Prioriteringens forbandelse

I følge kræftens bekæmpelse skal alle kvinder op til 26 år have en statslig betalt HPV-vaccination, fordi de har ikke råd til selv at betale. Men er der virkelig ikke andet, man kan gøre? Lisbet Røge Jensen kommer med et bud.

For nylig modtog jeg en e-mail, hvori jeg blev opfordret til at deltage i en underskriftsindsamling. E-mailen (inklusive stavefejl) lød således:

“I dag er HPV-vaccination gratis for piger til og med 15 år. Alt tyder på, at også seksuelt aktive kvinder har god gavn af HPV-vaccinationen mod livmoderhalskræft. Kvinder over 16 år kan selv betale for vaccinationen som koster ca. 3.500 kr. Det er langt fra alle, der har råd til at betale dette beløb, og det kan skabe yderligere social ulighed i samfundet. Kræftens Bekæmpelse mener derfor, at vaccinen skal være gratis. Kræftens Bekæmpelse har derfor startet en underskriftsindsamling for gratis vaccine til kvinder op til 26 år. Underskrifterne vil blive afleveret til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses fredag den 4. september, hvor Vidunderlivets kampagneuge rundes af.”

Ja, hvor skal man næsten starte… Sædvanligvis ville jeg have slettet e-mailen og glemt alt om den, ligesom de der e-mails om at jeg har vundet det nigerianske lotteri eller dem med overskriften ”Take part in a sexual marathon with our qualified help”. For ærligt talt er vi lidt i samme boldgade her.

Livmoderhalskræft er en forfærdelig sygdom. Selvfølgelig er det det. Men Kræftens Bekæmpelse er en skændsel mod såvel det svage som det stærke og selvstændigt tænkende individ i den interessegruppekrig de her fører, og hvor de sandsynligvis har megen magt. Først og fremmest ved kræft-folkene naturligvis godt, at intet i livet er gratis, ej heller en vaccine mod kræft. Et eller andet sted er der nogen som betaler regningen uanset hvor højt og længe man råber SOCIAL ULIGHED.

Livmoderhalskræft skyldes en virus som overføres seksuelt, og alle der er seksuelt aktive er i risikogruppen. 400 danske kvinder får konstateret livmoderhalskræft hvert år og 5.000 behandles for forstadier til kræften. Lad os sige, at man besluttede sig for, at man absolut ikke ville have denne kræft. Det kan jo rent faktisk lade sig gøre. Man kan lade være med at dyrke sex. Det er helt gratis. Man kan – formoder jeg – også dyrke beskyttet sex med det minimum af risiko og (ikke-subsidierede) omkostninger, som det indebærer. Som forældre kan man forsøge at forklare sin pige, at sådan bør hun agere, for anderledes opførsel kan have meget ubehagelige konsekvenser. Eller man kan betale for hendes vaccine. Som lidt ældre pige kan man selv betale for vaccinen, hvis man er helt vild i varmen og hellere vil vaccinere sig end beskytte sig. For hvor langt holder det super-saglige argument, at det er langt fra alle, der har råd til at betale de 3.500 kr.?

Lad os kigge nærmere på sagerne. Danmarks Statistik[1] kan fortælle os lidt om danskernes forbrugsvaner, og mon ikke vi kan finde 3.500 kroner et sted i de unge pigers budget. Med udgangspunkt i forholdene for de uddannelsessøgende, som altid udråbes som pengeløse ofre, kan vi se, at blandt (af undertegnede) udvalgte varekategorier (defineret af DST) er deres forbrug prioriteret som følger:

Picture 3

Hvad kan man sige? Det er næsten for nemt, ikke. Et enkelt år uden pakkerejser og øl eller et par restaurantbesøg mindre, og så er den vaccine i hus. Så simpelt er det måske ikke, men næsten. Statistik er en taknemmelig størrelse, og denne tabel har sine mangler i nærværende forbindelse, men pointen burde ikke desto mindre være klar: Det er et spørgsmål om prioritering. Vil du rigtig, rigtig gerne til Sunny Beach eller vil du rigtig, rigtig gerne beskytte dig mod en livstruende sygdom? Valget er dit. Nogle synes sandsynligvis, at det slet ikke er nødvendigt at vaccinere sig, risikoen taget i betragtning, og det er jo også en ganske relevant overvejelse.

Det er ikke noget nyt, at den er gal med prioriteringen, og det ses på mange områder, hvor den tvangsfinansierede overflodsvelfærd i Danmark skyller ind over os. For nylig havde jeg en samtale med en veninde om kunstig befrugtning af par og enlige, hvor jeg gav udtryk for det synspunkt, at uanset hvem de var, og hvorfor de ikke kunne få børn, burde det ikke være en offentlig udgift. Til at starte med var hun uenig, fordi det er ”synd” for dem, der ikke kan få børn. Da jeg spurgte hende, om ikke hun synes, at de, der har råd til en roadtrip i USA, årlige ferierejser til Mallorca eller 4-værelses lejligheder og egen bil kan prioritere at betale 45.000 kroner for undfangelsen af deres eget barn, ændrede hun mening. For selvfølgelig kan man det, hvis man virkelig ønsker det.

Det grundlæggende problem med en sag som denne er, at man ønsker sig noget, men ikke synes, det er rimeligt, at man derfor må fravælge noget andet. Men det er nu nok mere et personligt problem (omend et ganske omfangsrigt et af slagsen, og nok på grænsen til et decideret samfundsproblem, hvis man kan acceptere et sådan begreb), og det har sandt for dyden ikke meget med social ulighed at gøre. De svageste individer kan med rette sætte pris på, at de har organisationer, som varetager deres interesser og kæmper deres sag. Men mon ikke Kræftens Bekæmpelse i dette tilfælde overdøver de, der virkeligt har problemer? Og kunne man dog for én gangs skyld ikke forestille sig en anden løsning end finansiering via ministerier, politik og skattebillet? Det ville vist være til glæde og gavn for de fleste.

[1] Forbrugsundersøgelsen 2006, prisfremskrevet 2008

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password