Užupis

Med kraftig inspiration fra Venedikt Jerofejevs Moskva-Petujski, som var en af de bøger som sovjetstyret ikke ville have udgivet. Bogen handler oprindeligt om en fordrukken mand, der tager toget imod Petujski for at møde sin kone og børn, men i slutningen opdager vi at han bare har vandret rundt i Moskva.
Jeg har prøvet at fange nogle af de spændinger, som er under huden på  litauerne, både med sovjetunionen og de abnorme jødeudrydelser der fandt sted i Litauen i mente.Der er også hentet mere “sproglig inspriration” hos Athur Rimbauds digte: nat i helvede og dårligt blod
————————————————————————–
Venedikt tog en tallerken suppe ned på bakken og nogle tallerkener mere, han tyggede på et sukkerærteskud, og tog et glas saftevand.  Han gik langs de grønne vægge og satte sig på sin stol, han slubrede suppen i sig imens han engang imellem tog en bid brød, ved siden af coleslawen lå en schnitzel. Han spiste imens han kiggede ud i luften.
Han rejste sig og gik ned af de nye bygninger i glas og stål, rådhuspladsen med den frosne fontæne og shoppingcenteret. Han gik ned og så på statuen af en landmand, og så buer længere ned af floden.
Han havde lige arbejdet, han havde siddet og designet reklamer, og havde besluttet sig for at tage en dag fri fra konen og barnet, og gå lidt rundt og se på byen, opleve oplevelserne af lykke en gang til i fantasien.
Han gik op af den glatte vej, op i skoven, op på bakken. Denne bakke var ikke så betrådt en plet, især ikke om vinteren. Venedikt så ud over sin fødeby, sin barndomsby, ja, hans hjem hele livet. Men han var anderledes. Som beboer ude bag de store huse i glas og stål var han accepteret imellem barokkirkerne, man fortalte ham at man var ked af det dengang med tyskerne.
Det var dejligt at se det hele lidt oppefra, så ville  han ned i Užupis, henover sneen, og så langsom op af en stejl skråning, hvorfor valgte han denne rute? Han gik et par skridt og hvilede sig op af et træ. Han kiggede ud over floden der masserede lunden. Han kom op til lågen og åbnede den, gyngerne stod parat til at blive gynget på, og man følte sig lidt sært tilpas ved at gå i en fremmed mands have. Ud på gaden, der var stille i dag, nogle mænd stod og snakkede. ”Kom ind …” en hund gøede. Amanda Lear hang ud ad et vindue, det var ellers sjældent. Han brød sig egentligt heller ikke om det, han kunne bedre lide eruption, det var så eksotisk med den sorte kvinde på skærmen. Man kunne jo ikke stirre på dem, men gjorte det alligevel i lyskrydsene, hvor man alligevel ikke gad, at se på regndråberne.
En dåse fløj igennem luften, og ramte Venedikt i nakken, han vendte sig om. Den store blå dåse lå på jorden.  ”Du er en grim jøde, det er hvad du er!” Manden havde den grå hue trukket ned over ørerne og stod med sit overskæg lænende op af husmuren, og satte sin hånd på muren, i den anden ende var malerierne. Det her var vel utopien?
Venedikt ignorerede det og gik over broen, og tændte en cigaret han kiggede over på den lille republik, en yndig lille blomst, et San Marino i miniatureversion. Han kunne godt lide tankegangen, men kom der ikke så ofte, kun når han spadserede. Han elskede at gå lange ture ned igennem Gedimino Prospektas, måske gå ind på en MC Donalds der lå som et moderne rådhus i røde og gule farver, lige ud til pladsen med en eller anden statue.
Han gik fra den store katedral med sine hvide søjler til parlamentet med de gule søjler, og over broen, han ombestemte sig og vendte tilbage til kirken og gik sydover. Han gik, og solen skinnede og blev reflekteret af jordens spejlende lak, og de små toppe af sne der samlede sig forskellige steder som hundelorte. Sandet fløj op og gav dem den gule farve som Judas af Iskarots kappe da han kyssede troen for en bedre fremtid, men solgte den, for til sidst at hænge sig selv på grund af skammen.
Det var her han havde gået i skole, det var ret anderledes dengang. Han stoppede op og så på englen, der blæste utopiens blomster op i den luft, ja den luft det var i dag, på grund af blæsten der tog et blad og svingede det udenfor den lille cafe.
Han gik ned ad den snævre gade der gik nedad bakken ned mod floden, gik væk fra republikken, han var der da den blev proklamerede, men det var han ikke mere, nu gik han her foran en Kebabstand.
Han så på de hvide søjler, gik under dem, han så folket gå op og ned ad pladserne, om sommeren sad man stadig og drak kaffe som man gjorte da han var ung.
”hvis du har lyst til at gå til venstre, Vénitjka, gå til venstre. Hvis du vil til høje, gå til højre. Du har alligevel ingen steder at gå hen. Så er det nok bedre at følge blikket og gå ligeud.” så han bevægede sig ned imod banegården, for at komme væk. Han havde intet formål med flugten, udover at hans ko0ne og barn sad derhjemme og forventede at han kom hjem døddrukken, men han var stoppet, men havde stadig behov for at bevæge sig rundt i byens kolde fugtige luft. Han ville tage til Moskva og se det Kreml, der havde styret verdens største land og hans fødeland i en menneskealder, en alder på et menneske der starter livet som en blomst i våd jord for til sidst at dø af tuberkulose, med gammelt spyt hængene på læben.
Han passerede byporten, ovenover var kapellet hvor gamle koner sad og bad helgener om at høsten hjemme i de små gårdhaver ville give et godt afkast, og der måske ville blive mulighed at sælge lidt på markedet.
Han drejede ned langs bymuren og ikoner blev solgt, han gik lidt væk fra trafikken og nød blæsten der ramte muren og blev slynget tilbage og fik hans nakkehår til at flagre som et pendul frem og tilbage.
Der kom den gråhuede fyr igennem, med kompani. Tre fyre lidt sværre end den gråhuede. ”hvor skal du hen?” Jeg pegede ned forbi træer imod banegården. ”hvorhen?” den ene løftede mig op i jakken ”Moskva. Kreml” den gråhudede spyttede på den hvide jord ”nje! Hvad skal en jøde dog der?” Jeg strakte mine fingre og mærkede mine nøgler nede i lommen, jeg tog hurtigt bundtet op og stak den ene af nøglerne ind i øjet på bøllen, og spænede tilbage imod bymuren igen. ”Jeg vil søge fred i en af de store kirker!” Han løb med kvartrillen efter sig, han passerede atter boderne med de handlende med deres ikoner, løb ind ad døren og op af trapperne til det lille kapel i Aušros Vartu, her måtte han kunne søge fred blandt de mange bedende koner. Men de var her ikke i dag.
Der var kun billeder af engle og lys, og englene lo som de nu engang gør. Lød som dengang på Lóbnja banegård, hvor en mand blev parteret af et tog på en sådan måde at han overkrop blev stående på perronen og hans underkrop blem taget med ud for at blive strøet på sporet igennem stepperne. Et par børn havde sat et rygende cigaretskod i hans mund og danset omkring ham, og grinede af det lille optrin, sådan grinede englene også. Men gud tav. Og ind ad døren kom kvartrillen.
Jeg så på dem, de så på mig. Jeg spurgte ”Hvor skal vi hen? I krig? Jeg er svag! De andre fortsætter. Værktøjer, våben …tiden! …
Ild! Ild over mig! Stop! Eller jeg overgiver mig. Kujoner! Jeg dræber mig selv!”
Men de stoppede ikke, de tog skridt nærmere. ”En mand der ønsker at lemlæste sig selv, er vel fordømt, ikke sandt?” spurgte jeg endeligt og med en desperat tone. De tog fat i mine arme og trak mig igennem lysene, så voksen væltede ud på jorden.
Manden med den grå hue tog en syl op af sin lomme, og beordrede mændende til at holde Venedikts arme ud, derefter fæstede de hans arme til gulvet og jog sylen igennem hans hals. Det var så den frihed de havde vundet for et tiår siden, han nu skulle betale aflad på.