Når krisecentre skaber krise

Stop volden mod kvinder. Ja, men hvordan? Læs Helene Haabegaards bud.

De fleste, som færdes i indre by i København, har prøvet at blive stoppet på Kultovet af en frisk
Amnesty International ansat med spørgsmålet: “Kunne du tænke dig at stoppe vold mod kvinder?”
Hvem kan svare nej til det?

Spørgsmålet er dog, hvad der menes med at gøre en indsats for at “stoppe volden mod kvinder”.
Tænkes der på at fordømme krigshandlinger og kvindeundertrykkende regeringsmagter? Eller på
det mere nære plan at sprede budskabet om, at voldsforbrydere bør marginaliseres og udstødes fra
det etablerede samfund? Tænkes der på kvinders (og andre individers) ret til at bære våben, så de
faktisk har en reel mulighed for at forsvare sig selv i en uventet situation?

Alle disse tiltag er non-aggresive – de involverer ikke noget tvunget engagement fra andre
menneskers side, såsom skattebetalinger.

Desværre er det sjældent sådanne fredelige tiltag, der foreslås i anti-voldens tjeneste. Paradoksalt
nok involverer anti-kvindevolds-bevægelsens forslag altid en eller anden form for udnyttelse af en
mindre agtet gruppe, nemlig skatteyderne. Kampen for at stoppe kvindevold bliver brugt som en
skudsikker begrundelse for udvidelse af velfærdskonsulenternes magtbase: Mere beskæftigelse og
magt til behandlere, psykologer og projektledere af diverse kampagner for bevidstgørelse af
kvindens rettigheder.

Der skal udvides med flere såkaldte krisecentre (hoteller) for voldsramte kvinder, psykologer til
voldsofre såvel som forbrydere (der jo også er ofre), flere socialrådgivere, pædagoger, osv. Det
sidste krav fra Landsorganisationen af Kvindekrisecentre er specialtilbud til hjemmeboende
teenagepiger, der bliver slået af deres ungdomskæreste.

“Antivolds-bevægelsen” ignorerer en grundlæggende konflikt. Behandlerklassens magt udvides på
bekostning af et andet fænomen: Familiens/netværkets og individets ansvar. I sidste ende er
behandlere, krisecentre og generelt mere økonomisk hjælp uden krav om modydelse til “voldsofre”
til skade for kvinder og familier.

Uden velfærdsstatens omfordeling via skatter og overførselsindkomster vil en kvinde, som ikke kan
forsørge sig selv, og som enten bliver forladt eller ønsker at gå fra sin mand, være afhængig af
familiens eller andres hjælp. Traditionelt har forældre over hele verden udvist interesse i at få deres
døtre afsat til stabile forsørgere og ægtemænd, som ikke svigter eller misbruger kvinden.

Således er en aktiv interesse for pigens partnervalg fra familiens side stadig udbredt i lande uden
velfærdsydelser. Man interesserer sig for, om manden er stabil. Psykisk og adfærdsmæssigt? Disse
faktorer har indflydelse på den nye kernefamilies fremtidige finansielle stabilitet, men de har som
regel også stor betydning for parforholdets stabilitet. Mens en psykisk uligevægtig person kan være
ganske charmerende, vil han alt andet lige være mere tilbøjelig til at miste forsørgerevnen i perioder
såvel som til at miste kontrollen over sit temperament.

For mandens vedkommende vil familien naturligvis også interessere sig for partnervalget. Er den
kommende hustru stabil – ligner hun en god mor? Eller er hun selvoptaget, fornøjelsessyg og/eller
hysterisk?

En familie eller andet fællesskab, som viser interesse i ens partnervalg, kan selvfølgelig være
irriterende ud fra et frigørelsesmæssigt synspunkt, hvis frigørelse altså handler om at følge sine
spontane lyster uden at møde sociale konsekvenser.Den positive side af medaljen er dog, at det kan
være med til at få tvunget flere aspekter ind i overvejelsen om partnervalget – udover de spontante
følelser og forelskelsen, der jo som bekendt kan sløve ens opmærksomhed overfor andre, mindre
romantiske sider ved partnerens personlighed.

Det er på ingen måde en tilfældighed, om man ender med at flytte sammen med en voldelig mand.
Det kommer i allerhøjeste grad an på, om man venter med at flytte sammen, til både man selv og
ens nærmeste har lært vedkommende at kende. Hvis det nære netværk fraråder parforholdet, kan det
jo evt. have noget at gøre med, at de har set en side af partnerens karakter, som den forelskede har
overset.

Men besindighed og respekt for de ældre generationers råd er blevet umoderne. Det enkelte individs
øgede muligheder for selvcentreret og spontan opførsel uden risiko for økonomiske eller sociale
repressalier bliver ofte fremhævet som et af de største fremskridt i de sidste 50 år. Subkulturer, hvor
traditionelle familieværdier stadig hersker udbredt, fremhæves som problemer, som skal løses med
udvidelse af “integrationsindsatsen” og stadigt flere familierådgivere, psykologer og andre
terapeuter.

Udbredelsen af disse udfoldelsesmuligheder har været båret af statens øgede omfordeling.
Omfordeling af velstand mellem generationerne har altid eksisteret, men hvor overførslerne før
foregik direkte mellem den produktive og den ikke-produktive, var omkostningerne ved dovenskab,
drikfældighed, graviditet uden for ægteskabet, skilsmisse o. lign. særdeles tydelige for dem, der
skulle betale – som oftest familien eller sognet. Den vestlige verden har indtil midt i sidste
århundrede været gennemsyret af sociale normer, der har medvirket til at nedbringe asocial adfærd
til en forholdsvist lille størrelse sammenlignet med i dag.

I takt med at omfordelingsfunktionen er blevet gjort lovpligtig og centraliseret, er omkostningerne
blevet mere indirekte. Hvor der før var tale om at A brugte sine penge på B, er der i dag tale om at C
bruger A’s penge på nogle B. Omkostningerne for den enkelte skatteyder ved en graviditet uden for
ægteskabet bliver ikke opgjort på skatteregningen. Incitamentet til at begrænse omkostningerne ved
asocial opførsel er ikke bare eroderet, men direkte perverteret. Uanset hvor velmenende
familierådgiverne og psykologerne måtte være, så er det ikke i deres interesse, at sociale problemer
minimeres. Jo flere brudte familier og problemer, des mere magt og ressourcer til klassen af
velfærdskonsulenter.

De fleste mennesker vil stadig se det som idealet at leve et uafhængigt liv med et fast arbejde og
give deres børn en god opvækst. Men for de såkaldt ressourcesvage har netop de økonomiske
konsekvenser af lemfældig opførsel været et af de stærkeste incitamenter til ikke “at give op” – give
op at stå tidligt op om morgenen, give op at holde sig fra flasken og kagekrukken etc. I takt med at
de økonomiske konsekvenser af “at give op” er blevet flyttet over på andre mennesker, er antallet af
brudte familier, alkoholikere, psykisk syge, helbredstruede overvægtige og voksne, der ikke magter
at forsørge sig selv og deres børn, eksploderet.

Brudte familier og fejlslagne ægteskaber er ikke isolerede problemer – det er en del af en generel
tendens til opbrud i værdier, der har præget det vestlige samfund igennem årtier. Opbruddet i
værdier skyldes, at velfærdsstaten har minimeret omkostningerne for den enkelte ved at praktisere
en filosofi om at anything goes og man skal jo følge sit hjerte. Jo flere guldmønter og jo mere
forkælelse der regner ned over folk, der dummer sig, des flere vil dumme sig.

På trods af at mange velfærdsforanstaltninger netop er blevet legitimeret ud fra et ønske om at
hjælpe de svageste, er det faktisk gået tilbage for de svageste, hvad angår selvforsørgelse. De
vestlige samfund har set opståelsen af en ny klasse af dybt afhængige velfærdszombier – det gælder
Danmark, men også USA, Storbritannien, Tyskland, Frankrig og andre OECD-lande*. Er disse
mennesker bedre stillet, hvor de fastholdes i et afhængighedsforhold til statslige institutioner og
terapeuter?

Krisecentre er blot et eksempel i havet af tilbud, der skal minimere omkostningerne ved ubesindig
opførsel. Krisecentre har en tosidet virkning ved dels at lindre smerten og konsekvenserne ved
hustruvold, når den har fundet sted, hvilket i sig selv er godt på kort sigt. Men samtidig bidrager de
sammen med andre velfærdstiltag til at underminere den mest effektive præventive indsats mod
hustruvold – familiens og netværkets engagement i dets medlemmers velfærd.

Det helt konkrete problem ved krisecentre i deres nuværende udformning ved offentlige midler er,
at de gør det muligt at flytte sammen med en mand, man dårligt kender og så smutte på hotel, når
det brænder på. På krisecentrene praktiseres en offerfilosofi om, at kvinden aldrig har en andel i
ansvaret for hvilken mand, hun valgte at flytte sammen med. Alene termen “voldsramt” siger det
hele. Når man bliver slået af en samlever, er man jo netop ikke tilfældigt “ramt af vold”. Man er
blevet slået af en partner, man har valgt.

Det er klart, at der er nogle særlige tilfælde, særligt blandt indvandrerkvinder, hvor kvinden ønsker
at bryde ud af en familie/omgangskreds, der accepterer vold og evt. æresdrab. Det kan være svært,
hvis man ikke taler dansk og har svært ved at begå sig i det danske samfund. Jeg kan kun støtte, at
der oprettes private initiativer for at hjælpe disse kvinder.

Men et vigtigt element i enhver form for hjælp må altid være, at der stilles krav til modtageren.
Modtageren må på en eller anden måde give tilbage, så godt som vedkommende nu magter. Et
kategorisk krav, når man hjælper voldsudsatte kvinder, må fx være, at de forlader samleveren
definitivt. Et andet krav må være, at de bidrager med en eller anden produktiv indsats for at dække
en del af omkostningerne ved opholdet på krisecentret og deres nye bolig.

Når Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK) i deres nyeste kampagne sætter fokus på
kærestevold mellem unge, sker det ved at henvende sig direkte til de unge selv. Forældrenens
ansvar nævnes der ikke noget om. I en dokumentarfilm om kærestevold blandt unge, som blev
overværet af selveste den folkekære Kronprinsesse Mary, fortæller helt unge, hjemmeboende piger,
om hvordan de overnattede dag efter dag og nærmest boede sammen med deres voldelige kærester.
Forældrene nævnes ikke med et ord, i stedet lamenteres der over, at der mangler specialtilbud til
disse voldsramte unge. Spørgsmålet er dog, om specialtilbuddene overhovedet havde været
nødvendige, hvis pigernes forældre havde turdet være forældre og sætte en stopper for al den
alenetid sammen med fremmede fyre.

Hvis man vil gøre sig håb om at minimere sociale problemer som ensomhed, isolation og vold i
hjemmet, må man først og fremmest anerkende vigtigheden af frivillige fællesskaber mellem
mennesker, for det er i dem, man finder det største engagement og dybfølte interesse i
medlemmernes velfærd. Det er en utopi at tro, at man kan bevare disse vitale fællesskaber intakte,
når staten kolonialiserer deres funktioner ved brug af tvungen omfordeling.

—-

* For Danmark, se Ole Birk Olesen: Taberfabrikken. For USA se Milton Friedman: Free To Choose.
For UK se Theodore Dalrymple: Life at the Bottom.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password