Anmeldelse: The Tragedy of the Euro

Philipp Bagus er en ung, tysk, økonom, der er tilknyttet Rey Juan Carlos University i Madrid, hvor han har taget sin ph.D i østrigsk økonomi. Udover The Tragedy of the Euro, har han skrevet én anden bog; Deep Freeze om Islands økonomiske kollaps. The Tragedy of the Euro er udgivet i 2010, og den er […]

Philipp Bagus er en ung, tysk, økonom, der er tilknyttet Rey Juan Carlos University i Madrid, hvor han har taget sin ph.D i østrigsk økonomi. Udover The Tragedy of the Euro, har han skrevet én anden bog; Deep Freeze om Islands økonomiske kollaps.

The Tragedy of the Euro er udgivet i 2010, og den er måske endda endnu mere interessant at læse i dag, end den var for to år siden. Dette postulat vil jeg vende tilbage til.

Bagus’ hovedpointe er, at euroen grundet sin konstruktion og de divergerende interesser i EU aldrig nogensinde havde en chance for succes. For at forstå, hvordan Bagus adskiller sig fra andre, der har skrevet om euro-krisen, skal man forstå den østrigske skoles metodiske tilgang til problemet. I stedet for at starte med at spørge sig selv, hvordan problemet (dvs. gældskrisen og de finansielle problemer) løses, skal vi forstå, hvorfor problemet opstod i første omgang. Bagus – og andre østrigere – argumenterer for, at ved at svare på dette spørgsmål, så finder vi som regel også løsningen til den egentlige problemstilling – nemlig, hvordan vi kommer af med problemet.

I gennem det meste af bogen, beskuer Bagus situationen fra Tysklands side – og med Tysklands befolkning som de store ofre for det europæiske monster, men det er let at perspektivere mange af problemstillingerne til danske forhold, hvis man som læser ønsker et mere nationalt perspektiv.
Bagus argumenterer for, at der siden det europæiske samarbejde startede har været to forskellige visioner for EU: Den socialistiske (anført af Mitterands Frankrig og en række andre – primært sydeuropæiske – lande) samt den klassisk liberale (UK, Tyskland, Holland osv.).

Ønsket om en fælles valuta kom fra de socialistiske lande, og var primært anført af Frankrig, der skævede grimt til den tyske Bundesbank, hvis antiinflationære pengepolitik fik de højinflationære sydeuropæiske centralbanker til at fremstå i et dårligt lys. Den tyske befolkning var tilfredse med Bundesbanken (hvilket synes logisk, da erindringerne om hyperinflation stadig var klar i hukommelsen for en del af tyskerne), men for at kunne få lov at lave sammenlægningen mellem Øst- og Vesttyskland stillede franskmændene som krav, at der skulle arbejdes på indførslen af en fælles valuta. I 1990 accepterede Helmut Kohl – mod sin befolknings ønske – Mitterands krav om plan i tre trin, der skulle sikre europæerne en fælles valuta mod til gengæld at have en fransk ”velsignelse” til den tyske sammenlægning.

ECB’s konstruktion blev sådan, at de private banker endte med at købe de stærkt overvurderede sydeuropæiske obligationer, som ECB efterfølgende accepterede som sikkerhedsstillelse for nye lån til bankerne. Lånene blev primært udstedt i nytrykte penge, der herefter kom i omløb og skabte inflation. Bagus argumenterer for, at det skaber et “tradegy of the commons”-problem (heraf navnet til bogen). Argumentet er som følger: Dét land i eurozonen, der gældsætter sig mest, får den største andel af de nyudstedte penge. Dette skaber øget forbrug i hjemlandet, hvilket forringer landets konkurrenceevne, hvorefter de nye penge cirkulerer til lande med lavere inflation og skaber prisstigninger. Landene, der får de nytrykte penge sidst (Tyskland, Holland etc.), får ikke gavn af billigere varer i udlandet, men må nøjes med hjemmemarkedet. Bagus skriver: “The Euro was advantageous to Latin countries in that its inflation could be conducted without any direct evidence of an appreciating Deutchmark.”
Af samme grund har Tyskland eksempelvis et kæmpe overskud på deres handelsbalance i disse år.

De lande, der gældsætter sig mest og hurtigst i eurozonen er således relativt bedre stillet end de øvrige euro-lande. Og denne effekt forstærkedes yderligere af, at de sydeuropæiske landes rente konvergerede mod den lave tyske rente frem til 2008, selvom der ikke blev foretaget yderligere opsparinger i landene.
Bagus argumenterer for, at dette system vil køre så længe ECB blindt accepterer statsobligationer fra de gældsplagede lande som sikkerhedsstillelse, hvilket markedet begyndte at betvivle i 2009 for grækernes vedkommende. Denne situation sætter hele euro-zonen under pres, og det er den situation, som vi oplever i dag.

Løsningen på gældsproblemerne er derfor – ifølge Bagus – ikke at redde Euroen som flere politikere higer efter. For Euroens konstruktion fordrer ganske simpelt medlemslandene til at køre med store underskud. Hvis man vil løse den europæiske gældskrise, så er det altså ikke euroen, der er løsningen – den er selve problemet.
Selvom bogen er fra 2010, så er den stadig – måske endda mere – aktuel i dag, fordi Bagus kommer med sine bud om udviklingen i Grækenland og i den politiske situation i EU generelt. Hans konklusioner kommer overraskende tæt på den udvikling, vi har set de sidste to år.

Bogen er relativt let læst, selvom den sandsynligvis kræver en smule indsigt i økonomi og i den østrigske skole.
The Tragedy of the Euro er 133 sider lang, og den kan hentes gratis her.

Er du mere til video, kan du se Bagus holde et oplæg om sin bog her.

Anmeldelsen er forfattet af Jeppe Toft. Jeppe Toft læser økonomi på Århus Universitet, mens han tillige er næstformand for Liberal Alliances Ungdom.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password