Grundloven – en ven, der stikker dig i ryggen

Daniel Petersen skriver om en sag, hvor grundloven endnu en gang bliver brugt mod borgerne til at fremme staten.

Those were the days! De herlige dage tilbage i 1849, som er alle gode historielæreres yndlingskæledægge, når grundstenene til forklaringen af det ”gode velfærdssamfund” skal lægges i børnenes bevidsthed. Så fik vi frihed, og man kunne stemme, og der var demokrati, og alle kunne gøre som de ville, og ingen var længere slaver af nogen, og man kunne eje sine egne ting og sin egen jord, osv. osv. Så det er da fantastisk, at vi har denne herlige grundlov, som sikrer universel frihed og selvejerskab.

Hvad der er vigtigst af disse mange teoretiske grundrettigheder, som staten i sin tid (med lidt raffinerede rettelser i midten af 1900-tallet) grundfæstede som borgernes skjold mod sig selv, er en endeløs diskussion, men noget af det, der ligger en liberal mest på sinde er den uomgængelige §73, som siger:

”Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.”

Det vil frit oversat sige, at ejer du noget, ja, så er det dit, og der kommer ikke nogen og fratager dig det. Det være sig bil, hus, kuglepen og hvad man nu ellers render og gemmer kvitteringer på. Dem der tager det fra dig uden at få lov først er kriminelle og skal straffes. Det er den grundlæggende lyksaligt lydende fortolkning af loven, som den også bliver fremlagt for de fleste, første gang de stifter bekendtskab med den. Men lad os nu lige stoppe op engang og kigge lidt på det, der – desværre – viser sig at være det allervigtigste i denne paragraf, nemlig bisætningen ”…uden hvor almenvellet kræver det”.

I denne bisætning, der snedigt har sneget sig ind i en ellers liberal grundlov, gemmer der sig nøglen til alt ondt. For almenvellet er nemlig ikke så enkelt definerbart, som man skulle tro. Ja, rent faktisk kan almenvellet være ingen andre end den mand eller kvinde, der satte klima-kriller i hovedet på stort set alle landets politikere.

Det drejer sig om en idyllisk gård i Østerild, det drejer sig om Thisted Kommune, og det drejer sig om den efterhånden ikke så lidt fyldige Troels ”Venstre-Zombie” Lund Poulsen. Af alle øde steder i Norden har man nemlig valgt, at der i lille Østerild skal ligge et nationalt testcenter for vindmøller og fem til syv vindmøller oveni. Problemet er bare, at der bor mennesker der – én af dem er stakkels Kent Klemmensen, som har fået at vide, at den gård, som hans familie har haft i traditioner, ikke må bebos, når der skal udvikles nye supervindmøller i området. Dette er således også tilfældet for fem andre lodsejere i området. Det er som om regeringen har tænkt: ”Hvis nu vi fører vores denne betændte plan ud i livet så langt mod vest som muligt, så sjællænderne ikke gider interessere sig for det, så går det nok, at vi groft udnytter ordlyden i Grundloven, og ser stort på denne essentielle paragrafs egentlige intention; Vi bliver nok valgt til næste valg alligevel”.

Alle ved, at det ender med, at Kent og de andre borgere på de seks berørte gårde i Østerild må flytte fra hus og hjem, og at de selvfølgelig får en klækkelig erstatning, dels fordi den selvudråbte fjerde statsmagt, medierne, ikke i tilstrækkelig høj grad koncentrerer sig om at værne om de principielle rettigheder, som man burde have som borger i et demokrati, og dels fordi den øgede populisme omkring klimapolitik har tvunget staten og disses folkets repræsentanter i Folketinget og regeringen til at se stort på alt, hvad der hører under paraplyen frihed. Bare det gavner klimaet, så er det helt ok, at se stort på det essentielle frihedsrettigheder. Det er synd, at den sidste rytter i marsken, som man burde kunne sætte sin lid til i kampen imod den voksende Big Mother-stat, i sidste ende er udformet så ukonkret, at han på fjendens kommando vender om og dolker dig i ryggen.

Det mest paradoksale ved sagen om vindmøllerne i Østerild er dog, at det er den tidligere nok så liberale iltre VU-førerløve, Troels Lund Poulsen, der, som et produkt af den alt andet en liberalistiske Venstre-gruppe, i titel af Miljøminister skal stille sig op i al sin buttethed og forsvare dette – i mine øjne – principielle grundlovsbrud. Der er langt til målet, når man ikke engang kan stole på sin bedste ven.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password