Tiden i skolen

“Og når I får flere dobbelttimer, så vil I også opdage, at I ikke skal forberede jer så meget.”” Denne replik faldt på et lærerrådsmøde på et fjernereliggende provinsgymnasium. Det var det eneste argument, der blev brugt for at få flere dobbelttimer, hvis man ser bort fra ordskifter som: “”Når vi får flere dobbelttimer, kan vi også lave noget”.– ”Jamen, det gør vi da allerede.” ”Jamen, lave noget andet.” ”Jamen, det gør vi da også hele tiden.” (Dette er ikke en parodi, men en nøjagtig afskrift af den pædagogiske debat blandt gymnasielærere.)
Men fortalerne for flere dobbelttimer, kunne alligevel godt fornemme, at det var et fejltrin at plædere for flere dobbelttimer med det argument, at det ville være arbejdsbesparende. Da en gymnasielærer får en times forberedelse til hver klassetime, har man mere end god tid til forberedelse. Fortalerne for dobbelttimer sagde derfor allerede næste dag: ””Det er aldrig blevet sagt.”” “”Det var dog utroligt,” sagde jeg: “”Jeg hørte det blive sagt i dette rum.”” Tavshed. Naturligvis.
Man kan ikke argumentere imod dekadence, og prøver man det et sted, hvor dekadencen er så massiv som i gymnasiet, vil man først blive mødt af tavshed, dernæst chikane, og som ugerne og månederne går, vil man opdage, at bagtalelsen og sladderen har et omfang, som den nødvendigvis må have på en arbejdsplads, hvor fællesskabet er den mest udråbte værdi.
Alligevel var den bemærkning, der indleder teksten her, så god, at jeg ikke ville lade den gå tabt lige med det samme. Det var ikke ligefrem nogen overraskelse, at mange gymnasielærere tænker på den måde, men det var forbavsende, at det ville blive sagt i et så politiseret miljø, som en offentlig arbejdsplads er. Så i samme uge nævnte jeg replikken for skolens rektor: ””Det er aldrig blevet sagt”,” råbte han med det samme. ””Jamen, du var jo ikke til mødet,”” svarede jeg, ””og derfor kan du ikke sige noget om, hvad der ikke er blevet sagt. Men jeg var der og hørte det blive sagt.”” Tavshed. Og så kun skulende blikke fra ham den næste tid.
Men da jeg nogle måneder senere for sidste gang citerede bemærkningen og denne gang i telefonen til en kontorchef i undervisningsministeriet, var han i hvert fald ikke tavs. Jeg kunne nærmest høre, hvorledes han røg op af stolen, og så sagde han noget meget hurtigt og meget langt om gymnasielærernes fagforening.
Grunden til, at jeg talte med den venlige men afmægtige kontorchef i ministeriet, var, at jeg på det tidspunkt interesserede mig for fagenes årsnorm i gymnasiet. For ikke mange år siden besluttede ministeriet nemlig, at det skulle præciseres, hvor mange timer eleverne skulle have i hvert fag om året. For det var kommet alt for langt ud med aflysninger af skemasat undervisning fra ledelsens side. Der foregår hver uge mange ting på et gymnasium, som ikke vedrører undervisningen, og derfor er der hver måned et støt svind af timer. Derudover er der også de enkelte læreres fravær af anden årsag end sygdom.
Der findes nemlig utroligt mange grunde til, at læreren ikke er dér, hvor man ellers skulle vente ham – i klassen med sine elever. Men så sagde ministeren, at nu skulle fagene have en årsnorm. Det viste sig dog snart, at årsnormen ikke kunne opfyldes. Der var måske nogle halvhjertede forsøg på at opfylde årsnormen i begyndelsen, men det var der ikke meget forslag i. Det er derfor ikke udsædvanligt, at en klasse mangler mere end ti procent af timerne. Den situation er ikke bare trist men også interessant.
For det er nemlig sådan, at hvis en enkelt elev mangler mere end ti procent af sine timer, kan han ikke komme op i begrænset pensum som sine kammerater, men skal op i fuldt pensum. Det er rimeligt nok, for han har jo ikke haft den undervisning, han skulle have haft, og skolen kan derfor ikke stå inde for, at han har fået gennemgået det samme pensum som de andre. Men hvordan står så en hel klasse, der mangler mere end ti procent? Jeg stillede det spørgsmål til kontorchefen i ministeriet og tilføjede selv: “”Det er da et godt spørgsmål.”” “”Ja”,” svarede han med det samme. Og derpå blev han tavs.
Men kontorchefen havde i det mindste forstået problemet, hvad gymnasielærerne sjældent gør selv. Som den studielektor, der sagde til mig: “”Man kan da sagtens nå pensum, selv om eleverne ikke får årsnormen.”” Naturligvis, de fleste gymnasielærere lærer hurtigt at regne den ud, og i det miljø anses det nærmest for en slags professionalisme at kunne hutle sig igennem. Eller som tillidsmanden, der sagde til mig, at når kravene til eleverne med reformen skal udtrykkes i kompetencer, ”er det jo lige meget, at de ikke får årsnormen.” Det svar er et fortrinligt eksempel på dekadencen i gymnasiet, for når kravene udtrykkes som kompetencer, bliver tiden både en substantiel og en formel nødvendighed. Men det gad jeg ikke forklare tillidsmanden, for som offentligt ansat politiker interesserede han sig ikke for en belysning af problemet, men kun for hvordan han kunne smutte uden om det med lidt verbal pingpong.
Men at eleverne ikke får de timer, ministeren har stillet dem i udsigt, er dog kun en ting. Noget andet er, at de timer, der bliver tilbage, meget ofte bruges på en meget uhensigtsmæssig måde. For det første kan man ikke nå det samme i en dobbelttime som i to enkelttimer. Dernæst benytter lærerne i stigende grad tidkrævende arbejdsformer som gruppearbejde og projektarbejde, hvor udbyttet ikke svarer til tidsforbruget. Naturligvis har sådanne arbejdsformer en relativ berettigelse, men når de bruges så massivt, som det nu sker i gymnasiet, er begrundelsen ikke nødvendigvis pædagogisk.
En mere indsigtsfuld lærer sagde det på en prægnant måde til mig: ””Der er i de sidste mange år kommet så mange fagligt svage lærere ud i gymnasiet, som satser på, at arbejdsformer skal bære dem igennem dér, hvor deres faglighed ikke slår til.”” Foruden de nævnte former (gruppearbejde og projektarbejde) er der også en afart, der sjældent nævnes, men som også bruges af nogle, nl. delt undervisning. Der er nogle lærere, der simpelt hen ikke magter at undervise en hel klasse, og derfor underviser de kun halvdelen af eleverne, mens den anden halvdel laver noget andet udenfor.
Det drejer sig ikke om gruppearbejde, for dér er læreren jo altid til stede. En tillidsmand sagde til mig, at “”Det er jo et råb om hjælp.”” Men det er det heller ikke, for de lærere, der benytter denne noget suspekte udvej, siger sjældent noget om det. Det er jo også skamfuldt at hæve fuld løn for halvt arbejde.
Med sådan en hverdag er det ikke mærkeligt, at nogle gymnasielærere ofte længes efter ”noget helt andet” med et populært udtryk. Det er der rig mulighed for i gymnasiet. Jeg vil indskrænke mig til et enkelt eksempel fra farcens gebet. Noget nyt ved gymnasiereformen er, at der skal laves mere team-arbejde. Det er en god ide, for fagene kan reelt give eleverne noget, når de samarbejder, og derudover vil team-arbejde også føre til mere åbenhed. Åbenhed er noget af det, som gymnasiet savner mest af alt. (Fællesskab og mangel på åbenhed er en formel for et meget betændt miljø.)
Derfor står en del også tøvende overfor team-arbejdet. En lærerinde på det fjernereliggende provinsgymnasium foreslog derfor, at teamarbejdet skulle forberedes med team-building. Dagen oprandt, undervisningen var igen blevet aflyst, og lærerinden kunne alligevel ikke selv komme. Hun skulle noget andet Det var heldigt for hende. Lærerne brugte dagen på at kaste bolde til hinanden, lytte til afrikanske eventyr og lege radiobil.
Dagen efter sagde jeg til en inspektor, at jeg syntes, at det var en dårlig måde at bruge tiden på. Han svarede med et lille smil: ””Nå, der var da flere, der syntes, at de havde haft en underholdende dag.”” Hermed fik han så sagt, at gymnasiet er lige så meget et værested for akademikere som en arbejdsplads. (Og når så mange af lærerne betragter deres arbejdsplads som et værested, skal man i hvert fald ikke bebrejde eleverne, at de ind imellem har en ret tilbagelænet holdning til det, der foregår.) Da team-arbejdet så gik i gang, glimrede ikke så få af dem, der havde været mest begejstret for at lege radiobil, med deres fravær. Nogle blev væk fra team-arbejdet, fordi honoreringen endnu ikke var på plads, andre skulle på udflugt, og så var der de sædvanlige, der bare havde glemt det.
Men kan man gøre noget ved alt dette? Nej, det kan man ikke. Det offentlige er en mastodont, der ikke kan styres. Ledelsen bøjer igen nakken og beklager noget, de kalder ””strukturelle forhold””, mens politikernes handlekraft består i nogle flere ”signaler.” Den eneste løsning er derfor flere privatskoler.