Kvindens plads er en privat sag

Er ligestilling overhovedet et emne, der hører indenfor den politiske sfære? Det mener Lisbet Røge Jensen ikke.

Jeg vidste, jeg ikke skulle have læst artiklen med den sigende titel: ”Generation karrierebørn”. Jeg skulle slet ikke have købt bladet. Artiklen er en ny-klassiker i tidens dame-, mode- og skønhedsblade, om hvordan vi kvinder med børn får ”de løse ender til at hænge sammen”. Havde jeg haft, som Ayn Rand havde, en Horror File ville den være fyldt med artikler af denne art.

Som jeg skriver dette indlæg, skal det dog indrømmes, at jeg faktisk ikke har læst hele artiklen. Bladet, som er oktoberudgaven af modemagasinet COVER, ligger åbent på mit sofabord, og jeg stjæler i ny og næ et blik på de forjættede linier. Jeg starter cirka midt i fortællingen:

”Et mor-martyrium kalder Christel Skousen Thrane det, når hun støder på kvinder, der kun går op i deres børns vækst og trivsel. ”Hvis du har din interesse pejlet i dit barns retning, er du en god nok mor. Jeg bliver rasende, når intelligente kvinder siger, det er helt okay at gå rundt i et hus og ryste sofapuder. Rent samfundsmæssigt gavner de ikke noget. Men jeg vil nok altid lyde som en kold og kynisk bitch, mens hende den søde, der går derhjemme og bager kager, vil lyde som hende med de rette værdier,” tilføjer hun.”

Argh! Kvinden som samfundsmæssig tjenestepige? Hvorfor, spørger jeg mig selv, skulle du nu lade dig lokke alligevel. Jeg når at hidse mig op en million gange inden jeg overhovedet ulejliger mig med, at læse formålet med artiklen. Jeg ved ikke, hvem Christel Skousen Thrane er, og det ligger mig lidet på sinde at finde ud af det. Ud fra de få citerede linier, kan jeg gætte mig til, at hun er til stor nytte for almenvellet. Men hende om det. Det er mig for så vidt ligegyldigt, at hun er en samfundsgevinst eller at jeg, i hendes definition og som delvis hjemmegående, ikke er det. Det er dog utåleligt, at den lille fortælling om det enkelte menneske som samfundsoptimerende væsen er så populær i alskens magasiner og dagblade, at holdningen nærmer sig status som tidsstrømning.

Det er i sig selv oprørende, at der i ovennævnte citat sættes lighedstegn mellem at ryste sofapuder og sætte sine børns vækst og trivsel først. Nu tillader jeg mig at generalisere på groveste vis, men ligningen lyder som en, der kunne komme fra den ofte interviewede moderigtige karrierekvinde med lederansvar, der aspirerer til en kvotetildelt bestyrelsespost, og som har nået det højere niveau af indsigt, at en kvindes rette plads er på arbejdsmarkedet og et barns ditto er i institution. Hun må partout pådutte os andre denne struktur. Hun har ikke nok i at prioritere således selv. Hun må skyde med skarpt efter sofapuderysterne, som får hende til at se bitchy ud. Det er hun jo slet ikke.

Nu er der mange gode grunde til, at vælge livet som hjemmegående og sofapuderystende kagebager, i hvert fald hvis man har småbørn i Københavns kommune. For det første har kommunen noget nær monopol på de spædbarnsopbevarende instanser, og det fordrer en tilhørende ikke-eksisterende valgfrihed, eksempelvis med hensyn til pædagogiske principper. For det andet er der nok pasningsgaranti, men den er stort set suspenderet for nærværende, fordi kommunen ikke kan imødekomme børnefamiliernes behov. Man kan simpelthen ikke få en plads – og da slet ikke den plads, man ønsker sig. Kommunen kalder det ventelister. Jeg tror det rigtige ord er rationering. Centralplanlægning når den er smukkest. Apropos centralplanlægning, så skal en familie i dagens Danmark jo også have råd til at betale sin skat. Det gør det svært for mange at købe sig til assistance på hjemmefronten, eksempelvis i form af en nanny, en kogekone eller en rengøringshjælp. Og er det virkelig så attraktivt at arbejde fuldtid+, når der ikke er nogen aflastning med det huslige? Det kan naturligvis lade sig gøre. Alt kan lade sig gøre. Men et eller andet sted opstår en manko. Hvem skal betale? En overstresset forælder m/k, eller over-institutionaliserede småbørn med overstressede forældre? Måske sørgeligvis allesammen.

Ovennævnte forhold uagtet, så kan sofapude-analogien kun komme fra en mor, som ikke selv har gået hjemme med sine børn i meget mere end de 9-12 mdrs. barsel, som vel er standard. Jeg påstår ikke, at det er hårdt arbejde på linie med en direktørstilling, men der er ikke pr. definition kagebage-potentiale i at have hjemmegående børn, omend det kan give ganske god mening at inddrage poderne i livet på hjemmefronten – en pointe man ikke bør undervurdere. Nogle af os interesserer sig faktisk for børns udvikling, og det er ganske komplicerede sager. Uden at sige for meget, er det sågar en hel videnskab. De mødre med hjemmegående børn, som jeg møder ude i den virkelige verden, gør et godt stykke arbejde for deres familie, og det er naturligvis langt vigtigere end at gøre samfundstjeneste.

Desuden kræver det, i vores ligestillingsfikserede samfund, sit mandsmod at vælge at have børnene hjemme i de spæde år. For hvilken kvinde ønsker da ikke at arbejde? At få ”livet tilbage efter barsel”? Hvad enten det er fordi, man ikke finder en passende institution, eller fordi man slet og ret ønsker at tage sig af sine egne, så slipper man ikke for de absurditeter, det afføder, når man udtaler den magiske sætning: ”Jeg går hjemme med ham”, som svar på det første spørgsmål, man mødes med på legepladsen: ”Har I fået institutionsplads?”. Blandt de tåbeligste kommentarer, jeg har fået, er: ”Bliver han ikke mærkelig?”, ”jeg fatter ikke I gider” og ”han har jo brug for at blive socialiseret”. Man tror, det er løgn. Men måske er det slet ikke så mærkeligt, når 79% af alle børn i alderen fra 11 måneder til og med 2 år bliver passet i et kommunalt dagtilbud og 66% af dem i mere end 30 timer om ugen.[1] Hele 7% af børnene bliver faktisk passet mellem 40 og 50 timer. Gud nåde og trøste dig, hvis du ikke følger strømmen.

Nå, jeg kommer jo nok ikke uden om, at læse mig frem til formålet med artiklen, for at komme tilbage til den lille detalje. Formålet er, med journalistens ord, at finde svar på: Det Helt Store Spørgsmål, som er: Hvordan får man en succesfuld karriere og et familieliv til at balancere. Og gudskelov, GUDSKELOV, har jeg ikke udvist afhandlingen tilstrækkelig retfærdighed. Der viser sig at være kvinder indenfor interviewerens rækkevidde, som forstår at denne balance kræver prioritering, blandt andre en børnepsykolog, som udtaler: ”Nogle mener, at åbningstiden i daginstitutionerne er for kort. Jeg mener, det er hjemmets åbningstid, der er for kort.” Og en chefredaktør, der konstaterer: ”Det er trist at konkludere, at børn er en hindring. Den største glæde i mit liv har været at få børn. Man er nødt til at dele det lidt op. Livet er ikke et stort tagselvbord.”

Tilsyneladende findes der stadig fornuft derude. Også i modemagasinerne. Med andre ord: Ryst sofapuder når situationen kræver det. Der behøver ikke at være tidsmæssigt sammenfald mellem bleskift og karriereræs. Og uanset om der er eller ej, så er den enkelte kvindes plads og familiens valg en privat sag og ikke et samfundsanliggende.

[1] Københavns Kommune Pædagogiske Perspektivplan

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password