10 trillioner gode grunde til at legalisere narkotikahandlen

Kampen mod narkotika koster mange penge. Niels Westy kommer i denne artikel med 10 trillioner gode grunde til at legalisere narko.

“Illiberal, murderous, pointless and economically insane” – 10 trillioner gode grunde til at legalisere narkotikahandlen
Når jeg argumenterer for, at man skal legalisere handel med og brug af alle former for narkotika, er det Ikke fordi, jeg synes, det er en god ide at bruge hash, kokain, speed, heroin osv. Det er heller ikke fordi, jeg som liberalist selvfølgelig mener, at det er en grundlæggende frihed selv at bestemme, hvad man vil inhalere, proppe i munden eller op i næsen eller indtage på andre måder. Derimod er det grundlæggende fordi 5 årtiers fejlslagen kriminalisering ingen effekt har haft på forbruget eller antallet af narkomaner, men derimod primært har medført en ufattelig mængde af menneskelig lidelse, både for narkomaner og deres familie, men så sandelig også for millioner af af sagesløse borgere over hele verden, og endelig fordi de økonomiske omkostninger ved den førte politik er af helt absurde dimensioner. Således kan de globale samfundsøkonomiske omkostninger angives at være på mindst 10 trillioner kroner om året, svarende til omkring 3% af verdens samlede BNP.

Vil en legalisering ikke øge antallet af narkomaner?
Det argument, jeg hyppigst hører for at fortsætte med den nuværende forbudspolitik, baserer sig på en frygt for, at en legalisering vil medføre en kraftig stigning i antallet af narkomaner.

Jeg kan naturligvis ikke afvise, at antallet kan stige, men i så tilfælde vil det efter al sandsynlighed være en meget begrænset stigning. Og med tanke på de menneskelige og økonomiske omkostninger, der er forbundet med den nuværende forbudspolitik, er der her tale om et marginalt problem.

Alt andet lige må det selvfølgelig forventes, at pris og risiko har betydning for hvor mange, der prøver et givent narkotika og hermed hvor mange, der potentielt kan ende som misbrugere. For det første er efterspørgslen efter euforiserende stoffer temmelig prisufølsom (der skal meget store prisændringer til for at sikre selv små ændringer i efterspurgt mængde), og dels må det forventes, at risikoen for afhængighed er væsentligt højere blandt de, der allerede har prøvet de forskellige stoffer end blandt evt. nye, der måtte komme til. Endelig kunne man også pege på, at erfaringerne fra ophævelsen af det amerikanske spiritusforbud er, at en legalisering ikke påvirker forbruget opad. Endelig er der grund til at tro, at prisen på narkotika langt fra er det afgørende for det samlede forbrug.

Sammenligner man unges forbrug af forskellige former for illegale stoffer på tværs af en række europæiske lande, synes kultur og holdninger at være afgørende og f.eks. af langt større betydning end lovgivning. Der synes derimod at gælde for europæiske lande, at der er en klar sammenhæng mellem forbruget og holdningen til det legale rusmiddel alkohol og forbrug af og holdning til illegale rusmidler. Med andre ord, hvis man er nervøs for, at ens børn skal bruge narkotika, var det måske en ide at se på ens eget alkoholforbrug og holdning til indtagelse af samme.

Lande som Danmark og England har i et international sammenhæng højt forbrug af euforiserende stoffer blandt unge og er samtidig lande, hvor der er et højt alkoholforbrug blandt unge – Danmark har Europas højeste. Derimod har lande som Sverige, Grækenland og Portugal et meget lavt forbrug af euforiserende stoffer, og sjovt nok også et lavt alkoholforbrug blandt unge. Her er det væsentligt at pege på, at mens Sverige som bekendt har en stram alkohol- og narkotikalovgivning, gør dette sig langt fra gældende i Portugal, der siden 2001 er det land, der er gået længst i afkriminaliseringen af narkotika. En egentlig legalisering er ikke mulig, da man i lighed med andre lande, herunder altså også Danmark, er bundet af aftaler indgået i FN regi (og det gælder også hash).

I England hvor forbruget af illegale rusmidler er blandt de absolut højeste i Europa, fører man i lighed med Sverige en hård kurs mod illegale rusmidler – uden nogen synlig effekt på forbruget. Noget kunne altså tyde på, at kultur og holdninger har afgørende betydning for “risikoen for/villigheden til” at unge bruger diverse former for rusmidler, legale eller ej**. Og med det in mente, er det rimeligt at antage, at betydningen af lavere priser og bedre kvalitet vil have en ganske marginal betydning.

Dertil kan føjes, at mens der på et illegalt marked er ringe mulighed for at styre udbuddet i forhold til de helt unge – pusherne har et klart incitament til også at sælge til disse grupper – forholder det sig helt anderledes ved en legal reguleret handel, hvor det er muligt at styre til hvilke grupper, der bliver solgt.

Omkostningerne ved gældende narkotikalovgivning
Det er klart, at nedenstående beregninger er præget af en betydelig usikkerhed. Der er dog ikke grund til at tro, at usikkerheden er større end for alt muligt andet, hvor man er nødt til at estimere tal på baggrund af manglende eksakte oplysninger. De fleste ville formentlig være rystede, hvis de vidste, hvor tyndt et statistisk og videnskabeligt grundlag mange beregninger inden for snart sagt alle ikke-eksakte videnskaber (herunder ikke mindst klimaforskning) hviler på. Dog er det mindste forsøg på at beregne konsekvenser at foretrække, frem for at man blot “føler” sig frem, hvilket ofte synes at være en foretrukken metode.

Det er f.eks. vanskeligt at fastslå, hvor mange narkomaner der egentlig findes. Forskellige opgørelser varierer ofte temmelig meget. Til tider på grund af statistisk usikkerhed, til andre tider vist mest som konsekvens af, at undersøgelser ofte laves, fordi man ønsker, at det offentlige skal tilføre flere ressourcer til ens område, og så er det jo fristende at lave sine beregninger, så de passer til ens reelle dagsorden.

Et andet problem er ganske simpelt at finde ud af, hvor meget af f.eks. politiets arbejde, der relaterer sig til narkokriminalitet. Som bekendt ved politiet herhjemme stort set ikke, hvad deres ressourcer går til, så at finde ud af det herhjemme virker umiddelbart som en uoverkommelig opgave. Heldigvis står det anderledes til i andre lande.

Mens vi herhjemme ikke ved, hvor meget narkotikalovgivningen koster borgerne hverken direkte eller i form af samfundsøkonomiske tab, står det anderledes til i England. I mangel på bedre, forudsætter jeg derfor, at sammenhængene er de samme herhjemme som i England – en vel ikke helt urimelig forudsætning. Antallet af narkomaner i Danmark er baseret på tal fra EMCDDA***, der har fratrukket dem, der angives at være afhængige af hash, opgives til at være ca. 20.000, mens det tilsvarende tal for England er ca. 332.000.

Overfører man tallene fra England til danske forhold indebærer det, at de direkte omkostninger, det vil sige forbruget indenfor politi, rets- og fængselsvæsen og narkomaners belastning af sundhedssystemet og estimerede direkte omkostning af narkomanernes kriminelle aktiviteter udgør i alt ca ½ mio. kroner per narkoman.**** Tillægger man yderligere de beregnede omkostninger set ud fra ofrene for narkomanernes kriminelle aktiviteter, ender man med omkostninger på 800.000 kroner per narkoman. Det er værd at understrege, at der heri ikke indgår tal for forventet produktionstab, ved at beskæftigelsen blandt narkomaner, alt andet lige, må forventes at være højere ved en legalisering. Ligeledes indgår udgifter til bistandshjælp, invalidepension osv. heller ikke.

I forhold til ovennævnte kan det nævnes – igen med engelske tal “oversat” til dansk – at samfundets omkostninger for ikke-afhængige brugere er på sølle ca. 200 kroner om året.

Med 20.000 narkomaner herhjemme, indebærer det, at omkostningen af gældende lovgivning kan angives at være ca. 16 mia. kroner om året. Det svarer til, at de samlede omkostninger er ca. 4,5 gange højere som værdien af den samlede omsætning ifølge dansk politi (3-4 mia. kroner).

Antager vi yderligere, at der er samme forhold mellem omsætning og samfundsøkonomiske omkostninger er gældende på globalt plan, indebærer det, at de globale omkostninger ved gældende narkotikapolitik ligger på den forkerte side af 10.000 milliarder kroner – svarende til omkring 3% af globalt BNP. Et svimlende tal, der ikke bliver mindre absurd og vanvittigt, uanset om jeg så skulle have skudt et par trillioner for højt, hvilket dog næppe er sandsynligt. Tværtimod er det mere sandsynligt, at tallet er lavt sat, især hvis man inddrager de samfundsøkonomiske tab af korruption, krige, statskup og mordrater i mindre velstående lande i Latin Amerika, Afrika og Asien.

Det ville naturligvis være useriøst, hvis jeg ikke afsluttende skrev noget om eventuelle omkostninger ved en legalisering. Som allerede anført i indledningen må man, alt andet lige, forvente at en legalisering og medfølgende fald i priser og stigning i kvalitet (sikkerhed for renhed af produkterne) vil indebære, at forbruget stiger, hvilket jeg dog som anført anser for at være af marginal betydning, hvis en sådan effekt overhovedet vil optræde.

Det kan naturligvis også tænkes, at en del narkomaner fortsat vil være kriminelle, også efter en legalisering (og sænkning af priserne på narkotika). På den anden side ved vi fra undersøgelser i England, at der er en meget klar sammenhæng mellem narkomanernes behov for at finansiere deres forbrug og omfanget af deres kriminalitet. Ligeledes kan man også pege på, at en legalisering indebærer, at handlen med narkotika i modsætning til nu, kan beskattes med ikke uvæsentlige provenu muligheder. Der vil naturligvis fortsat være udgifter i sundhedsvæsnet, men disse vil være minimale i forhold til nu, fordi langt de fleste udgifter ikke er afledt af selve forbruget, men derimod af at stofferne er illegale. Desuden vil narkomanernes almene sundhedstilstand forbedres betydelig, der vil være færre tilfælde af AIDS, hepatitis osv., ligesom en meget stor del af akut behandling for overdosis osv. skyldes, at brugerne ikke ved, hvor stærke stofferne er osv. osv.

Og skulle omkostningerne ved en legalisering f.eks. løbe op i en trillion, ja, så har verden stadig gjort en umanerlig god forretning (og forbedret forholdene for narkomanerne samtidig).

At fortsætte den nuværende narkotikapolitik er i hvert fald temmelig stupidt og udtryk for symbolpolitik af værste skuffe. Og når socialdemokratiets ungdom i forbindelse med den nuværende ”krig” om kontrollen af det illegale narkotikamarked i København for et par måneder siden forsøgte sig med et slogan om, at ”forbrugerne havde blod på hænderne”, så burde de rettelig have rettet deres kampagne mod de politiske partier og regeringer (ikke mindst amerikanske), der gennem 5 årtier har sikret en narkotikapolitik, der ikke kun er skyld i store menneskelige lidelser, men også i et enormt økonomisk tab. Det er først og fremmest de, der sikrer et fortsat forbud, der har blod på hænderne, og det i et omfang så det driver ned af væggene.

At undlade at tage konsekvensen af årtiers fejlslagen politik er ikke kun idiotisk, men med The Economist ord “”illiberal, murderous and pointless”, ord, jeg gerne gør til mine egne med en tilføjelse om, at det er økonomisk vanvid.

Hvis man nogensinde har kunnet tale om at være dummere end politiet tillader…

—–
(*) se http://www.unodc.org/documents/drug-treatment/CND_09ED_final%20paper.pdf

(**) se http://ec.europa.eu/public_opinion/flash/fl158_en.pdf

(***) se http://www.emcdda.europa.eu/publications/country-overviews/dk

(****) se http://www.addaction.org.uk/wp-content/uploads/2008/07/financialcostofaddictionbriefingweb.pdf

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password