Hurra for spekulanter og mellemhandlere

Efter kommunismens fallit i sidste århundrede, burde diskussionen mellem markeds og planøkonomi være lagt død. Alligevel må man i medierne konstant høre på kapitalismeignoranter, som kaster sig over centrale aktører i markedsøkonomien og udsætter dem for mistænkeliggørelse og ringeagt. En af de hadede grupper er spekulanter – folk som spekulerer i at købe billigt og sælge dyrt, og mellemhandlere, som køber varer i den ene del af verden og sælger dem andetsteds. Under den såkaldte fødevarekrise, som ifølge medierne ramte verden netop inden den nuværende finanskrise, fik disse spekulanter skylden for manglende fødevareforsyning. Men spekulanter og mellemhandlere er ikke årsagen til varemangel og elendighed – faktisk tværtimod.
Eksistensen af priser på et marked er nok den væsentligste egenskab i en kapitalistisk økonomi [1] , og spekulation spiller en central rolle for prisdannelsen. Spekulationens påvirkning af priserne er med til at sikre, at en kapitalistisk økonomi aldrig oplever varemangel. Dette forstås nok bedst med et eksempel. Hvis f.eks. man oplever en ringere høst end normalt, sådan hvede-høsten kun indbringer 11/12 af hvad den plejer, vil man umiddelbart komme til at sulte den sidste måned inden høsten i det efterfølgende år. I en kapitalistisk økonomi vil spekulanter imidlertid være opmærksomme på høstens ringere udbytte. I forventning om at priserne således vil være høje når hvedelagrene står tomme den sidste måned, opkøber spekulanterne hvede, med henblik på at profitere på at sælge til den høje, fremtidige pris. Konsekvensen heraf bliver imidlertid, at prisen nu – altså lige efter høsten – stiger. Herved falder efterspørgslen på hvede med det samme, og således sikrer spekulanterne, at priserne resulterer i en udjævning af forbruget. Forbrugerne vil med det samme begynde at indrette sig efter den nye forsyningssituation, og indrette deres forbrug derefter. Man undlader at bruge hvede til de formål, hvor den er mindst værdsat, for i stedet at spare eller substituere sig ud af knapheden.
En meget væsentlig pointe i denne sammenhæng er, at spekulanterne ikke er årsag til varemangel. Den afledte funktion af spekulanters virksomhed er, at fordele forbruget af de varer, som faktisk er til rådighed, udover en længere tidsperiode. Eller sagt på en anden måde, så sikrer spekulanterne en optimal fordeling af knappe goder – og knaphed er en evigt gældende betingelse for menneskelig virke. Egentlig varemangel kan derimod ikke forefindes i en kapitalistisk økonomi, da den umanipulerede effekt af udbud og efterspørgsel gør, at prisen på meget knappe goder stiger. Sådan en prisstigning tiltrækker et større kapitalapparat til at producere mere af de knappe goder. Spekulanten er imidlertid med til at sikre, at denne kapitaltilstrømning sker før en egentlig mangelsituation, fordi prisen stiger inden mangler ”realiseres”. Udover at sikre en optimal fordeling af knappe goder, virker spekulation altså også til at fremskynde den kapitalinvestering som afhjælper knapheden.
Under ”fødevarekrisen” blev spekulanterne beskyldt for bevidst at skabe mangel, for på den måde at drive priserne op til egen fordel. På et ikke-reguleret marked er det imidlertid vanskeligt at forestille sig, at spekulanter opfører sig sådan. For det første er mange fødevare markeder karakteriseret ved, at der er utroligt mange udbydere såvel som opkøbere, og at ingen af disse har mulighed for at påvirke prisen. Men selvom man forestillede sig en spekulant havde tilstrækkelig kapital til at opkøbe så meget hvede, at markedsprisen faktisk steg, så ville prisen jo falde i takt med, at han begyndte at sælge ud efter prisstigningen. Således kan det ikke lade sig gøre, at tjene på prisstigninger, man selv forårsager alene ved vareopkøb.
Mellemhandlere tjener penge på flere måder. Dels udnytter de forskellen i priser på forskellige handelspladser. Hvis f.eks. prisen på guld er højere i København end Singapore, vil man kunne tjene penge på at købe guld i Singapore og sælge det i København. Forskellen mellem købs og salgsprisen, minus eventuelle transportomkostninger mm., udgør en såkaldt arbitragegevinst. Arbitrage er også en uhyre vigtig funktion, som i fravær af handelshindringer, er med til at integrere hele verden som en økonomi. Herved vil prisen på varer tangere til at være den samme overalt. Fordelene ved disse mekaniser er flere. For det første oplever man en global risikospredning i forhold til knappe ressourcer. I en ikke-integreret økonomi kan en fejlslagen høst have katastrofale konsekvenser regionalt, men hvis man handler med omverdenen betyder det nok en nedgang i velstand – men ikke sult og mangel. Essentielt er arbitrageargumentet jo et argument for frihandel. Så når de lokale priser begynder at stige som følge af mangel på korn, vil det tiltrække korn fraomverdenen. I og med man har hele verden som marked, vil en lokal mangel kun slå marginalt igennem i verdensmarkedspriserne.
Det skulle gerne stå klart, at der i en fri verdensøkonomi vil opstå en global prisdannelse. Det betyder, at hele verden kan indrette sig på effekten af alles udbud og efterspørgsel, og man kan sikre den mest optimale kapitalallokering. Sagt på en anden måde, så vil alle ressourcer blive anvendt der, hvor de gør den største nytte. En af betingelserne for alle disse mekanismer – og deres essentielle rolle for menneskelig velstand og fremskridt – er spekulanter og mellemhandlere. Men i en verden hvor sådanne mennesker ofte udstilles som de rene tyveknægte, er det vigtigt at minde om, hvor vigtig deres rolle er i den kapitalistiske økonomi.
Tak til George Reismann for at levere en del af argumenterne til denne artikel
—–
[1] F.eks. jf. Guido Hülsmann