Lene Espersen og den danske dekadence

Bo Nake skriver med udgangspunkt i Lene Espersens ferie, om den danske befolknings holdningsændring til familie og arbejdsplads.

Ikke et ord til om den politiske betydning af Lene Espersens flove afbudssag. De forskellige udtalelser om emnet den sidste måneds tid er alene øvelser i politisk retorik og taktik og er netop så perspektivløse som, de må være i et post-demokratisk samfund. Naturligvis kan farcen have en vis underholdningsværdi, som det tidligere konservative folketingsmedlem Frank Dahlgaards karakteristik af fru Espersen som ”skrupelløs”, ”pilrådden moralsk”, ”doven” og ”fræk”, men det vil dog vare noget tid endnu, inden danske politikere kommer op på et invektivisk niveau som Nigel Farages. Farages beskrivelse af EU’s præsident, Herman van … glem det, som ”a damp cloth” eller ”a low grade bank clerk” vil blive stående som en klassiker. Men vi vil bestemt følge udviklingen med interesse, også i Danmark.

Lene Espersens afbudssags betydning ligger mest i dens symptomværdi. På et tidligt tidspunkt i forløbet forklarede udenrigsministeren, at den ferie, der var begrundelsen for hendes afbud til udenrigsministermødet, ”har været planlagt i lang tid.” På mig virkede den forklaring umiddelbart som en frækhed, men det kan ministeren ikke selv have ment, for godt en uges tid senere, da hun blev spurgt af TV 2 News, om hendes arbejde eller familie er vigtigst, svarede hun, at naturligvis er begge dele vigtige, ”men min familie er vigtigst for mig. Den betyder meget og er altid i mine tanker.” I samme interview understregede udenrigsministeren betydningen af at være en god mor. Hun har sikkert ment at kunne gøre dette med sindsro, da statsministeren også har forsikret nationen om, at det er vigtigt at være en god far.

Nu vil jeg overlade det til folk, som kender Lene Espersen at afgøre, om hun er enten dum eller fræk eller måske begge dele. For det er indlysende, at en udenrigsminister ikke kan have sin familie i sine tanker altid. Så når hun valgte at spille ud med familiekortet, kunne det kun være, fordi hun mente, at hun kunne slippe godt fra det. Det er så det, der er problemet, og ikke at hun forregnede sig. For der er jo mange afskygninger af den samme tankegang. Som f.eks. det sidste lille skud på denne sag. For efter historien om udenrigsministerens påskeferie har altinget.dk fundet frem til, at hun i februar tog på vinterferie uden officiel tilladelse fra dronningen. På det tidspunkt var Lene Espersen økonomi- og erhvervsminister, men chefen for ledelsessekretariatet i det ministerium tager denne gang skraldet og siger, at kikset skyldes sekretariatet og ikke ministeren. Så lader vi det blive ved det. Men nej, heller ikke chefen for ledelsessekretariatet kan nære sig, men må også spille familiekortet. Kikset skyldes, at ”der har været peronaleudskiftning som følge af barsel.”

Barsel er altid god, for her er et felt, hvor arbejdslivet nødvendigvis må vige for intimsfæren. Som da en nyansat adjunkt ikke langt inde i det ny skoleår – hun var blevet ansat før sommerferien – ansøgte om barselsorlov. Skolens rektor må have følt sig kuppet, for episoden udløste et opslag på lærerværelset: ”Barsel bør altid meddeles i god tid til kontoret”. En formaning der udløste de sædvanlige karlekammerkommentarer fra den mandlige del af kollegiet. Men det er i modsætningen eller symbiosen mellem privatliv og arbejdsliv, at Lene Espersen fører os ind i kernen af den danske dekadence lige nu. Arbejdspladsen er til for familiens skyld, og staten skylder familien alt, mens familien til gengæld ikke skylder nogen noget.

Visse anti-feminister vil sikkert her straks pege på feminiseringen af den offentlige sektor som ondets rod, og de vil især kunne bruge skolen som et skrækeksempel. Det er ganske rigtigt, at mange skolekoner (m/k) betragter deres arbejdsplads som et værested for dem selv og en pasningsordning for eleverne. Men det er ikke givet, at det kun er et spørgsmål om feminisering. En sammenligning med private arbejdspladser, f.eks. private sprogskoler, hvor største delen af personalet typisk er kvinder, vil snarere pege på sektoren som problemet. De misforhold, der kan trives på en offentlig arbejdsplads, vil sjældent få lov til at florere på en privat.

Det betænkelige ved Lene Espersens udtalelser, ikke mindst den, at ferien havde været planlagt længe, er, at hun afslører en mentalitet som en offentlig ansat. Ganske som en kvinde på barsel mener, at hendes behov for at få børn skal finansieres af andre end hende selv og faren, mener Lene Espersen, at den byrde, det er, at hun som mor altid må have sin familie i tankerne, ikke kun skal bæres af hende selv og hendes mand, men at en hel nation skal involveres i familien Espersens projekt. Men den opfattelse er hun slet ikke alene om. En meget stor del af den danske befolkning deler i praksis denne tankegang.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password