Ret i et anarko-kapitalistisk samfund: Murray Rothbard

Indledning

 
Ret er et centralt element i ethvert samfund. I moderne samfund er ret næsten altid underlagt et statsligt monopol, som både træffer strafferetlige afgørelser og løser tvister mellem private og juridiske personer. Dette er ikke tilfældet i et frit samfund, dvs. et anarko-kapitalistisk samfund, i og med staten ikke er en moralsk gyldig entitet. Dette faktum bevirker, at ovenstående problemstillinger – og mange andre – må håndteres på anden vis i et frit samfund.
Inden for de talrige anarkistiske strømninger er denne håndtering genstand for megen debat, og der er i tidens løb blevet fremlagt adskillige fremgangsmåder. Denne artikel har til formål at gennemgå blot én persons syn på samfundsudfordringen, nemlig det teoretiske og praktiske synspunkt fremsat af Murray Rothbard i hans værker For a New Liberty: The Libertarian Manifesto og The Ethics of Liberty. Indeværende artikel foregiver ingenlunde at være udtømmende, og vil blot være en overvejende overfladisk og koncis gennemgang af Murray Rothbards holdninger på området.
 

Retsaksiomet

Grundlaget for al anarko-kapitalistisk teori, også håndteringen af retsmæssige problemstillinger, er ikke-aggressionsaksiomet (the non-aggression axiom). Kort sagt siger aksiomet, at en eller flere personer ikke må udøve aggression mod en eller flere personer eller dennes/deres besiddelser. Aksiomet stammer fra princippet om selvejerskab (et emne Murray Rothbard behandler minutiøst i de fire første kapitler i The Ethics of Liberty) hvoraf ejerskab af besiddelser ligger i direkte forlængelse af ejerskab af egen krop. Frihedsrettighederne, de negative menneskerettigheder, bunder alle sammen i retten til at besidde ejendele; ytringsfrihed, eksempelvis, er ikke et diffust begreb brugt til at give mennesker en mulighed for at sige hvad de føler, men inkluderer også en lokalitet at sige det på eller et medium at sige det igennem. Enten skal det være på egen grund (eller på en grund hvor ejeren har givet ytreren lov til at ytre sig på) eller så skal ytringen skrives på en computer, der ofte er ytrerens egen eller en anden person, som har givet ytreren lov til at bruge computeren mv. Foruden dette skal ejerskabet over ytrerens krop, som ifølge teorien er ytrerens egen, også medtages i denne betragtning.
Denne måde at anskue ejerskabet over sin egen krop, dennes funktioner og ejendele gør, at ikke-aggressionsaksiomet bliver et centralt element i anarko-kapitalistisk teori, mens det ligeledes bliver hele samfundets omdrejningspunkt. Alle tænkelige samfundsrelaterede problemer skal løses, men kan kun blive løst via overholdelse af aksiomet – dette er også tilfældet med kriminelle eller den tabende part i en retstvist. Men som Murray Rothbards naturrettighedsvinkel hurtigt vil afsløre er dette kriterium et meget bredt et af slagsen, og giver næsten uanede mængder af muligheder – og med dertilhørende stor frihed for den enkelte.
 

Praktisk tilgang til ret og retspleje i et frit samfund

Hvordan processuelle problemstillinger løses i Murray Rothbards idealsamfund er ikke nogen større videnskab; i høj grad er det op til markedet at bestemme udfald og struktur, men Murray Rothbard anser det som værende en nødvendighed, at domstolene i samfundet i fællesskab måtte forpligte sig til at følge et bestemt, frihedsmålrettet lovkodeks. Lovkodekset vil blive gennemgået senere, men inden da må retsstrukturen i Murray Rothbards samfund kigges på.
I dette anarko-kapitalistiske samfund vil der være mange forskellige domstole med mange forskellige dommere, eller voldgiftsmænd, som en skadelidt kunne gå til for at få afgjort civilretlige såvel som strafferetlige spørgsmål. Domstolenes dommere eller voldgiftsmænd ville formentligt inddele sig efter en lang række specialiteter; nogle domstole ville holde sig til udelukkende at arbejde med handelsret, nogle udelukkende med søret etc., mens andre og lidt større domstole formentligt ville spænde vidt i deres udbud af ydelser. Forestillinger kan gøres hele tiden, men det vil i sidste ende være markedet, som dikterer hvordan de private domstole indretter sig og udbyder deres ydelser.
Inden man kan diskutere hvordan retsplejen helt konkret ville fungere i et frit samfund, er det først vigtigt at slå fast hvordan domstolene ville blive finansierede. Murray Rothbard giver tre forslag til hvordan domstolene vil kunne overleve på markedsvilkår; enten kunne hver enkelt person (naturligvis såfremt personen ønskede det) abonnere på ydelserne af en bestemt domstol med en indbetaling pr. måned, kvartal, halvår, år osv. Såfremt en person, enten privat eller juridisk, ikke har behov for at bruge en domstol så ofte, kan personen også betale domstolen hver gang personen gør brug af dens ydelser med den sædvane, at den tabende part i den pågældende sag tilbagebetaler beløbet til den vindende part. Den tredje mulighed Murray Rothbard lægger frem er, at ret og retshåndhævelse bindes sammen i et frit samfund, hvilket samtidig leder os hen på strukturen af retssystemet.
Ifølge mange anarko-kapitalistiske tænkere vil såkaldte ”private defence agencies” (PDA fremover) eksistere i et frit samfund. PDA’ere vil have det primære formål at beskytte betalende kunder mod interne og eksterne trusler. Dette vil betyde, at PDA’ere både vil agere politi og, i mindre omfang, argumenterer Rothbard, militær. Hvordan dette præcist vil blive gjort er ikke formålet med denne artikel, men det er nødvendigt at nævne i og med Murray Rothbard spekulerer i, at PDA-firmaer som led i deres service også vil tilbyde retslig hjælp funderet på markedsvilkår således købere af ”politiordningen” oveni handlen også har muligheden for at få en ”domstolsordning”.
Dette scenario vil lede os ind i selve strukturen af retssystemet i et anarko-kapitalistisk samfund, og ikke så meget i forudsætningerne for at strukturen kan opstå. Et eksempel vil blive illustreret gennem en lille case mellem to parter i tråd med Murray Rothbards oprindelige formulering.
 
 
Forestil dig, at Jensen har stjålet en ting, som retmæssigt tilhører Hansen. Hansen kontakter sit PDA-firma og de finder frem til, at Jensen er tyven. Såfremt Jensen uden problemer accepterer skylden vil han også uden problemer acceptere den straf Hansens PDA-firma pålægger ham (det anarko-kapitalistiske straffeudmålingsprincip ifølge Murray Rothbard vil blive behandlet senere). Men såfremt Jensen ikke vil kende sig skyldig må Hansen som det næste gå til sin domstol, hvor han kan få prøvet sin sag; Hansens domstolsydelse er en del af den ordning hans PDA-firma udbyder, og han går derfor til dem igen for at få Jensen kendt skyldig i tyveriet.
Hvis Jensen også er kunde hos samme PDA-selskab som Hansen, er der intet problem; domstolsafgørelsen internt i selskabet er bindende mellem parterne. Hvordan straffen, såfremt Jensen stadig modsætter sig afgørelsen, bliver håndteret vil variere, men blev allerede accepteret gennem kontrakt da Hansen og Jensen som kunder af PDA-firmaet i første omgang tilmeldte sig ordningen. Hvad nu hvis Jensen ikke er kunde hos Hansens PDA-selskab, hvad vil der så ske? Murray Rothbard forestiller sig i dette tilfælde, at Jensen vil gå til sin egen domstol og sagsøge Hansen for bestikkelighed (eller, dog ikke ifølge Rothbard, vil igangsætte en modproces gennem sin domstol). Hvis hans domstol, som Hansens domstol også gjorde, fandt ham skyldig i tyveri, vil dette føre med sig, at Hansens PDA-firma vil følge egne retningslinjer om hvordan Hansen på bedst mulig vis får erstatning (dog kun hvis dette er i overensstemmelse med ikke-aggressionsaksiomet). Men hvad nu hvis Jensens egen domstol finder ham uskyldig – hvordan løser Hansens PDA-firma og Jensens domstol uenigheden?
En måde, som Murray Rothbard dog ikke nævner, er at undergå forhandlinger, dvs. en mægling parterne imellem. I disse mæglinger kunne det bedst mulige resultat fremkomme, hvor klienterne også vil have repræsentanter til stede fra hver deres agentur. En anden mulighed, som Murray Rothbard er en fortaler for, er en specialdomstol, der kun behandler ankesager (som unægtelig må blive Jensens næste skridt). Murray Rothbard agiterer for et fælles lovkodeks som alle domstole skal forpligte sig til at overholde, og ét af punkterne i lovkodekset vil være domstolenes forpligtelse til at give deres kunder mulighed for at anke deres afgørelse til en separat og neutral ankedomstol. Lovkodekset vil også, ifølge Rothbard, foreskrive, at afgørelsen ved en ankedomstol vil være den endegyldige beslutning, som altså ikke kan gentages hos en anden ankedomstol. Hvis Jensen kendes skyldig hos den valgte ankedomstol vil Hansens PDA-firma indkræve erstatningen i tråd med egne retningslinjer.
Ankedomstole vil dermed blive det Murray Rothbard kalder ”cutoff point” med hjemmel i det anarko-kapitalistiske lovkodeks. Et ”cutoff point” er til for ikke at lade retssager køre i uendelighed uden en vis form for kompensation til den skadelidte, og de er velkendte i monopolistiske samfund (Højesteret er det danske ”cutoff point”, mens Rothbard selv nævner den amerikanske ”Supreme Court”.
Slutteligt er det værd at nævne hvordan ankedomstolene vil blive integrerede i det anarko-kapitalistiske samfund ifølge Murray Rothbard; de er ikke finansierede gennem skat som tilfældet er med monopolistiske samfund, men foreslås finansieret af Rothbard gennem de firmaer kunderne bruger for at få løst tvister; en månedlig indbetaling for ydelser af PDA-firmaer kan også inkludere en betaling til den ankedomstol PDA-firmaet tager i anvendelse.
 
Med denne afrunding af tilgangen til ret og retspleje i Murray Rothbards anarko-kapitalistiske samfund vil vi bevæge os over i det førnævnte anarko-kapitalistiske lovkodeks. Murray Rothbards retssystem afhænger i høj grad af dette, og det er derfor vitalt i forståelsen af Rothbards ønskesamfund.
 

Det anarko-kapitalistiske lovkodeks

Ifølge Murray Rothbard er et lovkodeks en absolut nødvendighed i et samfund uden monopolistisk retssystem. Den væsentligste pointe Rothbard gør sig i denne sammenhæng er homogeniteten; domstolene i samfundet skal alle benytte sig af det samme lovkodeks. Murray Rothbard kommer ikke ind på hvordan sådan et lovkodeks skal blive vedtaget, men kommenterer blot at det skal være bredt accepteret. Man kan dog snildt forestille sig, med Murray Rothbards baggrund in mente, at hans foretrukne fremgangsmåde til at opnå det endegyldige lovkodeks’ udformning formentligt ville være gennem direkte demokrati blandt beboerne i samfundet. Murray Rothbard beskæftiger sig heller ikke med den naturlige ”frihedskontradiktion”, der ligger i at et lovkodeks skal være bredt accepteret blandt beboerne i samfundet. Murray Rothbard forklarer imidlertid hvad lovkodekset skal indeholde:
”The legal code, simply, would insist on the libertarian principle of no aggression against person or property, define property rights in accordance with libertarian principle, set up rules of evidence (such as currently apply) in deciding who are the wrongdoers in any dispute, and set up a code of maximum punishment for any particular crime. Within the framework of such a code, the particular courts would compete on the most efficient procedures, and the market would then decide whether judges, juries, etc., are the most efficient methods of providing judicial services.” (Rothbard, 1973).
Ikke-aggressionsaksiomet og ejendomsretten er allerede kort beskrevet i indeværende artikel; Murray Rothbards naturfilosofiske udgangspunkt bunder i John Lockes tanker om selvejerskab og ejendom ved enten at blande naturalier med arbejde eller opnå ejerskab på anden legitim vis (mere om dette i bl.a. kapitel fire i The Ethics of Liberty). Ikke-aggressionsaksiomet er ”den gyldne regel” i Rothbards samfund; ovenstående ejendom må der ikke udøves aggression mod. Dette er de to basale elementer i anarko-kapitalismen som filosofi, og det er to sider af samme mønt.
Når det kommer til bevisreglerne, må det til syvende og sidst være op til forarbejderne af lovkodekset at nå til enighed om de mest effektive regler, hvorefter beboerne i samfundet gennem en afstemning skal rejicere eller acceptere reglerne. En formodning ville dog være, som eksempelvis i dansk ret, at bevisbyrden ligger hos skadelidte, med undtagelse af specifikke omstændigheder med præsumptionsansvar, som skal bevise at skadevolder har handlet ansvarspådragende.
 
Det anarko-kapitalistiske straffeudmålingsprincip ifølge Murray Rothbard vil være et slags proportionalitetsprincip. Proportionalitetsprincippet er et absolut maksimum en skadelidt kan kræve af en skadevolder; skadelidte kan således også gøre krav på mindre end det maksimale, skadevolderen kan købe sig ud af straffen mv. Alt dette omtales til udførlighed i det trettende kapitel af The Ethics of Liberty. Det er vigtigt at nævne, måden hvorpå straffe skal udmåles i et anarko-kapitalistisk samfund varierer fra meningstilkendegiver til meningstilkendegiver.
De sidste ord om lovkodekset er baseret på markedet. Lovkodeksets rammer vil fremsige hvordan de enkelte domstoleenheder vil gebærde sig på markedet. Efterspørgslen vil favorisere de domstole, som er i stand til at udbyde den billigste, hurtigste og mest effektive proces hvilket vil drive de dyre, langsomme og ineffektive domstole ud ad markedet. Murray Rothbard har i denne forbindelse også en idé om hvad der konstituerer den bedste service, og hvordan domstolene vil agere. Princippet er meget brugt i det danske retssystem.
 

Sædvaneret som ”lovgivningsproces”

 
Den sidste del af Murray Rothbards anarko-kapitalistiske retssystem vil fuldende en slags retlig trinfølge i tråd med den formelle lovs princip i dansk rets legalitetsprincip. Hvor den danske retlige trinfølge har grundloven øverst, dernæst almindelige love, herefter anordninger mv., så vil det anarko-kapitalistiske retssystem ifølge Murray Rothbard ligeledes indrette sig på nogenlunde tilsvarende vis.
Ikke-aggressionsaksiomet vil være øverst placeret i den retlige trinfølge. Aksiomet vil være helt og aldeles præceptivt i alle henseende. Under ikke-aggressionsaksiomet kan man passende indsætte det anarko-kapitalistiske lovkodeks, der sågar har ikke-aggressionsaksiomet indskrevet materielt, hvilket på sin vis ville kunne sidestille sig med retsplejeloven i Danmark. Nederst på den anarko-kapitalistiske retlige trinfølge finder man sædvaner. Sædvaner vil ikke, som i Danmark, blive inddelt i dem, som er fulgt almindeligt, stadig og længe, men i stedet være samlet til én enhed fri for inddeling.
Det anarko-kapitalistiske retssystem være bygget på et slags præcedenssystem, hvor dommere eller voldgiftsmænd træffer afgørelser baseret på andre lignende domme. Præjudikater – som det nederste niveau i den retlige trinfølge – vil dermed fastslå adfærdsmønstret for befolkningen i det anarko-kapitalistiske samfund, og bestemme hvilke straffe der bliver givet i hvilke tilfælde. Tager man udgangspunkt i ovenstående eksempel med Jensen og Hansen, så vil Jensens straf, i Murray Rothbards anarko-kapitalistiske samfund, blive dømt i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, som sideløbende vil være underlagt formelle grænser i lovkodekset og ikke-aggressionsaksiomet.
 
 
Dette er Murray Rothbards argument for, at sædvane bliver lovgivningsproceduren i det anarko-kapitalistiske samfund. Med tiden vil stadig flere og flere sager blive prøvet for retten, hvorfor dommere eller voldgiftsmænd vil have flere og flere sager at tage stilling ud fra. Hvad dette system naturligt må føre med sig over en længere periode er en slags facitliste hvad angår domsafsigelser; skulle en bestemt tvist minde meget om en anden, bliver resultatet, såfremt hensigtsmæssigt, det samme i den nyere sag. Dommere eller voldsgiftsmænd vil dog også justere omstændighederne til den nye sag. Dette vil betyde, at selvom der foreligger en facitliste, er der også, specielt angående nye sager, en skræddersyet løsning på de tvistende parters problem.
 

Afslutning

Som det igennem hele artiklen har været understreget, så er Murray Rothbards retssystem blot ét ud af mange udspil givet af anarko-kapitalister. Ligeledes, som igen er blevet understreget i løbet af indeværende artikel, er dette blot spekulationer foretaget af Murray Rothbard. Som Rothbard selv medgiver så er det i sidste ende efterspørgslen og markedet, der vil udforme retssystemet i et frit og anarko-kapitalistisk samfund. Hvordan orden vil udforme sig såfremt monopolet på ret og lov bliver ophævet er et mysterium, og vi kan blot gisne om resultatet med egne idealer og princippet som rettesnor. Faktum er dog, at intet vil blive overladt til tilfældighederne ved overgangen til et frit samfund – folk vil, som aktører i et laissez-faire-marked, agere efter egen interesse og derved opnå deres ønskede resultater
 
– Peter Simon Christensen