Manuelt Arbejde i Bangladesh

Økonomisk teori kræver antagelser for, at man kan drage slutninger. Derfor er det en god ide at undersøge, hvilke antagelser man kan gøre om Bangladesh, før man drager slutninger om, hvorfor landet befolkes af relativt fattige mennesker. Jeg vil i det følgende kigge på Bangladesh med Leny M.s implicitte påstand om, at en højere pris på arbejdskraft kan øge velstanden , in mente.
Økonomi betyder effektiv ressourceallokering og udnyttelse. Nøglen til udvikling er konkurrence, men hvordan opnås en situation med konkurrence? Liberalister opstiller ofte disse forudsætninger for velstandsskabelse: Ejendomsrettens beskyttelse, ingen politisk regulering af økonomien, troværdige penge, fri konkurrence, stabilitet i eventuel regulering, fri handel. Spørger man hvorfor et område er fattigt, vil de ofte påpege mangler indenfor disse emner.
Hvis der er ganske få, der byder i et marked med stor efterspørgsel, kan udbyderne kræve en pris tæt på værdien for køber. Hvis der er rigtig mange, der udbyder i et marked, kan køberne kræve en pris tæt på omkostningen for udbyder. Aktørerne i et frit marked vil søge derhen, hvor profitten er størst uanset om det er som udbyder af arbejdskraft, entreprenør eller en kombination. Så hvorfor søger folk i Bangladesh ikke en højere profit?
Hvis man ser på forholdene i Bangladesh kan vi observere følgende:
1) Handel. En høj tarif på varer generelt, men, endnu værre, en af verdens mest korrupte toldmyndigheder, der opkræver ekstra told og forbyder lodsning af varer indtil de har fået ekstra told. Det hæmmer konkurrencen mellem entreprenører i og udenfor Bangladesh.
2) Virksomhedsskat. Skatteraten på entreprenører er 40%. Højere end på arbejdskraft, som ligger under 25%. Det er således mere attraktivt at sælge sin arbejdskraft end at tjene på at være entreprenør. Dette nedsætter konkurrencen om arbejdskraft.
3) Statslig dominans. Staten ejer i Bangladesh 40% af industrien. Dette hæmmer udviklingen, fordi disse ressourcer er fritaget fra konkurrencen. Der er i reglen kun den innovation i statsvirksomheder, som foretages uden konkurrence.
4) Penge. Bangladesh har en stabil valuta. Dette er et plus for økonomisk udvikling, fordi man kan regne med prisernes rigtighed.
5) Investeringer. Bangladesh er ved at åbne økonomien for investeringer, men der er problemer med:
a) Korruption over norm.
b) Militante arbejderorganisationer.
c) Rationering af hvor meget, der må investeres.
d) Det går langsomt at få tilladelser af det offentlige.
e) De juridiske tilstande er skrøblige. Ejendom beskyttes dårligt.
f) Ustabil regulering. Skiftende regeringer ændrer meget.
6) Finansmarkedet. Banksektoren domineres af fire statsejede banker og fungerer ikke som allokeringsmekanisme af ressourcer til de mest effektive. 80% til 90% af udlånene er uden afkast, dvs. de er givet af ikke-forretningsmæssige årsager. Regeringen opfordrer bankerne til at låne til underskudsgivende virksomheder. Dette støtter minus-vækst og eliminerer konkurrencen.
7) Priser. Bangladesh har ikke de store problemer indenfor prisregulering, men det skal understreges, at statens dominans i industrien gør prisernes rigtighed tvivlsom. Finanssektorens anvendelse til at understøtte underskudsvirksomhed betyder også at priserne er forvredne. Dette forvrider ressourceallokeringen og mindsker væksten.
8) Ejendomsret. Ventetiden på afgørelser i retssystemet er gerne op til ti år og korruption er udbredt i det statslige retssystem.
9) Regulering generelt. Reguleringen er uigennemskuelig. Forretningsfolk bliver ofte låst imellem embedsmænd, politi, militante fagforeninger og statslige virksomheders interesser. Man må altid gå til en embedsmand for at tilladelser, men hvilke der skal gives og om de gives er helt uklart.
Dette afslutter beskrivelsen af de økonomiske rammer i Bangladesh.
Tager man de liberale forudsætninger for vækst, er det klart at ejendomsretten ikke er beskyttet og konkurrencen nærmest ikke eksisterer. Finansmarkedet anvendes politisk til at støtte insolvente virksomheder, så der er ikke fri konkurrence om ressourcerne. Konkurrencen med udlandet er hæmmet af told og toldmyndigheder. Reguleringen er ustabil.
Det er således forkert at tro, at mere militante fagforeninger, vil øge velstanden. For det første er de en del af problemet, bl.a. fordi de er en del af det politiske morads, der blokerer for økonomisk initiativ. Og for det andet er de blot en lille del af problemet i Bangladesh. Den store del af problemet, er det politiske establishment. Systemet er for korrupt til at regere så stort et land. Det kan i Bangladesh ikke betale sig at søge profit gennem selvstændigt initiativ. Det er bedre at leve som relativt fattig arbejder.
Note om lønniveauets dannelse
Markedsprisen på arbejdskraft er udtryk for den merværdi arbejdskraften udgør for køber og den omkostning den er for leverandøren. Merværdien afgøres af alternativerne. Hvis jeg tilbyder at lave et hus til 1.000.000 kroner for en løn på 500.000 kroner, mens en anden tilbyder at lave det for 100.000 kroner, så er min arbejdskraft faktisk kun 100.000 kroner værd. Det er alternativet, der afgør værdien af en vare, dvs. knapheden. Min arbejdskraft er kun det værd, hvad den alternativt kan erstattes med. Alternativerne afgøres for begge parter af konkurrencen.