[Den 22. april skulle fem personer i politisk tvekamp på Ideal Bar på Vesterbro til den første omgang af konceptet Policy Slam. Her følger Lasse Birks oplæg til de to første runder.]
1. runde: Hvad drømmer du om?
Det lyder jo meget fint, når vi lige har hørt de andres planer for, hvordan samfundet skal indrettes. Jeg har kun ét problem med det, og det er, at hvis de får deres vilje, så, uanset om vi vil det eller ej, så er det noget, VI også skal leve med.
Stik imod POLICY SLAMS regler vil jeg faktisk bruge en rigtig kliche. En kliche der er mere slidt end Lars Løkkes dankort. For jeg drømmer nemlig om et samfund, hvor der er plads til alle. MEN mit ønske er at føre det helt bogstaveligt ud i livet, for min drøm er, at enhver i dette rum, og enhver anden borger, skal have ret til at melde sig ud af staten Danmark.
For prøv og tænk, hvis staten var en ganske almindelig virksomhed. I dag er det sådan, at hvis en kunde ikke længere ønsker at modtage statens produkter og derfor nægter at betale skat, så bliver han smidt i fængsel. Hvis han modsætter sig det, så sender staten mænd ud i uniform og med knipler, og banker kunden indtil alle knogler i hans krop er brækket.
Hvis staten var en virksomhed, så tror jeg nok lige, at Morten Spiegelhauer fra Operation X her kunne få sit livs historie.
Jeg mener ikke det her som blot et tankeeksperiment. Nej, lad os indføre en Grundlovsparagraf, der giver alle ret til at melde sig selv ud af staten Danmark. Det ville betyde, at når en udmeldt person befinder sig på sin egen grund, så vil han ikke længere være underlagt statens regler.
Her vil ingen altså forbyde ham at ryge sig skæv eller blive tatoveret i ansigtet. Han behøver heller ikke længere at betale skat af sin indkomst. Men til gengæld har han heller ikke længere ret til at gå gratis på sygehuset, få gratis uddannelse eller blive beskyttet af politiet. Sådanne ting må han herefter selv sørge for eller samarbejde med andre om.
Det smukke ved min drøm er således, at den gør det muligt for ALLE andre at leve deres egen drøm ud. Hvis du er kommunist, så køber du noget jord sammen med dine kammerater, I melder jer ud af staten og opbygger jeres egen frivillige forening, hvor alle får lige mange lommepenge. Hvis du er anarkist, så gør du fucking bare, hvad der fucking passer dig, men uden det går fucking direkte ud over andre. Hvis du er konservativ, så opretter du din egen ministat og skifter DRs antennefrekvens ud med den fra Fox News. Og hvis du bare er glad for, hvordan tingene ser ud i dag, så melder du dig ikke ud, men bliver indenfor statens vante rammer.
Det er min drøm, og det er den bedste drøm i aften, for den vil lade mine kære meddeltagere såvel som dig og alle andre leve sine personlige drømme ud på deres egne præmisser. Med de rammer vil det gøre Danmark til ikke mindre end verdens mest åbne, kreative og dynamiske samfund!
2. runde: Solidaritet
Solidaritet. Det er jo ikke et ord, jeg normalt bruger, men det er sådan set mest fordi, jeg mener, det er blevet frygteligt perverteret. Det bliver nemlig brugt med to vidt forskellige betydninger, som jeg har det vidt forskelligt med.
Solidaritet kan betyde næstekærlighed, hvor man hjælper en nødstedt person, som kan være et familiemedlem, en kæreste eller en ven. Et menneske, der holder af et andet, er noget af det mest værdsatte her i verden, og det er noget, vi allesammen hele tiden stræber efter.
Men solidaritet bliver også brugt til at beskrive det, der sker, når ét menneske får udbetalt penge af staten, fordi vedkommende fx er arbejdsløs, over 65 år, ELLER som bankdirektør er ved at køre sin virksomhed konkurs.
Det ville der ikke være det mindste i vejen med, hvis medlemsskab af staten vel og mærke var frivilligt. I dag er problemet imidlertid, at hvis en skatteyder ikke længere har lyst til at betale penge til den inkompetente bankdirektør, så bliver han smidt i fængsel, og hvis han modsætter sig det, sender staten mænd ud i uniform med knipler, der brækker alle knogler i hans krop.
De her to betydninger af solidaritet, hvor den første var frivillig hjælp, og den anden var knippelsuppe, er direkte modstridende. De er præcist lige så uforenelige som kærlighed og vold, for det er netop de to størrelser, som de to betydninger af ordet solidaritet er udtryk for.
Derfor vil jeg sige, at hvis du mener, at du er åbensindet, tolerant og ikke mindst, at du værdsætter SOLIDARITET i betydningen KÆRLIGHED, og du tager disse ting seriøst, så kan du IKKE også være tilhænger af den sidste form for solidaritet, som er den, hvor man opkræver skat bevæbnet med knipler.
Nej, hvis Danmark skal være tolerant og, ikke mindst, ægte solidarisk, så skal den halvfemsindstyvende Grundlovsparagraf indføres, der sikrer enhver ret til at melde sig ud af staten og tilslutte sig en anden frivillig forening.
Nogle vil melde sig ind i en forening, der bruger en større andel af budgettet på velgørenhed, end staten gør i dag. Andre vil slutte sig til en forening, hvor en mindre andel går til formålet. Det vigtige er, at alle vil betale af egen frie vilje og ikke fordi, de kan risikere at komme ind et sted, hvor man ikke tør bøje sig ned efter sæben i bruseren. Og kigger man rundt om i verden i dag, så viser det sig faktisk, at der gives mere til privat velgørenhed i de lande, hvor der opkræves mindre gennem påtvungne skatter.
Ægte solidaritet og næstekærlighed opstår nemlig kun i frivillige forhold, og det gør det endnu vigtigere, at give os retten til at melde os ud af den stat, som vi ALDRIG frivilligt har meldt os ind i.
[I tredje runde blev deltagerne gået på klingen af dommerne Johanne Schmidt Nielsen fra Enhedslisten og Hans Mortensen fra Weekendavisen. Liberator vandt den endelige afgørelse på det højeste bifald fra publikum.]

[Den 22. april skulle fem personer i politisk tvekamp på Ideal Bar på Vesterbro til den første omgang af konceptet Policy Slam. Her følger Lasse Birks oplæg til de to første runder.]
1. runde: Hvad drømmer du om?
Det lyder jo meget fint, når vi lige har hørt de andres planer for, hvordan samfundet skal indrettes. Jeg har kun ét problem med det, og det er, at hvis de får deres vilje, så, uanset om vi vil det eller ej, så er det noget, VI også skal leve med.
Stik imod POLICY SLAMS regler vil jeg faktisk bruge en rigtig kliche. En kliche der er mere slidt end Lars Løkkes dankort. For jeg drømmer nemlig om et samfund, hvor der er plads til alle. MEN mit ønske er at føre det helt bogstaveligt ud i livet, for min drøm er, at enhver i dette rum, og enhver anden borger, skal have ret til at melde sig ud af staten Danmark.
For prøv og tænk, hvis staten var en ganske almindelig virksomhed. I dag er det sådan, at hvis en kunde ikke længere ønsker at modtage statens produkter og derfor nægter at betale skat, så bliver han smidt i fængsel. Hvis han modsætter sig det, så sender staten mænd ud i uniform og med knipler, og banker kunden indtil alle knogler i hans krop er brækket.
Hvis staten var en virksomhed, så tror jeg nok lige, at Morten Spiegelhauer fra Operation X her kunne få sit livs historie.
Jeg mener ikke det her som blot et tankeeksperiment. Nej, lad os indføre en Grundlovsparagraf, der giver alle ret til at melde sig selv ud af staten Danmark. Det ville betyde, at når en udmeldt person befinder sig på sin egen grund, så vil han ikke længere være underlagt statens regler.
Her vil ingen altså forbyde ham at ryge sig skæv eller blive tatoveret i ansigtet. Han behøver heller ikke længere at betale skat af sin indkomst. Men til gengæld har han heller ikke længere ret til at gå gratis på sygehuset, få gratis uddannelse eller blive beskyttet af politiet. Sådanne ting må han herefter selv sørge for eller samarbejde med andre om.
Det smukke ved min drøm er således, at den gør det muligt for ALLE andre at leve deres egen drøm ud. Hvis du er kommunist, så køber du noget jord sammen med dine kammerater, I melder jer ud af staten og opbygger jeres egen frivillige forening, hvor alle får lige mange lommepenge. Hvis du er anarkist, så gør du fucking bare, hvad der fucking passer dig, men uden det går fucking direkte ud over andre. Hvis du er konservativ, så opretter du din egen ministat og skifter DRs antennefrekvens ud med den fra Fox News. Og hvis du bare er glad for, hvordan tingene ser ud i dag, så melder du dig ikke ud, men bliver indenfor statens vante rammer.
Det er min drøm, og det er den bedste drøm i aften, for den vil lade mine kære meddeltagere såvel som dig og alle andre leve sine personlige drømme ud på deres egne præmisser. Med de rammer vil det gøre Danmark til ikke mindre end verdens mest åbne, kreative og dynamiske samfund!
2. runde: Solidaritet
Solidaritet. Det er jo ikke et ord, jeg normalt bruger, men det er sådan set mest fordi, jeg mener, det er blevet frygteligt perverteret. Det bliver nemlig brugt med to vidt forskellige betydninger, som jeg har det vidt forskelligt med.
Solidaritet kan betyde næstekærlighed, hvor man hjælper en nødstedt person, som kan være et familiemedlem, en kæreste eller en ven. Et menneske, der holder af et andet, er noget af det mest værdsatte her i verden, og det er noget, vi allesammen hele tiden stræber efter.
Men solidaritet bliver også brugt til at beskrive det, der sker, når ét menneske får udbetalt penge af staten, fordi vedkommende fx er arbejdsløs, over 65 år, ELLER som bankdirektør er ved at køre sin virksomhed konkurs.
Det ville der ikke være det mindste i vejen med, hvis medlemsskab af staten vel og mærke var frivilligt. I dag er problemet imidlertid, at hvis en skatteyder ikke længere har lyst til at betale penge til den inkompetente bankdirektør, så bliver han smidt i fængsel, og hvis han modsætter sig det, sender staten mænd ud i uniform med knipler, der brækker alle knogler i hans krop.
De her to betydninger af solidaritet, hvor den første var frivillig hjælp, og den anden var knippelsuppe, er direkte modstridende. De er præcist lige så uforenelige som kærlighed og vold, for det er netop de to størrelser, som de to betydninger af ordet solidaritet er udtryk for.
Derfor vil jeg sige, at hvis du mener, at du er åbensindet, tolerant og ikke mindst, at du værdsætter SOLIDARITET i betydningen KÆRLIGHED, og du tager disse ting seriøst, så kan du IKKE også være tilhænger af den sidste form for solidaritet, som er den, hvor man opkræver skat bevæbnet med knipler.
Nej, hvis Danmark skal være tolerant og, ikke mindst, ægte solidarisk, så skal den halvfemsindstyvende Grundlovsparagraf indføres, der sikrer enhver ret til at melde sig ud af staten og tilslutte sig en anden frivillig forening.
Nogle vil melde sig ind i en forening, der bruger en større andel af budgettet på velgørenhed, end staten gør i dag. Andre vil slutte sig til en forening, hvor en mindre andel går til formålet. Det vigtige er, at alle vil betale af egen frie vilje og ikke fordi, de kan risikere at komme ind et sted, hvor man ikke tør bøje sig ned efter sæben i bruseren. Og kigger man rundt om i verden i dag, så viser det sig faktisk, at der gives mere til privat velgørenhed i de lande, hvor der opkræves mindre gennem påtvungne skatter.
Ægte solidaritet og næstekærlighed opstår nemlig kun i frivillige forhold, og det gør det endnu vigtigere, at give os retten til at melde os ud af den stat, som vi ALDRIG frivilligt har meldt os ind i.
[I tredje runde blev deltagerne gået på klingen af dommerne Johanne Schmidt Nielsen fra Enhedslisten og Hans Mortensen fra Weekendavisen. Liberator vandt den endelige afgørelse på det højeste bifald fra publikum.]