Kære liberal. Omfavn din drøm!

Det liberale Danmark har glemt, at hvis ikke man tør sælge drømmen om det frie samfund, så gider ambitiøse mennesker ikke interessere sig for politik. Og hvem skal så gøre forskellen? Artikel af Lasse Birk Olesen.

”Hvis du vil bygge et skib, sæt da ikke dine mænd til at samle træ, fordele arbejdet og udstede ordrer. Lær dem i stedet at længes inderligt efter det store, uendelige hav.” Sådan blev det udtrykt af den franske forfatter og pilot Antoine de Saint-Exupéry.

Når de højest ragende politiske debatter i landet med verdens mest omfattende socialstat handler om, hvorvidt det er moralsk at sænke topskatten med halvanden procent, så kan man dog som liberal ikke forvente, at nogen vil længes efter et friere samfund. Den dødkedelige debat er et problem, som eksponeres fremmest ved den afgående Rasmussens politik, som vil blive videreført af den nye Rasmussen. Dets rod er manglen på drømme hos liberale.

Et menneskes politiske og filosofiske indstilling for resten af livet formes meget oftere end ikke i ungdommen: Det er her, man begynder at lægge sine egne planer for fremtiden og dermed opdager, hvilke bånd der pålægges en. Det er også her, man forhåbentligt får en respekt for, at andre mennesker kan vælge at leve deres liv på anden vis end en selv. Ikke mindst begynder man at interessere sig for tankerne, som andre har gjort sig om de samme emner.

I dag består det første møde med politik uvilkårligt af politikere på TV. Det forekommer den unge seer med en appetit for idéer, at siden politikerne er enige ud til den sidste promille, kan de store spørgsmål så som privat versus statslig sfære, skattens retfærdighed og uindskrænket flertalsstyre ikke længere diskuteres. Tilbage er administration og finjustering, og den oprigtigt tænkende og nysgerrige mister interessen. Nu kan kun den rygradsløse manipulator finde interesse for politik, hvor han med sine sociale evner kan skabe alliancer, bedrage sine omgivelser og føje sig for de, der manipulerer endnu bedre end ham, og med disse værktøjer komme så tæt på toppen som muligt.

Løsningen er ikke at opmuntre de dygtigste og mest oprigtige liberale mennesker til at træde ind i politik. Politik er et spil, hvis natur straffer netop de personlige kvaliteter, som vi værdsætter hos disse mennesker, og som vi ville udpege dem på baggrund af. For dem at blive valgt til Folketinget ville svare til at stille op til spydkast med udfoldede paraplyer.

Når vi som liberale vil en verden, der kan synes fjernt fra den eksisterende socialdemokratiske konsensus, så bør vi i stedet kigge på historien og tage ved lære af de grupper, der faktisk lykkedes med en omfattende reformering af samfundet. Mens deres politiske idealer kan have været langt fra vores, så har de talt til unge mennesker af den samme slags, som vi vil, og de har haft held med at overbevise tilstrækkeligt mange til at få indflydelse. Hvadend det har været marxister eller indiske og amerikanske uafhængighedsforkæmpere, så har de alle det til fælles, at de havde modet til at være utopiske.

Grupperingerne fik ikke succes ved kun at tale om de ting, der kunne gennemføres i morgen. For at motivere måtte man markedsføre det endelige mål; få folk til at drømme om en samfundsstruktur, der muliggør det hidtil umulige og nedbryder de hidtil unedbrydelige barrierer for menneskets udfoldelse.

Hvorfor skulle ambitiøse og dygtige mennesker bruge en stor del af deres liv på at arbejde for at ændre de politiske forhold, hvis topmålet for succes er, hurra!, en afskaffelse af topskatten? Det er visioner, der har formet verden, men for folk, der tør have visioner, er den danske politiske debat lige så ophidsende som nye opvasketabletter med andre farver på indpakningen.

Hvis den rynkede og kortsigtede linje, som regeringen står for, således fortsat er det, som folk vil lære at kende som liberalt, så skal vi ikke forvente at kunne opildne landets ildsjæle til kamp for noget som helst. Og vi kan blot se til, mens kollektiviseringen roligt, men støt, banker livet og initiativet ud af os.

Men hvis frihedens agitatorer, hvad end de findes i erhvervslivet eller som forskere og undervisere, kan finde modet til kompromisløst at forsvare principperne, som al menneskelig fremgang og udfoldelse afhænger af, så ser fremtiden lys ud. Hvis de tør være utopiske og kan få os unge til at drømme om et samfund, hvor den anderledes ikke normaliseres, den rige ikke berøves, og den geniale ikke handicappes, men hvor alt kan lade sig gøre, så har friheden sine bedste dage foran sig.

Artiklen har tidligere været bragt i let forkortet udgave i Berlingske Tidende som læserbrev.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password