Kære læser
Hermed ønskes du en glædelig jul og et godt nytår. Vi håber, at julen tilbringes med de hjertenskære og familien, som jo er civilsamfundets byggesten. Igen i år går skal lyde en speciel julehilsen til vore udlandsdanske læsere, som er flygtet fra den danske monsterstat. Vi kan godt forstå jer, og vi har ofte haft lyst til at gøre det samme. Vi forstår også de ofre, I har måttet bringe…
Året, der er gået har budt på stigende trafik på Liberator. Fra omkring 130 besøgende om dagen ved sidste jule- og nytårshilsen er vi nu oppe på omkring 300. For to år siden havde vi omkring 50. Noget tyder på, at trafikken udvikler sig eksponentielt. Måske kan vi forvente over 700 besøgende om dagen om et år?
Dertil kommer, at antallet af indlæg på vores debatforum er eksploderet. Fra omkring 1.000 indlæg for et år siden har vi nu over 10.000 indlæg – og det er ikke Hr. Beattie, der har skrevet dem alle…!
Liberator er også gennem året blevet nævnt i sådanne medier som weekendavisen, Politiken, Berlingske Tidende og Fyns Stiftstidende. Dertil kommer, at Hr. Karsbøl er blevet tilknyttet Berlingske Tidende som fast kommentator – begyndende fra det nye år.
Trafikken, væksten og omtalen skyldes formentlig både skribenternes aktivitet og læsernes henvisninger, links, e-mails osv. Vi har derfor haft et frugtbart samarbejde med læserne i det forgangne år. Dette samarbejde vil vi med en række aktiviteter og initiativer gerne udbygge og konsolidere i det kommende år.
Vi ved godt, at vi flere gange har kommet med hints om, at vi arbejder på at forbedre forummets funktion og hastighed. Venlige sjæle/kodeaber har meldt sig med støtte til udvikling af sitet, men det har endnu ikke udmøntet sig i noget håndgribeligt. Husk på, at det er frivilligt og ulønnet arbejde (ikke fordi vi har noget imod profit – vi har bare ingen penge).
En række planlagte fremtidige initiativer skal nævnes:
Liberator får formentlig snart en aktivisme-sektion, som skal gøre os mere kendte og slå de venstreorienterede på deres hjemmebane. Desuden vil vi lancere en kulinarisk service – ”Den Anarkistiske Kogebog” – bistået af Den Anarkistiske Kok, som vil komme med gode og billige opskrifter, som fattige studerende kan benytte sig af sidst på måneden. Dertil kommer, at vi arbejder på at lave en links-sektion, som med tiden vil blive udbygget og omfatte de vigtigste sites på nettet, som måtte være af interesse for libertarianere. En tilsvarende service kaldet ”Biblioteket” vil blive gjort tilgængelig mht. bøger. Vi er også ved at have oversat to større libertarianske værker, som vil blive gjort tilgængelige som onlinebøger.
Vi er store i munden med disse aktiviteter, men nu har vi i hvert fald forpligtet os, og det kan hjælpe til at koncentrere vore arbejdskræfter samt vise læserne, at vi mener det seriøst samt, at der rent faktisk foregår noget bag facaden.
Mange af os har både familie og arbejde eller studier at passe ved siden af. Men uagtet Liberator således er bygget på frivillige kræfters arbejde, hører vi meget gerne nærmere fra læserne, hvis de har gode forslag til services, emner for artikler eller andet at bidrage med. Forslag til artikler modtages også gerne.
Vi håber at se mange af læserne til vores fødselsdag den 8. februar. Nærmere følger herom…