Borgerlig klasseanalyse: Hjælper det at straffe?

180grader.dk’s leder for mandagen handler om, om straf hjælper. Det viser sig nemlig at man i organiseret kriminelle bander finder folk fra alle samfundslag. Pointen er, at man derfor bør betragte kriminelle som potentielt hvem som helst frem for sociale stakler man skal hjælpe frem for at straffe. Debatten om straf har en effekt er […]

180grader.dk’s leder for mandagen handler om, om straf hjælper. Det viser sig nemlig at man i organiseret kriminelle bander finder folk fra alle samfundslag. Pointen er, at man derfor bør betragte kriminelle som potentielt hvem som helst frem for sociale stakler man skal hjælpe frem for at straffe.

Debatten om straf har en effekt er et spændende og meget fundamentalt spørgsmål.

Jeg så i et afsnit af Penn og Tellers Bullshit, hvor de diskuterer om dødstraffen i USA virker. Der findes ikke noget datamateriale der peget entydigt på om dødsstraf har en effekt i USA, fordi der er alt for mange variabler mellem stater der har dødsstraf og stater der ikke har dødsstraf til de kan sammenlignes.

Men ikke kun ud fra en diskussion om statistik er effekten af dødsstraffen angribelig. En vigtig pointe i udsendelsen var at man kan begå mord af 3 årsager:

  1. Man kan myrde fordi man er i affekt
  2. Man kan myrde fordi man får penge (materiel rigdom) for det
  3. Man kan have en trang til at myrde (=sindsyg).

Og hver især kan grundene tilbagevises med simpel logik, hvorfor straf ikke forhindrer mord.

Punkt 1 kan man ikke forhindre fordi morderen netop er i affekt. Punkt 2 er det kun et spørgsmål om at den rigtige pris. Punkt 3 kan man heller ikke forhindre fordi de mennesker netop er sindsyge og vil gøre det uanset konsekvenserne.

Så pointen er, at dødsstraffens effekt formegentlig ikke er særligt effektiv.

Der findes en masse argumenter for og imod dødsstraffen. Et praktisk liberalt svar, udtænkt af andre end jeg, på dødsstraffen er, at hvis man slår forbryderen ihjel kan han ikke arbejde for at betale erstatning til de efterladte – altså give blodpenge. Det synes jo kun at være rimeligt at en morder gør det, når man tænker efter. Det kan aldrig erstatte det hul et mistet barn, mand, bedstemor eller for den sags skyld en kanariefugl efterlader. Men det kan fjerne nogle af de værste gener af materiel mangel.

For at vende tilbage til effekten af straf så mener jeg den er begrænset. Straffen for straffens skyld – som at vise potentielle forbrydere hvad der sker, hvis de kører uden sele eller myrder en anden person – er ikke det afgørende argument imod at begå en kriminel handling.

På samme måde som med dødsstraffen findes der de samme motiver for alle andre kriminelle handlinger. Vi begår forbrydelsen i affekt, vi gør det kynisk og kalkuleret for at opnå egen vinding eller vi gør det fordi vi er sindssyge.

Men, hvor kyniske er vi egentlig? Hvor beregnende er vi, når vi begår kriminalitet?

Hvis vi er ligesom 2’eren ovenfor omkring dødsstraffen så er vi kynisk kalkulerende. Hvornår er vi villige til at sælge narko? Hvornår er vi villige til at købe narko? osv. Det er vi, når vi

  1. finder det moralsk forsvarligt (ellers vil vi aldrig gøre det)
  2. afvejer gevinsten (at tjene penge, at blive høj, osv)
  3. afvejer risiko (hvor sandsynligt er det, jeg bliver opdaget)
  4. overvejer konsekvens af risiko (hvor længe skal jeg i fængsel)

Forhåbentligt tænker de fleste alle 4 trin igennem.

Men alligevel er der ”sjovt nok” folk der smugler heroin ud af Thailand. Rationelt skulle de have afvejet risikoen mellem 30 års fængsel imod 10-70.000 kr. eller hvor meget en kurer nu får.

Så, for mig at se, er der faktisk stadig en social slagside. Dem, der vælger at smugle heroin når nemlig aldrig til en seriøs risikovurdering og de når slet ikke til overvejelser af konsekvensen af den påtagede risiko. Hvis der var dødsstraf for at køre uden sele, ville de, der smugler heroin fra Thailand formegentlig også tage risikoen for at køre uden sele.

David Karsbøl skrev for nogle år siden en artikel her på siden om borgerlig klasseanalyse. Heri introducerer han bl.a. begrebet individets tidspræference. Det handler basalt set om man er villig til at udskyde et forbrug for at opnå en større gevinst senere. F.eks. ved at tage en uddannelse og tjene mange penge som f.eks. advokat om 10 år frem for at blive rengøringsmedhjælper nu – og tjene mange penge nu, men ikke ligeså meget som en advokat om 10 år.

Og, det viser for at mig at se med al tydelighed, at vi ikke kan afskrække nogen fra at begå forbrydelser nævneværdigt. Formålet med straf bør derfor være at fjerne de værste mennesker fra gaden – dem der er farlige for os andre – og få resten til at betale erstatning til de mennesker de har forvoldt skade overfor.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password