Menneskelig ageren: En oversættelse af Ludwig von Mises' "Human Action" | Kapitel 1 – Afsnit 1

Det første indlæg i en forhåbentligvis fortsættende serie af danske oversættelser af Ludwig von Mises’ magnus opum “Human Action”. Den komplette engelske version findes gratis inde på http://www.mises.org
1. Målrettet handling og dyrisk reaktion
OBS. I oversættelsen diskrimineres der ikke mellem handling og ageren eller mellem det at handle og det at agere. Det forudsættes, at de er af samme betydning.
Menneskelig ageren er målbevidst opførsel. Med andre ord: Handling er vilje taget i funktion og gjort til et agentur. Handling er at sigte mod mål og intentioner. Handling er egoets meningsfulde reaktion til stimuli og til betingelserne af dets omstændigheder. Handling er en persons bevidste justering til de tilstande af det univers, der bestemmer hans liv. Sådanne parafraseringer kan klargøre den givne definition og begrænse mulige misforståelser, men definitionen er i sig selv tilstrækkelig og kræver ikke yderligere redegørelse.
Bevidst og målrettet opførsel er i skarp kontrast til ubevidst opførsel – så som reflekssvar og kroppens nerver og cellers respons til stimuli. Folk er sommetider villige til at tro på, at sondringen mellem bevidst opførsel og ufrivillig respons til stimuli er mere eller mindre ubestemt. Dette er udelukkende korrekt i den forstand, at det oftest er svært at påvise, hvorvidt konkret opførsel er at betragte som frivillig eller ufrivillig. Men skellet mellem bevidst ageren og ubevidst opførsel er ikke desto mindre skarp og kan tydeligt bestemmes.
Den ufrivillige opførsel af de kropslige organer og celler er for det handlende ego ikke et mindre datum end alle andre fakta i den eksterne verden. Det handlende menneske må tage alt, hvad der foregår i hans egen krop, til overvejelse lige såvel som andet data som for eksempel vejret eller naboernes attitude. Der er selvfølgelig en margin, hvori frivillig handling har magten til at neutralisere funktionen af de kropslige omstændigheder. Det er muligt inden for særlige grænser at få kroppen under kontrol. Mennesket kan sommetider ved hjælp af viljens kraft overkomme sygdomme, kompensere for medfødte eller erhvervede mangler i dets fysiske sammensætning eller undertrykke reflekser. Så vidt dette er muligt er feltet for bevidst opførsel udvidet. Hvis et menneske abstraherer fra at kontrollere celler og nervers ufrivillige reaktion, selvom han dog er i tilstand til at gøre det, vil dette menneskes opførsel betragtes som bevidst fra vores synspunkt.
Det videnskabelige felt, vi beskæftiger os med, er menneskelig ageren – ikke de psykologiske begivenheder, der resulterer i handling. Det er lige præcist dette, der gør den generelle teori om menneskelig ageren, praxeologi, forskellig fra psykologi. Psykologiens felt er de interne begivenheder, der resulterer eller kan resultere i en bestemt handling. Praxeologiens felt er handling som sådan. Dette afregner også forholdet mellem praxeologi og det psykoanalytiske koncept om underbevidstheden. Psykoanalyse er også psykologi og behandler ikke handling, men de kræfter og faktorer, der driver mennesket mod en handling. Den psykoanalytiske underbevidsthed er en psykologisk og ikke en praxeologisk kategori. Hvorvidt en handling stammer fra grundig overvejelse eller glemte minder og undertrykte lyster påvirker ikke handlingens natur. Morderen, hvis underbevidste trang (Id’et) driver ham mod hans forbrydelse, og neurotikeren, hvis afvigende adfærd virker meningsløs over for en utrænet observatør, handler begge to – som alle andre sigter de mod særlige formål. Det er netop på baggrund af psykoanalysen, at man har kunnet demonstrere at selv neurotikere og psykopaters opførsel har mening bag sig – at de også handler og opfører sig målrettet, selvom vi, som betragter os selv som normale og mentalt raske, betragter ræsonnementet bag deres valg af mål som uden mening, og de midler, de vælger for at opnå disse mål, som i modsætning til formålet.
Begrebet “ubevidst” som brugt af praxeologer og begreberne “underbevidst” og “ubevidst” som anvendt af psykoanalysen tilhører to forskellige tankesystemer og forskning. Intet mindre end de andre vidensdiscipliner, skylder praxeologi meget til psykoanalysen. Ikke desto mere er det vigtigt at være opmærksom på linjen, der separerer praxeologi fra psykoanalyse.
Menneskelig ageren er ikke bare et spørgsmål om at skænke præferencer. I situationer, hvor begivenheder er uundgåelige eller menes at være, foretrækker mennesket også. Et menneske kan foretrække sol over regn og måske ønske at solen ville bortvejre skyerne. Mennesket, der kun ønsker og håber, forstyrrer ikke aktivt begivenhedernes forløb and dermed formningen af hans skæbne. Men det agerende menneske vælger, beslutter og forsøger at opnå et mål. Af to ting – begge han ikke kan have samtidigt – vælger han en og opgiver en anden. Handling vil derfor altid involvere både det at tage og det at give afkald.
At udtrykke ønsker og håb og at meddele planlagt ageren kan være former for handlinger i det omfang, at de i sig selv sigter efter realiseringen af bestemte formål. Men de må ikke forvirres med realiseringen af handlingerne, de refererer til. De er ikke identiske med de handlinger de meddeler, anbefaler eller afviser. Handling er et rigtigt fænomen.
Det, der betyder noget, er menneskets komplette opførsel og ikke hans snak om planlagte, men ikke realiserede, handlinger. Tværtimod må handling tydeligt skelnes fra anvendelsen af arbejdskraft. Handling betyder anvendelsen af midler for opnåelsen af formål. Det agerende menneskes arbejdskrafte er som regel et af midlerne anvendt, men dette er ikke altid tilfældet. Under særlige betingelser er et ord alt, hvad der er behov for. Mennesket, der giver ordrer eller forbud, kan handle uden, at det er på bekostning af arbejdskraft. At snakke eller lade være, at smile eller forblive seriøs kan være handling. At forbruge og nyde er intet mindre en handling end det at abstrahere fra tilgængelig forbrug og nydelse.
Praxeologi skelner konsekvent ikke mellem det “aktive”, energiske, “passive” eller ugidelige menneske. Det energiske menneske, der energisk striver efter at forbedre sine vilkår handler ikke mere eller mindre end den sløve mand, der dovent tager tingene, som de kommer. At gøre ingenting og at være passiv er også handling – også de bestemmer begivenheders forløb. Dér hvor vilkårene for menneskelig indgreb er til stede, handler mennesker uanset om personen blander sig eller afholder sig fra at blande sig. Mennesket, der udstår hvad han kunne have ændret, handler ikke mindre end personen, der griber ind med henblik på at opnå et andet resultat. Et menneske, der holder sig fra at påvirke mulige fysiologiske og instinktive faktorer i kraft, handler også. Handling er ikke udelukkende at gøre – og ikke mere end at undlade at gøre, hvad der muligt kunne have været gjort.
Man kan sige, at handling er manifestationen af et menneskes vilje. Men dette ville ikke tilføje noget som helst til vores viden. For begrebet vilje betyder ikke andet end menneskets evne til at vælge mellem forskellige former for forhold; til at foretrække det ene og tilsidesætte det andet; og til at opføre sig i overensstemmelse med beslutningen taget for at opnå det valgte forhold og svigte det andet.