Klimaskeptikerne er i overtal

Mange af Informations læsere har sikkert prøvet at følge mediernes dækning af et emne, som man tilfældigvis selv har et betydeligt kendskab til. Jeg har talt med mange mennesker om sådanne oplevelser, og ofte fortæller de, at den journalistiske vinkling gav et stærkt forvrænget billede af virkeligheden. Erkendelsen kan være lidt af et chok, for som en bekendt sagde: ”Hvorfor skulle jeg efter det her tro på noget som helst af dét, der står i avisen”?
Ifølge medierne skulle der blandt flere tusinde klimaforskere være en bred konsensus om, at vores afbrænding af fossile brændsler i løbet af de næste 100 år vil føre til en betydelig opvarmning af kloden – måske med helt op til fem grader.
Virkeligheden er en anden. Der er bred enighed om, at brug af fossile brændsler har øget mængden af CO2 i atmosfæren. De fleste forskere ville formentlig også skrive under på, at denne forøgelse har en indflydelse på klimaet. Men videnskaben er fortsat meget langt fra at være afklaret, når det handler om størrelsen af denne indflydelse.
Det er korrekt, at flere tusinde på den ene eller anden måde har bidraget til rapporterne fra FN’s klimapanel – IPCC. Men de fleste har bidraget med viden indenfor et velafgrænset område, og kun et lille fåtal af disse forskere er rent faktisk blevet taget i ed med hensyn til konklusionerne i IPCC’s ”Summary for Policymakers”, som er udarbejdet af omkring 35 personer.
IPCC hævder, at deres rapporter er ”peer reviewed” – altså godkendt af et panel af forskere med indsigt i emnerne. Men det er ikke korrekt. I et peer review til videnskabelige tidsskrifter skal artiklernes forfattere forsvare sig mod kritik fra panelet eller foretage nødvendige justeringer, som imødekommer kritikken. Artiklen bliver først optaget og trykt i tidsskriftet, når panelet kan godkende den.
Anderledes forholder det sig med IPCC’s rapporter. Her har hovedforfatterne ret til at ignorere indvendinger eller rettelser fra reviewers, og det sker ofte. Efter at have fået sine rettelser tilsidesat i både 1990 og 1995, bad Professor i meteorologi Richard Lindzen om at blive fjernet fra listen over peer reviewers.
IPCC’s rapporter udtrykker ikke en konsensus mellem tusindvis af forskere men derimod højst en konsensus mellem en lille gruppe hovedforfattere.
Den 13. november skrev jeg om the Oregon Petition. 17.000 personer med en videnskabelig baggrund har skrevet under på en erklæring om, at der ikke er videnskabeligt belæg for, at drivhusgasser vil føre til katastrofale klimaforandringer, og at der endvidere er betydelige videnskabelige beviser for, at en forøgelse af mængden af CO2 i atmosfæren har mange gavnlige virkninger på planter og miljø. 20. november svarede Christian Ege og Henning Schroll, at ”Kun få af underskriverne er videnskabsfolk, og endnu færre har noget med klimaforskning at gøre”.
Jeg kan oplyse, at 2.660 af underskriverne er enten fysikere, geofysikere, klimatologer (denne gruppe udgør isoleret set omkring 400 forskere), meteorologer, oceanografer eller miljøforskere – alle uddannelser, som gør dem velkvalificerede til at vurdere disse spørgsmål. Yderligere 5.017 er enten kemikere, biokemikere, biologer eller lignende.
Altså i tusindvis af mennesker med de relevante kompetencer – nogle af dem har bidraget til IPCC’s rapporter. Disse tusindvis af forskere stiller spørgsmålstegn ved en ”global konsensus” udarbejdet af 35 hovedforfattere. Og de har alle skrevet under på en erklæring om, at Kyoto Protokollens foreslåede begrænsninger i udledningen af CO2 ville ”skade miljøet, hæmme den videnskabelige og teknologiske udvikling og skade menneskehedens sundhed og velfærd”.
IPCC’s og pressens fokus på ”konsensus” og ”overvældende flertal” skader videnskaben. Videnskabelig uenighed kan ikke afgøres ved en afstemning, men desværre er konsensus-myten blevet så overvældende, at jeg ikke kan ignorere den. Derfor er jeg nødt til at fastslå følgende: Hvis man overhovedet skal inddele forskere i hold og tælle hoveder, så er klimaskeptikerne tilsyneladende i klart overtal.