Betal selv

Læs hvorfor Kjeld Flarup mener, at velfærdsydelserne aldrig kan blive gode nok.

Ganske vist er efterspørgslen af gratis ydelser uendelig. Men alligevel så ligger der et grundlæggende kvalitetsproblem bag den utilfredshed som afspejles i Catinet Researchs undersøgelse af den offentlige service, foretaget for CEPOS. Problemet er at den offentlige sektor har alvorlige finansierings problemer og har rent faktisk haft det i 25 år, lige siden at Schlüter regeringen startede på at redde Danmark væk fra afgrunden.

Selvom der postes den ene milliard ekstra efter den anden, ind den offentlige service, så er dagsordenen altid den samme, når kommuner og regioner skal lægge budgetter – nemlig besparelser og rationaliseringer. Derfor har den offentlige sektor ikke økonomisk råderum til at udvikle sig, og derfor bliver kvaliteten derefter. Og der er sådan set ikke meget, man kan gøre ved det, for det er hele velfærdsstaten, der har et finansieringsproblem.

JyllandsPosten kørte for et stykke tid siden en serie ”Hvor bliver pengene af”, hvilket næsten er en uendelig historie, for problemerne har været kendt de sidste 30-40 år, og det har været livligt debatteret. Den politiske agenda som en sådan serie kaster af sig, er hvordan kan politikere styre pengeforbruget bedre. Men det kan de bare ikke. Det offentlige står i Danmark for ca. halvdelen af alle de penge som omsættes. Og alt dette kontrolleres af vælgerne via 3 stemmesedler hvert 4. år.

Det er jo reelt halvdelen af vores liv, som vi kun har indflydelse på via 3 sølle stemmesedler. Løsningen på hvordan vi udnytter pengene bedre er ikke mere politisk styring. Som et led i JP’s serie var der f.eks. en fatal og afsporende overskrift i JP 1/12/08: ”Kan vi spare på de små?”. Så kan vi vist godt lukke den debat om den dyre dansker. Selvfølgelig skal en nyfødt dansker ikke gøres til en positiv forretning, for hvem vil spare på de små – underforstået lave noget der ligner reformer! Det er bare en helt forkert dagsorden at stille for debatten, for der skal naturligvis ikke spares, der skal bruges flere penge, og det kan velfærdsstaten ikke klare.

JP havde interviewet ægteparret Broström, som gerne ville betale mere, hvis deres børn så fik en bedre pasning. Det er her den rigtige dagsorden skal findes, for selvom Broström gerne vil betale mere, så betaler kommunen stadigt 75%. Dette betyder, at hvis man giver sine små poder bedre forhold, så skal man betale flere penge i skat, og bagefter så skal politikerne prioritere disse mellem hjemmepleje, skoler, hospitaler, veje, tandpleje, socialhjælp, arbejdsformidling, handicappede, kunst, kultur, flygtninge, og hvad man nu kan finde af værdigt trængende.

Det store problem er, at man afleverer halvdelen af sine penge hos skattevæsenet, og bagefter går man hen på kommune kontoret, og står med hatten i hånden, og tigger om at ens lille barn må blive passet ordentligt. Det er da ikke værdigt! I stedet bør og kan det store flertal af danskere betale hele regningen selv direkte til den enkelte institution. Dette vil give forældrene den ultimative magt over kvaliteten, og de kan give spareivrige politikere fingeren. Men det er nødvendigt at gå hele vejen, for hvis forældre betalingen kun sættes op til 33%, så reducerer kommunen bare de øvrige bevillinger med 15% over en årrække. Men betaler man det hele selv, så kan politikerne ikke spare noget som helst væk.

Den store offentlige betaling på dagpleje, skoler, sundhed o.s.v. er lige så skadelig som topskatten, måske endda mere. For hvis man selv betaler for sine ydelser, så kan man også se mere end en materiel gulerod ved at yde en ekstra arbejdsindsats, når man ved at det kommer ens egne børn direkte til gode, i stedet for at man bagefter deltager i et lotteri om uddeling af discount velfærdsydelser. Det er jo ikke sådan, at der bliver flere penge af at sende dem omkring skat og kommunen, tværtimod så skal hele den enorme administration, der sikrer millimeter retfærdighed jo også betales. Vi kan sagtens have et serviceniveau på det niveau, som vi tror, vi har, vi skal bare arbejde noget mere for at betale for det. Og forudsætningen for dette er, at skatten sættes ned så vi selv kan betale.

Det skader leverandørerne af den offentlige service, at pengene skal omkring skattevæsenet. Dette levner nemlig ikke plads til rigtige udvidelser. Hvis nogle forældre vil have en bedre børnehave, så kan de ikke bare aflevere flere penge til skatteministeren, og bagefter gå til deres lokale børnehave og kræve ydelsen leveret. Sådan en sammenhæng eksisterer simpelthen ikke. Skal det nytte noget, så er forældrene nødt til selv at aflevere de ekstra penge direkte i børnehaven. Og selv dette er ikke sikkert, for kommunen kan jo så skære ned i bevillingerne til børnehaven. Nu har den jo lidt ekstra at gøre godt med.

Først når børnehaven er 100% direkte forældrefinansieret, er der håb om, at produktet kan begynde at udvikle sig. Hvis forældrene betaler selv, så har politikerne ikke noget som helst, at skulle have sagt angående nedskæringer og rationaliseringer. Så er vi nemlig derhenne, hvor forældrene kan betale ekstra og vide at pengene går til det, som de betaler for. Og så har vi også brudt den barriere, som skatten er for at sikre finansieringen. Og samtidigt så løser man problemet med Lafferkurven.

Når der alvorligt diskuteres, om hvorvidt en afskaffelse af topskatten er selvfinansierende, så er det et udtryk for, at man ikke bare kan sætte skatten op, og forvente at der kommer mere i kassen. Danmark har så at sige ramt hovedet mod loftet på Lafferkurven. Derfor er det simpelthen umuligt at opkræve nok penge i skat til at efterkomme efterspørgslen på velfærd.

Og det er ikke nogen løsning at prøve at dæmpe borgernes forventninger til den offentlige service. Danskerne er ikke dumme, og de kan godt se, at de betaler verdens højeste skat, og det skal de have noget igen for. Hvis ikke politikerne bliver ved med at komme med løfter om forbedringer, så vil utilfredsheden med skatten skabe et nyt jordskredsvalg. Altså – Enten skal man fortsætte, som man altid har gjort og charmere vælgeren, eller også skal man sætte skatten ned.

Fogh regeringen udbyggede den offentlige sektor med 39 mia. Kr., men alligevel så mener et flertal af danskerne, at kvaliteten i den offentlige sektor er faldet. Ja, hvad skal man egentligt tro på, er regeringen ved at nedbryde velfærdsstaten, eller er den virkeligt blevet bedre? Der er et par forklaringsmodeller, som bør tages i ed.

1. Den første og mest oplagte er, at danskerne er blevet mere kvalitetsbevidste. De er godt klar over, at de betaler verdens højeste skat, og derfor vil de også have noget for pengene. Det er derfor rent subjektivt; Den offentlige sektor lever ikke op til forventningerne, og derfor mener man, at kvaliteten er faldet.
2. En lige så oplagt forklaring er, at mængden af opgaver er vokset mere end mængden af tilførte penge. Antallet af kunder er bare vokset, uden at finansieringen har kunnet følge med. Specielt på sundhedsområdet ses dette problem Og det er med god grund at finansieringen ikke kunne følge med, for det er simpelthen ikke muligt, at opkræve nok penge i skat for at opfylde alle de velfærdsønsker der findes.
3. Den næste forklaring er, at de ekstra tilførte penge ikke er gået til at hæve kvaliteten, men til at finansiere øgede krav til kontrol, sikkerhed og diverse regler. Regel Danmark er eksploderet, og nu skal der passes godt på de små poder og de ansatte, så derfor skal der investeres store summer og sættes arbejdskraft af til at sikre kvaliteten. Men man kan bare ikke levere kvalitet, hvis man bruger tiden på kontrol i stedet.
4. Endelig kan pengene også bare være blevet smidt i et stort hul. Den offentlige sektor er nogle steder så ineffektiv, at det ikke er muligt at tilføre flere ressourcer.

Uanset hvilken forklaring der er mest rigtig, er der kun én brugbar model til at sikre kvaliteten, nemlig at borgerne begynder at betale selv. Hvis man selv betaler, så har man også selv kontrol med økonomien og ydelserne. Man kan stille direkte krav til den enkelte institution, fremfor at skulle stå på Christiansborg slotsplads sammen med 10.000 andre og klage.

Langt de fleste danskere har rent faktisk råd til at betale for deres egne serviceydelser. De fleste afleverer penge i skat, blot for at få dem tilbage igen i form af serviceydelser. Hvis skatten sænkes tilsvarende, så vil det altså gå lige op. Tilbage vil der så være en lille gruppe, på måske 10% (red. dette tal er sat højt) der ikke kan klare sig selv. Det interessante spørgsmål er så, at diskutere hvordan man kan hjælpe denne restgruppe. Skal de og kun de have en statsstøtte og hvor stor? Skal de basere sig på frivillige organisationers hjælp? Eller skal de forsøge at klare sig, som de bedst kan?

Hvis man synes, at staten kun skal hjælpe de svage, så er det de sidste 10% og ikke de 90%, der skal hjælpes. Dette afslører så også et andet problem ved velfærdstaten. For overhovedet at kunne slippe af sted med at opkræve verdens højeste skattetryk, så er velfærdsstatens 1. prioritet at stille de velfungerende tilfredse. De svage presses simpelthen i baggrunden. Et betal selv princip vil således også være til gavn for de svageste. Illusionen om en velfærdsstat, som sikrer de svageste, ligger dybt i alle danskere, men den holder ikke.

Og forresten, angående gratisydelser og kvalitet. Man siger jo, at man plejer at få det, som man betaler for!

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password