[Et noget politisk indlæg, som nok sætter den borgerlige fløj i et lidt bedre lys, end de har fortjent. Artiklen har fundet vej til Liberator, fordi den diskuterer politikeres rolle og socialistiske politikeres frygt for det private]
Den borgerlige regering er for frit valg i den tro, at den frie og oplyste borger kan og selv vil vælge i den offentlige sektors og såmænd også den private sektors vifte af tilbud indenfor børnepasning, skoler, valg af personlig pleje og bistand og sygehuse.
Fra socialistisk side er tanken om frit valg ikke noget der forfægtes. De socialistiske politikere vil hellere vælge på borgernes vegne.
Den borgerlige regerings ønske om frit valg er et opgør med bureaukratisk topstyring af samfundet. Men også en tro på den enkelte borgers egen dømmekraft og myndighed. Den frie borger skal i centrum og selv have lejlighed til at beslutte, hvem der skal levere de serviceydelser, som hun har krav på. “For hvem er bedre til at vurdere en ydelses kvalitet end borgeren selv”, har det lydt fra den forrige statsminister. Frit valg er og vil altid være et højt prioriteret emne for de liberalistisk sindede politikere. Det er en del af frihedsbegrebet. Frit valg medfører konkurrence. Konkurrence er et kvalitetsforbedrende element.
Frit valg er afledt af liberalismens negative frihedsbegreb med rod i en utopi om det autonome individ og om samfundet som en sammensmeltning af enkeltindivider, der kan handle uafhængigt af hinanden, og som tager udgangspunkt i sig selv og egne interesser. Sådan lyder kritikken ofte fra det frie valgs modstandere, der ser frit valg som stående i opposition til fællesskabets valg. Kritikerne ser borgeren som forbruger og ikke en medborger, der forpligter sig i forhold til fællesskabet, og dermed tilsidesætter sig selv og egne behov.
Det at kunne træffe et valg mellem alternative forbrugsmuligheder, betyder efter min mening ikke, at man kun er forbruger og ikke medborger med forpligtelser overfor fællesskabet. Et eksempel er valg af privatskole, som er udtryk for et forbrugsvalg af hensyn til børnenes læringsmuligheder, men også et udtryk for et ønske om, at det enkelte barn senere i livet, som oplyst og dygtiggjort, kan udfylde rollen som god samfundsborger, der udviser altruisme.
I Weekendavisen i foråret 2006 citeres socialdemokraten Mette Frederiksen for en holdning om at: “…….Vi må overveje om de private skoler overhovedet skal have tilskud”.
Uden tilskud vil flere private skoler lukke og det vil indskrænke valgmulighederne. Mette Frederiksen udviser en skepsis overfor det private, men også en angst for, at det offentlige skolesystem bringes i forlegenhed. At dette systems eventuelle utilstrækkelighed stilles til skue i en konkurrencesituation.
Mit spørgsmål til Mette Frederiksen er: Hvem og hvad er det et problem for, at den private skole begunstiges økonomisk, endda i mindre grad end offentligt drevne skoler? Er det et problem, at der eksisterer en bred vifte af forskellige skoler, hvilende på forskelligt pædagogisk værdigrundlag, der bidrager til samfundets mangfoldighed? Skader det nogen og noget, at velfungerende og efterspurgte privat- og friskoler vælges. Er det et problem, at de er velfungerende? Og er det givet, at en del af en årgang ikke lærer noget og er det virkeligt en sandhed, som Mette Frederiksen siger, at: “…….Friskolerne fungerer som deres egen ghetto. De stærkeste børn af de stærkeste forældre flygter derhen. Og det undergraver den sociale mobilitet”.
Logikken er åbenbart, at en elite eller anden gruppe, der anstrenger sig og dygtiggør sig, influerer negativt på den sociale mobilitet. Hvilket igen må betyde, logisk set, at nogle ikke kan træde et skridt op på den sociale rangstige ved at følge folkeskolen, fordi andre følger undervisningen i den private skole. Jeg forstår ikke logikken! Er problemet – for en socialdemokrat – egentligt ikke en angst for ulighed? Og at denne udbygges. Og at kimen til ulighed lægges i skolen og skolegangen? Og er løsningen for det offentlige skolevæsen mon at politikerne økonomisk set skal negligere de private skoler? Mette Frederiksen må tænke mere bredt og ikke se det offentlige skolevæsens problem som havende dets ophav i de private skolers succes. Problemet er ifølge Mette Frederiksen ikke kun skolen og skoletiden. Det er også og især tiden før skolegangen, der er problemet. Nogle kan læse når de starter, andre ikke: “…..Når først børn er fem-seks år, er løbet kørt”, ifølge Mette Frederiksen.
Helt så fatalistisk vil jeg ikke udtrykke mig. Takket være den, efter min mening i det store og hele udmærkede danske folkeskole, kan den enkelte revanchere sig. Mette Frederiksen har dog fat i, at der vil være en elite. Men om dette må man sige, at det vil der altid være, så længe alt er relativt. Spørgsmålet er blot hvilket niveau denne elite har. Og måske kan eliten være med til at sætte niveauet og trække den mere jævne masse op på et højere niveau. Det er i hvert fald meget sandsynligt. Jeg synes Mette Frederiksen skulle interesse sig for hvis ansvar det er, at børnene ikke lærer tilstrækkeligt i folkeskolen til at rykke en eller to sociale klasser op på rangstigen? Forudsat dette er tilfældet. Personligt tror jeg på social opdrift. Det gør man, hvis man har et proaktivt menneskesyn og tror på, at det gør en forskel, at man anstrenger sig.
Den liberale Andreas Junge er i en klumme på 180Grader fremkommet med følgende tankevækkende tankeeksperiment angående det frie valg:
“Forestil dig, at det offentlige ikke har lov til tage dine penge, med mindre du ønsker at modtage den ydelse, som sektoren kan tilbyde. Du betaler kun for det, du efterspørger helt konkret. Hvis du ønsker at besøge din lokale kirke og høre på præstens prædikener på søndag, aftaler du en pris med ham. Hvis du synes, konkurrenten i nabobyen er bedre, laver du håndslag med nabopræsten. Hvis du vil have din gamle mor passet et sted, hvor hun ikke bliver tilsvinet og udsat for overgreb af de ansatte på det billige plejehjem, finder du et plejehjem, hvor kvaliteten og prisen er lidt højere (og da der sikkert er mange, der har lignende præferencer, får det billige plejehjem nok hurtigt problemer med at finde kunder til butikken). Hvis det irriterer dig, at pædagogerne i den lokale børnehave irettesætter dig og belærer dig om godt og dårligt forældreskab, når du henter dit barn som den sidste kl. 15.45 (pædagogerne kan jo ikke gå hjem, før du har afhentet dit barn), flytter du måske dit barn til den børnehave, hvor du bliver hilst velkommen, som den du er; nemlig den der betaler pædagogens egne regninger”.
Gode tanker, men umulige at omsætte i et socialdemokratisk samfund, hvor markedsmæssiggørelse ikke vil vinde indpas i nogen videre grad. Simpelthen fordi det opfattes som suspekt at tjene penge, og markedet anses som ublidt og usolidarisk og dermed noget, vi skal skånes for, da vi alle er svage og ofre. Tankevækkende at vi opfatter Danmark som et kapitalistisk land.
Markedsmæssiggørelse giver borgeren en række valgmuligheder. Valgmuligheder bidrager til den myndig- og mægtiggørelse af individet, som enhver moderne socialist taler om ved hjælp af begrebet empowerment. Men straks talen falder på valgfrihed mv. er reaktionen, at frit valg kan man ikke overlade til markedet og dermed den enkelte borger, da valg opfattes som et samfundsmæssigt og dermed politisk anliggende og ikke skal være frit. Det vil jo også udfordre den offentlige institution, der har monopol på opgaveudførelsen. I den socialdemokratiske verden er et samfundsanliggende lig med et statsligt anliggende, og dermed kommer folketingspolitikerne indover med deres intensive regulering. I den socialdemokratiske verden er samfund og stat stort set et og samme. Meget uheldigt, da det ikke betyder et politik- og politikerfrit rum, uden interventioner. Det civile samfund svinder ind og væk. Politikerne overtager familiens og fællesskabernes rolle og bliver den nye mor og far. Efter manges mening mest mor.
Jeg synes godt nok, det er træls, at jeg skal se hendes fjæs hver gang, jeg klikker ind på siden. Prøv at være lidt menneskelige.
Jeg synes godt nok, det er træls, at jeg skal se hendes fjæs hver gang, jeg klikker ind på siden. Prøv at være lidt menneskelige.
ha ha
Jeg blev osse nødt til at lukke for tv2 news i morges da Ritt begyndte at ævle om hvorfor Helle var en dårlig formand.. jeg får bare kvalme..
Det er meget sigende for et samfund når 80% af nyhedsfladen omhandler politikeres beslutninger og nye lovgivninger!!
Hvad sker der for at man aldrig hører om nye virksomheder og interviewer “maren i kæret” om hvorfor denne virksomhed er skide god til dit og dat. (efter følgende kunne man jo sætte spot på konkurrenterne) ALKA forsikring har de seneste år indført lean i deres kundemodtagelse hvilket har medført at de fleste forsikrings sager kan ordnes per telefon MED DET SAMME… hvad sker der for den nyhed.
Og hvad siger kunderne… ingenting de er glade og tilfredse
ha ha
Jeg blev osse nødt til at lukke for tv2 news i morges da Ritt begyndte at ævle om hvorfor Helle var en dårlig formand.. jeg får bare kvalme..
Det er meget sigende for et samfund når 80% af nyhedsfladen omhandler politikeres beslutninger og nye lovgivninger!!
Hvad sker der for at man aldrig hører om nye virksomheder og interviewer “maren i kæret” om hvorfor denne virksomhed er skide god til dit og dat. (efter følgende kunne man jo sætte spot på konkurrenterne) ALKA forsikring har de seneste år indført lean i deres kundemodtagelse hvilket har medført at de fleste forsikrings sager kan ordnes per telefon MED DET SAMME… hvad sker der for den nyhed.
Og hvad siger kunderne… ingenting de er glade og tilfredse
@Magnus.
Lean er en ret misforstået ide, specielt i det offentlige. Der er en opfattelse af at det er noget som ledelsen (de onde) pådutter medarbejderne, så de skal knokle endnu hårdere, så ledelsen og ejerkredsen kan score mere profit.
Selvfølgelig er profitten i fokus, men der er så mange andre positive humane aspekter af Lean at profitmaksimeringen ofte ses som sekundær.
Men det er jo primært et amerikansk princip og derfor endnu mere ondt. Det ved de på de statslige tv-stationer. Der hersker (synes jeg) også en tendens i samfundet til at se ned på effektivitet.
@Magnus.
Lean er en ret misforstået ide, specielt i det offentlige. Der er en opfattelse af at det er noget som ledelsen (de onde) pådutter medarbejderne, så de skal knokle endnu hårdere, så ledelsen og ejerkredsen kan score mere profit.
Selvfølgelig er profitten i fokus, men der er så mange andre positive humane aspekter af Lean at profitmaksimeringen ofte ses som sekundær.
Men det er jo primært et amerikansk princip og derfor endnu mere ondt. Det ved de på de statslige tv-stationer. Der hersker (synes jeg) også en tendens i samfundet til at se ned på effektivitet.
@JDA. Ja, det er ganske rigtigt. Når der tales om stress henføres den ofte til overdreven effektivisering. Men det gælder i hvert fald ikke i det offentlige. Her er rutiemæssig tomgang og rituel ledelse en langt større stressfaktor.
@JDA. Ja, det er ganske rigtigt. Når der tales om stress henføres den ofte til overdreven effektivisering. Men det gælder i hvert fald ikke i det offentlige. Her er rutiemæssig tomgang og rituel ledelse en langt større stressfaktor.
Tænk engang hvis den ignorante danske befolkning forstod de ord de hver dag læser, så ville de vide at ordene Fri, Oplyst og Myndig intet har at gøre i en sætning sammen med ordet Borger!
Tænk engang hvis den ignorante danske befolkning forstod de ord de hver dag læser, så ville de vide at ordene Fri, Oplyst og Myndig intet har at gøre i en sætning sammen med ordet Borger!