Jobtilfredshed i den offentlige sektor eller i den private?

Jeg læste i et svar, til noget der drejede sig om noget helt andet, en på 180grader der kommenterede at han ville være offentlig ansat i sit næste liv fordi det er så nemt. “Tja” skriver på 180grader: “Jeg husker i Gladsaxe kommune, der havde vi en overgang et særligt kontor (6 ansatte), det skulle […]

Jeg læste i et svar, til noget der drejede sig om noget helt andet, en på 180grader der kommenterede at han ville være offentlig ansat i sit næste liv fordi det er så nemt.

“Tja” skriver på 180grader:

“Jeg husker i Gladsaxe kommune, der havde vi en overgang et særligt kontor (6 ansatte), det skulle kun administrere kontakter til vores venskabsbyer, som iøvrigt KUN er oprettet for at kommunalt ansatte kan komme på fede gratis ferier, de almindelige borgere har intet ud af det – andet end størrer skatter. Ikke engang 1% af befolkningen ved i det hele taget hvilke venskabsbyer vi egentlig har.

Men OK, vi har også en borgmester (S) som kun er blevet det fordi hun var flink til at hjælpe til når partiet holdt banko…

I mit næste liv vil jeg være offentligt ansat, men måske er der heller ikke andre muligheder i en halvkommunistisk land som Danmark.”

Og det er et lidt interessant standpunkt.

For os er der ingen tvivl om at kravene til vores produktivitet er højere og adgangen til en række goder såsom kurser/uddannelse, rejser, betalt frokostpause mv. er langt bedre i det offentlige end i det private erhvervsliv.

Men kunne man rent faktisk arbejde som offentlig ansat med de opgaver de nu engang har, der ofte måske ikke giver mening? Tænk på at sidde i en afdeling i Skat der laver inkasso mod mennesker man synes er uskyldige, arbejde i et jobcenter hvor formålet er ofte synes at være beskæftigelsesterapi for såvel sagsbehandler som klient, arbejde for nærings- og bevillingsmyndighederne når man synes det offentlige ikke skal blande sig i, hvem der har ret til at udskænke alkohol osv.

Eksemplerne er mange flere og sikkert også bedre end jeg lige kunne finde på her. Og jeg tror vi ville have svært ved at være offentligt ansatte når det enten virker nytteløst eller decideret ødelæggende for samfundet. Jeg vil lige understrege at jeg ikke er blind for at der er meget arbejde i det offentlige der selv for en hardcore liberalist er meningsfyldt. Sygeplejerske, læge, lærer, sosu assistent, pedel osv. Det, der reelt virker meningsforstyrende, er vel egentlig der, hvor man sidder som bureaukrat og vender papir.

En af mine venner er revisor og han fortalte mig om en diskussion han havde haft med sin chef, der synes at være passende i denne sammenhæng.

Som revisor bruger han det meste af sin tid på trivielle skattespørgsmål, skatteregnskaber, momsregnskaber osv. Alt sammen noget, hvor han fungerer som statens forlængede arm og dybest set lige så godt kunne være ansat i staten, hvis ikke det var fordi staten havde vedtaget man selv skal betale for sine rådgivere.

Han argumenterede derfor for at når folk kom til ham var de lige så glade da de kom, som da de gik, for han fik ikke lov til at give dem og deres virksomhed nogen merværdi. De fleste er kun interesseret i skattedelen af revisorens pallet af produkter, for det er dét, de er tvunget til at levere til staten. I sidste ende følte revisoren selv, at han ikke gav folk den merværdi han brændte for at give videre, men blot leverede skatteregnskaber (elektronisk til Skats system) intet menneske ud over ham selv nogensinde ville interessere sig for, medmindre Skat selvfølgelig udtog det og der rent faktisk var et andet menneske der så rent faktisk læste det. Og så ville det være en medarbejde i Skat der interesserede sig for om nogle formaliteter i skatteretten var overholdt, frem for substansen i regnskabet. Som revisor, argumenterer han, har man dermed lav jobtilfredshed, hvis man er i branchen for at gøre andre mennesker glade eller lave arbejde der betyder noget for den enkelte.

Omvendt kan revisionskunden gå til en prostitueret. Han kan udleve hvad det nu er, han føler behov for og gå fra den prostituerede bagefter som en gladere person. Og den prostituerede måtte nødvendigvis også være en tilfreds person. Han/hun tilførte kunden nogle ydelser som kunden ønskede og er på den måde en positiv kraft i kundens liv.

Revisoren argumenterede derfor at der er større jobtilfredsstillelse i at være prostitueret end at være revisor.

Har han ret?

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password