Der er noget fascinerende ved den Romerske Republik. En fascination jeg deler med mange store forgangsmænd, såsom Machiavelli. Som dem ser jeg gerne tilbage på de romerske eksperimenter, når jeg skal se på min egen tids udfordringer. Hvad romerne kunne løse med mindre teknologi, bør vi vel også kunne? Vi skal jo ikke engang forsøge at erobre verden samtidigt.
Et af de problemer jeg ser gang på gang. Og et problem som jeg vedkender. Er, hvor svært det er at afskaffe allerede indførte love – særligt hvis de økonomisk tilgodeser nogle vælgere. Det næsten til trods for hvilke ubehagelige sideeffekter de kan have, eller hvor moralsk afmarcherede de er. Et oplagt eksempel er krig. Krigsførelse kan bedømmes nødvendig at finansiere i kortere perioder, men det er næppe ønskeligt for et flertal at vedblive at leve under. Lad os nu tage det eksempel at krigsindsatsen skaber en masse arbejdspladser eller støtteordninger for nogle vælgere. Disse vil i sagens natur være finansieret af aftvungne skattekroner fra andre. En sådan situation vil gøre det meget svært at afskaffe krigsindsatsen for den politiker som ønsker at sikre sit genvalg – ligegyldigt om krigen reelt måtte være overstået. Selvom skattekronerne til krigsindsatsen tilhører de borgere der skaber dem, og de sikkert ville skabe mere gavnlig vækst hvis de ikke blev brugt til at skabe ødelæggelse. Eksemplet med krig er måske voldsomt, men velfærdsstaten er i høj grad blevet til ved midlertidige omfordelinger for at skabe lighed der er blevet permanente. Tænk på SU, sundhedssystemet, veje, og så videre og så videre.
Tilbage til den Romerske Republik. De var vant til reelt livstruende katastrofer, men de ville ikke stå imod hvis det krævede permanent tab af frihed – så hellere opgive staten. Derfor havde de muligheden for at give et tidsbegrænset mandat til at indkræve skatter eller rejse en hær. På den måde kunne man møde hårdt med hårdt, eller udføre et socialt mål, uden at det gjorde staten permanent større på bekostning af individet. I USA har man også udviklet denne mulighed med de såkaldte: ’sunset clauses’ – love der automatisk udløber efter en fastsat tidsperiode. Erfaringerne i USA har ikke kun været positive på dette punkt, primært fordi det har været fornemt at forlænge love med sunset clauses. Det skal i midlertid være lige så svært som det er at stoppe solen i at gå ned efter en lang tur over himlen. På den måde kan vi være sikre på, at vi ikke lovgiver vores frihed væk for altid.
Løsning
Mit forslag går på, at alle love der kræver omfordeling af skattekroner skal indeholde en sunset clause, der ophæver loven efter en periode på max 10 år. Det skal de indeholde, fordi hvis tyveri kan forsvares er det kun i ekstreme tilfælde. Det skal de indeholde fordi omfordeling altid medbringer kraftige eksternaliteter hvor ikke alle umiddelbart kan ses (Bastiat, 1848). De ti år er valgt, fordi der med en hvis sandsynlighed vil ramme forbi en valgkamp, og dette er formålstjenstligt at undgå.
Love med sunset clauses skal ikke bare kunne fornyes heller. For det første, så skal loven fornyes med minimum det antal stemmer den blev vedtaget med i første omgang, og den skal igennem tre behandlinger præcist som en ny lov. For det andet, så skal der inden loven kan genindføres bevilges penge til to uvildige studier over eksternaliteter ved lovens effekter ex post.
Den opfindsomme politiker vil muligvis søge blot at indføre en anden lignende lov. Det er naturligvis muligt, men her må man håbe at vedkommendes opposition har lært nok af den første lov til at gå imod den anden.
Håbet er ganske simplet, at det er nemmere for en politiker som ønsker genvalg ikke at sige ja, end at skulle sige aktivt nej.
Mod et frit parlament – Forslag 2: Lad Solen gå ned
