Magasinet Penge og Privatøkonomi lavede i november sidste år en test på 4 spørgsmål de stillede til 12 medarbejdere hos Skat. Resultatet af testen er med i marts måneds udgave af magasinet, men artiklen er desværre ikke online.
Af de mulige (4 spørgsmål x 12 personer =) 48 korrekte svar fik magasinet 41 svar hvoraf 17 svar var forkerte – altså hele 42% af svarerne fra Skat var forkerte. Det er i min bog så godt som halvdelen. Selvfølgelig havde Penge og Privatøkonomi stillet nogle svære spørgsmål, såsom om man skal betale ejendomsværdiskat af en bolig i Frankrig (nej det skal man ikke pga. dobbeltbeskatningsoverenskomsten) eller om aktieobligationer skal lagerbeskattes hos en almindelig skatteyder (ja det skal de fordi de er en finansiel kontrakt). Men, det er de færreste der har behov for rådgivning af Skat om banale spørgsmål.
Hvad siger Skat til resultatet?
Fra artiklen:
”Er en fejlprocent på 42 godt nok?
Nej, det er bestemt ikke godt nok. Men det skal dog siges, at det var meget komplicerede spørgsmål, som vi normalt vil få på skrift og ikke i telefonen. […]
Hvilken fejlprocent skal man acceptere?
Der er ingen acceptabel fejlprocent, det skal være rigtigt, det vi siger. Generelt oplever vi dog en stigende kundetilfredshed i vores daglige tilfredsundersøgelser[…]”
En stigende kundetilfredshed? For det første så er det at kalde en skatteyder for en kunde det samme som at kalde en fængselsfange for en gæst. For det andet stigende tilfredshed? Ja, netop fordi man kan ringe ind og få et svar med det samme, i stedet for at skulle skrive til Skat og vente på at de gider svare. Folk bliver jo først utilfredse den dag de finder ud af, det de har fået at vide ikke er rigtigt.
Min “kundetilfredshed” er absolut ikke stigende. Den faldt drastisk da min sagsbehandler nægtede at bruge emails, så jeg var tvunget til at hænge i telefonen til de elendige toner af ventemelodien. Jeg aner ikke hvor mange timer, jeg har brugt på at vente på at en af Skats sagsbehabdlere blev ledige. Og den tid er jo tabs arbejdsfortjeneste, da jeg nok ikke kan overbevise min kunde om at de skal betale for mine interaktioner med Skat.
Jeg havde dog en anden mulighed for kommunikation, og det var at møde op personligt på skatte kontoret. Det prøvede jeg een gang. Den mulighed droppede jeg, eftersom det var langt dyrere (i tabt arbejdsfortjeneste) end telefonisk kontakt.
Et slag på tasken er at jeg har tabt mindst 10.000 kronor (hvoraf de ~6.300 ville været røget i statskassen), på at “handle” med Skat. De penge kunne jeg have sparet, hvis kommunikation via email havde været muligt.
Yderligere har jeg flere gange forhørt mig hos Skat, vedr. mulighed for at trække forskellige artikler fra i skat. Hver gang har svaret været nej og hver gang har min revisor informeret mig om at det kunne man selvfølgelig godt. Og Skat har i hvert eneste tilfælde godkendt fradragene i mit regnskab. Det minder om en Hollywood fremstilling af onde forsikringsselskabers automatiske afvisning af erstatninskrav (“denial of claim”).
Min “kundetilfredshed” er absolut ikke stigende. Den faldt drastisk da min sagsbehandler nægtede at bruge emails, så jeg var tvunget til at hænge i telefonen til de elendige toner af ventemelodien. Jeg aner ikke hvor mange timer, jeg har brugt på at vente på at en af Skats sagsbehabdlere blev ledige. Og den tid er jo tabs arbejdsfortjeneste, da jeg nok ikke kan overbevise min kunde om at de skal betale for mine interaktioner med Skat.
Jeg havde dog en anden mulighed for kommunikation, og det var at møde op personligt på skatte kontoret. Det prøvede jeg een gang. Den mulighed droppede jeg, eftersom det var langt dyrere (i tabt arbejdsfortjeneste) end telefonisk kontakt.
Et slag på tasken er at jeg har tabt mindst 10.000 kronor (hvoraf de ~6.300 ville været røget i statskassen), på at “handle” med Skat. De penge kunne jeg have sparet, hvis kommunikation via email havde været muligt.
Yderligere har jeg flere gange forhørt mig hos Skat, vedr. mulighed for at trække forskellige artikler fra i skat. Hver gang har svaret været nej og hver gang har min revisor informeret mig om at det kunne man selvfølgelig godt. Og Skat har i hvert eneste tilfælde godkendt fradragene i mit regnskab. Det minder om en Hollywood fremstilling af onde forsikringsselskabers automatiske afvisning af erstatninskrav (“denial of claim”).
Min “kundetilfredshed” er absolut ikke stigende. Den faldt drastisk da min sagsbehandler nægtede at bruge emails, så jeg var tvunget til at hænge i telefonen til de elendige toner af ventemelodien. Jeg aner ikke hvor mange timer, jeg har brugt på at vente på at en af Skats sagsbehabdlere blev ledige. Og den tid er jo tabs arbejdsfortjeneste, da jeg nok ikke kan overbevise min kunde om at de skal betale for mine interaktioner med Skat.
Jeg havde dog en anden mulighed for kommunikation, og det var at møde op personligt på skatte kontoret. Det prøvede jeg een gang. Den mulighed droppede jeg, eftersom det var langt dyrere (i tabt arbejdsfortjeneste) end telefonisk kontakt.
Et slag på tasken er at jeg har tabt mindst 10.000 kronor (hvoraf de ~6.300 ville været røget i statskassen), på at “handle” med Skat. De penge kunne jeg have sparet, hvis kommunikation via email havde været muligt.
Yderligere har jeg flere gange forhørt mig hos Skat, vedr. mulighed for at trække forskellige artikler fra i skat. Hver gang har svaret været nej og hver gang har min revisor informeret mig om at det kunne man selvfølgelig godt. Og Skat har i hvert eneste tilfælde godkendt fradragene i mit regnskab. Det minder om en Hollywood fremstilling af onde forsikringsselskabers automatiske afvisning af erstatninskrav (“denial of claim”).