”Sort Arbejde”. Jeg er dødtræt af at høre folk bruge den vending. Det er Frit Arbejde. Da Kristian Jensen ved sin tiltræden til posten som skatteminister anvendte vendingen Sort Arbejde, kunne jeg derfor dårligt gøre andet end at falde i søvn. Kristian Jensen vil bekæmpe frit arbejde.
I søvne rekapitulerede jeg, hvad jeg lærte i økonomistudierne: Hvis vi alle skulle være selvforsynende, ville vi for de flestes vedkommende dø af sult og kulde. Ved arbejdsdeling og specialisering, kan der skabes større velstand. Ved hjælp af en pengeøkonomi i stedet for en bytteøkonomi, kan der igen skabes endnu mere arbejdsdeling og velstand. Arbejdsdeling omfatter produktet af arbejde, dvs. både varer og tjenester. Jeg kan i løbet af et liv ikke lave en computer, der virker. Andre kan lave den på relativt få timer. Arbejdsdeling, gør os rige.
Jo dyrere det er at lave arbejdsdeling, jo mindre af den foretager vi, og jo mindre velstand skaber vi til hinanden. Skat på varer og arbejde mindsker arbejdsdelingen. Der bliver ikke repareret, hvad der er i stykker, og varer og tjenester bliver ikke produceret, for det er for dyrt at udveksle dem. I stedet for, at jeg skal arbejde en time på kontoret for at købe en håndværkertime, skal jeg betale Kristian Jensen en masse og arbejde fire timer for at købe én time. Velstanden falder i forhold til hvad den kunne være.
Nu kunne man påstå af frit arbejde, betyder at der er mindre gratis hospitalsservice til andre. Det kan kun påstås at være tilfældet såfremt det frie arbejde træder i stedet for det beskattede arbejde, og man kan ikke inddrage alt det arbejde (arbejdsdeling) skatterne ville eliminere, hvis folk kun arbejdede ufrit (beskattet). Men det er ikke tilfældet, at der skabes mindre offentlig service. Hvorfor ikke?
Det offentlige arbejder ikke under fri konkurrence. Omkostningerne og produktets karakter er bestemt under tvangsmonopolets vilkår. Omkostningerne er lig med indtægterne. Skattevæsnet tager fra dig, hvad de kan, uanset, hvad andre betaler dem. Derfor øger du ikke min skat, ved at fixe min nabos tag eller sælge ham en bil på gule plader. Du skaber velstand. Frit Arbejde. Det er det skatteministeren vil bekæmpe.
Men arbejd frit. Så kan det i øvrigt endda være at hospitalsarbejderne bestiller en tømrer i stedet for at tage fri til selv at save og bygge.