For unschooling

Er der et problem med ikke blot de offentlige skoler, men med selve idéen om skoling? David Friedman behandler unschooling i denne oldie but goldie.

[Unshcooling er idéen om, at børn lærer bedst, når de lærer af fri vilje, og at ethvert påtvunget pensum eller skema derfor er dårligt. Forfatter og lærer John Holt anses som konceptets grundlægger. red.]

Unschooling er lige nu i medierne, vores børn (12 og 15) er unschooled, og den bedste defensiv er en god offensiv, så …

En af de indbyggede forudsætningerne for konventionelle skoler, der følger et pensum, private eller offentlige, er, at der findes en slags delmængde af al menneskelig viden, der er stor nok til at fylde det meste af 12 års skolegang, og som alle har brug for at vide. Denne forudsætning er falsk. Der er en meget kort liste af færdigheder – læsning, håndskrift/maskinskrift og simpel regning er de eneste, jeg kan komme i tanke om – som næsten alle vil finde værd at lære. Udover det, så omfatter uddannelse at lære ting, men ikke nogle bestemte ting. Standard-pensummet er for det meste en arbitrær liste over, hvad der tilfældigvis er moderne, og dette er emnerne som alle påkræves at foregive at lære.

Overvej for eksempel modersmålets komposition, hjemlandets historie, algebra, geometri og trigonometri. Hver især vil de vise sig meget nyttige for nogle mennesker, lejlighedsvist nyttige for flere, og næsten komplet ubrugelige for en hel del. Og selvom det er meningen, at praktisk talt alle gymnasiale studenter skulle have lært disse ting, så vil mange, sandsynligvis flertallet, ikke have lært det – som enhver ved, der har undervist førsteårsstuderende på universitetet.

En anden forudsætning er, at børn lærer ved at få fortalt, at “dette er, hvad du skal lære i dag”, og derefter at sætte sig ned og høre på læreren og få noget læsning for. Et resultat heraf er, at børn bruger det meste af deres tid på at få fortalt ting, som de har ingen interesse i at vide. Givet forskelligheden i interesser og evner er et andet resultat, at en tredjedel af eleverne i et klasseværelse keder sig, fordi de allerede ved, hvad der bliver undervist i, en tredjedel keder sig, fordi de er fuldstændigt fortabte i stoffet, mens det med lidt held kun er den mellemste tredjedel, der lytter, forstår og lærer. En tilstrækkelig god lærer kan forbedre disse tal i nogen grad – men tilstrækkelig gode lærere er sjældne.

Endnu et observeret resultat er, at de fleste børn ser uddannelse som ubehageligt arbejde, der så vidt muligt skal undgås. Endvidere bruger skoler seks år på at lære eleverne ting, fx regning, som det gennemsnitlige barn kunne lære på et år eller to. Hvis han ville. Atter et resultat er, at vi ender med mange gymnasiale studenter, måske et flertal, som faktisk ikke rigtigt ved noget om mange af de ting, de har brugt alle de år på at foregive at lære.

Der er mindst endnu en ting galt med den konventionelle model. Kildekritik vha. intern evidens er en meget vigtig intellektuel færdighed. Denne færdighed anti-læres i klasseværelset. Eleven får fortalt ting af to autoriteter – læreren og bøgerne – og elevens job er at tro på, hvad de siger. Igen, en tilstrækkelig god lærer vil måske være i stand til at overkomme rammens logik og undervise i kritisk tænkning til en vis grad – men igen er tilstrækkeligt gode lærere sjældne.

En af de store fordele ved Internettet som uddannelsesværktøj er, at det tydeligvis er et ufiltreret medie, hvilket lader det være op til læseren at finde ud af, hvor meget han kan stole på denne kilde. Det er ikke perfekt, men lektien er i det mindste rigtig frem for forkert.

Holdningerne, som jeg her har givet udtryk for, er ikke baseret på eksterne undersøgelser. De er baseret på erfaring. Jeg gik selv på en førsteklasses privatskole, min kone gik på en god offentlig skole i sin forstad. Vi havde begge et par gode lærere og fag, men det, vi husker bedst, er, at vi kedede os det meste af tiden. Jeg lærte mere om mit modersmål ved at læse poesi af Kipling for sjov og gå igennem en bog eller to om dagen, mest Agatha Christie og hendes konkurrenter, i mine sommerferier, end jeg gjorde i skolen. Jeg lærte mere om politisk filosofi ved at diskutere politik med min bedste ven, end jeg gjorde i samfundsfag.

Der findes flere alternativer til den konventionelle model. Vi har valgt unschooling – at lade vores børn frit kontrollere deres egen tid, hvor de kan lære, hvad end der interesserer dem. Jeg beskriver det nogle gange som at smide bøger efter dem og se, hvilke der klistrer fast. I vores tilfælde omfatter de klistrede The Selfish Gene (min datter på 12), How to Lie With Statistics (begge børn), How to Take A Chance (en populær bog om sandsynlighedsteori, der især interesserer min søn på 10 pga. hans interesse for rollespil) og masser af fiktion, meget af det skrevet til voksne.

Der er ingen tvivl om, at de vil ende med ikke at kende flere af de ting, som findes i det normale pensum – ligesom mange af de, der er underlagt det. Men min søn har lært mere om historie og geografi i bøger og computerspil, end han ville i skolens historietimer – og han vil undgå at opleve, at lære nye ting er kedeligt arbejde, som skal undgås så vidt muligt. Min datter har noget at indhente i matematik, før hun er klar til universitetet – men begge børn synes, at det er et underholdende puslespil at løse to ligninger med to ubekendte (med heltallige løsninger).

I baggrunden, mens jeg skriver det her, øver min datter sig på sin harpe. Uden at nogen siger, hun skal.

Oversat af Lasse Birk Olesen. Bragt på Liberator første gang februar 2006.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password