En markedsanarkistisk retsorden

Oversættelse af første del af Robert P. Murphys pamflet ‘Chaos Theory’ fra 2002, som søger at udforske, hvordan et fuldstændigt markedsbaseret samfund ville kunne fungere særligt ift. sikring og beskyttelse af ejendomsrettigheder.
Privatret [1]
Retssystemet er uden tvivl den del af samfundet, som man i hvert fald vil påstå kræver statens hjælp. Selv hæderkronede laissez-faire tilhængere såsom Milton Friedman og Ludwig von Mises mente, at en stat måtte eksistere for at beskytte privat ejendom og definere ”spillets regler”.
Ikke desto mindre rettede de deres argumenter mod nødvendigheden af lovgivning som sådan. De antog simpelthen, at markedet var ude af stand til at definere og beskytte ejendomsrettigheder. De tog fejl.
I dette essay vil jeg argumentere for, at opløsning af staten ikke vil medføre et lovløst kaos. Frivillige institutioner vil opstå for effektivt og fredsommeligt[2] at løse stridigheder, som måtte opstå i dagligdagen. ’Markedsloven’ vil ikke blot være mere effektiv, den vil også være mere retfærdig end statsalternativet.
Ligesom højreorienterede høge omfavner den Orwellianske forestilling om, at Krig er Fred, tror venstreorienterede egalitarister at  Slaveri er Frihed.[3] Høgene prædiker endeløs krig for at ende krig, imens socialdemokrater opretholder massivt tyveri – eller ”beskatning”, som de kalder det – for at stoppe kriminalitet.
Det er på høje tid at opgive sådanne uhyrlige paradokser. Det krævede ingen konge at producere sprog, penge eller videnskab, og det kræver ingen stat at producere en retfærdig retsorden.
I. Kontrakter
Først og fremmest må vi opgive idéen om baggrundsret [law of the land, NA]. Der behøver ikke kun at være ét sæt lovgivning, som gælder alle og enhver. I alt fald har et sådant system aldrig eksisteret. Lovgivningen i hver af de halvtreds stater er forskellig og forskellen i retsordener mellem lande er endnu tydeligere. Alligevel håndterer vi dagligdagen og såvel besøger som handler med andre nationer uden de store problemer.
Alle handlinger i et fuldstændig frit samfund[4] vil være undergivet kontrakter. Eksempelvis er det i øjeblikket kriminelt at stjæle, fordi lovgivningsmagten siger det. En given arbejdsgiver ved, at hvis jeg stjæler fra hans virksomhed, kan han underrette staten, som vil straffe mig.
Men i et statsløst samfund ville der ikke være et samlet lovgivet lovkompleks, og der ville heller ikke være statslige domstole eller politi. Ikke desto mindre vil arbejdsgivere stadigvæk gerne have en form for beskyttelse mod tyveri fra deres ansatte. Derfor ville arbejdsgiveren bede den arbejdssøgende om at underskrive et dokument[5] inden ansættelsen, der indeholdt klausuler såsom ”jeg lover ikke at stjæle fra virksomhed Y. Hvis jeg opdages i at stjæle, som fastslået af Mæglervirksomhed X, vil jeg acceptere at betale den erstatning, som Mæglervirksomhed X anser for at være passende.”
Vi bemærker straks to forhold ved denne kontrakt. For det første er den indgået fuldstændig frivilligt – enhver ”lov” er af medarbejderen blevet anerkendt, førend den bliver juridisk bindende. For det andet sikrer Mæglervirksomhed X’s eksistens, at enhver stridighed afgøres rimeligt og objektivt.
For at erkende dette kan vi forestille os, at det ikke forholdt sig således. Antag at en stor virksomhed bestak dommerne hos Mæglervirksomhed X, således at dovne medarbejdere (som alligevel skulle fyres før eller siden) blev (urigtigt) anklaget af arbejdsgiverne for misbrug af betroede midler, hvorved Mæglervirksomhed X altid afsage kendelsen ”skyldig”. Med en sådan lumsk plan ville den store virksomhed kunne snyde sine medarbejdere for tusindvis af kroner, inden de blev fyret. Idet de uheldige medarbejdere på forhånd havde accepteret at følge mæglerrettens afgørelser, ville de intet kunne stille op.[6]
Men efter nærmere overvejelse er det let at indse, at en sådan opførsel ville være tåbelig. Blot fordi en mæglervirksomhed afgjorde sagerne på en bestemt måde, betyder ikke at alle er enige i det, ligesåvel som folk klager over skandaløse domstolskendelser af statens dommere. Pressen ville følge op på de uretfærdige kendelser og folk ville miste tilliden til objektiviteten af Mæglervirksomhed X’s kendelser. Potentielle medarbejdere ville tænke sig om en ekstra gang før ansættelse i den store virksomhed, så længe det krævede (i dets arbejdskontrakter) at folk underlagte sig den suspekte Mæglervirksomhed X.
Andre virksomheder ville støtte andre mere hæderlige mæglervirksomheder og medarbejderne ville strømme dertil. Før eller siden ville den store korrupte virksomhed og Mæglervirksomhed X lide enorme financielle tab som straf for deres opførsel.
Under markedsanarki ville alle aspekter af sociale interaktioner være ”reguleret” af frivilligt indgåede kontrakter. Specialiserede virksomheder ville formentlig udbyde standardiserede formularer, således at nye kontrakter ikke behøvedes udformet, hver gang mennesker handlede sammen. Hvis en kunde eksempelvis købte noget til afbetaling, ville virksomheden bede ham om at underskrive en formular, der sagde noget i retning af ”jeg accepterer betingelserne af 2002-udgaven af Standardopsatte Betalingsprocedurer, som udbredt af retsvirksomheden Z”.
     i. Ekspertise
Under dette system ville retseksperter og ikke korrupte og kluntede politikere skabe udkastet til baggrundsretten [law of the land, NA]. Disse eksperter ville tilmed være valgt i en åben konkurrence med alle rivaler. I øjeblikket kan man købe manualer i opgaveskrivning eller ordbøger til det engelske sprog. Staten behøver ikke på disse områder at tilvejebringe”eksperterne”. Det samme vil være gældende for private juridiske kontrakter. Alle kender grammatikkens ”regler”, ligesom alle ville vide, hvad der ville være ”lovligt”, og hvad der ikke ville være.
     ii. Mord
En af de mest fundamentale klausuler i ethvert kontraktuelt forhold – det værende at besøge et indkøbscenter eller at leve i et bofælleskab – vil være stærke forbud mod mord. Med andre ord vil alle kontrakter af denne type besidde en klausul, der udtrykker at ”hvis jeg findes skyldig i mord, vil jeg acceptere at betale Y millioner kroner til den dødes bo”. Naturligvis ville ingen underskrive en sådan kontrakt medmindre man var sikker på, at de gældende retslige processer, som afgjorde hans skyld eller uskyld, benyttede en stærk formodning af uskyld; ingen ville have lyst til at blive dømt skyldig for et mord, man ikke havde begået. Men på den anden side skulle de retslige processer være udtænkt således, at der stadig ville være en stor sandsynlighed for, at skyldige personer faktisk også blev kendt skyldige, idet folk ikke har lyst til at handle ind i et indkøbscenter, hvor mord går ustraffet hen.
Og fordi alle kontrakter af denne type (undtagen eventuelt meget besynderlige områder beboet af mennesker, som godt kan lide at leve livet farligt) ville indeholde sådanne klausuler kunne man sige at ”mord er ulovligt” i hele det anarkistiske samfund selvom de bevismæssige regler og strafferammer kunne variere fra område til område. Men dette er ikke anerledes i forhold til vores nuværende system [7] og alligevel tvivler ingen på at ”mord er ulovligt” i dagens USA.
     iii. Udgangspunktet er profitabilitet
Det fine ved dette system er, at der tages hensyn til alles modsatrettede ønsker. Markedet løser dette problem hver dag i forbindelse med andre goder og serviceydelser. Eksempelvis ville det være meget bekvemt for forbrugere, hvis en delikatesseforretning havde åbent døgnet rundt. Men på den anden side ville sådanne arbejdsdage være meget trættende for medarbejderne. Følgelig afvejer markedsmekanismerne  profit versus tab og afgør dermed de ”korrekte” åbningstider.
På samme måde så vi ovenfor, hvorledes bevismæssige regler ville blive fastlagt under et privatretsystem. Idet folk kontraktligt ville underordne sig bestemte mæglervirksomheders afgørelser, ville det være nødvendigt for mæglervirksomhederne at have et omdømme, der besad objektivitet såvel som retfærdighed for de sagsøgte. Ikke desto mindre ville ejere af butikker, firmaer, udlejningsbiler osv. kræve nogle måder at opnå erstatning ved tyveri og således ville mæglervirksomhederne ikke være for overbærende. Ligesom ved delikatesseforretningens åbningstider vil retsplejen blive afgjort ved testen om profit versus tab. Måske vil der være nævninge, måske ikke. Vi kan ikke på forhånd forudsige dette, ligesom vi ikke a priori kan sige hvor mange trehjulede cykler, der ”burde” blive lavet i år; vi lader markedet tage sig af dette – per automatik.
II. Forsikring
Det kontraktlige system som beskrevet ovenfor synes at virke fint bortset fra et nagende problem: Hvordan kan folk have råd til at betale disse enorme bøder? Nogle kan ganske vist underskrive et stykke papir, der erklærer at man er villig til at betale erstatning til arbejdsgiveren, hvis man opdages i at stjæle. Men antag at man alligevel stjæler og findes skyldig af mæglervirksomheden, men man ingen penge har. Hvad gør man så?
Tja, hvordan virker vores nuværende system for bilskader? I øjeblikket er det sådan, at hvis jeg rammer siden af en eller andens bil, skal jeg betale en betragtelig bøde. Eller rettere sagt betaler mit forsikringsselskab.
Det vil være det samme for alle erstatningsforpligtende handlinger og forbrydelser under det system, jeg har beskrevet. Et forsikringsselskab vil virke som garant (eller kautonist) for en klients indgåede kontrakter med forskellige virksomheder. Ligesom en bank benytter eksperter til effektivt at allokere indlånernes penge til låntagerne, ville eksperterne hos forsikringsselskaberne afgøre ricisi ved bestemte kunder (dvs sandsynligheden for at han eller hun ville bryde kontrakterne ved at stjæle eller dræbe) og opkræve en passende præmie. Andre virksomheder ville således ikke behøve at holde øje med alle sine kunder og medarbejdere; virksomhedernes eneste ansvar ville være at sikre sig, at alle de havde at gøre med, bar en forsikringspolice hos et anerkendt forsikringsselskab.
Under dette system vil ofre for kriminalitet altid blive betalt øjeblikkeligt. (I modsætning til statssystemet hvor ofre som oftest intet får udover tilfredsstillelsen ved at se gerningsmændende bag tremmer.) Der ville også eksistere incitamenter for folk til at opføre sig ansvarligt. Ligesom hensynsløse bilister betaler højere præmier for bilforsikring, ville vaneforbrydere blive opkrævet højere præmier for deres kontraktforsikring.
Og hvorfor ville personer med hang til kriminalitet overhovedet bekymre sig om sit forsikringsselskab? Tja, hvis han stoppede med at betale præmierne, ville forsikringsdækningen ophøre. Uden at have nogen til at tegne for de kontraktlige forpligtelser, ville en sådan person være en ganske dårlig kunde eller arbejdstager. Man ville ikke ansætte ham eller turde lade ham kigge rundt i en porcelænsbutik, idet der ingen juridisk mulighed for regres ville være, hvis han gjorde noget ”kriminelt”. For at klare sig i samfundet ville det være ekstremt nyttigt at beholde ens forsikringsdækning ved altid at betale præmierne. Og dette betyder, at det vil være i ens største interesse at afholde sig fra kriminelle handlinger, idet dette ville være måden hvorpå man kunne holde priserne for forsikringspræmierne nede.
Ganskevist synes sådanne argumenter fantasifulde. Men de gør sig ikke desto mindre gældende i det moderne kreditkortsystem. Folk tildeles enorme kassekreditter, nogle gange blot ved at udfylde en enkelt formular, og det er utrolig nemt at give sig af med kreditkortsbedrageri. En ødsel person kan stifte en betydelig gæld og simpelthen afvise at tilbagebetale denne, hvormed der ganske enkelt intet fysisk vil ske ham. Men de fleste personer opfører sig ikke på en sådan uansvarlig måde, fordi de ikke ønsker at ødelægge deres kredithistorie. Hvis de gør, så ved de, at de for altid vil være afskåret fra at benytte dette ellers så vidunderlige kapitalistiske værktøj.
III. Fængsling
Vi har nu fastslået, at en retsorden baseret på frivilligt indgåede kontrakter teoretisk set kan forestilles, og at dette endda ville kunne fungere i et samfund befolket af egennyttige men til syvende og sidst rationelle mennesker.
Men hvad med de virkelig barske tilfælde? Hvad med den uforbederlige bankrøver eller den forrykte øksemorder? Der vil utvivlsomt være afvigende og asociale individer, som ved ondsindethed eller uvidenhed ignorerer incitamenterne og begår kriminalitet. Hvordan ville et markedsanarkistisk system tage sig af sådanne mennesker?
Først og fremmest skal man huske på, at hvor som helst man står placeret i et fuldstændig libertariansk [8] samfund, vil man være på en eller andens ejendom. Det er på baggrund af dette, at magt kunne blive anvendt imod de kriminelle uden at krænke deres naturlige rettigheder.
Eksempelvis ville en biograf have en kontrakt[9] indeholdende en klausul, der sagde noget i retning af, at ”hvis jeg kendes skyldig af en anerkendt mæglervirksomhed [eventuelt vedlagt som bilag] i en kriminel handling, frafaldes biografejeren ethvert erstatningsansvar, skulle bevæbnede mænd fjerne mig fra hans ejendom”.
Vi kan således se, at det ikke nødvendigvis er en modsigelse at benytte magt til at fjerne uvedkommende i et fuldstændig frivilligt samfund. Alle sådanne handlinger ville på forhånd være bemyndiget af modtagerne selv [10].
Men hvad skulle man gøre af disse galninge, når først de var blevet ”arresteret”? Specialicerede virksomheder tilbydende højsikkerhed, ligesom de nuværende fængsler, ville givetvis opstå. ”Fængslerne” i et markedsanarki ville imidlertid konkurrere indbyrdes om at tiltrække kriminelle.
Overvej følgende: Intet forsikringsselskab ville garantere for en seriemorder, hvis han ansøgte om et job på det lokale bibliotek, men de ville have med ham at gøre, hvis han accepterede at leve i forvaring i en sikret bygning. Forsikringsselskabet ville sørge for at ”fængslet”, som forvarede ham, var veldrevet. Når alt kommer til alt ville forsikringsselskabet være erstatningshæftende, hvis personen flygtede og dræbte igen, idet selskabet har forpligtet sig til at erstatte enhver skade klienten måtte forvolde.
På den anden side ville der ikke eksistere unødige grusomheder for de fængslede i et sådant system. Skønt de ingen chance ville have for at flygte (i modsætning til statens fængsler), ville de ikke blive tæsket af sadistiske fangevogtere. Hvis dette forekom, ville de ganske enkelt skifte til et andet fængsel, præcis ligesom rejsende kan skifte hotel, hvis de anser personalet for at være uhøfligt. Forsikringsselskabet (som garanterer for den voldelige person) ville desuden være ligeglade med hvilket fængsel dets klienter valgte, så længe dets inspektører blot havde konstateret, at fængslet ikke kunne lade klienterne flygte ud til den almindelige befolkning.
IV. Problemstillinger
På trods af at det forelagte markedslovsystem overordnet set er logisk sammenhængende og gennemførligt, vil det utvivlsomt vække nogen former for skepsis. Jeg vil herunder kortfattet behandle nogle af de sædvanlige (og velbegrundede) bekymringer. [11]
     i. ”Hvad med dem som ingen forsikring har?”
Hvis en person ikke var forsikret, ville der for andre mennesker ikke være en garanteret mulighed for regres, skulle den pågældende forvolde skade eller stjæle deres ejendele. En sådan person ville blive mødt med mistro og folk ville, udover enkelte handler involverende mindre beløb, være tilbøjelige til ikke at handle med ham. Han ville formentlig være ude af stand til at få et fuldtidsjob, et banklån eller et kreditkort. Mange bolig- og erhvervsområder ville formentlig kræve af alle besøgende, at de var forsikrede, inden de overhovedet fik lov at komme ind. [12]
Vi ser således, at de der ikke er forsikrede, vil have deres muligheder, inklusive deres bevægelsesfrihed, ganske begrænset. Samtidig vil forsikringspræmierne for basale kontraktforsikringer, i det mindste for personer uden kriminelle baggrunde, være ganske lave.[13] Så der ville ikke være ret mange mennesker, der ikke ville være i besiddelse af denne type forsikring. Det er korrekt at nogle mennesker alligevel ville begå forbrydelser, og intet forsikringsselskab ville kunne betale erstatning herfor, men sådanne tilfælde vil opstå under enhver retsorden.
Derudover vil det være således, at når nogen (uden forsikringsdækning) har begået en alvorlig forbrydelse, vil han stadig blive jagtet af detektiver præcis ligesom under statssystemet. Og hvis disse (meget mere effektive) private detektiver på ethvert tidspunkt fandt den pågældende på en ejendom, ville de have fuld ret til at arrestere ham.[14]
     ii. Stridende institutioner
Kritikere afviser ofte privatret ved at påstå, at stridigheder imellem håndhævelsesinstitutioner vil lede til kamp – selvom dette vel at mærke hele tiden sker stater imellem. I virkeligheden ville incitamenterne til fredeligt at løse eventuelle stridigheder i et markedsanarki være længt større end i det nuværende system. Væbnede kampe er en bekostelig affære, og private virksomheder tager sig langt mere nøjsomt af deres værdier, end statens bureaukrater tager sig af deres undertvungne individer og ejendomme.
Under alle omstændigheder ville de, der førte krig i et frit samfund, blive behandlet som enhver anden morder. I modsætning til statens soldater ville private lejesoldater ikke besidde særlige voldsprivilegier. De institutioner der tolkede lovgivning ville ikke være de samme som de, der håndhævede lovgivning. Der hersker ingen reel årsag til i højere grad at skulle bekymre sig om kampe imellem de private håndhævelsesinstitutioner [15] end kampe mellem statens hær og statens flåde.
     iii. “Vil mafiaen ikke overtage magten?”
Paradoksalt er det, at frygten for at blive regeret af organiserede kriminelle bander får folk til at støtte staten, som netop er den mest ”organiserede” og mest kriminelle sammenslutning i menneskedens historie. Selv hvis det passede, at folk under markedsanarki skulle betale beskyttelsespenge og indimellem få nogle klask, ville dette være småting sammenlignet med den beskatning og de mange krigsofre, som forårsages af stater.
Men selv dette ville være at give sig for meget. Bander får nemlig deres styrke fra stater – ikke det frie marked. Alle de brancher der traditionelt forbindes med organiseret kriminalitet – gambling, prostitution, salg af stoffer – har været forbudte eller er svært regulerede af staten.[16] I et markedsanarki ville professionelle i stedet udkonkurrere sådanne skruppelløse aktører.
     iv. “Dine forsikringsselskaber vil blive den nye statsmagt!”
Tværtimod vil de private virksomheder udbydende juridiske ydelser have langt mindre magt under et markedsanarki end den nuværende stat besidder. Mest oplagt er det, at der ingen magt til at beskatte eller monopolisere ”ydelser” vil være. Hvis et givent forsikringsselskab var tilbageholdende i forhold til at betale legitime krav, ville dette hurtigt blive kendt, hvormed folk ville tage dette i betragtning ved handler involverende klienter hos det berygtede selskab. [17]
Frygten for at private individer (under et markedsanarki) vil erstatte politikere, overser de faktiske årsager til statens unoder. I modsætning til feudale monarker ejer demokratiske ledere egentlig ikke de resourcer (deriblandt menneskelige), som de kontrollerer. Derudover er varigheden af deres styre (og dermed kontrol med resourcerne) ganske uvis. Følgelig er politikere og andre regeringsansatte ikke særligt omhyggelige med at bevare (markeds)værdien af ejendomme under deres retskreds. Aktionærer i private virksomheder har derimod enhver interesse i at vælge personale og politikker, der maksimerer virksomhedens rentabilitet.
Alle statens mange grufuldheder  – besværlige skatter, brutalt politi, total krig – er ikke alene uhyrlige, de er også skammeligt ineffektive. Det ville aldrig være rentabelt for anarkistiske forsikrings- og retsselskaber at efterligne statens politikker. [18]
     v. Børn
Problemstillingen vedrørende børn er en af de mest vanskelige. Lad os i første omgang bemærke at ansvarlige forældre udelukkende ville benytte de skoler, og bo i de lejligheder eller bygningskomplekser, hvor beskyttelse af deres børn var højeste prioritet for personalet.
Udover dette kunne de basale ”forbud” mod forældremishandling og forsømmelse af børnene  blive aftalt i ægteskabskontrakten. Foruden hvad der ellers kan være af kærlighed, er et ægteskab til syvende og sidst et partnerskab imellem to personer, og fornuftige ægtepar vil offentligt udpensle den indgåede aftale med alle de fordele og forpligtelser, der medfølger. Eksempelvis kunne en kvinde, inden opgivelse af sin karriere for at opfostre sin mands børn, kræve tilsagn om økonomiske midler i tilfælde af skilsmisse (dvs. opløsning af partnerskabet). På samme måde kunne en standardklausul i ægteskabskontrakter definere og specificere straffen for upassende behandling af børn. [19]
En anden pointe at bemærke er den forøgede rolle, som adoption vil spille i et frit samfund. Så meget som det nu engang vil kunne chokere moderne følelser, ville der eksistere et fuldt funktionsdygtigt ”baby marked”, hvorved forældreprivilegier ville blive solgt til højestbydende. [20] Selvom det kan virke stupidt, ville et sådant marked med sikkerhed reducere børnemishandling. Når alt kommer til alt vil mishandlende eller forsømmende forældre formentlig være ganske tilbøjelige til at give deres børn væk til adoption, hvis kærlige forældre tillades at betale rundhåndet for dem. [21]
Det kontroversielle spørgsmål omkring abort ville, ligesom andre konflikter i et privatretssystem, blive håndteret af konkurrerende virksomheder, der fastsatte politikker således, at de bedst muligt matchede kundernes ønsker. De nok så forfærdede over denne praksis kunne etablere et lukket beboelsesfællesskab, hvori alle beboere accepterede at afholde sig fra brug af abort samt at anmelde enhver, der blev opdaget i at få udført en sådan.[22]
     vi. Registrering af ejendomsrettigheder
Hvem definerer ejendomsrettigheder i et markedsanarki? Hvilken garanti har man, hvis man køber et hus? Det er en kompleks problemstilling og jeg vil ikke være i stand til at give detaljerede svar, idet den egentlige markedsløsning vil afhænge af de specifikke omstændigheder og ville trække på hele samfundets juridiske ekspertise (som er langt større end min egen). [23] Jeg kan dog fremføre nogle generelle bemærkninger.
Hvad end (hvis nogen) ejendomsrettigheders abstrakte eller metafysiske natur er, vil formålet med ejendomsrettigheder være ganske utilitaristisk: De er nødvendige for, at individer kan være i stand til effektivt at planlægge og koordinere interaktioner med hinanden. Specialiserede virksomheder (eventuelt adskilt fra mæglervirksomhederne) ville stå for registrering af ejendomsrettigheder for enten specifikke områder eller grupper af individer. Registrering af ejendomsrettigheder ville formentlig blive håndteret igennem et komplekst, hierarkisk net af sådanne virksomheder. [24]
Frygten for at slyngelvirksomheder ensidigt skulle erklære sig selv for ”ejere” af alting er fuldstændig ubegrundet. I et markedsanarki ville virksomhederne, som udstedte rettighederne til ejendom, ikke være de samme som de virksomheder, der håndhævede disse rettigheder. Hvad mere er, konkurrencen mellem virksomheder ville tilvejebringe ægte ”checks and balances”. Hvis en virksomhed begyndte at trodse samfundsnormerne, som etableret og kodificeret på markedet, ville denne gå konkurs, ligesom en producent af ordbøger ville gå konkurs, hvis de producerede bøger indeholdende forkerte definitioner.
     vii. Uendelig regres
En mere sofistikeret kritik går på, at mit forslag hviler på et cirkulært argument: Hvordan kan folk benytte kontrakter til at definere ejendomsrettigheder, når et system af ejendsomsrettigheder er nødvendigt for at afgøre, hvilke kontrakter der er gyldige? Når alt kommer til alt kan Smith ikke sælge Jones en bil for et bestemt beløb, uden at det på forhånd er fastslået, at Smith er ejer af bilen (og Jones ejer af pengene).[25]
For at se løsningen er det nødvendigt at bryde problemet op i to dele. Først og fremmest bør vi spørge: ”Ville det frie marked kunne tilvejebringe grundlaget for sociale interaktioner?”. Jeg vil mene, at de foregående afsnit har påvist dette. Det vil sige, at jeg ovenfor har vist, at hvis vi havde et system med ejendomsrettigheder anerkendt af konkurrerende virksomheder, ville et kontraktligt system, styrende udvekslingen af disse rettigheder, danne et stabilt grundlag for privatret.
Et ganske anderledes spørgsmål at stille er: ”Hvordan er disse rettigheder defineret og allokeret til at begynde med?”. Dette er et bredt emne, og vil blive addresseret i det følgende afsnit. Men for at behandle emnet i relation til den påståede uendelige regres, bør vi betragte aftaleret [contract law, NA].
Aftaleret er en specifik gren af jura, ligesom erstatningsret eller forfatningsret er det. Det benyttes eksempelvis til at afgøre, hvorvidt en indgået aftale mellem to parter er juridisk bindende. Helt sikkert er det, at aftaleret [conctract law, NA] ikke kan blive etableret i et anarkistisk system med en kontraktlig retsorden, for ville dette ikke være at gå i ring?
Nej. De kontraktlige tilsagn givet af individer ville indeholde bestemmelser for alle eventualiteter som håndteret af den nuværende aftaleret. Eksempelvis ville forsikringsselskabet, støttende en given kunde, love at ”vi vil godtgøre enhver gæld, som vores klient forsømmer at tilbagebetale, så længe forpligtelserne er tydeligt udpenslet i en gyldig kontrakt ifølge bestemmelserne som beskrevet i hæftet Standard Aftaleret udgivet af retsvirksomheden Z”.
Dette hæfte ville muligvis kræve kontrakten underskrevet med sort blæk, bekræftet notarielt ved store beløb og at kontraktens underskrivere havde en passende alder og ædruelighed, og at de ikke var under voldelig tvang ved kontraktens indgåelse. [26] Som ved alle dele af privatret ville de nøjagtigt gældende regler ved fortolkning af kontrakten blive afgjort via alles (muligvis modstridende) ønsker igennem testen om profit versus tab.
Afslutningsvis bør vi huske på, at den endelige dommer i en given sag er… dommeren. Uagtet hvor omfangsrige lovbøgerne ville være, eller hvor indlysende præcedens måtte virke, vil enhver sag ultimativt afhænge af den subjektive tolkning givet af en opmand eller dommer, som må afsige kendelsen. [27]
Vi må aldrig glemme, at nedskrevne vedtægter som sådan er afmægtige hvis ikke varetaget af kompetente og retfærdige individer. Kun i et kompetitivt, frivilligt system er der noget som helst håb for retslig fortræffelighed.
     viii. “Hvordan kommer vi dertil?”
Vejen til et et frit samfund vil variere i forhold til områdets historie, og følgelig vil der ikke kun være en gældende måde. Vejen for nordkoreanske markedsanarkister vil uden tvivl være forskellig fra vejen for ligesindede individer i USA. I førstnævnte kan en voldelig omstyrtelse af et uretfærdigt styre forekomme, imens en gradvis og fredelig nedbrydning af staten er en mulighed i sidstnævnte. Det eneste som alle sådanne revolutioner ville være fælles om, ville være en forpligtelse hos den overvældende majoritet til fuldkommen respekt for ejendomsrettigheder.
Alle samfund, uanset hvor despotiske herskerne end måtte være, må besidde en basal grad af respekt for ejendomsrettigheder, selv hvis en sådan respekt er givet af skik frem for intellektuel forståelse. Alle mennesker ved, at det er en forbrydelse at voldtage eller slå ihjel[28] – selv voldtægsforbrydere og mordere ved dette.
Sådanne universelle, intuitive opfattelser af retfærdighed ville udgøre fundamentet for et privatretsystem. Denne udstrakte enighed ville muliggøre en udvikling af mere specifikke, kontraktligt definerede rettigheder. [29] Processen ville være vedvarende med et stadium af kodificerede ejendomsrettigheder og retsregler udgørende fundamentet for den næste generation af dommere og lærde til at systematisere og udvide samme.
Almindelige mennesker forstår den meningsløse spild forbundet med konflikter; de vil gøre sig stor umage og indgå store kompromiser for at opnå konsensus. Eksempelvis respekterede nyligt ankomne minearbejdere under California Gold Rush, på trods af fraværet af en formel stat, tidligere bosætteres krav. For at tage et mere nutidigt eksempel følger selv de hårdeste bøller uden videre ”reglerne” i en spontan basketballkamp på trods af fraværet af en dommer.[30]
I et markedsanarki ville frie individer igennem deres støtte til konkurrerende rets- og forsikringsselskaber fremme en human og retfærdig retsorden. De asociale individer som forstyrrede processen (ved skamløst at krænke åbenlyse ejendsomsrettigheder) vil blive behandlet som tidligere beskrevet.
     ix. Retspositivisme?
Nogle læsere kan undres over, hvordan jeg kan fremsætte et alternativ til statens retssystem, når jeg ikke først giver en rationel teori om kilden til og naturen af legitime ejendomsrettigheder.
Svaret er simpelt: Jeg har ikke en sådan teori. Ikke desto mindre kan jeg stadig sige, at et markedsbaseret retssystem ville virke langt mere effektivt end statsalternativet og at de normale indsigelser mod anarki er ubegrundede.
Der er en udbredt mistro til at lade markedet ”afgøre” noget så afgørende som, lad os sige, forbud mod mord. Men ”markedet” er blot et kort udtryk for helheden af frit handlende individers økonomiske interaktioner. At tillade markedet at fastsætte retsregler betyder i grunden, at ingen benytter vold til at påtvinge sin egen vision ned over alle andre. [31]
Mord er ikke forkert alene fordi det fejler markedstesten – selvfølgelig ikke. Men dets væsentlige umoralskhed vil komme til udtryk gennem markedskræfterne. Vi kan alle blive enige om – kontraktligt – at lade være med at begå mord og at afvente dommeres afgørelser, skulle vi blive retsforfulgt for en sådan forbrydelse. På denne måde ved vi, at vi ikke krænker nogens rettigheder.
Efter at vi er nået til en sådan enighed, og vores liv er sikrede, kan vi lade filosoffer og teologer diskutere hvorfor mord er forkert. Retslærde, der kan fremføre a priori konstruktioner af en retfærdig lov, ville bestemt spille en rolle i et markedsanarki; når alt komner til alt, ville deres tekster formentlig påvirke dommernes afgørelser. Ikke desto mindre fokuserer jeg i denne tekst på de markedskræfter, der vil forme privatretten og ikke på indholdet af en sådan ret.[32]
V. Anvendelsesmuligheder
Jeg har indtil nu koncentreret mig om de afgørende spørgsmål ved en teoretisk diskussion af privatret. Jeg vil nu illustrere et sådant systems anvendelighed i en bred vifte af områder og sætte dette i modsætning til ydelsen som udført af det statsmonopoliserede alternativ.
     i. Produktsikkerhed
En af de mest almindelige beskyldninger imod ren laissez-faire er at et totalt ureguleret marked ville efterlade forbrugerne ved skånsesløse forretningsmænds nåde. Vi fortælles, at foruden et godgørende statsligt tilsyn ville mad være forgiftet, fjernsyn ville eksplodere, og højhuse styrte sammen.[33] Sandt er det, kunne sådanne kritikere medgive, at i det lange løb vil sådanne problematiske virksomheder gå konkurs. Men forhåbentlig skulle de der sælger dødbringende hamburgere, foruden tabet ved at miste fremtidige kunder, straffes øjeblikkeligt for dette.
Som ved andre retsområder tror jeg, at markedet ville håndtere disse tilfælde ved kontraktlige tilsagn. Når en forbruger købte noget ville en del af pakken bestå af en garanti såsom, ”hvis dette produkt forårsager skade, som afgjort ved en anerkendt mæglervirksomhed, er forbrugeren berettiget til standardskadeserstatningen”. Og, ligesom individer formentlig ville være nødsaget til at være forsikret hos et større forsikringsselskab, før nogen som helst ville handle med dem, ville forettninger ligeledes være nødsaget til at være forsikret imod mulige forbrugerretsager, hvis de ønskede at tiltrække kunder.[34]
Vi ser med det samme, at dette system undgår de mareridtsscenarier som fremført af fortalere for statslig regulering. Lad os tage tilfældet ved flyrejser. Den Føderale Luftfartsadministration [Federal Aviation Administration, NA] ”garanterer”, at fly har haft ordentlig vedligeholdelse, at piloterne er veludvilede osv. Forbrugere slipper således for at bekymre sig om, hvorvidt deres fly styrter ned. I modsætning hertil påstår mange, at under et frit marked vil forbrugere være nødsaget til at føre statistik over antallet af flystyrt for hvert flyselskab, og de ville være nødt til at være eksperter  i flyvedligeholdelse for at se, hvilke virksomheder var bedst.
Men dette er nonsens. Det eneste en flypassager behøver at gøre, er at sørge for, at når han køber en flybillet, er en del af det han køber et tilsagn (bakket op af et forsikringsselskab), der siger, at ”hvis du dør i et flystyrt, vil vores flyselskab betale dit bo Y millioner kr.” Idet forsikringsselskaberne står til at tabe millioner af kroner, hvis dette flyselskabs fly styrter ned, er det dem, der vil sørge for at hyre trænede inspektører, holde omhyggelige vedligeholdelsesjournaler osv. De ville sige til flyselskaberne: ”Ja, vi vil tegne for jeres, over for kunderne, kontraktlige forpligtelser, men alene hvis i følger vores sikkerhedsprocedurer, tillader vores inspektører at granske jeres fly, udarbejder en passende undersøgelsesproces i forhold til jeres piloter osv., og hvis vi griber jer i at overtræde aftalen, pålægges I bøder i overenstemmelse hermed”. Idet forsikringsselskabet ønsker at  profitmaksimere,  vil de glædeligt betale for forebyggende tiltag, såfremt dette vil medføre større besparelser end forventede betalinger til erstatninger for omkomne i et flystyrt.
Dette står i skærende kontrast til det nuværende system. FAA opsætter også retningslinjer, men hvad er dets incitamenter? Hvis et flystyrt forekommer, vil FAA modtage flere penge, idet alle ville sige, at flystyrtet viste, hvordan det forfærdelige ”frie marked” for fly er. Opsvulmede statslige styrelser forvalter altid deres resourcer dårligt, således at der er for mange mellemledere og for få inspektører. Vigtigst er det, at idet der ingen konkurrence er, eksisterer der ingen at sammenligne FAA’s tilsyn med. Nogle underordnede mekanikere kunne have en god idé til, hvordan man forbedrer flysikkerheden, men det bureaukratiske FAA ville bruge årevis for at implementere det.
     ii. Professionel licensudstedelse
Tæt knyttet til produktsikkerhed er den professionelle licensudstedelse. Lad os benytte medicin som eksempel. Uden statslig regulering tror mange, at patienter vil være overladt til kvaksalvernes nåde. Uvidende forbrugere ville gå til den hjernekirurg, der nu engang tog den laveste pris, og følgelig ville de blive slagtet på operationsbordet. For at forhindre dette må den velvillige stat træde til og opsætte retningslinjer – opbakket af våben – til at begrænse dem, der går ind i det medicinske erhverv.
Dette er selvfølgelig noget sludder. Frivillige organisationer, som udelukkende tillod kvalificerede læger i deres stand, ville formentlig opstå. Bekymrede forbrugere ville kun benytte de læger, der var godkendt af anerkendte foreninger. Patienterne ville, inden de gennemgik risikable behandlinger eller indtog ordineret medicin, kræve kontraktlige tilsagn om erstatning ved tilfælde af skader. Igen  er det forsikringsselskaberne, som ville sørge for at lægerne, som de forsikrede, rent faktisk var kvalificerede. Idet de står til at tabe millioner af kroner i eventuelle fejlbehandlingssager, ville forsikringsselskaberne være meget forsigtige ved fastsættelse af deres standarder.
Et sådant system ville være langt at foretrække i forhold til det nuværende system. Som det er nu, er den Amerikanske Lægeforening [American Medical Association (AMA), NA] intet mindre end en bedre fagforening, som påkræver lægerne umådeligt meget uddannelse og oplæring, for således kunstigt at kunne begrænse antallet af praktiserende læger, hvormed de driver lønninger (og generelt udgifter til sundhedsplejen) i vejret. Uden dets monopol ville AMA være ude af stand til at kontrollere væksten i ”alternative” behandlingsformer, såsom naturlægemidler, som omgår den nuværende trygge alliance mellem store medicinalvirksomheder, hospitaler og staten.
Man må også indse, at incitamenterne hos Fødevare- og Lægemiddelsstyrelsen [Food and Drug Association (FDA), NA] gør den alt for konservativ: Dør nogen som følge af et nyt lægemiddel godkendt af FDA, vil FDA få skylden. Men dør nogen, fordi FDA ikke godkendte et nyt lægemiddel, tildeles FDA ikke skylden, idet skylden således pålægges selve sygdommen. Følgelig tilbageholdes mange potentielt set livreddende lægemidler i øjeblikket fra døende patienter. I et fuldstændig frit marked ville patienter have lov til at tage alle de lægemidler, de måtte ønske.
     iii. Våbenkontrol
Jeg er klar over, at nogle libertarianere finder enkelte aspekter af mit system en smule foruroligende. Foruden ubetingede garantier for abstrakte rettigheder kan det virke som om, at der altid er en fare for, at staten kan smugles ind ad bagdøren.
Istedet for at undvige sådanne emner vil jeg give det bedste eksempel, som jeg mener bedst kan  demonstrere forskellen mellem det konventionelle libertarianske synspunkt og mit eget: våbenkontrol. Som det skal vise sig, mener jeg ikke, at mit perspektiv er uforeneligt med den libertarianske overbevisning, omend jeg tror, at det (i det mindste til at begynde med) vil gøre mange libertarianere utilpas.
De gængse argumenter om våbenkontrol lyder som følger: Modstandere siger, at våbenkontrol vil gøre folk forsvarsløse over for kriminelle og efterlade borgerne i statslederes nåde – loven kan først træde i kraft, når nogen rent faktisk har benyttet sit våben imod uskyldige. Fortalere for våbenkontrol hævder imidlertid, at denne position er alt for dogmatisk – nogle forebyggende foranstaltninger må nødvendigvis kunne begrundes i offentlighedens interesse.
Som ved de fleste debatter inden for rammerne af et statsligt retssystem, mener jeg, at begge parter har legitime pointer. Det er helt afgjort, at vi ikke kan stole på, at staten skal beskytte os, såsnart den har afvæbnet os. Men på den anden side føler jeg det en smule fjollet at hævde, at folk skulle have mulighed for at opbygge lagre af atomvåben i deres kælder. (En streng tolkning af mange libertarianske argumenter ville indebære netop dette). Heldigvis tillader det privatretlige system, som jeg har beskrevet, os at omgå dette ”tradeoff”.
Vi husker, at straffen for beskadigelse og mord ville etableres ved kontraktlige tilsagn garanteret af forsikringsselskaber. Folk tillader Joe Smith adgang til deres ejendom, fordi de ved, at hvis han skader nogen, vil han enten direkte eller igennem et forsikringsselskab skulle betale erstatning herfor. Forsikringsselskabet tjener sine penge ved at opkræve passende præmier tilpasset den enkelte kunde. Såfremt Joe Smith tidligere har været dømt skyldig for voldelig adfærd, vil hans forsikringspræmier være tilsvarende højere.
Men der er andre faktorer end tidligere adfærd, som et forsikringsselskab ville medtage i sin betragtninger ved fastsættelse af præmier. Og en af disse faktorer ville uden tvivl være: Hvilken type våben holder denne klient i sit hus? Når alt kommer til alt vil forsikringsselskabet, hvis selskabet accepterer at betale $10 millioner til boet hos enhver Joe Smith slår ihjel, være meget interesseret i at vide om Smith opbevarer oversavede jagtgeværer – endsige atomare våben – i kælderen. De der besidder sådanne våben, vil med langt større sandsynlighed skade andre, så vidt forsikringsselskabet angår, og følgelig vil deres præmier være desto højere. Faktisk ville risikoen ved en klient besiddende nukleare (eller kemiske, biologiske osv.) våben være så høj, at ingen forsikringspolice formentlig ville blive tilbudt.
Denne metode er den statslige overlegen. Virkeligt farlige våben ville være begrænsede til individer villige til at betale de høje præmier forbundet med ejerskabet af disse – børn ville ikke kunne købe bazookaer i det lokale supermarked. På den anden side ville der ikke være det skråplan, der nu eksisterer med den statslige våbenkontrol. Vi ville aldrig frygte at alle våben ville blive gjort forbudt, idet forsikringsselskaberne er ude efter at skabe profit, ville det være langt mere profitabelt at tillade folk besiddelse af håndvåben imod at betale lidt højere præmier.[35]
Som ved alle kontrakter under mit system ville de der ”regulerede” våben være fuldkommen frivillige uden at involvere nogen overtrædelse af libertarianske rettigheder. Forsikringsselskaberne tvinger ikke nogen til at opgive deres bazookaer.  Det eneste de siger er: Hvis du ønsker, at vi skal garantere dine kontrakter indgået med andre, kan du ikke eje en bazooka. Forsikringsselskaberne er de retmæssige ejere af deres penge, og de er således fuldstændig i deres gode ret til at fremsætte en sådan anmodning.[36]
Dette er langt at foretrække i forhold til det statslige system, som ingen ansvarlighed har. Hvis politikere forbyder våben og forårsager, at tusinder af mennesker bliver ofre for kriminalitet, sker der dem ingenting. Men hvis et forsikringsselskab opsætter urimelige krav for sine kunder , vil de skifte til en anden virksomhed,  og den vil hurtigt gå konkurs.
     iv. Farlige kriminelle
Det påstede tradeoff mellem individuel frihed og offentlig tryghed er ligeledes eksemplificeret i debatterne om  ”retsteknikaliteter”. Konservative kan godt lide at beklage sig over tilfælde, hvor mordere sættes på fri fod af sentimentalt medfølende dommere, simpelthen fordi politiet fik tilståelsen igennem tvang eller glemte at oplyse den mistænkte om hans rettigheder. Venstreorienterede (såsom Alan Dershowitz) reagerer ved at sige, at på trods af det ulykkelige ved sådanne sager, er de nødvendige for at holde styr på politiet.
Som ved våbenkontrol er jeg forstående over for begge sider i denne debat, og igen mener jeg, at mit system kan undgå begge slags absurditeter. For at se dette kan vi forestille os, at ved en tilfældighed har en tydeligvis ”skyldig” morder ikke overtrådt nogle kontraktlige bestemmelser. Eller antag at en opmand – som udelukkende behandler mordsager på grund af historisk fortræffelighed i sine kendelser – af en eller anden årsagere laver en skandaløs kendelse og kender en person uskyldig på trods af overvældende beviser for det modsatte.[37]
Idet han blev frikendt på en teknikalitet, vil morderen ikke behøve at betale nogen erstatning til offerets bo. Men reglerne styrende denne hændelse ville straks blive justeret for at forhindre det i at gentage sig – private virksomheder ville være under langt større pres end monopolistiske stater ved tilfælde af så dårlig offentlig omtale.
Der er endnu en forskel. I et statsligt system ville en person frikendt på en teknikalitet gå fuldstændig ustraffet hen. Men under privatretsystemet, som jeg har beskrevet det, ville morderens forsikringsselskab alligevel kunne hæve præmierne. Det ville ingen forskel gøre, om han rent faktisk blev kendt skyldig for en given kriminalitet – deres eneste bekymring ville være, hvorvidt der eksiterede en sandsynlighed for, at han kunne blive kendt skyldig (for en anden kriminel handling) i fremtiden, for da ville de være nødsaget til at udbetale erstatninger.[38]
Denne analyse løser spørgsmålet om prøveløsladelse. Selvom de fleste forbrydelser ville indebære økonomiske erstatinger frem for fængsling, ville der stadigvæk være personer, der ville være for farlige at slippe på fri fod. Forsikringsselskaberne ville sætte denne grænse. Så længe en virksomhed ville være villig til at betale erstatninger for enhver skade  en kriminel måtte forårsage i fremtiden, ville folk tilbyde ham arbejde, lade ham leje et værelse osv. Rehabilitering ville således være af stor økonomisk interesse for virksomhederne, i forhold til at kunne øge antallet af betalende kunder.
På den anden side ville virkelig farlige personer ikke ”prøveløslades”. På nuværende tidspunkt har staten psykologer og andre ”eksperter” til at beslutte, hvornår sexforbrydere og mordere er klar til at blive sat på fri fod. Idet de intet ansvar har, afprøver disse eksperter, der lever i intelektuelle elfenbenstårn, deres teorier på uheldige ofre for recidive forbrydere.[39]
VI. Konklusion
Dette essay har skitseret mekanismerne ved den fuldkommen frivillige markedslov. Det gennemgående tema er at konkurrence og ansvar tvinger sande eksperter til at beskæftige sig med de vigtige beslutninger, som skal foretages i ethvert retssystem. Det er en statslig myte, at lov og orden alene kan produceres af en monopolistisk institution igennem organiseret vold.
Argumenterne præsenteret i dette essay er ganske vist ufuldstændige – mere tænkning er utvivlsomt nødvendigt, førend et skift til markedsanarkiet er muligt. Men jeg beder læseren om at modstå fristelsen til at afvise mine idéer som værende ”uigennemførlige” uden først nærmere at beskrive, hvorledes det statslige retssytem ”virker”.
 
Oversat af Nicklas Augustine, 2013