Hjælp – min far er rød

Læs eller genlæs interviewet med Henrik Fogh Rasmussen af Henrik Qvortrup.

[Redaktionen: Artiklen hvor Henrik Qvortrup interviewer en ung Henrik Fogh Rasmussen er en artikel, som de fleste har hørt om. Det er dog de færreste, som har læst den. Derfor bringer Liberator den.]

Af Henrik Qvortrup
Berlingske Tidende 24. juni 1997

I Viborg går der en sportstrænet, ung mand rundt i gaderne. Han er desillusioneret. Og så har han har et horn i siden på sit fædrene ophav – en ikke ganske ukendt Venstre-politiker, som han i øvrigt nærmest er som snydt ud af næsen på. »Min far,« fnyser den unge mand, »er nærmest halv-rød.« »Jeg,« fortsætter han indigneret, »kan i hvert fald ikke se den store forskel mellem ham og Nyrup. Der er højst tale om forskellige nuancer af socialisme.« Henrik Fogh Rasmussen er – det kan man vist roligt fastslå – hardcore borgerlig. At far Anders beskyldes for det samme, kan Henrik ærlig talt ikke tage helt alvorligt.

For ham er dansk politik blevet til ét fedt, hvor forskellene mellem Venstre og Socialdemokratiet reelt er udvisket. Tag nu bare skatterne. Nyrup vil have skatter på ét niveau. Anders Fogh vil have skatter på et lavere, men dog stadig skatter i et eller andet omfang. Henrik Fogh Rasmussen er derimod kompromisløs: Han vil slet ikke have skatter.

Kulturstøtten er et andet eksempel. Henrik kan ikke få ind i sit hoved, hvordan i alverden hans far som erklæret liberal kan gå ind for, at Danmark overhovedet skal have et kulturministerium, der blandt andet støtter kunstnere, som ikke kan få det til at løbe rundt på egen hånd. Staten skal ikke blande sig, mener Henrik Fogh Rasmussen.

Overhovedet ikke blande sig.

Derfor skal der være fri indvandring – af samme grund er det også utænkeligt for ham at melde sig ind i Fremskridtspartiet, som han betegner som »småtskårent og befolket af bitre kværulanter«.

Henrik Fogh Rasmussen ser også for sig et idealsamfund med privatiseret politi. »Jeg kunne sagtens forestille mig handelsstandsforeningen her i Viborg gå ind og betale for politiet her i byen.« Og der skal være fuld brugerbetaling på hospitalerne. »Folk skal forsikre sig. Og alle andre må håbe på, at finke mennesker giver lidt ekstra – på samme måde som vi samler ind til de sultende i Afrika.« Med andre ord: Vi har her at gøre med den totale og kompromisløse liberalisme. Den er der pænt sagt ikke tradition for i Danmark. Og derfor har Henrik da også fået anfægtelser.

For få måneder siden var han sikker på, at han ville i fars fodspor og forsøge sig med en landspolitisk karriere. Grunden var lagt med et formandskab i VU i Viborg Amt. På det seneste er han imidlertid kommet i tvivl om, hvorvidt han overhovedet orker det med politik. »Jeg gider ikke alle de forsamlingshuse. Jeg har mødt nogle af personerne fra det organisatoriske bagland, og dér må jeg sige: Jeg gider ikke et parti, hvor man bliver betragtet som moden til indlæggelse, bare fordi man har nogle markante, politiske synspunkter. Og ved se på min far har jeg lært, at der er så uendelig langt fra synspunkter til handling. Der er andre måder at bruge sit liv på end i dansk andedams-politik.«

Derfor leger Henrik Fogh Rasmussen for øjeblikket med tanken om at drage til udlandet. Næste sommer bliver han student fra Viborg Katedralskole. Derefter satser han på en eksamen i økonomi fra Aarhus Universitet, og så kunne han godt se sig selv som rådgiver for en regering i et U-land eller et tidligere østland. »Dér vil de være parat til at prøve noget nyt. Og dér oplever man ikke alle de forhåndsparader, der er så almindelige her i Danmark,« siger Henrik Fogh Rasmussen. Selvfølgelig er den unge Fogh Rasmussen stødt på den der med, at han blot er ung og uafrundet, og at han nok skal komme til fornuft med årene. »Men sådan kommer det ikke til at gå. Jeg har tænkt tingene igennem,« siger han.

Naturligvis har han og Anders Fogh Rasmussen taget sig nogle gevaldige ture om politik. Ikke sjældent har diskussionerne fundet sted i løb. For siden Henrik var lille, har han og far Anders haft løbedillen til fælles. »Tidligere kom jeg til kort i de der løbe-diskussioner, fordi det var mig, der manglede luft. Nu er det blevet omvendt. I dag er det mig, der løber fra ham.« På samme måde – kan vi hilse fra sønnen og sige – som det også er far Anders, der bliver den lille, når de to surfer på Limfjorden. Eller spiller tennis sammen. I det hele taget mener Henrik at have registreret, at hans far er faldet lidt af på den. Således har Henrik opdaget, at Anders Fogh har lagt sig lidt ud. »Men det er vist nok bevidst. Min far har altid sagt, at folk bebrejdede ham, at han var for tynd. Det gav ikke tilstrækkelig tillid. Og her på det seneste har han også talt om, at Juppé nede i Frankrig tabte, fordi han var en streg i luften.«

Henrik Fogh Rasmussen har aldrig prøvet andet end at have en far med sæde i Folketinget. Det har været et fast vilkår gennem hele hans barndom at være søn af en landskendt politiker – tilmed én, de feste elsker at have en ufravigelig mening om. Et halvt år før Henriks fødsel blev hans far valgt ind i Folketinget for første gang, og han har siddet der lige siden. Det har Henrik på én og samme tid været glad for – og ked af. »Jeg har altid syntes, at det var sjovt at komme tæt på de store beslutninger. Og det er jeg virkelig kommet via min far. At høre om et fnanslovsforlig, før det er er offcielt, er bare alle tiders.«

For Henrik har det også været et vilkår i barndommen, at en far er sådan én, man har i weekenderne og i ferierne. Resten af tiden har hans far været i København – langt væk fra parcelhuset i Skals. »Men jeg har ikke følt noget afsavn. Sådan har det bare været. Til gengæld har jeg jo haft en far, der var intensivt sammen med mig. Vi har for eksempel været på masser af kano-ture i Sverige, hvor vi rigtig har fået snakket sammen,« siger Henrik. Det værste ved at have en berømt politiker-far? Det er, når folk glor. »Sådan har jeg haft det tit. Jeg kan huske mange gange, hvor jeg bare har sukket dybt over at skulle af sted sammen med min far. For så har jeg vidst, at nu var der dømt glosuppe,« siger Henrik. Han nævner også gymnasiefesterne som eksempler på tidspunkter, hvor det egentlig kunne være ganske behageligt at have en ukendt far. »Det ville faktisk være rart at kunne have lov at feste i fred. Men der kommer altid en eller anden irriterende brandert over og insisterer på at tale om politik og om min far. Det gider jeg ærlig talt ikke. Jeg vil hellere bare have det sjovt.«

Henrik har altid været vant til, at folk snakkede om hans far. Om at han var sort og den slags. På en eller anden måde har det prellet af, måske fordi han selv altid har ment, at hvis det var at være sort, så. . . Men én ting har brændt sig fast på nethinden. Nemlig dengang, da hans far måtte gå af som minister på grund af sagen om påstået kreativ bogføring i Skatteministeriet. Da gik Henrik i syvende klasse. »Det gjorde et kolossalt indtryk på mig. Jeg følte det ekstremt ubehageligt, at folk kiggede på os, som om min far var en gemen forbryder«. »Det er han ikke,« siger Henrik. Faktisk holder han rigtig meget af ham. Og på den baggrund bærer han også gerne over med sin fars urimeligt socialistiske samfundssyn.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password