Uddannelse på markedsvilkår

Oliver Hovmand kommer med sit bud på, hvad der ville ske, hvis universiteterne var private.

Hvert år sidst i juli offentliggøres årets lister over optagne og adgangskvotienter på landets videregående uddannelser. Og hvert år er det lige tydeligt, at landet er ledet af politikere, der som politikere gør, træffer forkerte beslutninger modsat markedet. For hvis udbuddet af uddannelse var styret af markedet, og ikke af demokratiet ville vi næppe opleve lægemangel og mangel på andet sundhedsfagligt personel som nu.

Som det er nu bestemmes antallet af uddannelsespladser dels af kapaciteten på uddannelsesinstitutionerne, og politikernes vurdering af hvor mange man forestiller sig, at samfundet skal bruge af den enkelte stilling. Derudover kommer overvejelser, som hvor meget man ønsker at satse på at opnå et dedikeret kunstnerisk og kulturelt udbytte, fra landets uddannelsesinstitutioner.

For at vende tilbage til den føromtalte lægemangel, skyldes den primært at der i mange år ikke har været oprettet nok uddannelsespladser, og at de skandinaviske lande har deltes, om de pladser der var. Men hvorfor forekommer sådanne eksempler, og hvorfor sørger politikere ikke for, at der er tilstrækkeligt med studiepladser, så der i sidste ende kan uddannes nok af den pågældende profession til at dække efterspørgelsen fra samfundet.

Det mest simple svar er at politikere har for meget at se til, og at staten er for forgabt i sig selv til at tænke større tanker.

En større tanke kunne passende værre tanken om markedet, og markedet ville netop være en glimrende kur mod lægemangel og andre uddannelsesmæssige problemer. Dette vil selvfølgeligt kræve et opgør med kollektivismen, og en radikal anderledes måde at tænke uddannelse på.

Antag at samtlige offentlige universiteter i Danmark lukkede. Dette ville betyde at alle danske universiteter lukkede, da det ganske enkelt ikke er tilladt at drive private universiteter i Danmark. Men som erstatning for disse nu lukkede universiteter, ville der åbnes op for, at private kunne starte universiteter. Universiteter der ville åbne da rigtige mennesker, og ikke en kunstig stat så behovet for disse. Universitetet ville udbyde studiepladser i en sådan grad, at det tilfredsstillede efterspørgelsen. Dette skyldes, at der er udbud efter et vist antal studiepladser fra de studerendes side, og da universitetet ønsker at tilfredsstille de uddannelsessøgendes behov, da de uddannelsessøgende er universitetets indtægt, vil der oprettes pladser til dem. Statistikkerne for år 2009 viser at 12 % af de uddannelsessøgende havde lægevidenskab på et af de tre universiteter som førsteprioritet. Det er altså ikke de uddannelsessøgendes vilje der mangler, men blot studiepladserne. Så i dette tilfælde ville der være marked for en forfærdelig masse studiepladser på lægevidenskab, som markedet ville udbyde, da det ønsker at tjene penge.

Dog er det ikke ønskværdigt for samfundet, at 12 % af en ungdomsuddannelsesårgang ender som læger, men dette vil markedet også rette op på. For i det markedsbaseret uddannelsessystem skal de studerende mere end blot sende en ansøgning til universiteterne. De skal være villige til enten at tjene penge, låne penge eller være så dygtige at de modtager et scholarship, for at vise deres engagement i forbindelse med valg af videregående uddannelse. Netop denne faktor vil regulere antallet af ansøgere til en bestemt uddannelse meget kraftigt. For store dele af de eksempelvis 12 % vil ikke finde det rationelt at låne store beløb, for derefter at uddanne sig i mange år. Disse ansøgere vil antageligt værre de useriøse kandidater, der i virkeligheden ikke ønsker det så meget, og derfor allerede ved dette viser sig som mindre kvalificeret, da de mangler motivation. De kræver nemlig en større motivation at gå ud og gældsætte sig for at studere noget specifikt.

På den måde vil markedet sørge for, at der ikke kommer en overflod af en profession, da det hele tiden er det enkelte individ, der suverænt træffer beslutningen, og derfor skal stå til ansvar over for sig selv på længere sigt.

Det markedsbaseret uddannelsessystem vil også kunne tilfredsstille det internationale samfund bedre, da det modsat nationalstatens uddannelsessystem vil levere til hele verden. I dag er det ikke økonomisk rentabelt for stater at uddanne mennesker, der efterfølgende vil flytte til andre lande og anvende deres evner og ressourcer der. Men dette vil være rentabelt i et markedsbaseret uddannelsessystem, da det her er det enkelte individ, der investerer penge i sig selv eller andre, og pengene derfor kun skal tjenes tilbage til det enkelte individ. Det er altså ikke en stat, der bliver nødt til at have folk til at blive indenfor landets grænser, for at kunne tjene sin investering i folk tilbage. Derfor kan det markedsbaseret uddannelsessystem indgå i en mere globaliseret verden.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password