God opførsel er an affektation

Kim Stig Andersen forsøger at gøre os klogere på, hvorfor vi mennesker opfører os, som vi gør.

Jeg har i denne artikel brudt en regel, en regel som jeg lærte på journalistkursus på Fyens Stifttidende. Nemlig den med ikke at bruge fremmedord i rubrikken.

Men mere forklaring følger, for De sidder sikkert og tænker: ”Hvad er en affektation?” Forfatteren Poul Martin Møller skrev nogle små korte tekststykker, som man kunne kalde affektationer. Fx Pigen kæler med katten, for at virke kærlig.

Slår man det op i den store danske ordbog, er definitionen af en affektation simpelthen skaberi, falskhed, påtagethed.

Og hvor vil jeg så hen med det? Jo, hvis man læser Poul Martin Møllers linje, så er pigen udelukkende flink ved katten for at andre mennesker skal synes, at hun er et kærligt væsen. Altså hendes milde væsen er en påtagethed, ingen ved hvad hun ville gøre, hvis hun var alene med katten, og ingen så på hende. Ville hun hive den i halen, kaste den imod en væg eller bide hovedet af den?

Lidt ligesom jeg nævner Poul Martin Møller for at virke intellektuel, uden at have læst noget af ham, han stod tilfældigvis i en klumme skrevet af Johannes Møllehave, som jeg læste i metroen i dag (red. den dag artiklen er skrevet). Læser man videre i hans klumme ”Tiden gør sit, men gør du dit”, nævner han også en polak; Stanislaw Jerzy Lec, som også skrev små tekststykker. Han skriver: ”For at være sig selv må man være nogen!” Og hvad kan man så lære af det? Jo, man bliver defineret ud fra sine handlinger, det kommer sikkert ikke som en overraskelse. Men det der er det tankevækkende, er hvis man tager mellemregningen med, og den står nemlig lysende klar i Poul Martin Møllers linje. Pigen er sød imod katten, fordi andre folk kigger på.

Man får ikke meget ud af at være et dumt svin, det eneste man opnår er modstand og fjendskab fra andre mennesker. Det har vi lært i en tidlig alder. Det er i bund og grund det, som adskiller os fra stenaldermennesket.

Eller faktisk ikke. Det er måske en føren tilbage til denne tid, hvor ingen civilisation havde sprunget ud? Fordi, ser man på stenaldermanden eller andre dyr for eksempel, så ser man straks, at de også inddeler sig i roller. Altså menneskets affektioner er til for at spille vores roller.

Men det er for hurtigt, man kommer ikke helt op og giver sit potentiale af at gå og tænke på, hvad andre tænker om en.

Jean-Jacques Rousseau har skrevet en bog, som hed Emile, gammel læsning! !//= til (= erne lige før den franske revolution. I filosofileksikonet fra politikkens, bliver hans tanke kogt ned på et par linjer, der er meget givende for hele værker. ” Disse tilsigter at gøre dydige og harmoniske samfundsborgere af menneskerne, som oprindelig er gode af naturen, men asociale.” Han snakker om pædagogik, hvordan man skal opdrage et barn. Man skal lade det helt frit og opdrage det med respekt for dets evner på dets stadie det er.

Men man har forskellige styrker. Og ditto svagheder. Man bliver defineret som menneske ud af begge, fordi det giver den meste korrekte definition.

Men der bliver altid defineret ud fra et drømmebillede, i stedet for det korrekte menneske. Og det ved vi godt, og dog ikke. For selv om det er en floskel at gå rundt og sige, at det er for dårligt at reklamerne påvirker os, som de gør, er det nærmest det modsatte, et absolut tabu at sige, at man gerne ville være med i paradise hotel eller alt ville blive bedre, hvis man kunne spise kinder mælkesnitte hver dag.

Derfor spiller man den her rolle, fordi man håber at vindene vender. Fx. lad os tænke på vores image. Vi bygger et image op om os selv, vi håber, at vores image kommer på mode.

Man kan meget konkret sige, at enten er man som en vejrhane, der peger derhen, hvor vinden blæser. Ellers kan man sidde og vente på, at det billede, af sig selv, man holder fast i, en dag får en bid af MTV’s sendetid.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password