Lejemordernes parade

Jesper Juul Andersen vil have, at staten skal stoppe med at sende lejemordere til Afghanistan.

Forestil jer følgende scenarie: Langs de danske veje stiller danskerne sig op, de har alle konfetti og dannebrogsflag med. Stemning er fyldt med ekstatisk glæde og jubel, for de venter alle på at give deres hyldest til de heltemodige danske soldater. Disse stolte soldater er netop hjemvendt fra en heroisk kamp ved den danske grænse. De har forsvaret det danske land fra en invasion af tyskere, der endnu engang har forsøgt at underlægge de gæve danere deres tyranniske demokrati. Selvfølgelig var tyskerne med deres middelmådige isenkram danskerne underlegne. Danskerne giver dem en fortjent modtagelse, for man er dem taknemmelige for deres indsats, de har bevaret danskernes frihed og selvstændighed.

Dette var desværre ikke omstændighederne, da de danske soldater fra Afghanistan hjemvendte til kasernen i Holstebro. Jo, der var spontan klappen og en parade med flag og tilskuere. Men ellers var intet som i overstående scenarie. Hvor soldaterne i det ovenstående scenarie havde forsvaret det danske land, så er de hjemvendte soldater fra Afghanistan ikke meget mere end statens lejesoldater.

Danmark bliver ikke mere sikkert af, at der dræbes Taleban-krigere (og civile) i Afghanistan. Vi er ikke den forsvarende part, men den angribende part i denne konflikt. Hvad vi til gengæld bliver er over en milliard danske skattekroner fattigere hvert år.

Krig ender aldrig med mere frihed, slutresultatet er altid mere stat, højere skat, mere kontrol og mere vold. Frihed for den enkelte dansker er ikke forbedret som følge af udstationering af tropper i Afghanistan, og hvis man kunne måle det på et frihedsbarometer, vil man formentlig finde, at vi var blevet mindre frie.

Så selvom Søren Gade mener, at man bør hylde soldater, der kæmper en meningsløs kamp, vil jeg tillade mig ikke at hylde disse soldater. De fortjener ingen hyldest, og jeg føler ingen taknemmelighed. Tværtimod finder jeg det foruroligende, at de forventer tak for at dræbe i mit navn, vel og mærket endda for mine penge.

Ikke at jeg ønsker dem ulykke! Jeg ønsker, at de kommer sikkert hjem, især dem, jeg selv kender, der enten tjener eller har tjent i det danske militær. Men det betyder ikke, at jeg vil støtte dem i deres udstationering, og da slet ikke hylde dem. For man kan ikke støtte de danske soldater uden samtidig at støtte deres mission.

Disse soldater har selv valgt at blive udsendt til Afghanistan, de har ikke, som oberst Kurt Mosegaard antyder, ”ofret et halvt år af deres liv” for os andre. De har kendt fordele og ulemper, før de meldte sig til militæret. De må ligeledes forventes, at have lavet de moralske overvejelser og fundet, at drab på afghanere var legitimt. Så de har måske ofret det halve år for penge, stolthed, prestige eller hvad der nu ellers må motivere dem. Nu er de i hvert fald gjort opmærksomme på, at de ikke gør det med min støtte.

Opgaven i Afghanistan, som trods de pæne og næsten uskyldige omslag som ”frihed til Afghanistan” og ”bekæmpelse af terrortruslen mod Danmark”, dækker over et angreb på et folkeslag på vegne af et andet folkeslag – intet andet. Hvis situationen havde været som i det indledningsvis omtalte scenarie, ville jeg have klappet af og fejret soldaterne, da havde de fortjent en anerkendelse som helte. Paraden i Holstebro var ikke en parade for hjemvendte helte, det var en parade for statens lejemordere.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password