[Redaktionel note: Den neden for omtalte dom er en bombe under det danske retsvæsen og den private ejendomsret. Hvis denne sag bliver retspraksis, vil det føre til en fatal seperation af frihed og ansvar. Hvor galt det kan gå, har vi allerede set i det amerikanske retsvæsen, hvor dommere i ramme alvor behandler anklager mod McDonalds for ikke at informere om, at deres fast food kan virke fedende. Det er bestemt værd at holde øje med og advare om den fortsatte retspraksis på dette område]
Vestre landsret har afsagt en bemærkelsesværdig dom i en principiel sag. En 28-årig mand havde benyttet sin mors PC til at besøge en porno-side på internettet. For at få adgang til godterne, skulle manden klikke på ”I accept” i en dialogboks. Denne dialogboks meddelte, at der ville blive downloaded software, en såkaldt ”dialer” til mandens harddisk. Manden klikkede frejdigt på accept, og dialeren blev følgelig installeret. En dialer er et opkaldsprogram, der via PC’en opkobling til telefonnettet ringer til et eller flere bestemt numre. Dette opkaldsprogram viste sig at ringe til øen St. Helena, som ligger midt ude i det sydlig Atlanterhav mellem Angola og Brasilien.
I de efterfølgende dage aktiveredes opkaldsprogrammet 74 gange. Resultatet blev en telefonregning fra TDC på næsten 32.000 kr. Den 28-årige mands chokerede mor nægtede at betale regningen til TDC, og sagen endte i landsretten, som den 14. maj besluttede, at kvinden ikke skulle betale regningen.
Ganske vist fastslog retten, at hendes søn både havde accepteret at downloade opkaldsprogrammet og endvidere har ”udløst de enkelte opkald gennem accepterende kommandoer via tastaturet til computeren”. Med andre ord har den 28-årige godkendt hvert enkelt opkald – ”i hvert fald rent teknisk”, som retten kryptisk tilføjer. For landsretten ligger nemlig til grund for sin frifindelse, at ”det for den almindelige bruger uden særlige forudsætninger ved udførelsen af de pågældende accepterende kommandoer kunne fremstå som ganske uklart, hvilke nærmere konsekvenser accepten ville få”. Endvidere lagde retten vægt på, at beløbsstørrelsen på regningen var ”velfærdstruende” for en almindelig forbruger.
Man kan lære rigtig meget af denne principielle dom fra landsretten. Her gik jeg for eksempel og troede, at jeg var et temmelig risikovilligt menneske – én som gerne hopper ud på det dybe vand. Men den opfattelse må jeg til at revurdere. Jeg må i virkeligheden være lidt af en tryghedsnarkoman. Jeg har det nemlig sådan, at hvis de nærmere konsekvenser af en bestemt handling fremstår som uklare for mig, så skal der være ret tungtvejende argumenter for, at jeg kaster mig hovedkulds ud i den alligevel. Hvis jeg oven i købet gebærder mig på et område, hvor jeg er uden særlige forudsætninger, ville jeg være ekstra påpasselig. Og jeg ville betragte det som helt uansvarligt at gentage en sådan handling, som jeg ikke kan overskue konsekvenserne af, hele 74 gange.
Men nu har jeg altså rettens ord for, at jeg netop i sådan en situation kan slappe helt af. Hvis kontrakten er svær at forstå, kan jeg roligt skrive under – især hvis den i øvrigt omhandler noget, som jeg ikke har forstand på. Dog skal jeg sikre mig, at min adfærd medfører tab for mig selv, som er store nok til at være velfærdstruende. I givet fald er jeg på den grønne gren og totalt uden ansvar for mine egne dispositioner.
Vi lever i et samfund, hvor det enkelte menneske har stor frihed. Det kræver ansvarlighed. Køber vi et hus, forventes vi at sætte os ind i, hvad der kræves af en husejer. Hvis vi glemmer at låse yderdøren, dækker tyveriforsikringen ikke. Køber vi en bil, forventes vi at sætte os ind færdselsreglerne. Besøger vi et andet land, gælder de lokale færdselsregler – hvad enten vi kender dem eller ej. Denne fundamentale balance mellem frihed og ansvar skal selvfølgelig også gælde på internettet. Efterhånden som brugen af nettet udvides vil vi i stigende grad kommer til på forskellig vis at betale for diverse ydelser, sende personfølsomme oplysninger og på anden vis foretage os ting, som kræver indsigt og ansvarlig adfærd. På den måde adskiller cyberspace sig ikke fra den virkelige verden, men det synes landsretten med sin dom ikke at anerkende. Denne holdning kan komme til at i et vist omfang at virke hæmmende på udviklingen af internettet.
Forbrugerrådet førte sagen mod TDC på internetabonnentens vegne. Forbrugerrådet har argumenteret for, at TDC skulle have informeret bedre om risikoen ved at downloade programmer fra internettet. Denne opgave har TDC allerede inden dommen påtaget sig, og det er da prisværdigt. Men det er svært at se, at TDC skulle have en pligt til at gøre noget sådant, og at forbrugerne indtil da er fritaget for eget ansvar. Er det Renaults eller Toyotas pligt at undervise bilisterne i færdselsreglerne? Er det Arlas eller Nestlés pligt at undervise i ernæring?
Burde det ikke snarere være netop instanser som Forbrugerrådet som informerede os om farerne ved brugen af internettet?
I det hele taget er det er værd at overveje, hvis interesser Forbrugerrådet egentlig varetager. Det er i hvert fald ikke mine. Som kunde hos TDC kommer jeg til at betale for den 28-åriges uansvarlige adfærd samt for 650 andre abonnenter, som efter dommen også får eftergivet regningen for deres sex-eskapader på nettet.
[Dette var Enernes nyhedsbrev nr. 28. Tilmeld dig nyhedsbrevet på www.enerne.dk]
Gratis sex?
