Genopbygning i Irak

En dansk kaptajn, der har været udstationeret i Irak beretter i dagens TV2 nyheder, at genopbygningsindsatsen i Irak ikke gør meget nytte for nogen parter. Det er svært at få noget gjort, fordi alle, der kan noget i de internationale hjælpeorganisationer, er flygtet fra landet. Kaptajnen beretter at de danske soldater derefter sættes til at overse og gennemføre genopbygningen, hvilket de ikke kan. Det rosenrøde billede, der males fra politisk side, er forkert, beretter han.
Mens Kaptajnen ser praktiske problemer, ser Forsvarsminister Søren Gade mere lyst på sagen. Han kommenterede i nyhederne beretningen med 1) Situationen er ændret meget siden august. 2) Vi skal nok få brugt pengene, dvs. de 500 mio. kr. der er afsat til genopbygningen. 3) Der er ansat en ekspert fra udenrigsministeriet til at genopbygge området (som er på størrelse med Jylland). Dette skal han gøre i samarbejde med de lokale håndværkere.
Hvis problemet er at bruge penge, kan ministeren altid konsultere eksperter i Danida eller i EU. Fx vores egen tidligere kommissær, Poul Nielson, der stolt berettede om problemerne med at få brugt pengene. Indtil han tiltrådte, forstås. Men pengene blive brugt. Desværre vil genopbygningen aldrig blive færdig. Så der vil altid være brug for skatteyderne.
Genopbygningen er ren planøkonomi. Uden konkurrence om ressourcerne postes de i bygningen af nogle faciliteter, hvis nytte ikke måles i konkurrence med andre alternativer. Om de kommer til at virke efter hensigten er også tvivlsomt. Der mangler lov og orden og er derfor ikke velfungerende markeder. Man er i gang med at binde den lokale arbejdskraft (de lokale ressourcer) i planøkonomiske projekter og man klientgør deres samfund.
Det er ikke hensigtsmæssigt, at der foretages genopbygning fra dansk side, når den ligeså godt kunne foretages fra irakisk side. De samfund, der er vokset hurtigst har været dem med lov, orden og en relativt ureguleret konkurrence om ressourcerne (relativ markedsøkonomi). Hong Kong var nogle tin-barakker på en klippe i 1945. Taiwan var en fattig landbrugsøkonomi i 1945. Syd Korea var lagt øde af Korea-krigen i 1953. Den indiske planøkonomi og forbud mod frie markeder har bevaret en udbredt fattigdom siden selvstændigheden i 1949. De afrikanske, i øvrigt socialistiske, bistandsnationer, naturressourcerige og rige på arbejdskraft, har bevaret en udbredt fattigdom og en utrolig sårbarhed overfor naturens luner. Skal Irak følge de førstes eller de sidstes eksempel?
Hvis den danske indsats koncentreredes om lov og orden, ville ressourcerne finde langt bedre anvendelse til glæde for alle parter, og særligt for Iraks fremtid som samfund. Den nuværende kurs er hen mod årtiers dansk ”engagement” og bevarelsen af Irak som bistandsnation rig på arbejdskraft og olie, men derudover fattig og sårbar.
Er der efterspørgsel efter vandpumper i Irak, så sælg dem til lokale entreprenører per efterspørgsel og ikke per påbud. Lad være med at forsøge at styre økonomien. Det går meget hurtigere uden, er mere effektivt, og er derfor langt mere humant. Skal vi endelig lege engle fra ove, så beskyt Irakerne i stedet for at styre dem.
Når det er sagt, er det i det hele taget tvivlsomt om Irak med den underliggende borgerkrig, bør bevares som en samlet stat. Der er tre nationer eller mere, der befolker Irak.