“Det er en ringeagtsytring over for det kulturelle Danmark, men også en ringeagtsytring over for os, der kalder os borgerlige,” kan man læse på 180grader.dk, at Ulrik Høy mener om ”det forhold, at Carina Christensen er kulturminister”.
Kultur er jo sådan et herligt diffust begreb, som kan dække over så uendelig meget, være så uendelig divers og skabe såvel håb som had i en befolkning. Hvis vi holder os til, at kultur dækker over de traditionelle dyder, som også er indlejret i Kulturministeriets opgavebunke, som for eksempel musik, teater, film og diverse håndværk, så gør der sig et ganske pudsigt forhold gældende borgerlighed og kultur imellem.
Hvis vi igen begrænser os til danske forhold, så er kultur noget, der er statsbetinget langt hen ad vejen. De store kulturinstitutioner er administreret af de kommuner, de er beliggende i. Heriblandt kan nævnes Rold Skov (Nordjylland) og Den Lille Havfrue (København) til eksempel. De forestår restaurering, beskyttelse, vedligeholdelse og andre opgaver vedrørende disse ting. Dette er den del af kulturen, man kunne kalde en form for beskyttet symbolik, som staten har valgt at værne om med det formål at tilføre samfundet noget fælles, relatérbar værdi. Denne statslige ejendomshaven over nogle centrale institutioner med betydning for befolkningen omkring den giver mening så langt, som at det er de lokale demokratier (kommunerne), der administrerer dem, og dermed kan denne ordning med borgerligt/liberalt mandat forsvares. (Dette er ud fra en teori om, at kommunernes nuværende position ikke kan forsvares, og at deres beføjelser bør reduceres, så det er ikke et forsvar af det nuværende system).
Dette er den ene, mere traditionsbetingede del af kulturen, det man kan kalde dansk kultur. Den anden del af kulturen er alt det, der kommer indenunder begrebet kunst, som er ligeså udefinerbart som kultur. Det er her, det bliver kvalmende. For at sige det rådt for usødet, så er det befolkningen og de private virksomheders betalte skattekroner, der finansierer Kulturministeriets udgifter. Her skal vi bide mærke i, at disse penge går til at musikere, teaterskuespillere, fotografer og musikpædagoger (samt meget andet selvopløftet bavl!) for at de kan ophæve sig selv til ”kunstnere”, hvis status må være så høj, at de – i de perioder, hvor der ikke kan ydes profit af deres livsindsats – har ”ret” til at nasse på statens budget/folkets penge. Har de ikke arme? Har de ikke ben? De skal selvfølgelig ikke have en krone i støtte. De kan uden for deres kunstneriske åbenbaringsperioder gøre brug af enhver fri mands ret til at finde sig et arbejde og tjene penge.
Ovennævnte funktion samt muligheden for at sende repræsentanter ud med statsligt finansierede og støttede statuetter til små provinser for at støtte rammedannelsen for overrækkelsen af ligegyldig hæder til ligegyldig ”kunst” er Kulturministeriets eneste eksistensgrundlag. Således er det klart at Carina Christensen kan have det svært som kulturminister. Hun skal jo smide penge ud af vinduet til noget, der burde være 100 % privat finansieret, ligesom man ser i USA, at de store kulturinstitutioner er. Dette vil i mine øjne også give mere kunst og sikkert også bedre kunst, da friheden og uafhængigheden for kunsten ville være større. Kunsten ville kunne agere inde under almen markedsstyret konkurrence, og dermed ville den bedste kunst være den, der kom længst, samtidig med, at denne også ville være den mest folkelige, da det er folket, der i kraft af markedet – og ikke statens smagsdommeri – betaler for den.
Så vi må give Ulrik Høy ret så langt, at det er korrekt at placere ordet ringeagtsytring i sammenhængen, men jeg må på det kraftigste erklære mig uenig i, at det er det forhold, at Carina Christensen er kulturminister, der gør det skidt. Det er det forhold, at der er et kulturministerium, der er en ringeagtsytring overfor friheden og den danske befolkning.

Join the Conversation

28 Comments

  1. En dejligt livlig artikel. Du går virkeligt til sagens kerne. Fra min synsvinkel ligger ringeagten bl.a. i, at nogle mennesker udpeger hinanden til at definere værdi for andre. De samme cafe-typer ville straks sige fy, hvis de hørte ordet logo-centrisme. Det har ikke noget med logoer at gøre, men betyder, at det er muligt, at definere faste værdier fra et centralt punkt – en slags intellektets stjerneplads. Jeg vil gerne indrømme, at jeg synes, Ein deutsches Requiem af Brahms er bedre end Jodle-Birge. Og hvad så? Hvad rager det nogen? Skal jeg belønnes for det? F.eks. ved at Jodle-Birges fans skal beskattes, så jeg kan få Brahms til reduceret pris? Det er da noget svineri.
    Hvad ville der ske, hvis vi virkeligt slap kulturen løs? Forjog alle pampere og formidlere – det er jo dem, der tager broderparten af støtten – og lod kunsten leve på sine egne betingelser? Det kunne være et interessant eksperiment,som er både overskueligt og overkommeligt i en tid med hul i statsbudgettet. Hvad ville en folkeafstemning sige: Nedlæg Kulturministeriet: Ja el. Nej. ( Vi kunne jo starte en her. )

  2. En dejligt livlig artikel. Du går virkeligt til sagens kerne. Fra min synsvinkel ligger ringeagten bl.a. i, at nogle mennesker udpeger hinanden til at definere værdi for andre. De samme cafe-typer ville straks sige fy, hvis de hørte ordet logo-centrisme. Det har ikke noget med logoer at gøre, men betyder, at det er muligt, at definere faste værdier fra et centralt punkt – en slags intellektets stjerneplads. Jeg vil gerne indrømme, at jeg synes, Ein deutsches Requiem af Brahms er bedre end Jodle-Birge. Og hvad så? Hvad rager det nogen? Skal jeg belønnes for det? F.eks. ved at Jodle-Birges fans skal beskattes, så jeg kan få Brahms til reduceret pris? Det er da noget svineri.
    Hvad ville der ske, hvis vi virkeligt slap kulturen løs? Forjog alle pampere og formidlere – det er jo dem, der tager broderparten af støtten – og lod kunsten leve på sine egne betingelser? Det kunne være et interessant eksperiment,som er både overskueligt og overkommeligt i en tid med hul i statsbudgettet. Hvad ville en folkeafstemning sige: Nedlæg Kulturministeriet: Ja el. Nej. ( Vi kunne jo starte en her. )

  3. Meh. Det er jo nærmest umuligt at bruge USA som argument her til lands, da folk bare vil pege på “alle de tomhjernede serier, som de kommercielle tv-stationer viser” (ikke at man kan bruge USA som argument på noget som helst andet tidspunkt, sålænge man er inden for EU’s grænser…).

  4. Meh. Det er jo nærmest umuligt at bruge USA som argument her til lands, da folk bare vil pege på “alle de tomhjernede serier, som de kommercielle tv-stationer viser” (ikke at man kan bruge USA som argument på noget som helst andet tidspunkt, sålænge man er inden for EU’s grænser…).

  5. ET kulturministerium er ikke bare en hån, det er meningstyrrani.
    I det støre udland tænke man mere frit end i Danmark.
    Jeg så en gang en videofilm, om en mand der ikke ville betale skat, og det endte med at hans hus blev brændt ned af politiet – med ham indeni.
    Det er virkelig kunst med titlen: Staten banker sagesløs borger.
    Men i Danmark lyder titlen nærmere: Borger tisser i sin egen sukkermad.

  6. ET kulturministerium er ikke bare en hån, det er meningstyrrani.
    I det støre udland tænke man mere frit end i Danmark.
    Jeg så en gang en videofilm, om en mand der ikke ville betale skat, og det endte med at hans hus blev brændt ned af politiet – med ham indeni.
    Det er virkelig kunst med titlen: Staten banker sagesløs borger.
    Men i Danmark lyder titlen nærmere: Borger tisser i sin egen sukkermad.

  7. @Kjeld Flarup
    Faktisk meget godt fanget. I Danmark er kunstnere kritiske over for regeringen. Nok mest fordi den skulle være liberal, har de hørt. Deres måde at være kristiske på er noget med, at man skal bruge endnu flere penge. Man kan da i hvert fald ikke sige, at de er velfærdsstats kritiske. De er helt enige om, at systemet som giver dem penge er det eneste ene. Det er en skam, og det har givet os endeløst meget kedeligt kunst.
    @ Mander
    Jeg tror, at du har ret i, at man ikke kan bruge USA som eksempel. Jeg har mødt mange, der ikke er USA kritiske, men de mener stadig ikke, at man kan sammenligne med USA, fordi deres marked er langt større end det danske. De mener, at dansk kunst vil forsvinde, fordi markedet reelt set ikke er stort nok. I deres verden er dansk kunst endnu en markedsfejl.
    Men man kan så argumentere for, at kunst kan blive støttet af erhvervslivet på samme måde, som staten støtter det i dag. Så bliver det jo kun morsomt, når folk så svarer, at man så ikke kan være kritisk over for det firma, som støtter en. Så har man lige pludselig mulighed for et smash.

  8. @Kjeld Flarup
    Faktisk meget godt fanget. I Danmark er kunstnere kritiske over for regeringen. Nok mest fordi den skulle være liberal, har de hørt. Deres måde at være kristiske på er noget med, at man skal bruge endnu flere penge. Man kan da i hvert fald ikke sige, at de er velfærdsstats kritiske. De er helt enige om, at systemet som giver dem penge er det eneste ene. Det er en skam, og det har givet os endeløst meget kedeligt kunst.
    @ Mander
    Jeg tror, at du har ret i, at man ikke kan bruge USA som eksempel. Jeg har mødt mange, der ikke er USA kritiske, men de mener stadig ikke, at man kan sammenligne med USA, fordi deres marked er langt større end det danske. De mener, at dansk kunst vil forsvinde, fordi markedet reelt set ikke er stort nok. I deres verden er dansk kunst endnu en markedsfejl.
    Men man kan så argumentere for, at kunst kan blive støttet af erhvervslivet på samme måde, som staten støtter det i dag. Så bliver det jo kun morsomt, når folk så svarer, at man så ikke kan være kritisk over for det firma, som støtter en. Så har man lige pludselig mulighed for et smash.

  9. Det store spørgsmål er måske: “Hvis ikke det danske marked er stort nok til at rumme kunsten på egen hånd, er der så ikke for meget kunst eller for mange kunstnere?” 🙂

  10. Det store spørgsmål er måske: “Hvis ikke det danske marked er stort nok til at rumme kunsten på egen hånd, er der så ikke for meget kunst eller for mange kunstnere?” 🙂

  11. “Hvis ikke det danske marked er stort nok til at rumme kunsten på egen hånd”
    Jeg kan ikke se gyldigheden i det udsagn. Hvis folk ønsker det, så er der et markede. Så hvad der reelt menes er at danskere ikke gider dansk kunst.

  12. “Hvis ikke det danske marked er stort nok til at rumme kunsten på egen hånd”
    Jeg kan ikke se gyldigheden i det udsagn. Hvis folk ønsker det, så er der et markede. Så hvad der reelt menes er at danskere ikke gider dansk kunst.

  13. Nu har jeg jo i princippet selv været på kulturstøtte de sidste fem år af mit liv, da jeg har gået på en af statens kunstneriske uddannelsesinstitutioner under kulturministeriet, hvor der bestemt har været gode muligheder for at lege med andre folks penge, hvilket har været skide sjovt!! Så selvom de fleste af mine studiekammerater ender i velbetalte jobs bagefter, så kan jeg sku godt forstå de mange kunstnere, der har svært ved at slippe statens sutteflaske og i stedet skriger efter mere og mere!!
    Men vil man af med statens kulturinstitutioner og støtten til kunstnerne, så gør man det sku nok ikke ved at råbe “Luk kulturministeriet!!”. Så bliver der bare råbt kunst-hader og man bliver hurtigt neglicheret, som var man en bitter, fantasiløs gammel mand. Nej, jeg tror, at man skal nedbryde det statssubsidierede kulturmiljø indefra, ved at skabe og udvikle en hær af liberale kunstnere og mæcener, der tør sætte en ny kunstnerisk dagsorden. En dagsorden hvor man vedkender sig, at man vil et rigt og forskelligartet kulturliv, samtidig med at man holder fast ved, at kunsten skal klare sig på egen hånd, fordi det er bedst for kunsten. Men det kræver, at man udvikler nogle liberale kunstnere med noget internationalt pondus, der kan brage igennem med sådan et budskab, og det bliver en dyr proces at sætte i gang.

  14. Nu har jeg jo i princippet selv været på kulturstøtte de sidste fem år af mit liv, da jeg har gået på en af statens kunstneriske uddannelsesinstitutioner under kulturministeriet, hvor der bestemt har været gode muligheder for at lege med andre folks penge, hvilket har været skide sjovt!! Så selvom de fleste af mine studiekammerater ender i velbetalte jobs bagefter, så kan jeg sku godt forstå de mange kunstnere, der har svært ved at slippe statens sutteflaske og i stedet skriger efter mere og mere!!
    Men vil man af med statens kulturinstitutioner og støtten til kunstnerne, så gør man det sku nok ikke ved at råbe “Luk kulturministeriet!!”. Så bliver der bare råbt kunst-hader og man bliver hurtigt neglicheret, som var man en bitter, fantasiløs gammel mand. Nej, jeg tror, at man skal nedbryde det statssubsidierede kulturmiljø indefra, ved at skabe og udvikle en hær af liberale kunstnere og mæcener, der tør sætte en ny kunstnerisk dagsorden. En dagsorden hvor man vedkender sig, at man vil et rigt og forskelligartet kulturliv, samtidig med at man holder fast ved, at kunsten skal klare sig på egen hånd, fordi det er bedst for kunsten. Men det kræver, at man udvikler nogle liberale kunstnere med noget internationalt pondus, der kan brage igennem med sådan et budskab, og det bliver en dyr proces at sætte i gang.

  15. @ Søren Viuff. Det er godt nok et meget langt perspektiv, du dér skitserer. Det er så vidt, at målet let kan forsvinde, inden du når til vejs ende.
    At du får en form for kunststøtte, kan ingen bebrejde dig. De fleste borgere får jo smidt offentlige midler efter sig. Hvis jeg ser en teaterforestilling med støtte, er det jo ikke sådan, at jeg refunderer en del af beløbet til en el. anden myndighed.
    Der er flere sider af sagen. Kunst el. kultur er en form for forbrug. ( Nogle taler om deres “kulturforbrug”, bogklubbøger, teater- og filmbiletter. ) Hvorfor skal en form for forbrug begunstiges frem for andre? Er det, at noget ikke kan løbe rundt, et kvalitetskriterium?
    Uviljen mod kunststøtte er ret udbredt. F.eks. blev det nævnt, at ingen kommune vil huse Peter Schaufuss-balleten “i et valgår”. Det er da tankevækkende.
    Mange samfundsområder bør befries for politik. Lige kulturlivet er ét som ret mange vil have forståelse for, at man gør selvberoende.
    Denne diskussion kan føres på alle niveauer fra gadeplanet (populismen) til café-planet (fransk filosofi osv. ) Lad os færdes på alle.

  16. @ Søren Viuff. Det er godt nok et meget langt perspektiv, du dér skitserer. Det er så vidt, at målet let kan forsvinde, inden du når til vejs ende.
    At du får en form for kunststøtte, kan ingen bebrejde dig. De fleste borgere får jo smidt offentlige midler efter sig. Hvis jeg ser en teaterforestilling med støtte, er det jo ikke sådan, at jeg refunderer en del af beløbet til en el. anden myndighed.
    Der er flere sider af sagen. Kunst el. kultur er en form for forbrug. ( Nogle taler om deres “kulturforbrug”, bogklubbøger, teater- og filmbiletter. ) Hvorfor skal en form for forbrug begunstiges frem for andre? Er det, at noget ikke kan løbe rundt, et kvalitetskriterium?
    Uviljen mod kunststøtte er ret udbredt. F.eks. blev det nævnt, at ingen kommune vil huse Peter Schaufuss-balleten “i et valgår”. Det er da tankevækkende.
    Mange samfundsområder bør befries for politik. Lige kulturlivet er ét som ret mange vil have forståelse for, at man gør selvberoende.
    Denne diskussion kan føres på alle niveauer fra gadeplanet (populismen) til café-planet (fransk filosofi osv. ) Lad os færdes på alle.

  17. p.s. Det glædede mig, at socialdemokraten Mogens Jensen ikke kom igennem med en hjælpepakke til kulturlivet på 50 millioner. Det viser, at mange politikere har fornemmelse for, at det er en usikker grund at betræde.

  18. p.s. Det glædede mig, at socialdemokraten Mogens Jensen ikke kom igennem med en hjælpepakke til kulturlivet på 50 millioner. Det viser, at mange politikere har fornemmelse for, at det er en usikker grund at betræde.

  19. @Viuff
    Du har da ganske ret i, at det ville være den bedste måde at gøre det på – en omvæltning af kulturlivet og kunstnerne til at være liberale, der selv vil afskaffelsen af statsstøtte, vil ingen kunne klandre for at være “kunsthadere”. Problemet er bare, hvor skal man starte? Jeg har ingen kunstneriske evner, min kreativitet er nærmest ikke-eksisterende, og jeg har ingen penge til at støtte dem, der kan og vil. Selv hvis jeg havde pengene til at være mæcen, hvordan kunne jeg så vide, hvor jeg skulle placere dem? Langt størstedelen af kulturlivet virker meget venstreorienteret (i hvert fald at dømme ud fra dem, der optræder i medierne), og hvis jeg endelig finder en kunstner, hvis meninger jeg kan respektere, så er der jo stadig den mulighed, at han laver kunst, der for mig virker meget, meget utiltalende. Som jeg ser det, er det et projekt, der er svært at sætte igang, selv om resultaterne kunne blive de bedste.
    PS: Hov hov, kan du lade de bitre, gamle mænd være i fred! De har det så godt i deres fantasiløse verden, hvor de alle bærer jakkesæt… 😉

  20. @Viuff
    Du har da ganske ret i, at det ville være den bedste måde at gøre det på – en omvæltning af kulturlivet og kunstnerne til at være liberale, der selv vil afskaffelsen af statsstøtte, vil ingen kunne klandre for at være “kunsthadere”. Problemet er bare, hvor skal man starte? Jeg har ingen kunstneriske evner, min kreativitet er nærmest ikke-eksisterende, og jeg har ingen penge til at støtte dem, der kan og vil. Selv hvis jeg havde pengene til at være mæcen, hvordan kunne jeg så vide, hvor jeg skulle placere dem? Langt størstedelen af kulturlivet virker meget venstreorienteret (i hvert fald at dømme ud fra dem, der optræder i medierne), og hvis jeg endelig finder en kunstner, hvis meninger jeg kan respektere, så er der jo stadig den mulighed, at han laver kunst, der for mig virker meget, meget utiltalende. Som jeg ser det, er det et projekt, der er svært at sætte igang, selv om resultaterne kunne blive de bedste.
    PS: Hov hov, kan du lade de bitre, gamle mænd være i fred! De har det så godt i deres fantasiløse verden, hvor de alle bærer jakkesæt… 😉

  21. @Viuff
    Du har da ganske ret i, at det ville være den bedste måde at gøre det på – en omvæltning af kulturlivet og kunstnerne til at være liberale, der selv vil afskaffelsen af statsstøtte, vil ingen kunne klandre for at være “kunsthadere”. Problemet er bare, hvor skal man starte? Jeg har ingen kunstneriske evner, min kreativitet er nærmest ikke-eksisterende, og jeg har ingen penge til at støtte dem, der kan og vil. Selv hvis jeg havde pengene til at være mæcen, hvordan kunne jeg så vide, hvor jeg skulle placere dem? Langt størstedelen af kulturlivet virker meget venstreorienteret (i hvert fald at dømme ud fra dem, der optræder i medierne), og hvis jeg endelig finder en kunstner, hvis meninger jeg kan respektere, så er der jo stadig den mulighed, at han laver kunst, der for mig virker meget, meget utiltalende. Som jeg ser det, er det et projekt, der er svært at sætte igang, selv om resultaterne kunne blive de bedste.
    PS: Hov hov, kan du lade de bitre, gamle mænd være i fred! De har det så godt i deres fantasiløse verden, hvor de alle bærer jakkesæt… 😉

  22. “Men man kan så argumentere for, at kunst kan blive støttet af erhvervslivet på samme måde, som staten støtter det i dag. Så bliver det jo kun morsomt, når folk så svarer, at man så ikke kan være kritisk over for det firma, som støtter en. Så har man lige pludselig mulighed for et smash.”
    Ja for fanden. Så ligger bolden til en ren Jon Dahl inderside. Udmærket argument, Hans Jonas. Det er skrevet bag øret.

  23. “Men man kan så argumentere for, at kunst kan blive støttet af erhvervslivet på samme måde, som staten støtter det i dag. Så bliver det jo kun morsomt, når folk så svarer, at man så ikke kan være kritisk over for det firma, som støtter en. Så har man lige pludselig mulighed for et smash.”
    Ja for fanden. Så ligger bolden til en ren Jon Dahl inderside. Udmærket argument, Hans Jonas. Det er skrevet bag øret.

  24. Man kunne spørge hvorfor skatteborgerne ikke selv får muligheden for at afgøre hvad de eksempelvis mener er kunst – kun at støtte det de mener er støtten værd?
    Det bemærkelsesværdige er, at borgerne i dette land accepterer at de via deres betaling af skat f.eks. støtter en kunstner der placerer sin afføring i en dåse og kalder det kunst. En anden udstiller grise i montre… Man kunne blive ved. Faktum er, at flere af disse såkaldte udfordrende protestkunstnere protesterer i virkeligheden ikke. De er alle på støtten og deres kunst er virkeligheden udtryk for et massivt hykleri.
    Det er sandt, at staten ikke blander sig direkte i kunstnernes udtryk og udsagn. Hvorfor skulle staten egentlig også det? Den kan jo bare fratage kunstnerne støtten. Det er her den korrumperende synsvinkel har sin eksistensberettigelse. Der er netop tale om et forhold mellem patron og klient. Ved at klienterne er gjort afhængige af støtten, så vil de altid tale for bevarelsen af støtten til dem selv. Det er simpel logik. Derfor har vi et kulturministerium; en masse statsansatte der øjensynligt har forstået, at kunst – som alt andet – kræver indsigt og fordybelse, før den giver noget af sig. Der er naturligvis her tale om en apologi for hvorfor skatteborgerne skal betale for at eksperter skal bedømme for borgerne hvad kunst er og ikke nok med det, de skal også have betaling for det.
    Så påstanden at kunst ikke er hvad borgerne synes, men i stedet er konkrete udtryk for åndelige bevægelser i sin kultur, sin samtid og sin tradition at den er refleksion over eksistensen, er ren kulturfascistisk nonsens. Men det er tilsyneladende derfor der er behov for personer som ved hvad kunst og kultur er. Således skal disse vise borgeren vejen igennem den kulturelle jungle.

  25. Man kunne spørge hvorfor skatteborgerne ikke selv får muligheden for at afgøre hvad de eksempelvis mener er kunst – kun at støtte det de mener er støtten værd?
    Det bemærkelsesværdige er, at borgerne i dette land accepterer at de via deres betaling af skat f.eks. støtter en kunstner der placerer sin afføring i en dåse og kalder det kunst. En anden udstiller grise i montre… Man kunne blive ved. Faktum er, at flere af disse såkaldte udfordrende protestkunstnere protesterer i virkeligheden ikke. De er alle på støtten og deres kunst er virkeligheden udtryk for et massivt hykleri.
    Det er sandt, at staten ikke blander sig direkte i kunstnernes udtryk og udsagn. Hvorfor skulle staten egentlig også det? Den kan jo bare fratage kunstnerne støtten. Det er her den korrumperende synsvinkel har sin eksistensberettigelse. Der er netop tale om et forhold mellem patron og klient. Ved at klienterne er gjort afhængige af støtten, så vil de altid tale for bevarelsen af støtten til dem selv. Det er simpel logik. Derfor har vi et kulturministerium; en masse statsansatte der øjensynligt har forstået, at kunst – som alt andet – kræver indsigt og fordybelse, før den giver noget af sig. Der er naturligvis her tale om en apologi for hvorfor skatteborgerne skal betale for at eksperter skal bedømme for borgerne hvad kunst er og ikke nok med det, de skal også have betaling for det.
    Så påstanden at kunst ikke er hvad borgerne synes, men i stedet er konkrete udtryk for åndelige bevægelser i sin kultur, sin samtid og sin tradition at den er refleksion over eksistensen, er ren kulturfascistisk nonsens. Men det er tilsyneladende derfor der er behov for personer som ved hvad kunst og kultur er. Således skal disse vise borgeren vejen igennem den kulturelle jungle.

  26. Man kunne spørge hvorfor skatteborgerne ikke selv får muligheden for at afgøre hvad de eksempelvis mener er kunst – kun at støtte det de mener er støtten værd?
    Det bemærkelsesværdige er, at borgerne i dette land accepterer at de via deres betaling af skat f.eks. støtter en kunstner der placerer sin afføring i en dåse og kalder det kunst. En anden udstiller grise i montre… Man kunne blive ved. Faktum er, at flere af disse såkaldte udfordrende protestkunstnere protesterer i virkeligheden ikke. De er alle på støtten og deres kunst er virkeligheden udtryk for et massivt hykleri.
    Det er sandt, at staten ikke blander sig direkte i kunstnernes udtryk og udsagn. Hvorfor skulle staten egentlig også det? Den kan jo bare fratage kunstnerne støtten. Det er her den korrumperende synsvinkel har sin eksistensberettigelse. Der er netop tale om et forhold mellem patron og klient. Ved at klienterne er gjort afhængige af støtten, så vil de altid tale for bevarelsen af støtten til dem selv. Det er simpel logik. Derfor har vi et kulturministerium; en masse statsansatte der øjensynligt har forstået, at kunst – som alt andet – kræver indsigt og fordybelse, før den giver noget af sig. Der er naturligvis her tale om en apologi for hvorfor skatteborgerne skal betale for at eksperter skal bedømme for borgerne hvad kunst er og ikke nok med det, de skal også have betaling for det.
    Så påstanden at kunst ikke er hvad borgerne synes, men i stedet er konkrete udtryk for åndelige bevægelser i sin kultur, sin samtid og sin tradition at den er refleksion over eksistensen, er ren kulturfascistisk nonsens. Men det er tilsyneladende derfor der er behov for personer som ved hvad kunst og kultur er. Således skal disse vise borgeren vejen igennem den kulturelle jungle.

  27. @ Søren: Jeg mener ikke man skal være så bange for at blive upopulær blandt skolens seje slæng. Det må man tage med, hvis man vil sige sandheden.
    Det kunne være super cool, hvis der kom en bevægelse som du taler om, men selv hvis der ikke gjorde, ville argumentet mod statsstøttet kunst stadig være stærkt.
    Størstedelen af den danske befolkning ikke er imponeret over, hvad det cool undergrundsmiljø i København render rundt og laver. Det er en lille bitte elite, som render rundt og spiller smarte på clubber og kunstmesser i Berlin og kbh for andre menneskers penge, og hvis den ordning skulle ophøre, tror jeg ærligt talt ikke så mange andre end dem selv og dem, de få de kan imponere, ville begræde det.
    Men når man ER inde i miljøet føles det selvfølgelig, som om det er verdens navle.
    Mvh Helene

  28. @ Søren: Jeg mener ikke man skal være så bange for at blive upopulær blandt skolens seje slæng. Det må man tage med, hvis man vil sige sandheden.
    Det kunne være super cool, hvis der kom en bevægelse som du taler om, men selv hvis der ikke gjorde, ville argumentet mod statsstøttet kunst stadig være stærkt.
    Størstedelen af den danske befolkning ikke er imponeret over, hvad det cool undergrundsmiljø i København render rundt og laver. Det er en lille bitte elite, som render rundt og spiller smarte på clubber og kunstmesser i Berlin og kbh for andre menneskers penge, og hvis den ordning skulle ophøre, tror jeg ærligt talt ikke så mange andre end dem selv og dem, de få de kan imponere, ville begræde det.
    Men når man ER inde i miljøet føles det selvfølgelig, som om det er verdens navle.
    Mvh Helene

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.