De adelige fiskere

Hvad har rødspætter og postomdeling med frihed at gøre? Jesper Juul Andersen giver svaret.

Vores tids adelige er fiskere og taxachauffører. Særrettigheder hører ikke kun fortiden til, men uddeles i dag af politikere i stedet for kongen. Særrettigheder uddeles altid på bekostning af andre. Det fandt en 70-årig pensionist ud af, da han fiskede i Øresund. Han solgte 12 rødspætter til to ældre damer på havnen i Helsingør. En forbrydelse så grov, at det kostede ham 2.500 kr. og et halvt års fiskeriforbud. Og hvor i lå forbrydelsen så? Jo, ifølge dansk lov er det forbudt for lyst og fritidsfiskere at drive erhvervsfiskeri.

Det statslige bureaukrati overrasker mig gang på gang med dets stupiditet og tåbeligheder. Man forstiller sig hurtigt kommissionen, der er nedsat af afdelingen for ligegyldige embedsmænd under forvaltningsdirektoratet, der har udtænkt dette pragteksemplar af frihedskrænkende jubel-idiotiske lovgivning. Desværre er det nok ikke kun en isoleret samling bureaukrater, jeg har en høne at plukke med, men snarere et helt system af bureaukrater.

For det er min ret, at handle hvad jeg vil, med hvem jeg vil! Jeg vil sælge rødspætter til gamle damer på havnen. Jeg vil køre i taxa, med hvem jeg vil, og jeg vil have lov at skænke øl i en bar, uden at have en licens fra den almægtige stat.

Enhver handel, ja selv enhver handling, der ikke skader andre, kan ikke være andres anliggende. Der er i sagens natur ingen ofrer, når frie mennesker indgår frie aftaler. De påståede ofre er oftest, som i ovenstående farce, grupper, der har fået specielle rettigheder fra staten. Den gamle pensionist var blevet anmeldt af en erhvervsfisker, der åbenbart følte sig krænket. Men et offer er han kun i den forstand, at hans privilegier som erhvervsfisker blev brudt.

Ligeledes må jeg ikke spille tallotteri, altså med mindre Danske Spil får pengene, så er det helt i orden. Både det at udbyde tallotteri og sælge fisk er åbenbart først samfundsmæssigt forsvarligt, når sælger er godkendt af de alvidende og retfærdige politikere. Og det er kun to eksempler af mange på særrettigheder til befolkningsgrupper. Særrettigheder som begrænser den resterendes befolknings frihed.

Kampen mod privilegier
Frihedskæmperen, entreprenøren og filosoffen Lysander Spooner (1808-1887), kæmpede en langvarig kamp mod uretfærdige særrettigheder, og retten til at beside de erhverv han ønskede. Allerede i hans første erhverv nedsatte han sig som advokat, hvor han brød reglerne for, hvornår man kunne have sin egen advokatpraksis. Han mente, at disse regler var et brud på hans kontraktfrihed. Enhver fri mand skal kunne indgå aftaler med andre frie mænd. Senere tog han kampen op mod det amerikanske statsmonopol på postomdeling, trods stor succes fik staten lukket dette ned. Hverken i Danmark eller USA er uautoriseret postomdeling endnu omklassificeret fra samfundsskadelig virksomhed til frie aftaler mellem frie borger. Dette er bestemt ikke en let kamp at kæmpe.

Den 70-årige pensionist er på sin vis, sammen med pirattaxier og smugkroer, vores tids frihedskæmpere. De er højst sandsynlig hverken klar over det, eller har i sinde at føre nogen større filosofisk kamp mod staten. Men de ved, at deres handlinger umuligt kan være forkerte, for de skader ingen, og de handler med frie mennesker. De fleste mennesker har en grundlæggende forståelse for uretfærdighed. Og de fleste af os ved også inderst inde, at frie handler mellem frie mennesker ikke er uretfærdige eller forkerte.

For selv hvis jeg en dag tænker som Dan Türell, at jeg burde havde været taxichauffør, så er det op ad bakke. Nej, hvad der burde være en smal sag og en let måde at komme ind på arbejdsmarkedet, er nu kun for de særligt udvalgte. En aftale mellem en passager og mig om transport mod betaling burde ikke skade nogen, men når det er forbeholdt en særlig elite af taxichauffører, så er det ulovligt og en forbrydelse mod samfundet.

Mange erhverv kræver i dag en autorisation fra staten. Revisorer, fysioterapeuter, ejendomsmæglere eller translatører. Ofte bygger det på saglige krav, men hvorfor nogen krav i første omgang? Hvorfor skal embedsmænd og politikere fastsætte, hvem der er egnet til at besidde nogle erhverv frem for andre?

Vi har hver især samme ret til at drive virksomhed, som vores nabo har. Jeg er som økonomistuderende næppe nogen god fisker eller fysioterapeut, men i stedet for at lade en flok embedsmænd og politikkerudvalg afgøre det, så lad befolkningen afgøre det. Lad hver enkelt vælge den person de helst vil købe deres rødspætter fra. Hvem de helst vil transporteres rundt i midtbyen af. Hvem de helst vil have som læge. Dette er den ultimative frihed. Ingen love og direktiver og ingen bureaukrater til at afgøre dette.

Et af menneskets helt store opgaver i livet er produktion og værdiskabelse, for uden produktion vil mennesket ikke kunne overleve. Vi forbruger ved vores umiddelbare eksistens, så hvis vi ikke agter at være snyltere, må vi nødvendigvis tilføre samfundet værdi. Derfor er friheden til at producere og friheden til at forbruge essentielle dele af vores liv. Særlige grupper af mennesker, om så det er, fordi de kan råbe højere end andre, eller fordi de kender de rigtige mennesker, har ingen ret til at fratage os denne frihed.

Kampen for privilegier
Men det er ikke kun, når vi handler med andre, at nogle grupper af samfundet har særrettigheder. Nej, i dybt personlige spørgsmål anses staten stadig at være bedrevidende. Kristendomen har stadig særstatus overfor andre religioner i Danmark. Kun kristendommen har adgang til en billig indkrævning af kontingent gennem skatten, og kun kristendommen er på finansloven. Selv religioner kæmper for statens gunst og tildelingen af særstatus.

Gennem alle tider har grupper kæmpet for særstatus. Siden de første konger uddelte de første adelstitler har kampen om privilegier været hård. Netop da slipper man for at være underlagt konkurrencen fra andre. Om det så er flere medlemmer af menigheden, eller flere penge man vinder er underordnet.

Forskellen er, at det i dag er 179 politikere, og ikke kongen der uddeler privilegierne. Hvor de før blev uddelt til adelen og slægtninge, bliver de i dag uddelt til dem, der kan råbe højst overfor politikerne. Den største forskel er dog manglen på ærlighed. Hvor kongen ikke lagde skjul på, at der var tale om særlige privilegier, så er argumentet i dag, at det er for vores eget bedste – for samfundets bedste. Hvis ikke det var for den barmhjertige stat vil taxamarkedet være i kaos. Fiskere vil sulte og alle danskere vil være ludomaner. Heldigvis ved politikerne og bureaukraterne bedre, de ved hvordan, det hele skal skrues sammen. Selvfølgelig ved de ikke det, men de ved, hvor lobbyisterne og stemmerne er.

Rødspætterne
Så tilbage til pensionisten der ikke måtte sælge sine rødspætter på havnen. Her har erhvervsfiskerne fået en rettighed, der klart begrænser pensionistens frihed. De fleste vil være enige om, at hvis fiskerne havde været grever og baroner, der af kongen havde fået retten til at fiske i kongens farvand, da havde det været en åbenlys urimelighed. Men fordi det er 179 politikere, der har givet fiskerne privilegier, for samfundets ve og vel, da er den selvsamme handling fornuftig og en del af de rettelinjer, som vores samfund bygger på. Men der er ingen forskel på det kongen gjorde, og det staten gør. Grundlæggende frihedskrænkelser foregår stadig. I dag kalder vi det bare noget andet.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password