Jeg må knibe mig i armen. Er jeg stadig i live? Er jeg virkelig stadig utrygge mig eller er også jeg blevet et genfærd blandt alle de heldige ofre for flodbølgen af stats-sanktioneret tryghed og omsorg? Det gør sgu’ ondt når jeg kniber mig i armen så noget må være i live, men jeg tænker da på at rette henvendelse til tryghedsminister Henriette Kjær, til den nyoprettede statssubsidierede Tryghedsfond eller eventuelt til overtryghedsminister og værdig socialdemokratisk tryghedsarvtager Anders Fogh. De må da kunne betrygge mig, berolige mig og fortælle mig at jeg skam også er blandt ofrene og at jeg slet ikke behøver at være nervøs – livet det utrygge bras er snart forbi og indtil da kan jeg skam trygt overlade det til staten og velfærdssamfundet at forvalte de sørgelige rester.
Jeg havde en gang forestillingen om at tryghed handler om at tro på sig selv, at kvalificere sig selv til at håndtere livet, at arbejde for at skabe værdi til sig selv, sin familie og til de få, der eventuelt mangler arme og ben så de er ude af stand til selv at arbejde og gøre sig trygge. Men nu har jeg forstået: Det er simpelthen for utrygt. Og hvis jeg skulle mene noget andet vil jeg nok høre fra overtryghedsprædikanten Anders, at den slags liberale firkantede ideologier ikke hører hjemme i det nye århundrede. Næ her i det nye århundrede kan jeg kun være tryg hvis jeg frivilligt indlader mig på tyveri eller hæleri. Jeg har forstået Anders. Enten har jeg bare at stjæle fra de få tilbageværende fjolser, som ikke kan lade være med at skabe værdi, dvs. fra de utrygge produktive mennesker. Tyveriet har jeg bare at kalde for løn for min ansættelse i tryghedsministeriets femte afdeling for betryggelse af kvindelige homoseksuelle epileptikeres rettigheder (jeg er den i afdeling, hvor vi administrerer rettighederne til at komme på herrelandsholdet). Og hvis jeg tilhører den etniske minoritet, som ikke er ansat i tryghedsministeriet, så har jeg bare at tage imod hælervarerne, ja at råbe på dem, så længe jeg husker, at kalde hælervarerne for børnecheck, ældrecheck, integrationsprojekt eller landbrugssubsidier.
Men Anders og Henriette ved I hvad? Der er alligevel noget der gør mig utryg. Tag nu kineserne for eksempel. De har simpelthen heller ikke fattet hvad det vil sige at være trygge. De har jo ingen respekt for tryghedsrettigheder; de går og skaber en helvedes masse værdi og er helt ligeglade med ældrecheck og statsstøtte til behandling af fodvorter og nedsunken livmoder! Det ender med at de kommer her og tager grundlaget for vores trygge tyveri. Ja, hvem ved hvor mange danskere der vil være tilbage til at udfylde det trygge og meget værdiskabende job, som det er, fx at skære tarmen op på vores gode danske svin. Du må gøre noget Anders. Du må give os en større ældrecheck, forlænge efterlønnen så alle kan gå på pension når de er 25 og støtte den eksperimenterende kunst. Kun sådan kan vi holde kineserne fra døren. Kun sådan får vi lysten til at arbejde og skabe værdi tilbage.
Dengang trygheds-tsunamien skyllede ind over landet var jeg ude at fiske. Jeg ville fange lidt fisk til mig selv og min familie. Måske lave lidt business hvis min ihærdighed og mit held tillod mig at fange tilstrækkelig med fisk. Mens jeg fiskede lagde jeg mærke til en lidt større bølge under min lille fiskekutter, men jeg havde ingen idé om hvilken enorm kraft bølgen havde under den tilsyneladende trygge og smukke overflade. Det fandt jeg ud af. For da jeg kom ind på land så jeg ødelæggelserne på nært hold. Jeg så at mine kolleger og venner, der havde været på vej ud for at ernære sig selv og sin familie ved fiskeri, var skyllet op og henslængt på stranden. Dræbte af trygheds-tsunamien. De overlevende var traumatiserede, uarbejdsdygtige og havde hårdt brug for nødhjælp, og hvor er jeg glad for Anders, at du viser dig så resolut og handlekraftig. At du sammen med dine tryghedskolleger i resten af Skandinavien deler din nødhjælp ud med rund hånd. Det gør mig virkelig tryg. Så længe det varer.
Trygheds-tsunamien: Brev til Anders fra en overlevende
