Jeg har i denne artikel brudt en regel, en regel som jeg lærte på journalistkursus på Fyens Stifttidende. Nemlig den med ikke at bruge fremmedord i rubrikken.
Men mere forklaring følger, for De sidder sikkert og tænker: ”Hvad er en affektation?” Forfatteren Poul Martin Møller skrev nogle små korte tekststykker, som man kunne kalde affektationer. Fx Pigen kæler med katten, for at virke kærlig.
Slår man det op i den store danske ordbog, er definitionen af en affektation simpelthen skaberi, falskhed, påtagethed.
Og hvor vil jeg så hen med det? Jo, hvis man læser Poul Martin Møllers linje, så er pigen udelukkende flink ved katten for at andre mennesker skal synes, at hun er et kærligt væsen. Altså hendes milde væsen er en påtagethed, ingen ved hvad hun ville gøre, hvis hun var alene med katten, og ingen så på hende. Ville hun hive den i halen, kaste den imod en væg eller bide hovedet af den?
Lidt ligesom jeg nævner Poul Martin Møller for at virke intellektuel, uden at have læst noget af ham, han stod tilfældigvis i en klumme skrevet af Johannes Møllehave, som jeg læste i metroen i dag (red. den dag artiklen er skrevet). Læser man videre i hans klumme ”Tiden gør sit, men gør du dit”, nævner han også en polak; Stanislaw Jerzy Lec, som også skrev små tekststykker. Han skriver: ”For at være sig selv må man være nogen!” Og hvad kan man så lære af det? Jo, man bliver defineret ud fra sine handlinger, det kommer sikkert ikke som en overraskelse. Men det der er det tankevækkende, er hvis man tager mellemregningen med, og den står nemlig lysende klar i Poul Martin Møllers linje. Pigen er sød imod katten, fordi andre folk kigger på.
Man får ikke meget ud af at være et dumt svin, det eneste man opnår er modstand og fjendskab fra andre mennesker. Det har vi lært i en tidlig alder. Det er i bund og grund det, som adskiller os fra stenaldermennesket.
Eller faktisk ikke. Det er måske en føren tilbage til denne tid, hvor ingen civilisation havde sprunget ud? Fordi, ser man på stenaldermanden eller andre dyr for eksempel, så ser man straks, at de også inddeler sig i roller. Altså menneskets affektioner er til for at spille vores roller.
Men det er for hurtigt, man kommer ikke helt op og giver sit potentiale af at gå og tænke på, hvad andre tænker om en.
Jean-Jacques Rousseau har skrevet en bog, som hed Emile, gammel læsning! !//= til (= erne lige før den franske revolution. I filosofileksikonet fra politikkens, bliver hans tanke kogt ned på et par linjer, der er meget givende for hele værker. ” Disse tilsigter at gøre dydige og harmoniske samfundsborgere af menneskerne, som oprindelig er gode af naturen, men asociale.” Han snakker om pædagogik, hvordan man skal opdrage et barn. Man skal lade det helt frit og opdrage det med respekt for dets evner på dets stadie det er.
Men man har forskellige styrker. Og ditto svagheder. Man bliver defineret som menneske ud af begge, fordi det giver den meste korrekte definition.
Men der bliver altid defineret ud fra et drømmebillede, i stedet for det korrekte menneske. Og det ved vi godt, og dog ikke. For selv om det er en floskel at gå rundt og sige, at det er for dårligt at reklamerne påvirker os, som de gør, er det nærmest det modsatte, et absolut tabu at sige, at man gerne ville være med i paradise hotel eller alt ville blive bedre, hvis man kunne spise kinder mælkesnitte hver dag.
Derfor spiller man den her rolle, fordi man håber at vindene vender. Fx. lad os tænke på vores image. Vi bygger et image op om os selv, vi håber, at vores image kommer på mode.
Man kan meget konkret sige, at enten er man som en vejrhane, der peger derhen, hvor vinden blæser. Ellers kan man sidde og vente på, at det billede, af sig selv, man holder fast i, en dag får en bid af MTV’s sendetid.

Join the Conversation

8 Comments

  1. Pigen leger yndigt med katten, fordi hun bliver iagttaget. Men hun kan også iagttage sig selv i enrum og vil derfor kunne lege med den på samme måde, selv om der ikke er andre tilstede. Det er lidt som når piger nyder solskin med lukkede og et velsignet udtryk, som er det solen, der nyder dem. Affektation og hykleri ligner hinanden, men er ikke identiske. Det er hykleri, når den samme pige i Poul Møllers essay erklærer, at hun elsker menneskeheden, men dog undslår sig for at smøre sin gamle bedstemors ryg ind i salve. Det græske ord for hykler – hypokrites, der overtages af engelsk – betegner egentlig en skuespiller, der afventer et bifald. Det er derfor, at Jesus kritiserer offentlig bøn og anbefaler at gå i enrum. Hermed overser han, at man jo også kan hykle over for Gud.
    Men det er ikke korrekt, at det kun er god opførsel, der er affektation. Mange plattenslagere har brug for at dele deres dårlige moral med andre (:”Hold da kæft, dér tog jeg godt nok røven på dem!”.) Fænomenet kan iagttages i hverdagen eller på tv:
    http://jp.dk/udland/usa/article2019150.ece

  2. Pigen leger yndigt med katten, fordi hun bliver iagttaget. Men hun kan også iagttage sig selv i enrum og vil derfor kunne lege med den på samme måde, selv om der ikke er andre tilstede. Det er lidt som når piger nyder solskin med lukkede og et velsignet udtryk, som er det solen, der nyder dem. Affektation og hykleri ligner hinanden, men er ikke identiske. Det er hykleri, når den samme pige i Poul Møllers essay erklærer, at hun elsker menneskeheden, men dog undslår sig for at smøre sin gamle bedstemors ryg ind i salve. Det græske ord for hykler – hypokrites, der overtages af engelsk – betegner egentlig en skuespiller, der afventer et bifald. Det er derfor, at Jesus kritiserer offentlig bøn og anbefaler at gå i enrum. Hermed overser han, at man jo også kan hykle over for Gud.
    Men det er ikke korrekt, at det kun er god opførsel, der er affektation. Mange plattenslagere har brug for at dele deres dårlige moral med andre (:”Hold da kæft, dér tog jeg godt nok røven på dem!”.) Fænomenet kan iagttages i hverdagen eller på tv:
    http://jp.dk/udland/usa/article2019150.ece

  3. Det er korrekt. Alle mennesker prøver at skabe en livsløgn, og kan man ikke leve op til det gængse samfund prøver man at adskille sig fra det, for derved at skabe status i sin lille boble.
    Min differingcering af hykleri og affektion, er at hykleri i større omfang er en verbal handling. Affektionen er en mere aktiv image-pleje.
    Derfor er affektioner også svære at opfatte end hykleri, da hykleri er udtalt og er meget let at genkende. For hvis man siger at man elsker dyr, og derefter sparker til katten, falder sin påstand til jorden.
    Derimod er det sværere at gå ned til pigen med katten og sige at hendes handlen er falsk, i det tilfælde skal du kende personen godt.
    Og affektioner behøver ikke at være gode gerninger som du siger, altså gangsta-attituden er i min optil også en affektion.

  4. Det er korrekt. Alle mennesker prøver at skabe en livsløgn, og kan man ikke leve op til det gængse samfund prøver man at adskille sig fra det, for derved at skabe status i sin lille boble.
    Min differingcering af hykleri og affektion, er at hykleri i større omfang er en verbal handling. Affektionen er en mere aktiv image-pleje.
    Derfor er affektioner også svære at opfatte end hykleri, da hykleri er udtalt og er meget let at genkende. For hvis man siger at man elsker dyr, og derefter sparker til katten, falder sin påstand til jorden.
    Derimod er det sværere at gå ned til pigen med katten og sige at hendes handlen er falsk, i det tilfælde skal du kende personen godt.
    Og affektioner behøver ikke at være gode gerninger som du siger, altså gangsta-attituden er i min optil også en affektion.

  5. Jeg har også netop læst en tekst og vil dele den med jer andre for at virke mere vidende end jeg er!
    Nemlig Axelrod’s artikler om Tit for tat strategien i spilteori. Her viser han hvordan samarbejde i et uendeligt gentagene spilteretisk setup viser sig som den overlegne strategi. Vi samarbejder fordi det er i vores egen interesse.
    http://en.wikipedia.org/wiki/Tit_for_tat
    http://en.wikipedia.org/wiki/Robert_Axelrod
    Det stemmer jo fint overens med artiklens overordnet påstand om at god opførelse er en affaktetion. Nu har spilteori aldrig kunne give andet end et meget simplificeret billede, men om end ikke andet så passer denne teori meget godt med at god opførelse er en affaktetion.

  6. Jeg har også netop læst en tekst og vil dele den med jer andre for at virke mere vidende end jeg er!
    Nemlig Axelrod’s artikler om Tit for tat strategien i spilteori. Her viser han hvordan samarbejde i et uendeligt gentagene spilteretisk setup viser sig som den overlegne strategi. Vi samarbejder fordi det er i vores egen interesse.
    http://en.wikipedia.org/wiki/Tit_for_tat
    http://en.wikipedia.org/wiki/Robert_Axelrod
    Det stemmer jo fint overens med artiklens overordnet påstand om at god opførelse er en affaktetion. Nu har spilteori aldrig kunne give andet end et meget simplificeret billede, men om end ikke andet så passer denne teori meget godt med at god opførelse er en affaktetion.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.