Selvtægt: Frihedens forudsætning

Der tages afstand fra selvtægt i den politiske debat, men i popkulturen hyldes det. Kunne det være fordi, det slet ikke er så slemt alligevel? Artikel af Lasse Birk Olesen.

Det er faktisk mærkeligt. Hvordan kan noget afvises som det modbydeligste kætteri og senere samme dag hyldes som retfærdigt og heltemodigt? Men det sker hver eneste dag.

”Der skal handling til nu, hvis borgerne igen skal få tillid til politiet, for ellers ender det her samfund i det rene selvtægt,” sagde Socialdemokraternes retsordfører Karen Hækkerup forleden. For evigt dømt som retsstatens ødelægger, retfærdighedens trojaner og samfundets, ja selve civilisationens, nemesis. Og dog lever selvtægten i al hemmelighed om aftenen et liv i sus og dus, hvor det hyldes side om side med verdens største berømtheder, når actionheltene indtager biograflærreder og tv-skærme for at underholde og fortælle historier til millarder af seere.

Det kan være Dirty Harry, der renser ud, Bryan Mills der redder sin datter i den DVD-aktuelle Taken, eller Dexter som udnytter sin blodtørst til at lade retfærdigheden ske fyldest i TV-serien på Canal+. Og forældre sender gladelig deres børn i biografen for at se den seneste film med Harry Potter, Ninja Turtles, Spiderman eller Bruce Wayne maskeret som Batman, der sammen med de andre superhelte måske er de mest udprægede eksempler på selvtægtsmænd. Også dansk børne- og ungdomsfilm kan være med, hvor fx De 5 fra ’69 og ’70 samt Operation Cobra fra ’95 viser, at det kan være nødvendigt at tage tingene i egen hånd og blande autoriteterne udenom et stykke tid.

Det virker paradoksalt, at noget så slemt som selvtægt kan hyldes i prime-time fjernsyn og sågar få gode anmeldelser for det. For at sammenligne, så prøv at huske, hvornår du sidst har set en film, der hyldede mord? Aldrig, sandsynligvis, og det vidner om, at selvtægt ikke er en universel forbrydelse, som er forkert på tværs af tid og sted, men straffes af andre årsager.

For hvad er et menneske egentligt, hvis det fratages retten til at forsvare sit liv og give gerningsmanden en passende straf efterfølgende? Det er henvist til at leve på nåden af dem, der lover at beskytte det alligevel. I vores tilfælde på nåden af 179 folketingsmedlemmer, hvis fremmeste kvaliteter som politikere er at være kompromissøgende og villige til at indgå noget-for-noget-aftaler med politiske modstandere. Et sted i København laver de så studehandler om, hvordan politiet skal beskytte dig og 5,5 mio. andre mennesker over hele landet. I den enkelte sag har de ingen indflydelse, men i det større perspektiv jonglerer de med liv og død for os alle sammen.

Et menneske, der frarøves muligheden for at hævde sit liv og straffe de, der krænker det, og således kun har andres nåde at falde tilbage på, kan ikke være frit. Ude af stand til selv at forsvare sine rettigheder er det henvist til at adlyde enhver ordre fra dets påståede beskytter under den ultimative trussel om, at beskyttelsen vil ophøre, hvorefter det kan berøves eller dræbes uden straf. Et menneske, der lever under sådan en trussel, er i princippet ikke forskellig fra en slave.

Retten til selv at straffe gerningsmanden er altså en forudsætning for at tale om frihed – retten til selvtægt er en ret, foruden hvilken ingen andre rettigheder giver mening. Det kommer til udtryk ved den konstante vækst i statens størrelse og erodering af personlige frihedsrettigheder, som forskellige folkeslag har oplevet, siden de etablerede et centralistisk monopol på politi og retsvæsen og dermed kriminaliserede selvtægt.

Som det blev fremlagt af den engelske filosof Thomas Hobbes i 1600-tallet, sådan er den gængse opfattelse af retssystemets udvikling stadig: Engang for længe siden sloges alle mod alle, høvdinger mod høvdinger, indtil en konge fik underlagt sig hele landet og bragte ro og orden med en lovgivning håndhævet fra centralt hold. Men i dag ved man, at der blandt adskillige folkeslag har eksisteret meget fredelige og stabile samfund baseret på den enkeltes ret til selvtægt.

Et af de bedst dokumenterede eksempler er Island i årene 930 til 1262 e.v.t.[1] Det kan synes som lang tid siden, men idéen om den centralistiske retsmonopol er endnu ældre. De islandske sagaer beretter om et samfund, der i over 300 år (dobbelt så længe som det danske demokrati har eksisteret) byggede på et privatretsligt system, hvor den enkelte person frivilligt tilsluttede sig en såkaldt goði. Hvilken goði (om nogen), du tilhørte, afgjorde hvilken retsinstans, der skulle dømme dig, hvis du blev anklaget. Langt de fleste sager endte med idømmelse af bøde, der skulle betales direkte til offeret eller de efterladte som erstatning.

Der var imidlertid ingen udøvende magt. Hvis en gerningsmand nægtede at betale, blev han erklæret lovløs, og det stod så frit for enhver at opkræve erstatningen eller slå gerningsmanden ihjel. Ren selvtægt. Ikke desto mindre var landet meget fredeligt: I de sidste 50 år inden Norge tog herredømmet, som var den mest voldelige periode, vurderer historikere, at der blev dræbt 1 pr. 10.000 indbyggere om året. Til sammenligning svarer det alene til antallet af trafikdræbte i Danmark i dag.

Er man liberalt indstillet med et ønske om at begrænse statens størrelse, byder Islands historie i disse år på den vigtige pointe, at et centralistisk voldsmonopol ikke er en forudsætning for fred og privat ejendomsret. Tværtimod. Når borgernes eneste mulighed for at beskytte sig og straffe voldsmænd går gennem staten, og staten ligefrem straffer selvtægt med de samme midler, som den straffer de rigtige voldsmænd, så har mennesket afgivet sin mest fundamentale suverænitet. Derefter har borgeren intet andet valg end at acceptere, når staten krænker hans resterende rettigheder, da det sker under truslen om, at staten trækker sin beskyttelse tilbage og efterlader borgeren forsvarsløs.

De liberale, der endnu mener, at hvis blot forfatningen indrettes tilstrækkeligt genialt, så kan statens størrelse begrænses, bør erkende, hvad historien har lært os. Nogle af de klogeste mennesker i både Europa og særligt Amerika har forsøgt gang på gang at komme op med den bedste forfatning. Men de seneste 100 års eksplosive statslige vækst vidner om, at institutionaliseret magt ikke kan begrænses indefra med papir og blæk. Islands og andres eksempler viser dog, at et folk med retten til selvtægt kan ved konkurrence mellem de frivillige retsinstanser sikre et effektivt og, måske vigtigst af alt, minimalistisk retsvæsen i et stabilt og fredeligt samfund.

Således er forbuddet mod selvtægt, monopolet på retshåndhævelse, den grelleste frihedskrænkelse, for det er den, der gør alle de andre såsom skat, overvågning og stofforbud mulige. Det er ved hjælp af en stærkt centraliseret magt, at én gruppe kan blive stærk nok til at underlægge alle andre sin vilje. Islands eksempel viser os dog, at sådan behøver det ikke være.

I sidste ende handler selvtægt om, at der findes handlinger, som praktisk talt alle mennesker kan blive enige om er enten gode eller dårlige handlinger. At slå ihjel er en dårlig handling uanset hvad, at forsvare en person udsat for vold er en god handling uanset hvad. At røve er dårligt, at fange røveren er godt. Og hvis vi er enige om, at en handling er god, bør vi også være enige om, at den er stadig god, uanset hvem der udfører den. Hvadenten det er statens politibetjent eller en maskeret Bruce Wayne.

[1] Et andet kig på det islandske system i denne periode med en libertariansk vinkel foretages af David D. Friedman i kapitel 44 “Private Law Enforcement, Medieval Iceland, and Libertarianism” i hans bog The Machinery of Freedom.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password