Danske Spil – et statsmonopol til gavn for alle?

Tipsmonopolet presses af udenlandske bookmakere på internettet. Er der grund til fortsat at bekæmpe deres succes? Artikel af Thomas Ole Brask Jørgensen.

Er man inkarneret spiller af lotto eller andre pengespil udbudt af Danske Spil, så kan man med stor sandsynlighed ikke have undgået at lægge øre til hvilke gode formål Danske Spil (tidligere Dansk Tipstjeneste) støtter. Hver lørdag får lotto-spillerne igennem forskellige indslag oplyst, hvor stor del af spiludbyderens overskud der går til godgørende formål. Går man ind på Danske Spils hjemmeside får man da også ganske hurtigt at vide hvor mange penge der egentlig er tale om.

”Danske Spils overskud bliver hvert år kanaliseret tilbage til samfundet. Dette sker til dels i form af tipsmidlerne, som foreninger, organisationer og andre kan søge andel i. Overskuddet, der fordeles som Tips- og Lottomidler, har i de senere år udgjort i alt ca. 1,6 milliarder kroner – eller ca. 4,3 mio. kr. om dagen (…) Tipsmidlerne er en del af det overskud, som Danske Spil og datterselskabet, Dansk Automatspil, hvert år har på spil. I dag fordeles pengene mellem ministerierne, der sender dem videre til tusindvis af gode formål: Alt fra idrætsbørnehaver til Blindefonden og fra Pindsvinevennerne til SOS børnebyer har modtaget støtte.”[1]

Devisen må være, jo mere du spiller hos Danske Spil, desto mere støtter du de gode formål. Det er ganske fint at man via tipsmidlerne sender penge tilbage til samfundet, men indslagene både på TV og hjemmeside fungerer som hjemmel for hvorfor man ikke tillader et frit marked for pengespil. Er det ikke et udtryk for moralsk og etisk tankegang om at staten sikrer at færrest muligt bliver ludomaner? Man skulle tro, hvis man naivt antager at staten alene gør sig i filantropi, at det er sådan det hænger sammen men gør det nu også det? For hvor mange penge bruger staten egentlig på begrænsningen af ludomani? Statistikken taler for sig selv. I 2007 udgjorde fordelingen af ludomanimidlerne ca. 15 mio. kroner taget ud af et årsresultat på 1,6 mia. kroner.[2]

I virkeligheden handler det om ren og skær cool cash, intet andet. Ved at hindre udenlandske spiludbydere adgang til det danske marked for pengespil, har Danske Spil og den danske stat i fællesskab sikret sig fortsatte indtægter fra lidenskabelige pengespillere. Det handler om, at den danske stat i form af Danske Spil ikke vil konkurrere om kunderne på et frit marked, dette var retssagen mellem ovenstående og Ladbrokes et klokkeklart eksempel på. Hertil kommer at Skatteministeriet på vegne af Danske Spil har anlagt en storstilet retssag mod Ekstra Bladet for at sælge annoncer til udenlandske bookmakere og dermed bryde den danske tipslov.

Det sker parallelt med at den statsejede fjernsynsstation TV2 har aftalt, at Ladbrokes skal sponsere TV2 Sport. Endnu mere mystisk, perverst om man vil, synes det at Skatteministeriet i Højesteret også fører sag mod Ladbrokes. Påstanden hér er, at Ladbrokes, ifølge tipsloven, ikke har lov til at arbejde i Danmark. Det betyder altså, at staten tjener penge på noget som den vil have ulovliggjort. EU-Kommisionen påpegede i 2004, at det danske spillemonopol strider imod EU-lovgivningen. Så længe der ikke foreligger en klar dom til fordel for nogle af de involverede parter, lige så lang tid kan TV2 udnytte lovhjemmelshullet til at tjene penge til staten. Det kan vise sig at denne situation har gode levevilkår idet man nok kan forvente en langtrukken sagsbehandling, da flere EU-lande er i en tilsvarende klemme.[3]

I 2006 mislykkedes det Ladbrokes at overbevise Øster Landsrets dommere om, at Danske Spils monopol strider imod EU-retten. Sagen havde på det tidspunkt været næsten 3 år undervejs. Ladbrokes havde allerede i december 2003 ansøgt Skatteministeriet om bevilling til at etablere sig og drive spillevirksomhed i Danmark, dvs. til at åbne kontorer og annoncere frit. Ladbrokes henviste til den såkaldte Gambelli-dom ved EU-domstolen, som i november 2003 opstillede en række krav til de nationale spillemonopoler. Heri hed det sig bl.a., at medlemslandene skulle bevise at de nationale spillemonopoler beskytter offentligheden og samfundet mod f.eks. bedrageri og ludomani. Netop sådanne forbruger- og samfundshensyn har været den danske stats vigtigste formelle argument for at opretholde statens monopol på pengespil, trods kritikere har peget på at Danske Spil også er med til at udbrede spil gennem sin aktive annoncering. Retsmøderne i Landsretten havde været i gang siden august i år og udmøntede sig onsdag d. 15. november 2006 i en kendelse, der gav et klart nederlag til den udenlandske bookmaker.

“Landsretten finder, at en ordning som den, der følger af lov om visse spil, lotterier og væddemål, er egnet til at beskytte forbrugere, der deltager i spil, og til at begrænse økonomisk kriminalitet, da bevilling til udbud af spil, lotterier og væddemål er meddelt til ét selskab, der har staten som hovedaktionær og er underlagt skatteministerens tilsyn og kontrol. Ordningen er endvidere egnet til at begrænse ludomani. Den medvirker til at begrænse udbuddet af spil i forhold til et marked med fri konkurrence. Endvidere er Danske Spil i bevillingen pålagt forpligtelse til ved udvikling og markedsføring af spil at søge at reducere risikoen for spilleafhængighed. Ordningen er endvidere egnet til at begrænse privatpersoners mulighed for at udnytte spillelysten som grundlag for erhvervsmæssig indtjening, da bevilling i henhold til loven kun er givet til ét selskab, hvor staten er hovedaktionær, ligesom selskabets overskud udloddes og fordeles til velgørende og almennyttige formål(…)”[4]

Det var dog ikke enden på denne sag. Det danske spillemonopol skulle efter den klare juridiske sejr over den britiske spillegigant Ladbrokes ved Østre Landsret ud i næste slag i spillekrigen kort tid efter, da EU-Kommissionen besluttede at den ville gå videre med en traktatkrænkelsessag mod Danmark og en række andre EU-lande.[5] EU-parlamentarikeren Arlene McCarthy havde kort tid efter kendelsen i Østre Landsret, på vegne af Parlamentets komité for det indre marked og forbrugerbeskyttelse, anmodet den ansvarlige EU-kommissær for det indre marked Charlie McCreevy om, at få en status på Kommissionens aktuelle indsats. Charlie McCreevy betegnede mulighederne for europæisk enighed om regulering af spillemarkedet som yderst begrænsede, fordi landene og partierne har enorme meningsforskelle i synet på spil. For nogle menneske er pengespil en værre svøbe end alkohol og tobak – andre ser det som et respektabelt erhverv. På den baggrund mente McCreevy, at det måtte være op til domstolene at vurdere om det enkelte lands lovgivning er konvertibel med EU-retten, ikke desto mindre lagde McCreevy ikke skjul på sit personlige synspunkt:

”Hvis medlemslande, deres regeringer og lovgivende forsamlinger ønsker meget restriktive love mod gambling, kan de indføre sådanne love på basis af hensynet til den offentlige orden… Men de kan ikke bruge millioner og atter millioner på at reklamere for spilleydelser fra deres egne nationale, statsligt ejede operatører og udelukke alle andre. Hvis medlemslande føler – og nogle medlemmer af Parlamentet deler klart dette synspunkt – at gambling er en større svøbe end alkohol- og tobaksafhængighed og andre former for afhængighed, så burde de forbyde det for alle og ikke tillade gambling i deres stat. Det er en klar mulighed og ingen ville klage, hvis det skete. Kommissionen ville intet foretage sig og ingen ville bekymre sig om det. Men det er en smule hyklerisk, når medlemslande tillader, at millioner anvendes på at fremme gambling, når de samtidig ikke vil lade andre deltage i ’spillet’.”[6]

I teorien havde det danske spilmonopol med sejren over Ladbrokes bestået en sådan test i forhold til den eksisterende EU-lovgivning og meget tyder altså på, at det danske spillemonopol kan fortsætte uantastet i forhold til EU-juraen. Men hvad med pengespillerne? Det danske statsmonopol står stadig overfor at pengespillere i stort antal ikke køber deres produkter. Adskillige benytter udenlandske spiludbydere via internet. Den danske stat har trods sejren ved Østre Landsret ikke fået bugt med ulovlig annoncering i danske medier og tiltagende spil i gråzonen på internettet.

Det kan forekomme ejendommeligt at Østre Landsret i sin kendelse fokuserer på at den danske stat, på vegne af Danske Spil, tilsyneladende er bedst til at forhindre danske borgere i at bliver ludomaner. Det er tragikomisk, da det hverken hjælper de spillere der er i alvorlige problemer men ej heller løser problemerne for statsmonopolet med de mange utro spillere som vælger andre spiludbydere på f.eks. internettet. I virkeligheden kunne de 179 politikere inde på Christiansborg sagtens ændre lovgivningen på området, hvis de ville. Det ville være meget let at skabe fri konkurrence parallelt med begrænsningen af ludomani. Det ville blot indebære at man stiller de firmaer, som vil ind på det danske marked for pengespil, det krav at de er forpligtet til at støtte bekæmpelsen af ludomani. Det er ikke vanskeligt, men spørgsmålet er om der er flertal for en ny lovgivning.


[1]www.danskespil.dk 27-01-2009; Danske Spil er et statsmonopol, den danske stat ejer 80 procent og Danmarks Idrætsforbund samt Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger hver især ejer 10 procent af aktierne.

[2]www.duf.dk/forside/maerkesager/ny_tips_og_lottolov/fakta_om_tipsmidler_og_danske_spil/; http://www.sum.dk/sum/site.aspx?=391&ArticleID=3711

[3]www. avisen.dk/blogs/m.kjeldsen/staten-tjener-ulovlige-penge-paa-spil_21023.aspx;

http://www.tipsbladet.dk/artikel/spil/tv-2-sport-og-ladbrokes-i-samarbejde

[4]http://www.idan.dk/Nyheder/266ladbrokes.aspx

[5]Ibid.

[6]http://www.idan.dk/Home/Nyheder/268kommissionogspil.aspx. Hans synspunkter ligger som tekstdokument på det angivne link.

[7]http://www.politiken.dk/erhverv/article879379.ece

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password