Men… Hvad med Europa!?

Daniel Karpantschof forklarer, hvad det er, der er sket med Europa, og om hvorfor Europas krise startede langt før finanskrisens ankomst.

— Uddrag af et dokument dateret 22. september 2002 —

I 2003 vil der blive truffet aftale om en markant udvidelse af EU. Den historiske begivenhed falder et par år inden et økonomisk sammenbrud i den vestlige verden af hidtil usete dimensioner. Kombinationen af tårnhøje oliepriser efter angrebet på Irak, samt en række finansskandaler vil resultere i chokbølger, der løber igennem internationale finansinstitutioner og virksomheder. I skyggen af recessionen vil Kina komme frem i verdensøkonomiens front.

Som følge af recessionen og det globale økonomiske klima indgiver Fannie Mae og Freddie Mac konkursbegæring med blandt andre Morgan Stanley og HSBC. Bilindustrien rammes hårdt bl.a. grundet de spirende tiltag til grønne økonomier, hvorfor Ford og General Motors går i betalingsstandsning i midten af det nye årti. Kinas kreditvillighed vil givetvis redde særligt amerikanske virksomheder.

Den halvhjertede europæiske opbakning til felttoget i Irak (og efterfølgende enten Saudi-Arabien eller Iran) underminerer gradvist sammenholdet i NATO. Intergovernmentale institutioner begynder at vise svagheder. Verdens økonomiske koblingspunkt og transaktionsbase vil flytte fra Atlanten til Stillehavet.

Der afholdes valg til Europaparlamentet i 2009. Den kommende forfatning ratificeres af det nyvalgte parlament og i størstedelen af medlemslandene. Men enkelte nægter, og det europæiske samarbejde begynder for alvor at udvise revner i fundamentet. Særligt nationalister vil vinde popularitet i det nye Parlament.

Den civile ulydighed og opstand, som gradvist vil stige over de næste fem-syv år, kulminerer. Flere steder i Europa, Kina og Mellemøsten bliver militæret sat ind mod demonstranter. De europæiske hovedstæder udsættes for voldelige konfrontationer mellem særligt immigranter og politi, mens Kina og de mellemøstlige stater forsøger at bekæmpe de spirende modstandsgrupper og demokratiske bevægelser. Særligt internettet kommer til at udspille en vigtig rolle for de fejlslagne revolutioner. Dødsfald bliver hverdag.

Inden 2010 vil det europæiske samarbejde have udvist så store fejl og mangler, at den generelle holdning blandt befolkningsgrupperne er utilfredshed. Særligt eurozonen, der præges af tårnhøj arbejdsløshed og socioøkonomisk stagnation rammes af den internationale krise i sådan en grad, at de kulturelle konflikter mellem immigranter og politi vil spilde over og rive indfødte arbejdsløse med sig. Konstellationen bliver en socialklassestruktur, der underminerer staternes økonomiske og sociale interesser. Demografien og niveauet af sociale ydelser vil i sidste ende betyde statskonkurs, og flere statsledere vil blive tvunget til at gå af.

Traditionelle strategier og redskaber er værdiløse i dette scenarie, der præges af for mange interessenter og for få kvalificerede beslutningstagere. Demokratiet vil være hindring for effektiv redning. Det er ikke til at vide, hvordan en given konflikt vil ende.

Daniel Karpantschof
September 2002

—–

Ovenstående uddrag blev skrevet i forbindelse med det danske formandskab for EU tilbage i 2002, som ét af fem scenarier. Jeg har valgt at bruge det som introduktion – ikke for at påstå at den nuværende krise var forudset (flere andre scenarier påviste helt andre udviklinger), men for at påpege hvor uundgåelig Europas udvikling var, ikke blot for få år tilbage, men ca. hundrede år forinden.

De seneste to år har ordet krise været brugt i flæng, i tide og utide, på godt og på ondt. Ord som finanskrise, kreditkrise, system-, bolig- og økonomisk krise er blevet kastet rundt som ord, der kan udskiftes og erstattes af hinanden – intet kunne være længere fra sandheden!

Med hjælp fra dårligt uddannede journalister er retten tilsat fødevarekrise, miljøkrise og energikrise, omrørt og serveret som en giftig blanding af fiktive og reelle trusler.

Den definition jeg til alle tider har brugt er skamhugget fra den nu afdøde forfatter og systemkritiker dr.med. Michael Crichton og går som følger: ”en pludselig ændring af eksterne faktorer der renderer en tidligere stabil tilstand umulig at opretholde”.

Småkage!

Baggrunden
Jeg blev efter et foredrag for The American Chamber of Commerce i New York spurgt om, hvad min indstilling var til Europas fremtid. Om jeg kunne give et kvalificeret bud. Mit umiddelbare svar faldt i så dårlig jord, at jeg vil benytte denne lejlighed til at uddybe hvorfor Europa, i mine øjne, er på vej mod en afgrund, men at der som sådan ikke er noget nyt i det.

Ved udgangen af 2002 viste Dow Jones Industrial Average (DJIA), at markedet og produktionen var skrøbeligere og langt fra så sikker, som vi havde antaget. Alene i 2001 var udsving svarende til 20% af det samlede output, på en periode på kun to måneder, ikke uhørt.

Det gav stof til eftertanke at de tidligere industrimastodonter, kunne besidde større kreditsummer end en mindre stats nationalbudget (herunder eksempelvis Danmark). Alene forholdet mellem USA’s import og eksport var begyndt at smuldre på det tidspunkt.

Med andre ord; usikkerheder i vores antagelser om urokkelighed begyndte at vise deres tegn og som med så meget andet kan enhver udvikling accelereres, når der pustes til gløderne.

Når spillets regler ændres
Det er interessant at holde dét i mente, når vi forsøger at kikke længere frem. De underliggende systemer og strukturer som vi, siden tidligt i det sidste århundrede, muterede til nye konstellationer. Europas dynamik, både i forhold til politiske systemer og markeder, har aldrig vist sig at være synderligt fleksible. På nationalt plan, såvel som mellem- og overstatsligt er Europas strukturer designet til at modstå tryk mellem enheder.

Meget få mekanismer er bygget ind i EU-strukturer såvel som andre redskaber for at modstå et kollektivt tryk. The European Exchange Rate Mechanism I/II, som de fleste kender fra basal samfundsfag, er designet til at opretholde og harmonisere valutaværdier mellem respektive nationale stater ved opkøb og salg… Men hvad hvis 90% af værdierne løber ud som sand mellem fingrene?

Det betyder, at Europa i meget høj grad kan og vil blive udsat for chokbølger under den nuværende krise (idet vi i virkeligheden taler om fem til syv forskellige, overlappende, kriser, så lad os for lethedens skyld kalde det krisen), der sætter dybere ar på kontinentet end eksempelvis USA eller ASEAN.

Langt de fleste udviklingslande har aldrig fået etableret netop disse strukturer, hvorfor et chok mod disse hurtigt kan undviges, og der kan skabe grobund for vækst baseret på nye kriterier og parametre.

Europa sidder fast. Bundet op på ønsket om ikke at føre krig mod hinanden er de finansielle og juridiske instrumenter forbundet i et tæt netværk af skrøbelige sikkerhedsfunktioner.

Der er mange forklaringer på, hvorfor og hvordan de nuværende kriser er opstået. Uanset hvad man måtte mene, om det indledningsvise uddrag kommer det ganske tæt på nogle af de hændelser, der har udspillet sig over de seneste to års tid. Boligpriser er dog hverken nævnt eller glemt. Det var bare ikke en trusselsfaktor for kun syv år siden. I dag er det den forklaring der gives på startskuddet af krisen, der nyder højest popularitet.

Hvad der måske er mere interessant at kigge på er “(…)Verdens økonomiske koblingspunkt og transaktionsbase vil flytte fra Atlanten til Stillehavet (…)”.

Imperiernes fald
Det kan komme som et chok for mange – og gøre ondt for resten – men Europas fald startede ikke i juni 2007. Den europæiske udviklingshistorie de seneste 600 år tegner nogle tydelige billeder af den socioøkonomiske udviklingsproces som alle regioner, nogle cyklisk og tiere end andre, gennemgår.

EU står som mange, hvis ikke alle, som et vartegn på fredens Europa. Et fyrtårn for viden, forskning, internationalt samarbejde, menneskerettigheder, friheder og demokrati. Civilisationernes udviklede vugge. Glaspaladser der i det moderne samfund kan sidestilles med Parthenon, Akropolis og Forum Romanum var engang.

Men om man, uden at vige for langt fra det oprindelige tema, kaster et blik tilbage på Europas historie er det svært ikke at se billedet. Den samfundsmæssige evolution Europa har gennemgået, blot de seneste 150 år, bevidner at Europas storhedstids – kulturelt, økonomisk og socialt – smuldren startede da de store imperier begyndte at udvise metaltræthed.

Da Europa trådte ind i det tyvende århundrede begyndte skel at sætte sig på tværs af samfundselementer. Havde man været strateg for nøjagtigt 100 år siden, havde det givetvis heller ikke svært at forudse, på baggrund af kollapset i de statslige strukturer, at Første Verdenskrig var en uundgåelig konsekvens.

Der er også mange gode indikationer på at Anden Verdenskrig blev varslet allerede i 1927 – og særligt efter juni 1929 – ti år inden Tysklands stormtropper tog Polen og Europa med magt. Dette skrives i øvrigt på tresåret for begyndelse et af Europas mange mørke kapitler.

Der er meget der taler for, at Europa fortsat vil være en betydelig faktor i verdensøkonomien, det internationale samfund og diplomatiet. Men endnu mere peger den anden vej.

Og kan Fanden males på væggen, skal det også ligne…

Når intellektet bliver fordrevet
Europa har udvist en evne, som intet andet kontinent, til at tilsidesætte borgeres interesser til fordel for staters. Den Europæiske Union er et direkte resultat af netop dette (i flæng kan nævnes landbrugsstøtte, regionsstøtte, toldmur, fælles valuta, terrorpakker m.v.). Det ligger i Europas historie og kultur. Det er ikke nødvendigvis negativt, blot en observation.

Med verdens økonomiske koblingspunkt flyttet fra Atlanten til Stillehavet må Europa indse, at de skal til at finde sig til rette på en hylde, der ikke længere er et epicenter.

Men efter Anden Verdenskrig har Europa dog stadig et andet voldsomt problem. Før 1939, blev standarder for universiteter og skoler sat i Europa. Særligt Tyskland, Frankrig og Østrig havde nogle af verdens bedste skoler og kultur og videnskab var Europas samlede største bedrift. Efter krigens udbrud fordrev Nazityskland læger og kunstnere, økonomer og arkitekter, musikere og videnskabsmænd i hobetal – ikke blot fra Riget, men fra hele kontinentet. Langt størstedelen af flygtningene havnede i USA og her blev et universitetsmiljø revurderet og genopfundet.

Hvis man taler med en tilfældig tyskfødt europæer på gaden, vil man stadig kunne høre om det intellektuelle , krigen har efterladt. Tres år efter er det stadig gældende og stadigt mærkbart.

Det startede for 100 år siden
Europas forfald startede således ikke i 2007; men 100 år forinden. Morsomt nok blev verdens første Internationale Kongres af Anarkister afviklet i Amsterdam netop dét år.

En ikke helt irrelevant begivenhed når man taler om staters forfald. Den voksende utilfredshed med statslige strukturer, magt- og voldsmonopoler, kulminerede i den største forsamling af statsminimalister på daværende tidspunkt. Anarkister (der dengang ikke blev sidestillet med autonome, men inkluderede filosoffer, embedsmænd, politikere og økonomer) samledes fra hele kontinentet for at arbejde på mulighederne for at minimere de europæiske staters indflydelse på borgeres liv. Kongressen blev afsluttet uden noget betydeligt resultat. Dens formand blev hængt for forræderi.

Hertil kommer at Europas økonomiske vækst på ingen måde kan sidestilles med resten af verdens. Siden Første Verdenskrig har resten af verden buldret frem! Europa har ligget stille – og det til trods for kapitalindsprøjtninger a la Marshallplan.

Europa er ikke blevet fattigere. Resten af verden blev bare rigere.

Europa har over en periode på 250 år gennemlevet en storstilet udvikling. Men sammenligner vi denne udvikling med eksempelvis USA, der for 250 år siden ikke eksisterede, eller Kina, der for 25 år siden ikke var andet end et produktionsapparat, må vi erkende at Europa ikke har kunnet følge med.

Historisk set længere end vi har turdet erkende.

Men vi kan da…!
Det er lettere at tro på positive budskaber end negative, så med en vis skepsis kan man jo påpege, at jeg tager fejl og pege på alle de ting Europas befolkninger og stater er gode til; kultur, opdagelser og teknologi?

Vindmøller?

Men antallet, af patenter alene fra Kina der når det internationale marked, om året, overstiger Europas samlede patentmasse på et halvt årti. Det er dog stadig kun en tredjedel af USA’s.

To put it bluntly: USA udvikler og producerer samme mængde opfindelser på ét år som Europa tager 15 år om.

Den samlede mængde transaktioner på tværs af Atlanten udgør, i skrivende stund, ca. 1/1000 af den samlede mængde transaktioner mellem USA og Kina.

For hver eneste euro der passerer Atlanten passerer 1.300 dollars Stillehavet!

Antallet af billetter solgt til spillefilm fra USA er ca. halvdelen af kinesiskproducerede film – der er ca. 1.700 gange de europæiske film!

Det er nye betingelser – nye spilleregler. En ændring af eksterne faktorer der renderer en tidligere stabil tilstand umulig at opretholde. Pludselig var den bestemt ikke. Vi så det komme.

Vi har stadig ikke set hvor dybdegående disse kriser bliver, eller hvor dybe ar den trækker henover det europæiske kontinent såvel som alle andre. I bedste fald er kriserne med til at accelerere en udvikling, der allerede var i fuld gang (særligt øst for Island og vest for Tibet) – men nu er sat under tryk.

Med Kina og Indiens indtræden i de udviklede landes gode selskab af verdens største økonomier vil den skarpsindige læser måske have set at det dybest set er tilbagevenden til en fordeling af velstand fra før industrialiseringen, hvor over halvdelen af al handel og transaktioner fandt sted i Kina – og den ubebyggede region der senere blev kendt som Indien.

Læs evt. mere om Europas og resten af verdens fremtid på enten www.mfnf.dk eller abonner på The Flux Capacitor. Du kan også klikke ind på www.twitter.com/karpantschof og følge med i fremtidens udvikling derfra.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password