Er du internetafhængig?

Her til aften kørte jeg hjem fra København og havde en god times tid i bilen til at lytte til noget radio. I valget mellem de samme forbandede sange der kører på samtlige radiostationer i en uendelig løkke (de licensfinansierede inklusive) og Nyhedsministeriet på Nova FM, endte det med Nova FM.
Her var et uddrag af et interview Thomas Qvortrup havde haft med en eller anden lektor på Copenhagen Business Collage om internetafhængighed. For der er kommet et nyt fænomen hvor folk bliver afhængige af helt nye ting, som vi aldrig har været afhængige af før, og en af dem der internettet.
Qvortrup spurgte lektoren hvordan man diagnosticerede internetafhængighed. Her forklarede lektoren at det faktisk ikke var så nemt. Internetafhængig er man først, når ens forbrug af internettet er et problem. Hvis man har en hang til at tjekke sine mails konstant eller hele tiden lige skal ind og se, hvad der sker på Facebook kan man være internetafhængig. Modsat alkoholisme, hvor man har en klar fornemmelse for, om vedkommende har et problem og hvor et overdrevet forbrug også sætter sine præg på leveren.
Qvortrup fortsatte interviewet ved at spørge, hvem man typisk ser som internetafhængig. Svaret var – ”Det ved jeg ikke. Fænomenet er så nyt at vi ikke har nogen undersøgelser endnu” (citeret fra min hukommelse).
WTF? Ikke alene er definitionen så vag at enhver kan være internetafhængig – den er så vag at det ikke er lykkedes at sætte nogle ind i den kasse endnu.
Vi ved jo alle, hvad sådan et fænomen er starten på – politikere der vil give penge til forskning og behandlingstilbud. Og så skal der lave nationale handlingsplaner og kommunerne skal komme med deres inputs til løsning af problemet. Hvis vi er heldige er det nødvendigt at afholde nogle workshops. Måske har de nogle tilsvarende problemer på Cuba eller Brasilien, hvor et politisk udvalg kan tage til, og se hvordan de løser deres problemer der?
Sandheden er IMO at der ikke findes noget der hedder ”internetafhængighed”. Det er et ord der er hvad man på amerikansk kalder en ”placeholder”. Det er et ord man sætter i stedet for det rigtige ord, fordi man ikke ved, hvad det rigtige ord er.
Jeg har en tese, der desværre nok ikke nyder fremme, idet der nok næppe er mange workshops på eksotiske destinationer i den. Men, der findes nogle mennesker som fylder et tomrum i deres tilværelse med internet, med alkohol, med mad, med stoffer, med arbejde, med en kæreste ved siden af konen eller med hvad der nu er til rådighed.
Hvis man vil hjælpe folk, nytter det ikke at undersøge hvad folk bruger som substitutter fra at flygte fra deres hverdag. Det nytter ikke noget at lave forskning og oprette behandlingscentre der behandler symptomer. Og ingen kommunale handlingsplaner kan heller hjælpe, for løsningen vil altid tage udgangspunkt i det enkelte menneske.
Ansvaret for at ændre sin situation er først og fremmest ens eget. Hvis ikke man selv tager ansvar for sin situation kan den ikke ændres. Dernæst har vi – du og jeg, kære læser – et ansvar overfor de mennesker vi omgås. Og det burde da være os, og ikke en eller anden popsmart lektor fra Handelshøjskolen der skal forsøge at finde ud af om en af vores nærmeste har et problem.