Lufthavnssikkerhed: Profilering eller racisme?

I kølvandet på endnu et horribelt forsøg på massemord planlagt og foretaget af islamiske terrorister overvejer det britiske trafikministerium nu at foretage en kovending i holdningen til profilering af lufthavnspassagerer.
Tidligere har det været sådan, at man i sikkerhedskontrollen ønskede, at 85-årige protestantisk udseende kvinder i kørestol havde samme sandsynlighed for at blive udtaget til sikkerhedskontrol som en 23-årig mellemøstligt udseende mand med koranen under armen, sved på overlæben og blodskudte øjne.
Dette åbenlyse spild af tid og sikkerhedsresurser ønskes altså nu ændret, hvilket får de britiske, islamiske grupper op på dupperne. Talsmand for Islamic Human Rights Group, Fahad Ansari, siger ifølge Berlingske Tidende til den britiske regering: ” Hvis det bliver officiel politik, at man går direkte efter muslimer, sender man en klar besked ud til samfundet om, at der er et problem med alle muslimer”
Men dette er jo logisk forkert. Hvis der var et problem med ”alle muslimer”, ville lufthavnsmyndighederne jo screene alle muslimer, hvilket langt fra er tilfældet og hvilket aldrig vil ske. I stedet (overvejer) de britiske myndigheder at signalere, at de er klar over, at terrorister med overvejende sandsynlighed har en islamisk baggrund, og at de ikke unødigt vil besvære mennesker, som åbenlyst ikke er eller kan være terrorister. Det er helt rationelt.
Er der tale om racisme? Ja, selvfølgelig, hvis man bruger den moderne definition, som omfatter forskelsbehandling på baggrund af religion. Og hvad så? Britiske lufthavnes opgave er at sikre, at der ikke begås terrorhandlinger og at bruge færrest mulige resurser på dette for at minimere den gennemsnitlige passagers omkostninger og besvær.
Var lufthavnen og sikkerheden et rent privat anliggende, ligesom en villagrund, burde der ikke være nogen problematisering af sagen overhovedet: Ligesom jeg har ret til at bestemme, hvem der træder ind på min grund, ville britiske lufthavne og flyselskaber ligeledes have ret til at bestemme, hvem der måtte anvende deres faciliteter under hvilke omstændigheder.
Imidlertid kan man argumenterer for, at der opstår et problem i og med, at britiske muslimer gennem et statsligt, kollektivt sikkerhedsansvar bør have en eller anden form for særstilling som medejere af det samlede, britiske samfund. Accepterer man imidlertid dette, må man også acceptere demokratiet, og så må man også acceptere flertallets ret til at forvalte kollektivets ejendom på den måde, som det finder bedst forsvarligt.
Eftersom muslimer også rejser, har de desuden en klar interesse i en rationelt udformet profilering og lave sikkerhedsomkostninger, og med mindre de kan sandsynliggøre, at en racistisk profilering vil ske på et irrationelt grundlag, bør de gribe i egen barm og i stedet koncentrere sig om at skabe et religiøst miljø, som ansporer til fredelig sameksistens med andre religioner.