“NT har noget kørende med Gomore”.
Sådan lyder overskriften på Nordjyllands Trafikselskabs nye kampagneside DinVerdenRundt.dk, og annoncerer et samarbejde med den danske samkørselstjeneste Gomore. Helt konkret udmønter det sig i, at samkørselruterne integreres i Rejseplanen, på lige fod med den kollektive offentlige transport. – Og at der oprettes særlige stoppesteder for samkørsel ved nordjyske trafikstationer.
Gomore anvendes allerede af mere end 500.000 brugere, som hhv. tilbyder og tager lift i private biler på kryds og tværs af Danmark. Priserne som man kan finde på transport imellem de større danske byer, er med Gomore ofte under halvdelen af prisen for de kollektive alternativer. Med sådan en prisforskel kan det måske undre hvorfor Nordjyllands Trafikselskab, som ejes af Region Nordjylland og de 11 nordjyske kommuner, vil samarbejde med konkurrenten. Nordjyllands Trafikselskab pointerer da osse at der ligger en idealistisk tanke bag initiativet:
“Det er ”enten eller”. Sådan har vi det med at tænke her i Danmark. Ikke mindst, når det gælder transport. Det er enten bus eller bil. Offentlig transport eller egotrip. Det er enten dem eller os. Men det er ikke vejen frem – for det er ikke i Nordjyllands interesse. Tænk, om vi i stedet valgte at satse på ”både og”. Redefinerede begrebet ”kollektiv trafik”. Så det ikke længere kun betød busser og tog, men også taxaer, cykler, delebiler osv. Så vi fik en ny og anderledes mobilitet. “
I kølvandet på at en anden stor samkørselstjeneste, Uber, lige har forladt det danske marked på grund af et politisk pres, og under anklager om at bedrive “Pirat-taxa” og konkurrere mod taxamonopolerne, er holdningen kontroversiel. Gomore lift har modsat Uber endnu ikke været anset for at være “erhvervsmæssig personbefordring”, men nærmere en del af en deleøkonomisk bevægelse.. og indtjening på ruterne er ifølge SKAT skattefri:
“Deleøkonomi er et økonomisk princip, hvor privatpersoner deler, lejer, køber eller bytter varer og tjenester af eller med hinanden. Det spænder over at udleje bolig og bil til at tilbyde hjælp mod betaling eller udveksle tjenester. Hvad det betyder for din skat afhænger af, hvilken form for deleøkonomi det er.(…) Samkørsel er skattefrit. Du skal ikke betale skat af det beløb, du fx får fra en kollega, som kører med dig til arbejdspladsen. Det har hverken indflydelse på dit eller din medpassagers kørselsfradrag, at I kører sammen.”
Forskellen på taxa- og samkørsel er i SKATs perspektiv baseret på om “passageren bestiller og bestemmer ruten” eller ej. Hvor at man med Uber kunne bestille kørsel fra det ene punkt til det andet, baserer Gomore lift på at ruten allerede er udbudt – Og derfor bestemmer passageren altså ikke ruten. Om integrationen af regulære samkørselslifts i den kollektive trafik vil udfordre det forhold, og evt. osse konflikte med de love som forbyder private busser på korte ruter – Det vil tiden vise.