder det for et “arbitrært postulat” eller “subjektivt valg” eller “følelsesmæssig forpligtelse”), og kampen handler kun om spørgsmålet om hvis tilfældige indfald: Ens egen eller samfundets eller diktatorens eller Guds. Hvad end de ellers må være uenige om, så er dagens moralister enige om, at etikken er et subjektivt emne, og at der er tre ting, der er forbudte på dette område: Fornuften, forstanden og realiteten.
Hvis du undrer dig over, hvorfor verden kollapser til et stadigt lavere og lavere trin på trappen til helvede, er dette årsagen.
Hvis du vil redde civilizationen, så er det denne præmis for moderne etik og for hele etikkens historie, du skal angribe.
For at angribe den grundlæggende præmis for ethvert fag, må man begynde ved begyndelsen. I etik må man begynde ved at spørge: Hvad er værdier? Hvorfor har mennesket brug for dem?
“Værdi” er det, man agerer for at opnå og/eller beholde. Konceptet “værdi” er ikke en primær; det forudsætter et svar på spørgsmålet: Af værdi til hvem og for hvad? Det forudsætter en entitet i stand til at agere for at opnå et mål overfor et alternativ. Er der ikke alternativer, er ingen mål og ingen værdier mulige.
Jeg citerer fra Galts tale: “Der findes kun ét fundamentalt alternativ i universet: Eksistens eller ikke-eksistens, og det angår en enkelt klasse af entiteter: Levende organismer. Eksistensen af dødt materiale er betingelsesløs, eksisten af liv er ikke: Det afhænger af et særligt handlingsforløb. Materiale er uforgængeligt, det skifter form, men det kan ikke ophøre med at eksistere. Det er kun en levende organisme, som konstant står overfor et alternativ: Valget mellem liv eller død. Liv er en proces af selvopholdelse og selv-genereret handling. Hvis dette mislykkes en organisme, dør den; dens kemiske elementer forbliver, men dens liv eksisterer ikke mere. Det er kun konceptet “Liv”, som muliggør konceptet “Værdi”. Det er kun for en levende entitet, at ting kan være gode eller onde.”
For at slå denne point helt fast, så prøv at forestille dig en udødelig, uforgængelig robot, en entitet som bevæger sig og agerer, men som ikke kan påvirkes af noget som helst, som ikke kan ændres på nogen måde, som ikke kan beskadiges, såres eller ødelægges. Sådan en entitet ville ikke være i stand til at have værdier; den ville ikke have noget at opnå eller tabe; den kunne ikke betragte noget som for eller imod den, som godt for eller en trussel mod dens velfærd, som tilfredsstillende eller frustrerende for dens interesser. Den kunne ikke have interesser eller mål.
Kun en levende entitet kan have mål eller kan skabe dem. Og det er kun en levende organisme, som har kapacitet til selv-genereret, målrettet handling. På det fysiske niveau er funktionerne hos alle levende organisme (fra de mest simple til de mest komplekse, fra den nærende funktion i en enkelt celle i en amøbe til blodcirkulationen i et menneskes krop) handlinger genereret af organismen selv og rettet mod et enkelt mål: Opretholdelsen af organismens liv.[2]
En organismes liv afhænger af to faktorer: Materialet eller brændstoffet som den har behov for i dens fysiske miljø, og dens egen krops funktion, funktionen at udnytte dette brændstof rigtigt. Hvilken standard afgør, hvad der er rigtigt i denne kontekst? Standarden er organismens liv, eller: Det som kræves for organismens overlevelse.
Organismen har intet valg her: Det, som er nødvendigt for dens overlevelse, afgøres af dens natur, af hvilken slags entitet den er. Mange variationer, mange former for tilpasning til dens miljø er mulige for en organisme, inklusive muligheden for eksistere for en stund i en forkrøblet, handicappet eller sygelig tilstand, men det fundemantale alternativ for dens eksistens forbliver den samme: Hvis en organisme fejler i at udføre dens basale funktioner, som dens natur kræver (hvis en amøbes protoplasme stopper med at optage føde, eller hvis en mands hjerte stoppe med at slå), så dør organismen. På et fundamentalt niveau er stilstand livets modsætning. Liv kan kun fortsætte med at eksistere ved en konstant selv-opretholdende handlingsproces. Målet med disse handlinger, den ultimative værdi som skal pleje sig selv hver eneste øjeblik for at opretholde det, er organismens liv.
Den ultimative værdi er det endelige mål som alle mindre mål er midler til – og det sætter standarden som alle mindre mål skal vurderes efter. En organismes liv er dens værdistandard: Det, som fremmer dens liv, er det gode, det, som truer dens liv, er det onde.
Uden et ultimativt mål kan der ikke være mindre mål eller midler: En række midler brugt i en endeløs fremgang mod et ikke-eksisterende mål er en metafysisk og epistemologisk umulighed. Det er kun et ultimativt mål, et mål i sig selv, som muliggør eksistensen af værdier. Metafysisk er liv det eneste fænomen, som er et mål i sig selv: En værdi opnået og beholdt af en konstant handlingsproces. Epistemologisk er konceptet “værdi” genetisk afhængigt af og afledt af det forudgående koncept “liv”. At tale om “værdi” adskilt fra “liv” er værre end en selvmodsigelse. “Det er kun konceptet “Liv”, som muliggør konceptet “Værdi””.
For at besvare de filosoffer, som påstår, der ikke kan etableres nogen relation mellem ultimative mål eller værdier og realitetens fakta, så lad mig understrege det faktum, at det, at levende entiteter eksisterer og fungerer, nødvendiggør eksistensen af værdier og af en ultimativ værdi, som for enhver given levende entitet er dens eget liv. Dermed skal gyldigheden af værdivurderinger opnås med reference til realitetens fakta. Faktummet at en levende entitet er, afgør hvad den bør gøre. Så meget for emnet om relationen mellem “er” og “bør”.
Se, på hvilken måde opdager et menneske konceptet “værdi”? Med hvilke midler bliver han først bevidst om spørgsmålet om “godt eller ondt” i dets mest simple form? Ved hjælp af de fysiske fornemmelser nydelse og smerte. Ligesom fornemmelser er det første skridt i udviklingen af den menneskelige bevidsthed i erkendelsens område, således er de også det første skridt i vurderingens område.
Evnen til at føle nydelse eller smerte er medfødt i menneskets krop; det er en del af hans natur, en del af den slags entitet, han er. Han kan ikke vælge det til eller fra, og han kan ikke vælge hvilken standard, der afgør, hvad der vil få ham til at føle de fysiske fornemmelser nydelse eller smerte. Hvad er standarden? Hans liv.
Nydelse/smerte-mekanismen i menneskets krop, og i kroppen hos alle organismer, der besidder evnen til bevidsthed, tjener som en automatisk beskytter af organismens liv. Den fysiske fornemmelse nydelse er et signal, der indikerer, at organismen følger den rigtige handlingsproces. Den fysiske fornemmelse smerte er en advarsel om fare, der indikerer, at organismen følger den forkerte handlingsproces, at noget svækker dens krops rigtige funktioner, hvilket kræver en handling for at afhjælpe det. Den bedste illustration af dette kan ses hos de sjældne, abnorme tilfælde af børn, som fødes uden evnen til at føle fysisk smerte; sådanne børn overlever ikke længe; de har ingen midler til at finde ud af, hvad der kan skade dem, ingen advarselssignaler, og således kan en mindre skramme udvikle sig til en dødelig infektion, eller en alvorlig sygdom kan forblive uopdaget, indtil det er for sent at bekæmpe den.
For de levende organismer, der har det, er bevidsthed det basale middel til overlevelse.
De mere simple organismer såsom planter kan overleve ved deres automatiske fysiske funktioner. De højere organismer såsom dyr og mennesket kan ikke: Deres behov er mere komplekse, og deres mulighed for at agere spænder videre. Deres kroppes fysiske funktioner kan fordøje brændstof, men kan ikke skaffe sig dette brændstof. For at skaffe det har de højere organismer brug for evnen til bevidsthed. En plante kan skaffe dens føde fra jorden, hvori den gror. Et dyr skal jage det. Mennesket skal producere det.
En plante vælger ikke, hvorledes den handler; målene den søger er automatiske og medfødte, afgjort af dens natur. Næring, vand og sollys er værdier, som dens natur har bestemt, den skal søge. Dens liv er dens værdistandard, som leder dens handlinger. Der er alternativer i de forhold, som den møder i dens miljø (såsom varme eller kulde, tørke eller oversvømmelse), og der er visse handlinger, som den er i stand til at udføre for at overleve ugunstige forhold, såsom nogle planters evne til at vokse og kravle ud fra stenen, der blokerer for solen. Men ligegyldigt forholdene, så er der intet alternativ i en plantes funktion: Den agerer automatisk for at fremme dens liv, den kan ikke agere for dens egen undergang.
De højere organismers overlevelse kræver større mulighed for at agere: Proportionelt med hvor langt deres bevidsthed rækker. De lavere bevidste arter besidder kun evnen til at fornemme, hvilket er tilstrækkeligt til at lede deres handlinger og forsørge deres behov. En fornemmelse produceres af den automatiske reaktion fra et følende organ, der stimuleres af verden omkring den; den varer i det umiddelbare øjeblik, så længe stimulansen varer og ikke længere. Fornemmelser er en automatisk reaktion, en automatisk form for viden, som en bevidsthed hverken kan søge eller undgå. En organisme, som kun besidder evnen til at fornemme, guides af dens krops nydelse/smerte-mekanisme, dvs.: Af en automatisk viden og et automatisk værdikodeks. Dens liv er dens værdistandard, som leder dens handlinger. Med de handlinger, der er mulige for den, agerer den automatisk for at fremme dens liv, og den kan ikke agere for sin egen undergang.
De højere organismer besidder en langt stærkere form for bevidsthed: De besidder evnen til at fastholde fornemmelser, hvilket er evnen til opfattelse. En “opfattelse” er en gruppe fornemmelser, som automatisk fastholdes og integreres af en levende organismes hjerne, hvilket giver den mulighed for at være bevidst om, ikke enkeltstående stimuli, men om entiteter, om ting. Et dyr guides ikke alene af umiddelbare fornemmelser, men af opfattelser. Dets handlinger er ikke enkeltstående, adskilte reaktioner på enkeltstående, separate fornemmelser, men ledes af en integreret bevidsthed om den opfattede virkelighed, det står overfor. Det er i stand til at forstå de opfattede konkreter, som er umiddelbart tilstede, og det er i stand til at forme automatiske associationer mellem opfattelserne, men det kan ikke gå videre end dette. Det er i stand til at lære visse færdigheder til at håndtere særlige situationer, såsom at jage eller gemme sig, hvilket forældrene hos de højere dyr lærer deres små. Men et dyr vælger ikke hvilken viden og hvilke færdigheder, det tilegner sig; det kan kun gentage dem generation efter generation. Og et dyr vælger ikke hvilken værdimæssig standard, der leder dets handlinger: Dets sanser forsyner det med et automatisk værdikodeks, en automatisk viden om, hvad der er godt eller ondt for det, hvad der gavner eller skader dets liv. Et dyr evner ikke at udvide dets viden eller at undgå viden. Kommer det i en situation, hvor dets viden er utilstrækkelig, omkommer det – som fx et dyr der står paralyseret på jernbanen foran et passerende tog. Men så længe det lever, agerer et dyr på baggrund af dets viden med automatisk sikkerhed og ingen evne til at vælge: Det kan ikke afbryde sin bevidsthed, det kan ikke vælge ikke at opfatte, det kan ikke undvige dets egne opfattelser, det kan ikke ignorere, hvad der er godt for det, det kan ikke beslutte sig for det onde og agere som dets egen ødelægger.
Mennesket har intet automatisk kodeks til at overleve. Han har ingen automatisk handlingsproces, intet automatisk værdisæt. Hans sanser fortæller ham ikke automatisk, hvad der er godt eller ondt for ham, hvad der vil gavne eller skade hans liv, hvilke mål han bør søge og hvilke midler vil opnå dem, hvilke værdier hans liv afhænger af, hvilket handlingsforløb det kræver. Hans egen bevidsthed skal finde svarene på alle disse spørgsmål, men hans bevidsthed vil ikke fungere automatisk. Mennesket, den højeste art på denne jord, væsenet hvis bevidsthed har en uendelig kapacitet til at tilegne sig viden, mennesket er den eneste levende entitet født uden nogen som helst garanti for at forblive bevidst i det hele taget. Menneskets særlige adskillelse fra alle andre levende væsener er faktummet, at hans bevidsthed er viljesbestemt.
Ligesom de automatiske værdier, som leder funktionerne i en plantes krop, er tilstrækkelige for dens overlevelse, men ikke er tilstrækkelige for et dyr – således er de automatiske værdier tilvejebragt af den følende/opfattende-mekanisme i bevidstheden tilstrækkelige til at guide et dyr, men ikke tilstrækkelige for mennesket. Menneskets handlinger og overlevelse kræver vejledning fra begrebsmæssige værdier afledt af begrebsmæssig viden. Men begrebsmæssig viden kan ikke tilegnes automatisk.
Et “begreb” er en mental integration af to eller flere opfattede konkreter, som isoleres af en abstraktionsproces og forenes ved hjælp af en specifik definition. Hvert ord i menneskets sprog med undtagelse af egennavne betegner et begreb, en abstraktion som står for et uendeligt antal konkreter af en specifik slags. Det er ved at organisere sit opfattede materiale i begreber, og sine begreber i stadigt bredere og bredere begreber, at mennesket er i stand til at forstå og fastholde, at identificere og integrere en uendelig mængde viden, en viden som strækker sig ud over de umiddelbare opfattelser af ethvert givent umiddelbart øjeblik. Menneskets sansende organer fungerer automatisk; menneskets hjerne integrerer hans sansedata til opfattelser automatisk; men processen at integrere opfattelser til begreber, abstraktions- og begrebsdannelsesprocessen, er ikke automatisk.
Begrebsdannelsesprocessen består ikke blot af at forstå nogle enkelte, simple abstraktioner såsom “stol,” “bord,” “varmt,” “koldt” og at lære at tale. Den består af en metode til at bruge ens bevidsthed, som bedst kan beskrives med ordet “begrebsdannelse”. Det er ikke en passiv tilstand, hvor tilfældige indtryk registreres. Det er en proces, som aktivt skal opretholdes, hvor ens indtryk identificeres som et begrebsmæssigt udtryk, hvor hver begivenhed og hver observation integreres i en begrebsmæssig kontekst, hvor forbindelser, forskelle og ligheder i ens opfattede materiale forstås, og hvor de refereres gennem en abstraktionsproces til nye begreber, hvor konklusioner nås, hvor nye spørgsmål stilles og nye svar opdages, og hvor ens viden udvides til at have et evigt voksende indhold. Evnen, som leder denne proces, evnen som arbejder med begreber som et middel, er: Fornuften. Processen er at tænke.
Fornuften er evnen som identificerer og integrerer materialet, som tilvejebringes af menneskets sanser. Det er en evne, som mennesket skal anvende ved eget valg. At tænke er ikke en automatisk funktion. På ethvert tidspunkt og ved ethvert spørgsmål i hans liv er mennesket frit til at tænke eller at undvige det. At tænke kræver en tilstand af fuld, fokuseret tilstedeværelse. At fokusere bevidstheden er viljesbestemt. Mennesket kan fokusere sin forstand til en fuld, aktiv, målrettet ledet bevidsthed om virkeligheden, eller han kan droppe fokus og lade sig selv drive rundt i en semibevidst døs, hvor han blot reagerer på enhver tilfældig stimulering i det umiddelbare øjeblik, overladt til nåden af hans planløse sansende/opfattende-mekanisme og af enhver vilkårlig associerende forbindelse, den tilfældigvis laver.
Når mennesket ikke fokuserer sin forstand, kan han siges at være bevidst i en undermenneskelig udgave af ordet, da han oplever fornemmelser og opfattelser. Men i den forstand af ordet, som gælder for mennesket (i den forstand at en bevidsthed er bevidst om virkeligheden og i stand til at behandle den, en bevidsthed som kan lede hans handlinger og sørge for et menneskes overlevelse), er en affokuseret forstand ikke bevidst.
Psykologisk er valget “at tænke eller ej” valget mellem “at fokusere eller ej.” Eksistentielt er valget “at fokusere eller ej” valget mellem “at være bevidst eller ej.” Metafysisk er valget “at være bevidst eller ej” valget mellem liv eller død.
For de levende organismer som besidder det, er bevidsthed det basale middel til overlevelse. For mennesket er det basale middel til overlevelse forstanden. Mennesket kan ikke overleve, som dyr gør det, ved at blot at ledes af deres opfattelser. En fornemmelse af sult vil fortælle ham, at han har brug for mad (hvis han har lært at identificere det som “sult”), men det vil ikke fortælle ham, hvordan han skal skaffe føde, og det vil ikke fortælle ham, hvilken føde der er god, og hvilken der er giftig. Han kan ikke forsørge sine mest simple fysiske behov uden en tankeproces. Han har brug for en tankeproces til at finde ud af, hvordan føden plantes og gødes, eller hvordan jagtvåben laves. Hans opfattelser vil måske kunne lede ham til en hule, hvis der er en ledig – men for at bygge det simpleste læskur skal der en tankeproces til. Ingen opfattelser og ingen “instinkter” kan fortælle ham, hvordan han tænder ild, hvordan han væver tøj, hvordan han smeder værktøj, hvordan han laver et hjul, hvordan han bygger et fly, hvordan han opererer blindtarmen ud, hvordan han producerer en elpære eller et radiorør eller en cyklotron eller en tændstikæske. Alligevel afhænger hans liv af denne slags viden – og kun en viljestbestemt handling af hans bevidsthed, en tankeproces, kan tilvejebringe det.
Men menneskets ansvar strækker sig endnu længere: En tankeproces er hverken automatisk, “instinktiv” eller ufrivillig, ej heller ufejlbarlig. Mennesket skal sætte den i gang, opretholde den og tage ansvaret for dens resultater. Han skal finde ud af, hvordan han kan skelne mellem sandt og falskt, og hvordan han retter på sine egne fejl; han skal finde ud af, hvordan han beviser gyldigheden af sine begreber, sine konklusioner, sin viden; han skal opdage tænkningens regler, logikkens love, for at lede hans tankegang. Naturen giver ham ingen automatisk garanti for, at hans mentale bestræbelser er virkningsfulde.
Intet gives mennesket på jorden udover et potentiale og materialet, med hvilket det kan udfolde sig. Potentialet er en ypperlig maskine: Hans bevidsthed; men det er en maskine uden tændrør, en maskine som hans egen vilje skal være tændrøret, selvstarteren og chaufføren til; han skal finde ud af, hvordan man bruger den, og han skal holde den konstant beskæftiget. Materialet er hele universet med ingen fastsatte grænser for den viden, han kan tilegne sig, og for den glæde, han kan opnå. Men alt hvad han har brug for eller ønsker sig skal læres, opdages og produceres af ham; af hans eget valg, af hans egen indsats, af hans egen forstand.
Et væsen som ikke automatisk ved, hvad der er sandt eller falskt, kan ikke automatisk vide, hvad der er rigtigt eller forkert, hvad der er godt eller ondt for ham. Og dog har han brug for denne viden for at leve. Han er ikke fritaget fra virkelighedens love, han er en specifik organisme af en specifik natur, som kræver specifikke handlinger for at opretholde hans liv. Han kan ikke overleve ved hverken arbitrære midler eller ved vilkårlige bevægelser eller ved blinde drifter eller ved tilfældigheder eller ved indfald. Det, hans overlevelse kræver, er bestemt af hans natur, og det er ikke overladt til hans valg. Han kan kun vælge, om han vil finde ud af det eller ej, om han vil vælge de rigtige mål og værdier eller ej. Han er fri til at foretage de forkerte valg, men ikke fri til at lykkes med det. Han er fri til at undvige virkeligheden, han er fri til ikke at fokusere sin forstand og snuble blindt ned af enhver vej han lyster, men ikke fri til at undvige afgrunden, som han nægter at se. For enhver bevidst organisme er viden midlet til at overleve; for en levende bevidsthed medfører ethvert “er” et “bør.” Mennesket er frit til at vælge ikke at være bevidst, men ikke frit til at undslippe straffen for bevidstløshed: Undergang. Mennesket er det eneste levende væsen, som evner at agere som sin egen ødelægger – og dette er måden han har ageret gennem det meste af sin historie.
Så: Hvad er de rette mål for mennesket at søge? Hvad er værdierne, som hans overlevelse afhænger af? Dette er spørgsmålet som skal besvares af etikkens videnskab. Og dette, mine damer og herrer, er hvorfor mennesket har brug for et etisk kodeks.
Nu kan du vurdere meningen med doktrinerne, der fortæller dig, at etikken er hjemsted for det irrationelle, at fornuften ikke kan lede menneskets liv, at hans mål og værdier bør vælges i stemmeboksen eller af tilfældige indfald – at etik intet har at gøre med virkeligheden, med eksistensen, med ens praktiske handlinger og anliggender – eller at formålet med etik ligger hinsides graven, at de døde har brug for etik, ikke de levende.
Etik er ikke en mystisk fantasi, ej heller en social konvention, ej heller en undværlig, subjektiv luksus, som kan udskiftes eller kasseres i ethvert nødstilfælde. Etikken er en objektiv, metafysisk nødvendighed for menneskets overlevelse – ikke skænket af det overnaturlige eller af dine naboer eller af dine tilfældige indfald, men skænket af virkeligheden og livets natur.
Jeg citerer fra Galts tale: “Mennesket er blevet kaldt et rationelt væsen, men hans rationalitet er et spørgsmål om valg – og alternativet, hans natur tilbyder ham, er: Rationelt væsen eller selvmorderisk dyr. Mennesket skal være menneske – ved eget valg; han skal betragte sit liv som en værdi – ved eget valg; han skal finde værdierne det kræver og udøve sine dyder – ved eget valg. Et værdikodeks godkendt ved eget valg er et moralsk kodeks.”
Standarden for værdi i den Objektivistiske etik (standarden man benytter til at vurdere, hvad der er godt eller ondt) er menneskets liv, eller: Det som kræves af menneskets overlevelse qua menneske.
Da fornuften er menneskets basale middel til at overleve, er det rigtige for et rationelt væsens liv det gode; det som negerer, modsætter sig eller ødelægger det er ondt.
Da alt mennesket behøver skal opdages af hans egen forstand og produceres af hans egen indsats, er de to absolutte nødvendigheder for metoden for overlevelse for et rationelt væsen: Tænkning og produktivt arbejde.
Hvis nogle mennesker vælger ikke at tænke, men at overleve ved at imitere og gentage som opdrættede dyr rutinen af lyde og bevægelser, som de har lært af andre, og aldrig bestræber sig på at forstå deres eget arbejde, så forbliver det sandt, at deres overlevelse kun er mulig på grund af de, som rent faktisk valgte at tænke og opdage bevægelserne, som de gentager. Sådanne mentale parasitters overlevelse afhænger af blind tilfældighed; deres affokuserede forstand kan ikke vide, hvem der skal imiteres, hvis bevægelser der er sikre at følge. De er menneskene, der marcherer ud i afgrunden i hælene på enhver ødelægger, som lover at påtage sig ansvaret, de undviger: Bevidsthedens ansvar.
Hvis nogle mennesker prøver at overleve ved brug af rå vold eller bedrageri, ved at bestjæle, røve, snyde eller trælbinde de mennesker, der producerer, så forbliver det stadig sandt, at deres overlevelse kun er mulig på grund af deres ofre, kun på grund af de mennesker, der vælger at tænke og producere varerne, som røverne beslaglægger. Sådanne røvere er parasitter ude af stand til at overleve, som eksisterer ved at ødelægge dem, der godt kan, dem som følger en handlingsplan, der er rigtig for mennesket.
De mennesker, som prøver at overleve ikke ved brug af fornuft, men ved brug af vold, prøver at overleve ved den dyriske metode. Men ligesom dyr ikke ville være i stand til at overleve ved at prøve at leve ved samme metode som planter ved at afvise bevægelse og vente på at jorden fodrer dem – ligeså kan mennesket ikke overleve ved at prøve at leve ved dyrenes metode ved at afvise fornuften og regne med at produktive mennesker tjener som deres bytte. Sådanne røvere kan måske opnå deres mål i det umiddelbare øjeblik, men prisen er ødelæggelse: Ødelæggelsen af deres ofre og deres familie. Som bevis vil jeg henvise til enhver kriminel eller erthvert diktatur.
Mennesket kan ikke overleve som dyr kan ved at reagere på øjeblikkets forhold. Et dyrs liv består af en serie seperate cyklusser, som gentages igen og igen, som fx cyklussen for at yngle eller for at samle forråd til vinteren; et dyrs bevidsthed kan ikke integrere hele dets livsforløb; det kan kun gå til et vist punkt, indtil dyret skal begynde cyklussen forfra igen uden forbindelse til fortiden. Menneskets liv er et sammenhængende hele: På godt og ondt indeholder hver dag, år og årti af hans liv summen af alle dage i hans fortid. Han kan forandre sine valg, han er fri til at ændre retningen for hans liv, han er endda i mange tilfælde fri til at afbøde sin fortids konsekvenser – men han er ikke fri til at undslippe dem eller til at leve hans liv efter øjeblikkets forhold uden risiko, som et dyr, en playboy eller en bølle. Hvis han skal have succes med at leve, hvis hans handlinger ikke skal sigte mod hans egen undergang, må mennesket vælge sin vej, sine mål, sine værdier i kontekst af og med henblik på en livstid. Ingen fornemmelser, opfattelser, drifter eller “instinkter” kan gøre det; kun en forstand kan.
Sådan er meningen af definitionen: Det som kræves af menneskets overlevelse qua menneske. Det betyder ikke et øjebliks eller blot fysisk overlevelse. Det betyder ikke et øjebliks fysisk overlevelse af en ikke-tænkende barbar, som venter på at en anden barbar skal knuse hans kranie. Det betyder ikke et øjebliks fysisk overlevelse af en kravlende muskelmasse, som er villig til at acceptere enhver betingelse, adlyde enhver bølle og overgive enhver værdi af hensyn til det, der kaldes “fysisk overlevelse for enhver pris,” hvilket måske og måske ikke vil vare en uge eller et år. “Menneskets overlevelse qua menneske” betyder de betingelser, metoder, forhold og mål, som kræves for overlevelsen af et rationelt væsen gennem hele hans livstid – i alle de aspekter af tilværelsen, hvor han kan vælge.
Mennesket kan ikke overleve som andet end menneske. Han kan opgive sit middel til at overleve, sin forstand, han kan forvandle sig selv til et undermenneskeligt væsen, og han kan forvandle sit liv til en kort omgang frygtelige pinsler – ligesom hans krop kan eksistere for en kort periode, mens den opløses af sygdom. Men han kan ikke som et undermenneske opnå andet end det undermenneskelige – som de modbydelige rædsler fra de antirationelle perioder i menneskets historie demonstrerer. Mennesket skal være menneske ved eget valg – og det er etikkens opgave at lære ham, hvordan man lever som menneske
Den Objektivistiske etik har menneskets liv som standarden for værdi – og hans eget liv som det etiske formål med ethvert individuelt menneske.
Forskellen mellem “standard” og “formål” i denne kontekst er følgende: En “standard” er et abstrakt princip, som fungerer som målestok eller måleredskab til at guide menneskets valg, når han skal opnå et konkret, specifikt formål. “Det som kræves af menneskets overlevelse qua menneske” er et abstrakt princip, som gælder for erthvert individuelt menneske. At anvende dette princip til konkrete, specifikke formål (formålet at leve et liv, der er rigtigt for et rationelt væsen) er en opgave, som hvert enkelt menneske har, og livet, han skal leve, er hans eget.
Mennesket må vælge sine handlinger, værdier og mål efter standarden, der fortæller, hvad der er rigtigt for mennesket, for at opnå, beholde, udnytte og glæde sig over den ultimate værdi, målet i sig selv, hvilket er hans eget liv.
Værdi er det, som man agerer for at opnå og/eller beholde – dyder er de handlinger, som benyttes for at opnå og/eller beholde det. De tre kardinalværdier i den Objektivistiske etik, de tre værdier som sammen er midlet til og realiseringen af ens ultimative værdi, ens liv, er: Fornuft, Formål, Selvtillid, med deres tre tilsvarende dyder: Rationalitet, Produktivitet, Stolthed.
Produktivt arbejde er det centrale formål med ethvert rationelt menneskes liv, den centrale værdi som integrerer og bestemmer hierarkiet, som alle hans andre værdier indrettes efter. Fornuft er kilden til og forudsætningen for hans produktive arbejde – stolthed er resultatet.
Rationalitet er menneskets grundlæggende dyd, kilden til alle hans andre dyder. Menneskets grundlæggende last, kilden til al hans ondskab, er det at affokusere hans forstand, ophævelsen af hans bevidsthed, hvilket ikke er at være blind, men at nægte at se, ikke uvidenhed, men at nægte at vide. Irrationalitet er forkastelsen af menneskets middel til overlevelse og er derfor at bekende sig til en vej, der består af blind ødelæggelse; det, som er anti-forstand, er anti-liv.
Rationalitetens dyd betyder anerkendelsen og accepten af fornuft som ens eneste kilde til viden, ens eneste værktøj til at vurdere værdier og ens eneste guide til handling. Det betyder ens totale forpligtelse til en tilstand af fuld bevidsthed, til opretholdelsen af en komplet mental fokus i alle tilfælde, ved alle valg, i alle vågne timer. Det betyder en forpligtelse til den mest komplette opfattelse af virkeligheden, som man evner, og til den konstante, aktive udvidelse af ens opfattelse dvs. ens viden. Det betyder en forpligtelse til virkeligheden af ens egen eksistens, dvs. til princippet, at alle ens mål, værdier og handlinger foregår i virkeligheden, og at man derfor aldrig må værdsætte nogen som helst værdi eller betragtning højere end ens opfattelse af virkeligheden. Det betyder en forpligtelse til princippet, at alle ens overbevisninger, værdier, mål, ønsker og handlinger skal baseres på, stamme fra, vælges og gyldiggøres af en tankeproces – så præcis og omhyggelig en tankeproces, ledet af så hård en anvendelse af logik, som ens komplette kapacitet tillader. Det betyder ens anerkendelse af ansvaret for at danne sine egne vurderinger og at leve af ens egne tankers arbejde (hvilket er Uafhængighedens dyd). Det betyder, at man aldrig må ofre sine egne overbevisninger til fordel for andres meninger eller ønsker (hvilket er Integritetens dyd) – at man aldrig må prøve at forfalske virkeligheden på nogen måde (hvilket er Ærlighedens dyd) – at man aldrig må søge eller give det ufortjente, hverken fysisk eller mentalt (hvilket er Retfærdighedens dyd). Det betyder, at man aldrig må ønske sig effekten uden årsagen, og at man aldrig må forordne en årsag uden at acceptere det fulde ansvar for dens effekter – at man aldrig må opføre sig som en zombie, dvs. uden kendskab til ens eget formål og motiv – at man aldrig må foretage nogen beslutninger, danne nogen overbevisninger eller søge nogen værdier ude af kontekst, dvs. adskilt fra eller stridende imod ens totale, integrerede videnssum – og, vigtigst af alt, at man ikke må forsøge at slippe afsted med modsigelser. Det betyder forkastelsen af enhver form for mysticisme dvs. enhver påstand om nogen ikke-sanset, irrationel, udefinerbar, overnaturlig videnskilde. Det betyder en forpligtelse til fornuften, ikke i sporadiske tilfælde eller angående særlige spørgsmål eller i særlige nødsituationer, men som en permanent livsstil.
Produktivitetens dyd er anerkendelsen af det faktum, at produktivt arbejde er processen gennem hvilken menneskets forstand opretholder hans liv, processen som befrier mennesket fra nødvendigheden af at tilpasse sig selv til sit miljø, som alle dyr gør, og giver ham muligheden for at tilpasse sit miljø til ham selv. Menneskets uendelige bedrifter bliver til gennem produktivt arbejde, og det påkalder sig de højeste egenskaber i hans karakter: Hans kreative evne, hans ambition, hans selvsikkerhed, hans afvisning af at udholde uomtvistelige katastrofer, hans dedikation til at omforme jorden i billedet af hans værdier. “Produktivt arbejde” betyder ikke den ufokuserede udførelse af et arbejdes bevægelser. Det betyder den bevidst valgte forfølgelse af en produktiv karriere i ethvert rationelt foretagende, mægtigt eller beskedent, med en hvilken som helst grad af dygtighed. Det er ikke graden af et menneskets dygtighed, ej heller størrelsen af hans arbejde, der er etisk relevant her, men den komplette og mest målbevidste brug af hans forstand.
Stolthedens dyd er anerkendelsen af det faktum, “at da processen, som mennesket opretholder sit liv med, er produktivt arbejde, så skal han erhverve sig de karaktermæssige værdier, som gør hans liv værd at opretholde – at ligesom mennesket er et væsen af selvskabt velstand, er han også et væsen af selvskabt sjæl.” (Atlas Shrugged.) Stolthedens dyd kan bedst beskrives med ordene: “Moralsk ambition.” Det betyder, at man må gøre sig fortjent til at have sig selv som sin egen højeste værdi ved at opnå ens egen moralske perfektion – hvilket man man opnår ved aldrig at anerkende et kodeks af irrationelle dyder, som er umulige at praktisere, og ved aldrig at praktisere de dyder, som man ved er irrationelle – ved aldrig at anerkende en ufortjent skyld og aldrig fortjene nogen eller, hvis man har fortjent den, aldrig lade den forblive ukorrigeret – ved aldrig passivt at overgive sig selv til nogen karakterbrist, man måtte have – ved aldrig at værdsætte noget øjebliks anliggende, ønske, humør eller nogen frygt højere end ens virkelige selvtillid. Og vigtigst af alt betyder det, at man afviser rollen som et offerdyr, at man afviser enhver doktrin, som prædiker selvopofrelse som en moralsk dyd eller pligt.
Det grundlæggende sociale princip i den Objektivistiske etik er, at ligesom livet er et mål i sig selv, så er ethvert levende menneske et mål i sig selv og ikke midlet til andres mål eller velfærd – og at mennesket derfor skal leve for sin egen skyld og hverken ofre sig selv for andre eller ofre andre for sig selv. At leve for hans egen skyld betyder, at det er hans højeste moralske formål at opnå lykken for sig selv.
Psykologisk konfronterer spørgsmålet om menneskets overlevelse ikke hans bevidsthed som et spørgsmål om “liv eller død,” men som et spørgsmål om “lykke eller lidelse.” Lykke er det succesfulde livs tilstand, lidelse varsler mislykkethed og døden. Ligesom nydelse/smerte-mekanismen i menneskets krop er en automatisk indikator for kroppens velfærd eller sygdom, et barometer for dets basale alternativ, liv eller død – så er de følelsesmæssige mekanismer i menneskets bevidsthed gearet til at udføre den samme funktion, som et barometer der registrerer det samme alternativ ved hjælp af to basale følelser: Glæde eller lidelse. Følelser er det automatiske resultat af menneskets værdivurderinger integreret af hans underbevidsthed; følelser er overslag over det, der fremmer et menneskes værdier eller truer dem, det som er for ham eller imod ham – lynhurtige beregninger, der giver ham summen af hans profit eller tab.
Men mens værdistandarden, som driver den fysiske nydelse/smerte-mekanisme i menneskets krop, er automatisk og medfødt og bestemt af hans krops natur, er værdistandarden, som driver hans følelsesmekanisme, ikke. Da mennesket ikke har nogen automatisk viden, kan han ikke have nogen automatiske værdier; da han ikke har medfødte idéer, kan han ikke have medfødte værdivurderinger. Mennesket fødes med en følelsesmekanisme, ligesom han fødes med en kognitiv mekanisme; men ved fødslen er begge “tabula rasa”. Det er menneskets kognitive evne, hans forstand, der bestemmer indholdet af begge. Menneskets følelsesmekanisme er ligesom en elektronisk computer, som hans forstand skal programmere – og programmeringen består af de værdier, som hans forstand vælger.
Men da den menneskelige forstands arbejde ikke er automatisk, er menneskets værdier, som alle hans præmisser, produktet af enten hans tænkning eller hans undvigelser: Mennesket vælger sine værdier ved en bevidst tankeproces – eller accepterer dem i mangel på andet, pga. underbevidste associationer, tro, en andens autoritet, en form for social osmose eller blind imitation. Følelser produceres af menneskets præmisser, bevidste eller ubevidste, eksplicitte eller implicitte.
Mennesket vælger ikke sin kapacitet til at føle, at noget er godt eller ondt for ham, men hvad han betragter som godt eller ondt, hvad der bringer ham glæde eller smerte, hvad han vil elske eller hade, ønske eller frygte, afhænger af hans værdistandard. Hvis han vælger irrationelle værdier skifter hans følelsesmekanisme rolle fra at være hans beskytter til at være hans ødelægger. Det irrationelle er det umulige; det er det, der modsiger virkelighedens fakta; ønsker kan ikke ændre på fakta, men de kan ødelægge ham, der ønsker. Hvis et menneske ønsker og tilstræber modsigelser, hvis han vil beholde sin kage og spise den samtidig, opløser han sin bevidsthed; han forvandler sit indre liv til en borgerkrig mellem blinde kræfter, der udkæmper mørke, usammenhængende, formåls- og meningsløse konflikter (hvilket i øvrigt er de fleste menneskers indre tilstand i dag).
Lykke er den bevidsthedstilstand, som følger af opnåelsen af ens værdier. Hvis en mand værdsætter produktivt arbejde, er hans lykke målestokken for hans succes i at servicere hans liv. Men hvis en mand værdsætter ødelæggelse som en sadist (eller selvtortur, som en masochist, eller livet efter døden, som en mystiker, eller meningsløse “kicks”, som føreren af en tunet bil), så er hans påståede lykke målestokken for hans succes i at ødelægge sig selv. Det skal tilføjes, at alle disse irrationalisters følelsesmæssige tilstand egentlig ikke kan betegnes som lykke eller blot som nydelse: Det er blot et øjebliks lettelse fra deres kroniske rædselsslagne tilstand.
Hverken liv eller lykke kan opnås ved brug af irrationelle indfald. Ligesom mennesket er frit til at forsøge at overleve med tilfældige midler som en parasit, en nasser eller en tyv, men han ikke er fri til at lykkes med det længere end øjeblikket rækker – ligeså er han fri til at søge lykken ved hjælp af ethvert irrationelt svindelnummer, ethvert indfald, enhver vildfarelse, enhver flugt fra virkeligheden, men han er ikke fri til at lykkes med det længere end øjeblikket rækker eller slippe for konsekvenserne.
Jeg citerer fra Galt’s tale: “Lykke er en tilstand af ikke-selvmodsigende glæde – en glæde uden straf eller synd, en glæde der ikke er i konflikt med nogen af dine værdier og ikke bevirker din egen ødelæggelse. … Lykke er kun muligt for et rationelt menneske, mennesket som ønsker intet andet end rationelle mål, søger ingen andre end rationelle værdier og finder glæden i intet andet end rationelle handlinger.”
Opretholdelsen af livet og jagten på lykke er ikke to adskilte ting. At have ens liv som ens højeste værdi og ens lykke som ens højeste formål er to aspekter af den samme bedrift. Eksistentielt er det at forfølge rationelle mål det samme som at opretholde ens liv; psykologisk er resultatet, belønningen og ledsageren en lykkelig følelsesmæssig tilstand. Det er ved at opleve lykken, at man lever sit liv i enhver time, ethvert år eller hele livet. Og når man oplever den slags rendyrket lykke, som er et mål i sig selv, den slags der får en til at tænke: “Dette er værd at leve for” – så hilser og bekræfter man følelsesmæssigt det metafysiske faktum, at livet er et mål i sig selv.
Men forholdet mellem årsag og effekt kan ikke vendes om. Det er kun ved at anerkende “menneskets liv” som ens primær og ved at forfølge de rationelle værdier, det kræver, at man kan opnå lykke – ikke ved at tage “lykke” som nogen udefineret, ubegrundet primær og så forsøge at leve efter dens vejledning. Hvis du opnår det, som er godt ifølge en rationel værdistandard, vil det nødvendigvis gøre dig glad; men det, som gør dig glad ifølge en udefineret følelesmæssig standard, er ikke nødvendigvis godt. At bruge “hvadend der gør en glad” som en vejledning til at agere betyder: At blive vejledt af intet andet end ens følelsesmæssige indfald. Følelser er ikke erkendelsens værktøj; at blive guidet af indfald (af ønsker hvis kilde, natur og mening man ikke kender) er at forvandle sig selv til en blind robot, som drives af ukendte dæmoner (af ens hengemte undvigelser), en robot der slår sin hjerne ud mod virkelighedens mure, som den nægter at se.
Dette er hedonismens iboende fejlslutning – i enhver variant af etisk hedonisme, personlig eller social, individuel eller kollektiv. “Lykke” kan være etikkens korrekte formål, men ikke dens standard. Etikkens opgave er at definere menneskets rigtige værdikodeks og dermed at give ham midlerne til at opnå lykke. At erklære, som de etiske hedonister gør, at “den rette værdi er hvadend, der giver dig nydelse,” er det samme som at erklære, at “den rette værdi er hvadend, du tilfældigvis værdsætter” – hvilket er en intellektuel og filosofisk abdikation, som blot proklamerer, at al etik er forgæves, og som inviterer alle mennesker til at tro pokker i det hele.
Filosofferne som forsøgte at udtænke et påstået rationelt etisk kodeks gav mennesket intet andet end et valg mellem tilfældige indfald: Den “selviske” jagt på egne indfald (såsom Nietzches etik) – eller den “uselviske” servicering af andres tilfældige indfald (såsom Benthams, Mills, Comtes og alle de sociale hedonisters, hvad enten de tillod mennesket at inkludere sine egne indfald blandt de millioner af andre, eller de rådede ham til at forvandle sig selv til et totalt uselvisk ressourcedyr, der søger at blive ædt af andre).
Når et “ønske” ses som en etisk primær uanset dets natur eller årsag, og tilfredsstillelsen af ethvert ønske ses som et etisk mål (såsom “mest muligt lykke til flest mulige mennesker”) – så har mennesker intet andet valg end at hade, frygte og bekæmpe hinanden, fordi deres ønsker og deres interesser nødvendigvis vil kollidere. Hvis “ønske” er den etiske standard, så har én mands ønske om at producere og en anden mands ønske om at berøve ham lige stor etisk gyldighed; en mands ønske om at være fri og en anden mands ønske om at trælbinde ham har lige stor etisk gyldighed; en mands ønske om at blive elsket og beundret for hans dyder og en anden mands ønske om ufortjent kærlighed og beundring har lige stor etisk gyldighed. Og hvis frustrationen, som ethvert ønske kan afføde, er et offer, så ofres en mand som ejer en bil og får den stjålet, men ligeså ofres manden som vil have eller “higer efter” en bil, som ejeren nægter at give ham – og disse to ofre har den samme etiske status. Hvis det er sådan, så er menneskets eneste valg mellem at røve eller blive berøvet, at ødelægge eller blive ødelagt, at ofre andre for sine egne ønsker eller at ofre sig selv for andres ønsker; så er menneskets eneste etiske alternativ at være sadist eller masochist.
De hedonistiske og altruistiske doktriners moralske kannibalisme ligger i præmissen, at en mands lykke nødvendiggør krænkelsen af en anden. I dag deler de fleste folk denne præmis som en absolut, der ikke skal stilles spørgsmål til. Og når nogen taler om menneskets ret til at eksistere for sin egen skyld, for sin egen rationelle egeninteresse, så antager de fleste folk automatisk, at det betyder hans ret til at ofre andre. Sådan en antagelse indrømmer, at de mener, at det at såre, trælbinde, røve eller myrde andre er i menneskets egeninteresse – hvilket han uselvisk skal give afkald på. Idéen om at menneskets egeninteresse kun kan tjenes gennem ikke-ofrende forhold med andre er aldrig faldet de uselviske, humanitære apostle ind, som proklamerer ønsket om en forenet menneskehed. Og det vil ikke falde dem eller nogen andre ind, så længe konceptet “rationel” er udelukket fra konteksten af “værdier,” “ønsker,” “egeninteresse” og etik.
Den Objektivistiske etik fastholder og advokerer stolt rationel selviskhed, hvilket betyder: De værdier som kræves af menneskets overlevelse qua menneske, hvilket betyder: De værdier som kræves for human overlevelse – ikke værdierne produceret af ønskerne, sindsbevægelserne, “trangen”, følelserne, indfaldene eller behovene hos irrationelle barbarer, som aldrig er vokset fra den ældgamle praksis at ofre mennesker, aldrig har opdaget det industrielle samfund og ikke kan fatte nogen egeninteresse andet end at hugge rovet, som øjeblikket tilbyder.
Den Objektivistiske etik fastholder, at det gode for mennesket ikke kræver menneskelige ofre og ikke kan opnås ved at ofre nogen som helst til nogen som helst. Den fastholder, at menneskers rationelle interesser ikke kolliderer – at der er ingen interessekonflikt mellem mennesker, der ikke ønsker det ufortjente, der ikke ofrer sig selv eller tager imod andres ofringer, der behandler hinanden som handelsmænd, der giver en værdi for en værdi.
Handelsprincippet er det eneste raitonelle etiske princip for alle menneskelige forhold, personlige og sociale, private og offentlige, spirituelle og materielle. Det er princippet om retfærdighed.
En handelsmand er en mand, der fortjener, hvad han får, og ikke giver eller tager det ufortjente. Han behandler ikke mennesker som herrer eller slaver, men som uafhængige ligemænd. Han handler med mennesker gennem fri, frivillig, upåtvunget byttehandel – en byttehandel som gavner begge parter ifølge deres egne individuelle vurderinger. En handelsmand forventer ikke at blive betalt, fordi han eksisterer, men fordi han lykkes med noget. Han lader ikke andre bøde for sine fejltagelser, og han pantsætter ikke sit liv som en slave, der bøder for andres fejltagelser.
I spirituelle spørgsmål (med “spirituel” mener jeg: “det som angår menneskets bevidsthed”) er byttehandlens valuta eller middel anderledes, men princippet er det samme. Kærlighed, venskab, respekt, beundring er ét menneskes følelsesmæssige svar på et andet menneskes dyder, den spirituelle betaling som byttes for den personlige, selviske nydelse, som ét menneske udleder af et andet menneskes personlige dyder. Kun en barbar eller en altruist ville hævde, at værdsættelsen af et andet menneskes dyder er en uselvisk handling, at så vidt det angår ens egen selviske interesse og nydelse, så gør det ingen forskel, om man har med et geni eller et fjols at gøre, om man møder en helt eller en bølle, om man gifter sig med idealkvinden eller en billig tøs. I spirituelle spørgsmål er handelsmanden en mand, som ikke søger at blive elsket for hans svagheder eller brister, kun for hans dyder, og som ikke giver sin kærlighed for andres svagheder eller brister, kun for deres dyder.
At elske er at værdsætte. Kun et rationelt selvisk menneske, et selvtillidens menneske, er istand til at elske – for han er det eneste menneske, der er i stand til at fastholde bestemte, konsistente, kompromisløse, uforråede værdier. Mennesket, som ikke værdsætter sig selv, kan ikke værdsætte noget eller nogen. Det er kun på baggrund af rationel selviskhed, på baggrund af retfærdighed, at mennesker egner sig til at leve sammen i et frit, fredeligt, blomstrende, menneskekærligt, rationelt samfund.
Kan mennesket udlede nogen personlig gevinst af at leve i et menneskeligt samfund? Ja, hvis det er et menneskeligt samfund. De to store værdier, som kan opnås ved social eksistens, er: Viden og handel. Mennesket er det eneste væsen, der kan videregive og udvide sit videnslager fra generation til generation; den viden, der potentielt er tilgængeligt for mennesket, er større end noget enkelt menneske kan begynde at erhverve sig i sin egen livstid; hvert menneske drager uberegnelig stor nytte af den viden, som andre har opdaget. Den anden store fordel er arbejdsdeling: Det gør et menneske i stand til at hellige sin indsats en særlig branche og at handle med andre, som specialiserer sig i andre brancher. Denne form for samarbejde tillader alle mennesker, som deltager i det, at tilegne sig en større viden, flere færdigheder og produktivt afkast som følge af deres indsats end de kunne tilegne sig, hvis hver enkelt skulle producere alt, hvad han har brug for, for sig selv på en øde ø eller på en selvforsynende gård.
Men disse selvsamme fordele indikerer, afgrænser og definerer hvilken slags mennesker, som kan være af værdi for hinanden, og hvilket slags samfund: Kun rationelle, produktive, uafhængige mennesker i et rationelt, produktivt, frit samfund. Parasitter, slendrianer, røvere, voldsmennesker og bøller kan ikke være af nogen værdi for et menneskeligt væsen – ej heller kan han vinde noget på at leve i et samfund, som er gearet til deres behov, krav og beskyttelse, et samfund der behandler ham som et offerdyr og straffer ham for hans dyder for at belønne dem for deres fejl, hvilket betyder: Et samfund baseret på altruismens etik. Intet samfund kan være af værdi for et menneskes liv, hvis prisen er, at han overgiver sin ret til livet.
Det grundlæggende politiske princip i den Objektivistiske etik er: Intet menneske må indlede brugen af fysisk magt mod andre. Intet menneske, eller gruppe eller samfund eller stat, har retten til at indtage rollen som kriminel og indlede brugen af fysisk tvang mod noget menneske. Mennesket har kun ret til at bruge fysisk magt som gengældelse og kun mod de, der indledte brugen af det. Det involverede etiske princip er simpelt og præcist: Det er forskellen mellem mord og selvforsvar. En væbnet røver søger at opnå en værdi, rigdom, ved at dræbe sit offer; offeret bliver ikke rigere af at dræbe den væbnede røver. Princippet er: Intet menneske må tilegne sig værdier fra andre mennesker ved at anvende fysisk magt.
Det eneste rigtige, moralske formål med en stat er at beskytte menneskets rettigheder, hvilket betyder: At beskytte ham mod fysisk vold – at beskytte hans ret til sit eget liv, til sin egen frihed, til sin egen ejendom og til jagten på sin egen lykke.[3] Uden ejendomsret er ingen andre rettigheder mulige.
Jeg vil ikke forsøge at diskutere Objektivismens politiske teori i et kort foredrag. De, der er interesserede, vil finde det præsenteret med alle detaljer i Atlas Shrugged. Jeg vil blot sige, at ethvert politisk system baseres på og afledes af en etisk teori – og at den Objektivistiske etik er den moralske base, som er en forudsætning for det politisk-økonomiske system, som i dag ødelægges overalt i verden og ødelægges netop på grund af manglen på et moralsk, filosofisk forsvar og bekræftelse: Det originale amerikanske system Kapitalisme. Hvis det går til grunde, vil det gå til grunde i mangel af at blive opdaget og identificeret: Intet andet emne er nogensinde blevet holdt tilbage af så mange forvrængninger, misforståelser og fordrejelser. I dag er der få mennesker, der ved, hvad kapitalisme er, hvordan det fungerer, og hvad dets rigtige historie er.
Når jeg siger “kapitalisme,” så mener jeg den fulde, rene, ukontrollerede, uregluerede laissez-faire kapitalisme – med en adskillelse af stat og økonomi på samme måde og af de samme grunde som adskillelsen af stat og kirke. Et rent kapitalistisk system har endnu aldrig eksisteret, ikke engang i Amerika; forskellige grader af statslig kontrol har forvrænget og hævet tæppet væk under det fra begyndelsen. Kapitalisme er ikke fortidens system; det er fremtidens system – hvis menneskeheden skal have en fremtid.
For de, der er interesserede i historien om og de psykologiske årsager til filosoffernes forræderi mod kapitalismen, vil jeg nævne, at jeg diskuterer dem i titelessayet i min bog For the New Intellectual.
Den nærværende diskussion skal begrænses til etikken. Jeg har præsenteret de allermest grundlæggende væsentligheder i mit system, men de er tilstrækkelige til at indikere, hvorledes den Objektivistiske etik er livets moral – som står i modsætning til de tre dominerende etisk teoretiske skoler, den mystiske, den sociale, den subjektive, som har bragt verden til dens nuværende tilstand, og som repræsenterer dødens moral.
Disse tre skoler adskiller sig kun fra hinanden ved deres metode, ikke ved deres indhold. I deres indhold er de blot varianter af altruisme, den etiske teori som betragter mennesket som et offerdyr, som fastholder at mennesket ikke har ret til at eksistere for sin egen skyld, at det at leve i andres tjeneste er den eneste retfærdiggørelse af hans eksistens, og at selvopofrelse er den højeste moralske pligt, dyd og værdi. Forskellene består kun i spørgsmålet om, hvem der skal ofres til hvem. Altruismen fastholder døden som dens ultimative mål og dens værdistandard – og det er logisk, at fornægtelse, overgivelse, selvbenægtelse og hver eneste anden form for lidelse inklusiv selv-ødelæggelse er dyderne, den advokerer. Og logisk nok er disse de eneste ting, som de praktiserende altruister har opnået og er ved at opnå nu. Observer at disse tre etisk teoretiske skoler er anti-liv ikke blot i indhold, men også i deres metoder.
Den mystiske etiske teori er explicit baseret på præmissen, at værdistandarden for menneskets etik ligger på den anden side af døden, bestemt af lovene i eller kravene af en anden og overnaturlig dimension, at det er umuligt for mennesket at praktisere etikken, at den ikke hører til og modsætter sig menneskets liv på jorden, og at mennesket må tage skylden for det og lide gennem hele sin jordiske eksistens for at bøde for, at det ikke er muligt for ham at praktisere det umulige. Den mørke middelalder er det eksistentielle monument til denne etiske teori.
Den sociale etiske teori erstatter Gud med “samfundet” – og mens den påstår, at dens vigtigste anliggende er livet på jorden, så er det ikke menneskets liv, det er ikke individets liv, men en kropsløs entitets, kollektivets, som i forhold til hvert enkelt individ består af alle andre end ham selv. For individet gælder det, at hans etiske pligt er at være en uselvisk, stum, rettighedsløs slave af ethvert behov, krav eller enhver fordring hævdet af de andre. Mottoet “dog eat dog”, hvilket ikke kan anvendes om hverken kapitalisme eller hunde, kan anvendes om den sociale etiske teori. De eksistentielle monumenter til denne teori er Nazityskland og Sovjetrusland.
Den subjektivistiske etiske teori er strengt taget ikke en teori, men en benægtelse af etikken. Og videre: Den er en benægtelse af virkeligheden, en benægtelse ikke blot af menneskets eksistens, men af al eksistens. Kun konceptet om et flydende, ubestemt, heraklitisk univers af modellervoks kan tillade nogen at tro eller prædike, at mennesket ikke behøver nogen objektive ageringsprincipper, at virkeligheden siger intet om værdier, at hvadend han tilfældigvis vælger som det gode eller det onde vil fungere, at menneskets tilfældige indfald er en gyldig moralsk standard, og at det eneste spørgsmål er, hvordan man slipper afsted med det. Det eksistentielle monument til denne teori er vor kulturs nuværende tilstand.
Det er ikke menneskers amoralitet, som er ansvarlig for kollapset, som nu truer den civiliserede verden, men den form for moral, som mennesker er blevet fortalt, de bør praktisere. Ansvaret ligger hos altruismens filosoffer. De har ingen grund til at blive chokerede over det syn, deres egen succes byder dem, og de har ingen ret til at fordømme menneskets natur: Mennesker har adlydt dem og forvandlet deres moralske idealer til virkelighed.
Det er filosofi, som sætter menneskers mål og bestemmer deres vej; det er kun filosofi, som nu kan redde dem. Verden står i dag overfor et valg: Hvis civilizationen skal overleve, er det den altruistiske moral, som mennesker skal forkaste.
Jeg vil slutte af med John Galts ord, som jeg, ligesom han gjorde, vil addressere til alle altruismens moralister både i fortiden og nutiden:
“I har brugt frygten som jeres våben og har bragt døden til mennesket som hans straf for at forkaste jeres moral. Vi tilbyder ham livet som hans belønning for at godkende vores.”

[1] Også udgivet på dansk som – og verden skælvede, red.
[2] Omhandlende fysiske fænomener, såsom en organismes automatiske funktioner, skal ordet “målrettet” ikke forstås som “formålsbestemt” (et koncept der kun kan anvendes om en bevidstheds handlinger), og det medfører ikke eksistensen af noget teleologisk princip, som opererer i en umodtagelig natur. Jeg bruger ordet “målrettet” i denne kontekst til at betegne det faktum, at en levende organismes automatiske funktioner er handlinger, hvis natur bestemmer, at de resulterer i bevarelsen af organismens liv.
[3] Der kan argumenteres for, at Ayn Rand på dette punkt bryder med sin egen filosofi, red.
Oversat af Lasse Birk Olesen, 2008.