De fleste, som færdes i indre by i København, har prøvet at blive stoppet på Kultovet af en frisk
Amnesty International ansat med spørgsmålet: “Kunne du tænke dig at stoppe vold mod kvinder?”
Hvem kan svare nej til det?
Spørgsmålet er dog, hvad der menes med at gøre en indsats for at “stoppe volden mod kvinder”.
Tænkes der på at fordømme krigshandlinger og kvindeundertrykkende regeringsmagter? Eller på
det mere nære plan at sprede budskabet om, at voldsforbrydere bør marginaliseres og udstødes fra
det etablerede samfund? Tænkes der på kvinders (og andre individers) ret til at bære våben, så de
faktisk har en reel mulighed for at forsvare sig selv i en uventet situation?
Alle disse tiltag er non-aggresive – de involverer ikke noget tvunget engagement fra andre
menneskers side, såsom skattebetalinger.
Desværre er det sjældent sådanne fredelige tiltag, der foreslås i anti-voldens tjeneste. Paradoksalt
nok involverer anti-kvindevolds-bevægelsens forslag altid en eller anden form for udnyttelse af en
mindre agtet gruppe, nemlig skatteyderne. Kampen for at stoppe kvindevold bliver brugt som en
skudsikker begrundelse for udvidelse af velfærdskonsulenternes magtbase: Mere beskæftigelse og
magt til behandlere, psykologer og projektledere af diverse kampagner for bevidstgørelse af
kvindens rettigheder.
Der skal udvides med flere såkaldte krisecentre (hoteller) for voldsramte kvinder, psykologer til
voldsofre såvel som forbrydere (der jo også er ofre), flere socialrådgivere, pædagoger, osv. Det
sidste krav fra Landsorganisationen af Kvindekrisecentre er specialtilbud til hjemmeboende
teenagepiger, der bliver slået af deres ungdomskæreste.
“Antivolds-bevægelsen” ignorerer en grundlæggende konflikt. Behandlerklassens magt udvides på
bekostning af et andet fænomen: Familiens/netværkets og individets ansvar. I sidste ende er
behandlere, krisecentre og generelt mere økonomisk hjælp uden krav om modydelse til “voldsofre”
til skade for kvinder og familier.
Uden velfærdsstatens omfordeling via skatter og overførselsindkomster vil en kvinde, som ikke kan
forsørge sig selv, og som enten bliver forladt eller ønsker at gå fra sin mand, være afhængig af
familiens eller andres hjælp. Traditionelt har forældre over hele verden udvist interesse i at få deres
døtre afsat til stabile forsørgere og ægtemænd, som ikke svigter eller misbruger kvinden.
Således er en aktiv interesse for pigens partnervalg fra familiens side stadig udbredt i lande uden
velfærdsydelser. Man interesserer sig for, om manden er stabil. Psykisk og adfærdsmæssigt? Disse
faktorer har indflydelse på den nye kernefamilies fremtidige finansielle stabilitet, men de har som
regel også stor betydning for parforholdets stabilitet. Mens en psykisk uligevægtig person kan være
ganske charmerende, vil han alt andet lige være mere tilbøjelig til at miste forsørgerevnen i perioder
såvel som til at miste kontrollen over sit temperament.
For mandens vedkommende vil familien naturligvis også interessere sig for partnervalget. Er den
kommende hustru stabil – ligner hun en god mor? Eller er hun selvoptaget, fornøjelsessyg og/eller
hysterisk?
En familie eller andet fællesskab, som viser interesse i ens partnervalg, kan selvfølgelig være
irriterende ud fra et frigørelsesmæssigt synspunkt, hvis frigørelse altså handler om at følge sine
spontane lyster uden at møde sociale konsekvenser.Den positive side af medaljen er dog, at det kan
være med til at få tvunget flere aspekter ind i overvejelsen om partnervalget – udover de spontante
følelser og forelskelsen, der jo som bekendt kan sløve ens opmærksomhed overfor andre, mindre
romantiske sider ved partnerens personlighed.
Det er på ingen måde en tilfældighed, om man ender med at flytte sammen med en voldelig mand.
Det kommer i allerhøjeste grad an på, om man venter med at flytte sammen, til både man selv og
ens nærmeste har lært vedkommende at kende. Hvis det nære netværk fraråder parforholdet, kan det
jo evt. have noget at gøre med, at de har set en side af partnerens karakter, som den forelskede har
overset.
Men besindighed og respekt for de ældre generationers råd er blevet umoderne. Det enkelte individs
øgede muligheder for selvcentreret og spontan opførsel uden risiko for økonomiske eller sociale
repressalier bliver ofte fremhævet som et af de største fremskridt i de sidste 50 år. Subkulturer, hvor
traditionelle familieværdier stadig hersker udbredt, fremhæves som problemer, som skal løses med
udvidelse af “integrationsindsatsen” og stadigt flere familierådgivere, psykologer og andre
terapeuter.
Udbredelsen af disse udfoldelsesmuligheder har været båret af statens øgede omfordeling.
Omfordeling af velstand mellem generationerne har altid eksisteret, men hvor overførslerne før
foregik direkte mellem den produktive og den ikke-produktive, var omkostningerne ved dovenskab,
drikfældighed, graviditet uden for ægteskabet, skilsmisse o. lign. særdeles tydelige for dem, der
skulle betale – som oftest familien eller sognet. Den vestlige verden har indtil midt i sidste
århundrede været gennemsyret af sociale normer, der har medvirket til at nedbringe asocial adfærd
til en forholdsvist lille størrelse sammenlignet med i dag.
I takt med at omfordelingsfunktionen er blevet gjort lovpligtig og centraliseret, er omkostningerne
blevet mere indirekte. Hvor der før var tale om at A brugte sine penge på B, er der i dag tale om at C
bruger A’s penge på nogle B. Omkostningerne for den enkelte skatteyder ved en graviditet uden for
ægteskabet bliver ikke opgjort på skatteregningen. Incitamentet til at begrænse omkostningerne ved
asocial opførsel er ikke bare eroderet, men direkte perverteret. Uanset hvor velmenende
familierådgiverne og psykologerne måtte være, så er det ikke i deres interesse, at sociale problemer
minimeres. Jo flere brudte familier og problemer, des mere magt og ressourcer til klassen af
velfærdskonsulenter.
De fleste mennesker vil stadig se det som idealet at leve et uafhængigt liv med et fast arbejde og
give deres børn en god opvækst. Men for de såkaldt ressourcesvage har netop de økonomiske
konsekvenser af lemfældig opførsel været et af de stærkeste incitamenter til ikke “at give op” – give
op at stå tidligt op om morgenen, give op at holde sig fra flasken og kagekrukken etc. I takt med at
de økonomiske konsekvenser af “at give op” er blevet flyttet over på andre mennesker, er antallet af
brudte familier, alkoholikere, psykisk syge, helbredstruede overvægtige og voksne, der ikke magter
at forsørge sig selv og deres børn, eksploderet.
Brudte familier og fejlslagne ægteskaber er ikke isolerede problemer – det er en del af en generel
tendens til opbrud i værdier, der har præget det vestlige samfund igennem årtier. Opbruddet i
værdier skyldes, at velfærdsstaten har minimeret omkostningerne for den enkelte ved at praktisere
en filosofi om at anything goes og man skal jo følge sit hjerte. Jo flere guldmønter og jo mere
forkælelse der regner ned over folk, der dummer sig, des flere vil dumme sig.
På trods af at mange velfærdsforanstaltninger netop er blevet legitimeret ud fra et ønske om at
hjælpe de svageste, er det faktisk gået tilbage for de svageste, hvad angår selvforsørgelse. De
vestlige samfund har set opståelsen af en ny klasse af dybt afhængige velfærdszombier – det gælder
Danmark, men også USA, Storbritannien, Tyskland, Frankrig og andre OECD-lande*. Er disse
mennesker bedre stillet, hvor de fastholdes i et afhængighedsforhold til statslige institutioner og
terapeuter?
Krisecentre er blot et eksempel i havet af tilbud, der skal minimere omkostningerne ved ubesindig
opførsel. Krisecentre har en tosidet virkning ved dels at lindre smerten og konsekvenserne ved
hustruvold, når den har fundet sted, hvilket i sig selv er godt på kort sigt. Men samtidig bidrager de
sammen med andre velfærdstiltag til at underminere den mest effektive præventive indsats mod
hustruvold – familiens og netværkets engagement i dets medlemmers velfærd.
Det helt konkrete problem ved krisecentre i deres nuværende udformning ved offentlige midler er,
at de gør det muligt at flytte sammen med en mand, man dårligt kender og så smutte på hotel, når
det brænder på. På krisecentrene praktiseres en offerfilosofi om, at kvinden aldrig har en andel i
ansvaret for hvilken mand, hun valgte at flytte sammen med. Alene termen “voldsramt” siger det
hele. Når man bliver slået af en samlever, er man jo netop ikke tilfældigt “ramt af vold”. Man er
blevet slået af en partner, man har valgt.
Det er klart, at der er nogle særlige tilfælde, særligt blandt indvandrerkvinder, hvor kvinden ønsker
at bryde ud af en familie/omgangskreds, der accepterer vold og evt. æresdrab. Det kan være svært,
hvis man ikke taler dansk og har svært ved at begå sig i det danske samfund. Jeg kan kun støtte, at
der oprettes private initiativer for at hjælpe disse kvinder.
Men et vigtigt element i enhver form for hjælp må altid være, at der stilles krav til modtageren.
Modtageren må på en eller anden måde give tilbage, så godt som vedkommende nu magter. Et
kategorisk krav, når man hjælper voldsudsatte kvinder, må fx være, at de forlader samleveren
definitivt. Et andet krav må være, at de bidrager med en eller anden produktiv indsats for at dække
en del af omkostningerne ved opholdet på krisecentret og deres nye bolig.
Når Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK) i deres nyeste kampagne sætter fokus på
kærestevold mellem unge, sker det ved at henvende sig direkte til de unge selv. Forældrenens
ansvar nævnes der ikke noget om. I en dokumentarfilm om kærestevold blandt unge, som blev
overværet af selveste den folkekære Kronprinsesse Mary, fortæller helt unge, hjemmeboende piger,
om hvordan de overnattede dag efter dag og nærmest boede sammen med deres voldelige kærester.
Forældrene nævnes ikke med et ord, i stedet lamenteres der over, at der mangler specialtilbud til
disse voldsramte unge. Spørgsmålet er dog, om specialtilbuddene overhovedet havde været
nødvendige, hvis pigernes forældre havde turdet være forældre og sætte en stopper for al den
alenetid sammen med fremmede fyre.
Hvis man vil gøre sig håb om at minimere sociale problemer som ensomhed, isolation og vold i
hjemmet, må man først og fremmest anerkende vigtigheden af frivillige fællesskaber mellem
mennesker, for det er i dem, man finder det største engagement og dybfølte interesse i
medlemmernes velfærd. Det er en utopi at tro, at man kan bevare disse vitale fællesskaber intakte,
når staten kolonialiserer deres funktioner ved brug af tvungen omfordeling.
—-
* For Danmark, se Ole Birk Olesen: Taberfabrikken. For USA se Milton Friedman: Free To Choose.
For UK se Theodore Dalrymple: Life at the Bottom.

Join the Conversation

18 Comments

  1. I høj grad enig. Men er familien et frivilligt fællesskab? Næppe. På den ene side kan vi lykønske os med opløsningen af det gamle samfunds bindinger og fællesskaber – især når det drejer sig om indvandrerkvinder -, men begræde fraværet af tilstrækkeligt mange frivillige fællesskaber.
    Men der findes også frivillige fællesskaber og familier, som man aldrig hører noget om – medmindre man har et personligt kendskab – fordi de er velfungerende. F.eks. findes der i København ca. et par hundrede kristne kollektiver, der mest består af unge. De bliver sjældent omtalt, fordi de har få problemer. Der er sikkert tilsvarende grupper.

  2. I høj grad enig. Men er familien et frivilligt fællesskab? Næppe. På den ene side kan vi lykønske os med opløsningen af det gamle samfunds bindinger og fællesskaber – især når det drejer sig om indvandrerkvinder -, men begræde fraværet af tilstrækkeligt mange frivillige fællesskaber.
    Men der findes også frivillige fællesskaber og familier, som man aldrig hører noget om – medmindre man har et personligt kendskab – fordi de er velfungerende. F.eks. findes der i København ca. et par hundrede kristne kollektiver, der mest består af unge. De bliver sjældent omtalt, fordi de har få problemer. Der er sikkert tilsvarende grupper.

  3. Ja, staten forstærker et problem og tvinger os bagefter til at betale for en løsning, der på sigt vil gøre problemet endnu større.
    Den eneste vinder er staten.

  4. Ja, staten forstærker et problem og tvinger os bagefter til at betale for en løsning, der på sigt vil gøre problemet endnu større.
    Den eneste vinder er staten.

  5. Krisecentra er ganske vist jobskabende:)men årsagen til, at problemets omfang er eksploderet, kommer fra de varme lande!
    Vi taler om voldsom overrepræsentation, ikke kun på krisecentra, men også på den lukkede, i fængsler, til specialundervisning, specialbehandling for udviklingsfejl, etc; all over. Danmark har importeret en ny offerklasse til socialisternes bestemmelege. Desværre er den ligeså stor, som den oprindelige, og det siger sig selv, at vi får en negativ dynamik på bunden, hvor tolerancen er mindst. Desværre er der ikke mange liberalister, som ønsker at diskutere kultur, herunder det faktum at socialiststaten producerer dovne egoistiske hunde.

  6. Krisecentra er ganske vist jobskabende:)men årsagen til, at problemets omfang er eksploderet, kommer fra de varme lande!
    Vi taler om voldsom overrepræsentation, ikke kun på krisecentra, men også på den lukkede, i fængsler, til specialundervisning, specialbehandling for udviklingsfejl, etc; all over. Danmark har importeret en ny offerklasse til socialisternes bestemmelege. Desværre er den ligeså stor, som den oprindelige, og det siger sig selv, at vi får en negativ dynamik på bunden, hvor tolerancen er mindst. Desværre er der ikke mange liberalister, som ønsker at diskutere kultur, herunder det faktum at socialiststaten producerer dovne egoistiske hunde.

  7. Spændende og vigtig artikel. Når man tager ansvaret fra folk – så opfører de sig ansvarsløst!

  8. Spændende og vigtig artikel. Når man tager ansvaret fra folk – så opfører de sig ansvarsløst!

  9. @ Nake: Nej, man vælger ikke sin familie, men hvis familien danner et fællesskab, er det i de fleste tilfælde frivilligt (forstået som at man ikke trues med vold til at indgå i fællesskabet). Da de fleste mennesker føler den største affektion og sympati for deres egen familie, er familien bare fællesskabsnormen – selv i vore dage.
    Socialkonstruktivistiske antroprologer har rejst kloden tynd for at finde en alternativ samfundsstruktur, men endnu er det ikke lykkedes. Det er svært at tilbagevise, at familien er det naturlige, den universelle fællesksabsnorm.
    Derfor mener jeg ikke, der er nogen grund til at hylde “opløsningen af det gamle samfunds bindinger og fællesskaber”. Ideen om individet som en frit flyvende sæbebobel fri af alle bindinger er en sværmerisk utopi. Vi bliver alle født ind i en kontekst og med nogle medfødte egenskaber, som er med til at forme vores muligheder og vores liv. Nogle er desværre født i en menneskefjendsk kultur og ønsker at bryde ud. Her er det godt, at markedsøkonomien giver den enkelte mulighed for at forsørge sig selv og bo alene eller finde ligesindede at danne alternative fællesskaber med – men det behøver jo ikke være i konflikt med familien som samfundets grundlæggende institution. I sidste ende ender mange “udbrydere” jo med selv at stifte familie på egne præmisser.
    Men i øvrigt interessant med de kristne kollektiver!
    @ LuckyLibertas: Jo det er vist ingen hemmelighed, at problemet især kommer fra de varme lande. Og at mange af disse kvinder ikke kan regne med hjælp fra familie og venner, hvis de bliver tæsket. Det værste er, at de kun er toppen af isbjerget – på verdensplan lever millioner af mennesker i kulturer, hvor rå og brutal vold er accepteret. Det behøver dog ikke stoppe en fra, at hjælpe folk i sin nærhed.

  10. @ Nake: Nej, man vælger ikke sin familie, men hvis familien danner et fællesskab, er det i de fleste tilfælde frivilligt (forstået som at man ikke trues med vold til at indgå i fællesskabet). Da de fleste mennesker føler den største affektion og sympati for deres egen familie, er familien bare fællesskabsnormen – selv i vore dage.
    Socialkonstruktivistiske antroprologer har rejst kloden tynd for at finde en alternativ samfundsstruktur, men endnu er det ikke lykkedes. Det er svært at tilbagevise, at familien er det naturlige, den universelle fællesksabsnorm.
    Derfor mener jeg ikke, der er nogen grund til at hylde “opløsningen af det gamle samfunds bindinger og fællesskaber”. Ideen om individet som en frit flyvende sæbebobel fri af alle bindinger er en sværmerisk utopi. Vi bliver alle født ind i en kontekst og med nogle medfødte egenskaber, som er med til at forme vores muligheder og vores liv. Nogle er desværre født i en menneskefjendsk kultur og ønsker at bryde ud. Her er det godt, at markedsøkonomien giver den enkelte mulighed for at forsørge sig selv og bo alene eller finde ligesindede at danne alternative fællesskaber med – men det behøver jo ikke være i konflikt med familien som samfundets grundlæggende institution. I sidste ende ender mange “udbrydere” jo med selv at stifte familie på egne præmisser.
    Men i øvrigt interessant med de kristne kollektiver!
    @ LuckyLibertas: Jo det er vist ingen hemmelighed, at problemet især kommer fra de varme lande. Og at mange af disse kvinder ikke kan regne med hjælp fra familie og venner, hvis de bliver tæsket. Det værste er, at de kun er toppen af isbjerget – på verdensplan lever millioner af mennesker i kulturer, hvor rå og brutal vold er accepteret. Det behøver dog ikke stoppe en fra, at hjælpe folk i sin nærhed.

  11. @ Helene Haabegaard. Der er næppe så stor modsætning mellem det, jeg skriver, og det, du gør. Familien er altså ikke et frivilligt fællesskab, men kan blive det, og hvis den ikke kan, har man mulighed for at forlade den ( men naturligvis vil prægningen altid være der ). Det ligger ikke i min opfattelse, at individet er en boble. Men snarere at, uanset hvor meget man er bestemt af en kontekst, kan man handle bevidst el. frit i forhold til den.
    Netop i forhold til middelhavskulturerne tilbyder markedssamfundet en mulighed for en frigørelse fra de gamle fællesskaber og bindinger. Selv om langt de fleste foretrækker at videreføre familien, giver vores samfund jo netop eminente muligheder for dem, der ikke ønsker det.
    Min pointe var snarere, at hvor familien ikke slår til, kan frivillige fællesskaber måske blive en bedre løsning end offentlige behandlerinstanser.

  12. @ Helene Haabegaard. Der er næppe så stor modsætning mellem det, jeg skriver, og det, du gør. Familien er altså ikke et frivilligt fællesskab, men kan blive det, og hvis den ikke kan, har man mulighed for at forlade den ( men naturligvis vil prægningen altid være der ). Det ligger ikke i min opfattelse, at individet er en boble. Men snarere at, uanset hvor meget man er bestemt af en kontekst, kan man handle bevidst el. frit i forhold til den.
    Netop i forhold til middelhavskulturerne tilbyder markedssamfundet en mulighed for en frigørelse fra de gamle fællesskaber og bindinger. Selv om langt de fleste foretrækker at videreføre familien, giver vores samfund jo netop eminente muligheder for dem, der ikke ønsker det.
    Min pointe var snarere, at hvor familien ikke slår til, kan frivillige fællesskaber måske blive en bedre løsning end offentlige behandlerinstanser.

  13. Nej en famillie er ikke et frivilligt fællesskab hvis man fødes ind i det.
    Man kan så diskutere om det er frivilligt om man bliver der.
    Her er så problemet at de fleste mere eller mindre er blevet hjernevasket til at anse forholdnene i famillien som normale. Børn får også en binding (Stockholm syndrom) til famillien som gør at man ikke bare kan bryde ud.

  14. Nej en famillie er ikke et frivilligt fællesskab hvis man fødes ind i det.
    Man kan så diskutere om det er frivilligt om man bliver der.
    Her er så problemet at de fleste mere eller mindre er blevet hjernevasket til at anse forholdnene i famillien som normale. Børn får også en binding (Stockholm syndrom) til famillien som gør at man ikke bare kan bryde ud.

  15. @ Kjeld. Man kan altid handle. ( Det skulle nok være en af de få grundsætninger, korrespondenterne her på siden kan dele. ) At handlingen så vil have konsekvenser af den ene eller anden art, betyder ikke, at man ikke har handlet frit. En pige, der er blevet mishandlet af sin familie a) kan forlade den, men b) vil altid være præget af det.
    Jeg tror ikke, at du vil kunne finde mange børnehjemsbørn, der ikke hellere ville have vokset op i en familie.
    Tænk på Tolstojs Anna Karenina. Hun handlede faktisk frit, da hun forlod sin mand, selv om det kostede hende dyrt. Den bog begynder i øvrigt med et udsagn om familier, der er noget af det bedste, der er sagt om emnet: ” Alle lykkelige familier ligner hinanden; men den ulykkelige familie er altid på sin egen måde ulykkelig.”

  16. @ Kjeld. Man kan altid handle. ( Det skulle nok være en af de få grundsætninger, korrespondenterne her på siden kan dele. ) At handlingen så vil have konsekvenser af den ene eller anden art, betyder ikke, at man ikke har handlet frit. En pige, der er blevet mishandlet af sin familie a) kan forlade den, men b) vil altid være præget af det.
    Jeg tror ikke, at du vil kunne finde mange børnehjemsbørn, der ikke hellere ville have vokset op i en familie.
    Tænk på Tolstojs Anna Karenina. Hun handlede faktisk frit, da hun forlod sin mand, selv om det kostede hende dyrt. Den bog begynder i øvrigt med et udsagn om familier, der er noget af det bedste, der er sagt om emnet: ” Alle lykkelige familier ligner hinanden; men den ulykkelige familie er altid på sin egen måde ulykkelig.”

  17. Genialt, du virker ellers nogenlunde stabil, men så begynder det langsomt at skinne igennem. Selvfølgelig har kvinder selv bedt om at blive overfaldet og udsat for fysisk vold, ingen undtagelser og enhver er jo som bekendt sin egen lykkes smed! Kvinderne har så selv valgt volden…wauw! Det er altså godt resoneret.
    De svage har så haft deres tur/chance og de greb den ikke så nu må vi da for alt i verden sørge for at hylde polariseringen i vores lille elendige nazi-stat hvor grådighed og idioti holder den største af alle fester, og straks også få indført brugerbetaling for voldsramte kvinder – det er smukt! 
    Dine største idoler er med garanti mænd og du har sikkert mere empati over for din kat hvis den har problemer med en hårbold end med en voldsramt kvinde der sidder tilbage med ar på sjælen og en skam af gigantiske dimensioner. De taber-forældre du skriver om burde måske straffes, og ikke deres børn som aldrig har set andet end grådige folkevalgte der konstant rager til sig og bare vil deltage i reality-shows, styrke sort arbejde, trække alt fra i skat, skyde skylden på diverse spindoktore, slå deres børn, køre bil uden sele, betale børnenes narkogæld, og så gå tidligt på pension.
    Hmm, hvor er idolerne så henne? I Cepos? I rød/blå blok?
    De frivillige fælleskaber er jo blevet smadret og trådt på af ynkelige mænd hvad enten det er i jakkesæt eller spejderuniformer.
    Beklageligvis er vi i dette land tydeligvis for elendige til at forvalte tre skønne ting: Demokrati, ytringsfrihed og evnen til at tænke bare nogenlunde selvstændigt.

  18. Genialt, du virker ellers nogenlunde stabil, men så begynder det langsomt at skinne igennem. Selvfølgelig har kvinder selv bedt om at blive overfaldet og udsat for fysisk vold, ingen undtagelser og enhver er jo som bekendt sin egen lykkes smed! Kvinderne har så selv valgt volden…wauw! Det er altså godt resoneret.
    De svage har så haft deres tur/chance og de greb den ikke så nu må vi da for alt i verden sørge for at hylde polariseringen i vores lille elendige nazi-stat hvor grådighed og idioti holder den største af alle fester, og straks også få indført brugerbetaling for voldsramte kvinder – det er smukt! 
    Dine største idoler er med garanti mænd og du har sikkert mere empati over for din kat hvis den har problemer med en hårbold end med en voldsramt kvinde der sidder tilbage med ar på sjælen og en skam af gigantiske dimensioner. De taber-forældre du skriver om burde måske straffes, og ikke deres børn som aldrig har set andet end grådige folkevalgte der konstant rager til sig og bare vil deltage i reality-shows, styrke sort arbejde, trække alt fra i skat, skyde skylden på diverse spindoktore, slå deres børn, køre bil uden sele, betale børnenes narkogæld, og så gå tidligt på pension.
    Hmm, hvor er idolerne så henne? I Cepos? I rød/blå blok?
    De frivillige fælleskaber er jo blevet smadret og trådt på af ynkelige mænd hvad enten det er i jakkesæt eller spejderuniformer.
    Beklageligvis er vi i dette land tydeligvis for elendige til at forvalte tre skønne ting: Demokrati, ytringsfrihed og evnen til at tænke bare nogenlunde selvstændigt.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.